Ved at høre Stipendiat Hagerups i flere Henseender udmærkede Foredrag forrige Lørdag, fik jeg strax Lyst til derimod at fremsætte nogle Bemærkninger. Men da Prof. Lochmann, der først greb Ordet, havde endt sit Foredrag - hvilket jeg desværre ikke kunde høre, da jeg sad for langt borte - var Tiden saa langt fremskreden, at der ikke kunde være Tale om at fortsætte. Derfor kommer disse Bemærkninger nu bagefter.
Jeg har saameget mindre villet tilbageholde det, hvori jeg er uenig med Hr. Hagerup, som jeg i meget netop er enig med ham. Jeg er idethele ikke saameget uenig i Resultaterne, som i de Forudsætninger og Grundbetragtninger, hvorpaa disse Resultater støttes. Og for mig er ofte Grundsynsmaader vel saa vigtige, som de specielle Resultater; thi netop paa hine beror det, om en Bevægelse skal kunne holdes tilbage inden de rette Grænser, og ikke glide ud paa et endeløst Skraaplan.
Dog ogsaa i den Hovedtanke, at Kvinden maa gjælde som "jevnbyrdig" med Manden, og have fuld Anledning til at udvikle og anvende sine Evner til sin og Samfundets Tarv, er jeg fuldkommen med.
Ingen Undertrykkelse, som ingen Forgudelse! Begge Dele ere Barbari eller Overkultur, hvilket tilsidst kommer paa et ud. Kvinden være sandt Menneske, og hverken Slavinde eller Gudinde, heller ingen Sommerfugl blot til Lyst! Endskjønt jeg tilstaar at være saa gammeldags, at jeg over Kvinden dog gjerne vil se et fint Skjær af Guddommelighed, eller ialfald af Idealitet, og at jeg ikke gjerne vilde have afrystet ethvert Sommerfuglestøv af hendes Vinger.
Men Jevnbyrdighed er ikke Ensartethed.
Og Spørgsmaalet er netop om at give Kvindens Evner den fulde Udvikling og Anvendelse.
Enhver Kraft og Evne kommer først til sin fulde Ret, naar den udvikles og anvendes efter sin Eiendommelighed og inden sin naturlige Begrænsning. Kun Begrænsning giver Styrke. Drages Kraften udover sin Grænse, saa taber den sig paa sit egentlige Omraade og forspildes.
Men Grænsen maa ikke være kunstig og vilkaarlig. Den maa anvises af Natur og Historie.
Historien viser Udvikling. Denne er naturlig, naar den saa at sige gaar af sig selv, naar Forandringer, Reformer, indtræde, eftersom Trangen dertil gjør sig erfaringsmæssigt gjældende. Da kommer den Heller ikke saa let i noget falskt Spor, og overiles ikke.
Der er paavist, at der i Kvindens Stilling hos os er i den senere Tid gjort store Fremskridt, saa store og saa hurtige, at man næsten kunde tvivle paa, hvorvidt de virkelig ere udgaaede af en i de faktiske Forhold følt Trang, og om ikke abstrakte Doktriner allerede tildels have været med i Spillet.
Og navnlig i den sidste Tid, da man har en særlig fremhævet "Kvindesag", trænge Doktriner og Theorier sig frem - ikke altid til Gavn for den rolige Udvikling.
Thi en saadan Doktrin er i Regelen ensidig og vildledende, dels idet den uforholdsmessig fremdrager en særegen Tanke og Interesse og løsriver den fra Livet og dets totale Sammenheng, dels som Følge deraf gjerne gaar til usunde Yderligheder og forfeiler Sagens rette Grænser.
Den foraarsager da ogsaa Indblanding af Personer, der ikke have nogen virkelig Erfaring i Sagen, ikke nogen virkelig Interesse at gjøre gjeldende, ikke noget i de faktiske Forhold liggende Kald til at optræde, men som blot ivre for et abstrakt Princip, som paa en eller anden Vis er kommet i Mode, og hvorved Popularitet kan vindes.
