Jeg vil intet have forud for mine Medborgere

Det er [maaskee] den ærede Forsamling bekjendt, at ogsaa jeg tilfældigviis er født Adelsmand; hvorlidet Værd dette Fortrin, om man saa vil kalde det, har havt for mig, troer jeg de viide, som kjende mig; jeg har aldrig været blandt dem, som troe at Fødsel kan meddele Fortjenester, som man ellers mangler. Allerede for længe siden havde jeg frasagt mig mit Adelskab, naar jeg ikke havde frygtet for, at et saadant Skridt havde kunne blive mistydet; Aarsagen, hvorfor det først skeer nu, efterat Debatterne om denne Materie ere endte, er ene den, at jeg ikke ønskede, Nogen skulde troe, jeg vilde foregribe den almindelige Mening:

Man vil maaskee sige, at da den Adel, jeg og min Familie er i Besiddelse af, for Øyeblikket næsten ikke medfører noget Prærogativ, hvis Afstaaelse kan være Staten til Gavn, saa kan det heller ikke kaldes nogen Opoffrelse fra min Side, at jeg frasiger mig samme. I denne Henseende tillades det mig at forsikkre, at det heller ikke er min Hensigt, at min Handling skal betragtes som nogen Opoffrelse; min Adel være forenet med Rettigheder eller ikke, saa vil jeg blot, fra nærværende Øyeblik, Intet have forud for mine Medborgere, var det end blot i Navnet.