Længselen after retfærdighed

Kilde: Social-Demokraten, 10. okt.. 1893

Hvorav kommer det at vi socialister «roder op i alt muligt mellem himmel og jord»?

Hvorav kommer det, at vi nu har samlet os til møde for at diskutere anarkisten Hansteens dom og hvad som staar i forbindelse med den?

Er det fordi ¿ som det gjerne paastaas ¿ vor største tilfredsstillelse er at «gjøre vrøvl», og at vi med begjærlighed griber selv den mindste begivenhed til opnaaelsen av dette øjemed? Nej! Man tar fejl saavel av vore motiver til at «gjøre vrøvl», som av vor hensigt med at gjøre det.

Den sande forklaring paa vor utrettelige og ustandselige hamren paa det bestaaende er at samfundet er en organisme og at socialisterne er denne organismes mest følsomme nerver ¿ den legemliggjorte ansvarsfølelse.

Samfundet paa dets nuværende trin er et meget ufuldkomment organisk legeme, endnu saa uensartet og ufuldkomment at begivenheder som bringer tusinder av dets enkelte medlemmer i armod og ulykke ofte bringer andre tusinder velstand og nydelse.

Ordsproget: «den enes død er den andens brød» er desværre sandhed.

Krig, pest, jordskred som bringer tusinder død og lidelser, bringer andre liv og glæde!

Det er dét samfund vi socialister har rejst os imod og dét vi av hjertens lyst hamrer paa ved enhver given anledning, ikke bare for at gi vor misnøje tilkjende, men for at vække medborgere ved vor berettigede misnøje til med os at stræbe efter at gjøre samfundet til et fuldkomment organisk legeme, hvori alles tilfredshed er betinget av den enkeltes tilfredshed og den enkeltes velstand av alles velstand.

Et saadant samfund er vort maal. Et saadant samfund sikrer alle den størst mulige lykke og frihed. Hvis vi ikke viste hvor nedsunket i fordom og fordummelse menneskene i almindelighed er overfor det sociale problem, saa maatte vi bli stumme av forundring over at ikke alle er socialister og tar del i vore bestræbelser.

For at sprede lys over fordommen og fordummelsen er det at vi roder op i de daglige begivenheder og gir vor misnøje tilkjende, og det er ogsaa derfor vi diskuterer Hansteens dom.

Hansteen har øvet vold mod en embedsmand i tjenesten, derfor er han fældet og dømt til 8 maaneders strafarbejde.

Vor forenings bestyrelse betegner dommen barbarisk. Bestyrelsen vil sikkert ha meningsfæller i dette punkt langt ud over socialdemokratiets rækker. Den idømte straf staar ikke i noget rimeligt forhold til den begaaede forseelse -- set fra et almindeligt menneskeligt standpunkt; den langt overvejende del av Norges befolkning vil finde denne dom, om ikke barbarisk saa dog uretfærdig haard! Og dog er Hansteen paa langt nær ikke blet fældet med lovens hele strænghed. Loven forudsætter indtil 3 aars strafarbejde for den forgaaelse, som han har gjort sig skyldig i.

Hvad lærer vi herav? Vi lærer først og fremst, at loven ikke er et udtryk for den almindelige retsfølelse i samfundet. Loven er ikke, hvad den burde være: det organiske samfunds trykte sjæl. Den store flerhed av vore love vil i virksomhed komme i aabenbar strid med den almindelige retsfølelse, det beviser, at disse love ikke er blet til av hensyn til samfundet som helhed, men at de er blet til for at værene en enkelt stands eller enkelt klasses særinteresser.

Saa er det!

Lovene er ikke et udtryk for den almindelige retsfølelse, lovene er et udtryk for magtforholdet i samfundet.

Det er og har altid været magthaverne som har dikteret samfundet love. Og magthaverne har altid og vil altid komme til at diktere lovene i samklang med sine egne interesser, og da magthaverne hidtil har været den besiddende overklasse, saa er det naturligt at produktet av deres lovgivning har været klasselove.

*

En murer staar og arbejder oppe paa et stillads, en beruset mand kommer derop og ypper klammeri med ham og spende ham sluttelig i ansigtet saa voldsomt at læberne fulstændig kløves, retten idømmer voldsmanden 25 kroners mulkt. Hansteen vil protestere mod en efter manges mening ubillig optræden av en politiembedsmand, og for at gi sin protest eftertryk rætter han med haanden et slag mod politimandens ansigt, rammer skyggen paa hans uniformslue, saa denne falder i gaden -- han dømmes til 8 maaneders strafarbejde, skjønt politiinspektørens uniformslue ikke tog allermindste skade.

At slaa luen av en politiembedsmand det er efter vore nuværende love, en langt formasteligere handling end at slaa en sivil medborger fordærvet. I disse to domme avspejles klart klassesamfundet, som vi socialister, drevne av vor retsfølelse, fordømmer og bekjæmper.

De bekræfter, hvad jeg skrev om den raadne tand: «En Koren, en Treschow, en Stang, en Mossin, en Jakob Sverdrup ¿ disse repræsentanter for militarisme, kapitalisme, embedsvælde, politibrutalitet og kirketugt, hver av dem er ligesaa sikkert en del av det norske kongedømme og en hemsko for folkefrihed og folkelykke som kongen selv og det svenske hofkryb som altid myldrer i hans kjølvand.»

*

Hva har vi at gjøre? Hvorledes skal vi faa loven til at bli et udtryk for samfundets retsfølelse? Det sier sig selv: Vi maa vriste magten ud av overklassens hænder. Naar magten blir lagt i folkets hænder, da vil lovene, samtidig som de er et udtryk for magtforholdet i samfundet være et udtryk for den almindelige retsopfatning.

Paa samme tid som vi lægger vor medfølesle for Hansteen for dagen, saa lad os haabe, at denne dom maa virke paa os og paa mange, mange andre som sporen der jages ind i væddeløbshestens sider.

Gid denne dom maa føre til at en længsel griber os alle stærkere end noget andet ¿ længselen efter retfærdighed.