Især maa beklages, at en Sag som denne skal gjøres til Gjenstand for Agitation og abstrakte Doktriners Prokrustesftrekning, - en Sag, som berører de dybeste Grunde og de fineste Trevler i Menneskenes Samfundsliv. Her gjælder det især at have Øine og Sans aabne til alle Sider, og agte paa Naturens og Historiens sagteste Vink.
Først et Par Bemerkninger om den Maade, hvorpaa Historie og overhoved Erfaring behandles. Hagerup har bemerket, at Tanken om Kvindens Emancipation før især i to Perioder har været oppe: i Rom mod Slutningen af Hedenskabets Periode, en idethele forkommen Opløsningens Tid, og under Renaissancen, dette fornyede Hedenskab, hvor ogsaa Samfundet, navnlig i moralsk Henseende, var i en Opløsningstilstand.
Han har senere i sit Foredrag anført Erfaringer af amerikanske Læger om en Svækkelse af Kvindekjønnet, der synes at staa i forbindelse med dets Dragelse udover sin Sfære.
Han har gjort den rigtige Bemærkning, at slige Analogier og Erfaringer strengt ikke bevise noget. Selv statistiske Tal kunne bero paa Tilfældigheder, og man har kun sikker Grund under Fødderne, naar man tillige kan paavise en Aarsag og en i sig nødvendig Sammenhæng.
Dette er sandt. Og jeg glæder mig over en saadan Erkjendelse i en Tid, hvor man ofte synes at ville drive et Afguderi med statistiske Tal Alligevel er Analogier og gjentagne Erfaringer væsentligt Middel til at veilede Erkjendelsen ved at gjøre opmærksom paa en sandsynlig Sammenhæng. De Spor, som saaledes kunne vise sig, maa ikke ringeagtes, og der er Grund til at holde sig til Analogi og Induktion, indtil et modsat Faktum og en væsentlig Forskjel paavises, der omstøder dem.
Ræven havde Ret, da han, udenfor Løvens Hule, i den Omstændighed, at alle Spor viste indad og ingen udad, fandt en Advarsel.
Og saa gjør i Regelen alle forstandige Mennesker.
Det forekommer mig ikke ganske ubeføiet, at man bliver lidt betenkelig ved at bemærke, at Kvindesagens Fremdragelse før har staaet i Forbindelse med Opløsningsperioder i Historien. Hagerup mener, at Forholdet nu er ganske forskjelligt. Hvis det fordum kom af en almindelig moralsk Svækkelse, saa skal det nu komme af en Overflod af Kraft og Moralitet.
Jeg har lidt Mistanke til en saadan overstrømmende Kraftfylde. Jeg tror, at Menneskeheden aldrig har Kraft tilovers, og at hvor saadant paastaaes og Skin deraf vifer sig, er der noget forceret og kunstlet deri, der snarere vidner om Svaghed. Jeg kommer til at tænke paa Welhavens om ¿syge, som i Sundhedsdrømme støie". Tanken om vore Dages Kraftfylde stemmer heller ikke med den Skildring, H. selv forøvrigt giver af Tiden. Han betegner den jo fortrinsvis som en kritisk og en tvivlende Tid. Men dette pleier ikke at tyde paa virkelig frisk Energi, der helst er forbunden med Umiddelbarhed og Tro; Kritik og Tvivl ere netop opløsende, tilhøre en svindende Energi og en vis Alderdomssvækkelse. Og at ialfald i vor Tid den offentlige Moral netop skulde staa paa et saa særdeles høit Trin, bekræftes neppe af Tidens Tegn.
Fra andre Kanter, og navnlig af dem, der ivre mest for radikale Reformer, hører man ogsaa ofte Stemmer om at vi leve i en Alderdomsperiode, at vor hele Civilisation er bleven gammel og affældig. (Jeg selv har for mange Aar siden i et Skrift, "Tiden og Videnskaben", været inde paa den Tanke at sammenstille vor Tid med den mod sin Undergang ilende antike. Jeg mente rigtignok, at vor Tid havde et Gjenopreisningsmoment, som den gamle Verden savnede, nemlig i Christendommen. Men hvorvidt dette lader sig anvende paa den her foreliggende Sag, og navnlig hvorvidt Christendommen vil vedkjende sig en vidt dreven Kvindeemancipation, skal jeg her lade staa aabent. H. har heller ikke med et Ord berørt denne Side af Sagen).
Og nu de amerikanske Erfaringer. De synes mig i ethvert Fald verd at legge Mærke til og at opfordre til Varsomhed. De lade sig ikke, synes mig, saa let affeie. Det er muligt, at de kunne have sin Grund i andre specielle amerikanske Forholde, men disse maatte da paavises. Der er liden Trøst i, at Amerika maaske ogsaa viser Svaghed i den mandlige Type. Thi dette turde netop komme af Kvindekjønnets Svækkelse, og en vesentlig Fare ved denne, er just at den frembringer ogsaa svage Mend. Mener man, Kvindens Svekkelse kanske kommer af Fellesundervisningen, der er en skadelig Overdrivelse, saa maa der ogsaa spørges, om ikke denne netop er i Konsekvens med den hele paagaaende Bevegelse, der overhoved miskjender Kvindens eiendommelige Stilling og Opgave og vil gjøre Mand og Kvinde lige. Og hvor abstrakte Doktriner herske, ville de i Regelen gaa til de yderste Konsekvenser.
Her er ialfald et Spor, som fører indad mod Faren - man vise os et andet, som fører udad!
Naar jeg er enig med H. i at anse Fælles undervisning af Gutter og Piger for et Onde, og saaledes idethele stemmer vel for en jevnbyrdig men ikke ensartet Dannelse, saa gjælder det at finde et Udgangspunkt og et Princip, hvoraf en saadan Synsmaade med Konsekvens fremgaar, at den ikke skal se ud som et tilfeldig Indskrænknin eller Undtagelse fra et modsat Princip, og som isaafald vist ikke vilde holde Stand mod de fremstormende Konsekvenser af en abstrakt Lighedslære.
Jeg gaar her ud fra en væsentlig Ulighed i Kjønnenes naturlige Anlæg og en dermed i Forbindelse staaende forskjellig Bestemmelse i Livet og for Samfundet.
H. mener nu, at Psykologien ikke er nok fremskreden til at gjøre os klart rede for, hvori den aandelige Kjønsforskjel egentlig bestaar. Isaafald vilde det synes paafaldende at man dog tænker paa væsentlige Forandringer i de hidtil nævdede Forhold - hvilke Forandringer da netop maatte gaa iblinde.
Nu er det vistnok sandt, at Psykologien neppe endnu med exakte statistiske Data kan Paavise hine Forskjelligheder - og havde den disse statistiske Tal, saa vilde H. jo neppe tro dem alligevel -; men statistiske Tal fraregnede, vilde det dog være underligt, om vi ikke skulde være nogenlunde paa det rene med en Forskjel, der har været Gjenstand for tusindaarige og tusindfold Erfaringer i Menneskeheden, og som har præget sig i saamange baade offentlige og private Forhold.
Jeg tror ikke Psykologien her er saa bankerot, som man undertiden vil gjøre den til, naar man kun virkelig vil lade sig belære af den og studere den nogenlunde tilgavns, i Sammenhæng og uden forudfattet praktisk Tendens.
Jeg skal her alligevel ikke gaa ind paa nogen dybere psykologisk Udvikling, men kunde minde om et Par Kjendsgjerninger, der dog antagelig ere hævede over enhver Tvivl.
Saaledes behøver jeg blot at nævne, at naar Naturen har givet Kvinden den særlige Opgave at føde og fostre Børn og jeg tør maaske tilføie idethele at forestaa Hjemmets og Familielivets indre Anliggender - da er dette en saa fordringsfuld Opgave, at hverken Naturen eller Samfundet har kunnet behandle dette som en Bisag eller uvæsentlig Sidebestemmelse, men at tvertimod Kvindens væsentlige Udstyr og Stilling maa tænkes deraf væsentlig betinget og modificeret. Det kan ikke feile, at Naturen maa have sørget for - og Samfundet bør her gaa i Naturens Spor - at et Hverv, der fordrer saameget baade i synsk og aandelig Henseende, maatte føre til en forholdsvis Lettelse fra andre af Livets Byrder, Befrielse fra - og saaledes mindre Anlæg for - mange andre Hverv, som da maa blive eiendommelige for Manden. Fortrinlig Skikkethed i en saa væsentlig Retning, maa kjøbes med mindre Anlæg i andre Retninger.
Ogsaa har Naturen i mange Henseender gjort Livsudviklingen lettere for Kvindekjønnet. Mange fysiske Processer gaa glattere og hurtigere, med mindre Strid og Fare. Hun har en lettere Receptivitet og blidere Dannelighed, finder sig med sikkert Instinkt lettere ind i ethvert Forhold. Især fremhæver jeg, at hendes Modning gaar lettere og hurtigere. Hun bliver tidligere voxen baade paa Sjel og Legeme, tilegner sig lettere og med mindre Omsvøb en passende Almendannelse, behøver ikke dertil Omveien om saamegen positiv og exakt Kundskab, idet hun med mere umiddelbar Takt griber det for Livet væsentlige. Medens vi gjennem en lang Slyngelalder maa møisommelig kjæmpe os frem med mangeslags Lærdoms Ballast for endelig ofte efter mange Vildfarelser at naa frem til et nogenlunde modent Livssyn, staar den unge Kvinde allerede der - om end med en langt mindre Kundskabsmasse - færdig og uddannet, og beskjemmer os med sit sunde Blik, og ved den lette og naturlige Form, hun kan give sine Tanker. Hun behøver saaledes ikke den samme Uddannelse, som Manden, ikke alt det Apparat af Examina og Examenslesning, ligesom ogsaa hendes Legemsudvikling let vil skades ved anstrengende Aandsarbeide netop i Modningsaarene. Hun behøver det ikke, og det vilde snarere forstyrre hende, betage hendes Dannelse dens naturlige Karakter. Jeg er saaledes ikke alene imod Fellesundervisning paa de høiere Trin, men mener, at den hele Undervisning, der meddeles Piger, bør have andet Omfang og anden Karakter. Og saa langt fra at tenke paa et lengere Kursus for Piger - mener jeg heller, det kan og bør væe kortere, uden at det derfor taber noget i "Jevnbyrdighed".
Thi den kvindelige Dannelse i sin særegne naturlige Karakter er vel at merke netop særdeles værdifuld, et umisteligt Element i vort totale Aandsliv. Er den erhvervet paa en anden Maade, og saa at sige ad Gjenveie, vil den ogsaa vere af en Beskaffenhet, og ofte netop skyde Gjenveie til det Rette. Kvinden vil se mange Ting fra et andet Synspunkt, fremheve andre Sider ved enhver Sag, og netop derved karakteristisk supplere Mandens Betragtning. I vor hele Aandsdannelse er Reflexion og Umiddelbarhed vesentlige Sider, hvoraf ingen uden Skade kan undværes. Til vort høiere Aandsliv leverer Kvinden - naar hun virkelig er opdragen og dannet som Kvinde - med sin umiddelbare Takt, med sit sikrere Naturinstinkt et ganske væsentligt Bidrag. Var der blot Mænd, blot en paa Mænd beregnet Dannelse (som da ogsaa Kvinden saavidt muligt skulde assimileres med), saa vilde vort hele Aandsliv antage et ensidigt kantet Præg, en overveiende Reflexionsretning, og mange af dets finere Traade vilde sønderrives og nedtrædes. Livets Maskineri vilde gaa surt og tvært med skarptkantede, tunge Hjul, der manglede den Olie, som alene den ægte Kvindelighed kan yde. Men man lade da ogsaa Olien være Olie og lade den ikke størkne selv til en haard Maskindel!
Vi tiltrænge saaledes i høi Grad Kvinden - til det, som netop kun hun og ikke vi kunne udrette. Gjøre det, som ligger for os - idethele være Mænd - det kunne vi maaske ligesaa godt selv.
Hendes Betydning og Indflydelse i Livet er overordentlig vigtig, men den beror netop paa, at den bliver i sin eiendommelige Karakter og udøves paa en eiendommelig Maade - jeg vilde helst sige: i det private Liv, i Hjemmet, paa en direkt, ude i det offentlige Liv paa en indirekt Maade. Men selv denne indirekte Indflydelse er i det stille til alle Tider stor, og desto større, fordi den som saadan er i sin Ret.
(I Spørgsmaalet om "Særeie" er jeg vistnok ganske uenig med Hr. Hagerup; men dette kan ganske udskilles fra "Kvindesagen" i Almindelighed og vedkommer væsentlig Ægteskabets Ide. Herom vil jeg maaske engang senere faa Anledning til at udtale mig. Ligeledes forbigaar jeg her Tanken om Kvindens Stemmeret og Adgang til direkte Deltagelse i det offentlige Liv, kun med den Bemærkning, at Kvindens rette Betydning og Indflydelse derved i mine Tanker vilde forringes).
Jeg bemærker tilsidst udtrykkelig, at jeg stedse kun taler om en relativ Forskjel mellem Kvinnenes Anlæg og Berettigelse, ikke om en absolut, og om hvad der maa være Regel, ikke om Undtagelser. Men man eliminere og glemme ikke Forskjellen, fordi den er relativ og maaske viser sig i mangfoldige Overgangs-Nuancer. Og man gjøre ikke Anordninger til at fremlokke Undtagelser og kanske forvandle dem til Regel! - Man stoler ofte paa, idet man uden Betænkelighed giver nye Regler, at de vil have en Modvegt i de nedarvcde Sæder, kanske i Naturen selv, og saaledes i Anvendelsen ikke vilde faa saa stor Udbredelse. Man trøster sig til, at Kvinden dog skal beholde sin Kvindelighed, om man end gjør alt for at tilbagetrænge den. Og Damer, som ivre for i enhver Henseende at stilles paa lige Fod med Mændene, forudsætte ofte uvilkaarligt, at de dog stedse skulle blive behandlede med ridderligt Galanteri, uden at betænke, at heri er en Modsigelse. Men skjønt indgroede Sæder, især naar de have en naturlig Baggrund, gjerne have en vis Seighed, saa har dog ogsaa Love og fastsatte Samfundsinstitutioner ikke liden Magt til efterhaanden, at virke tilbage paa Sæderne, og den Garanti mod Misbrug, man i disse troede at have, kan tilsidst svigte. Menneskelig Daarstab kan tilsidst endog bidrage til at forfalske Naturen og give det unaturlige kunstig Fremvext.
Hr. Hagerup slutter med en Spaadom om at Kvindesagen, saadan som han forstaar den, i Fremtiden nok skal seire. Han synes nærmest at støtte denne Spaadom paa den raske Fremgang, Sagen hidtil har havt, og som derfor ogsaa vel vil føre videre frem til Maalet.
Men behøver man at minde netop Hagerup om Usikkerheden og Utilstrækkeligheden af slige Erfarings-Analogier? Jeg gjør specielt opmerksom paa, hvad den moderne Evolutionslæres Stormester Comte meget rigtigt har bemærket, at hine historiske Progressionsrækker, hvorved forudsættes, at en i en vis Retning gaaende Udvikling skal fortsættes i samme Retning, ere skuffende (de skuffe isandhed mange), idet Udviklingen har et Maal og en Grænse, hvor en Reaktion og en modsat Bevægelse kan begynde.
Eller skulde Spaadommen her støtte sig paa, at Sagen maa seire, fordi den har Ret og Sandhed paa sin Side?
Men derom er det jo der strides, og Striden er endnu ikke udkjæmpet. Det er ulogisk - skjønt det jo ligger saa nær og saa ofte sker - at søge etslags Argument for Sagen i, at den nu synes af Tidens Vinger at bæres frem til Seier.
Jeg stoler ogsaa paa, at Sandheden tilsidst maa seire, paa hvad Side den monne ligge - men rigtignok ikke uden Svingninger og Overdrivelser, som man af al Magt bør bestræbe sig for at gjøre saa smaa som muligt, og fra hvilke det tilsidst gjælder at finde sig tilrette.
VIRKSOMME ORD