Naar vi skal bedømme Det norske Arbeiderparti i forhold til de vanskeligheter som det for øieblikket har med Kominterns eksekutivkomite, da er det nødvendig at ta i betragtning partiets opbygning og dets traditioner, som er ganske forskjellige fra forholdene i de øvrige kommunistpartier som staar tilsluttet Den tredje Internationale.
Partiet er 36 aar gammelt. Det begyndte hovedsagelig som et fagforeningsparti: et arbeiderparti uten nogen slags bestemt politisk opfatning. Partiet blev bygget op av fagforeninger som senere blev tilsluttet en politisk organisation uten nogen klare socialistiske linjer. Det var først gjennem lang tids haardt arbeide at denne organisation gradvis blev radikalisert fra en almindelig ubestemt arbeiderbevægelse til en socialistisk bevægelse, og fra en socialistisk bevægelse, gjennem en stadig radikaliseringsproces av bevægelsen, som har foregaat i lang tid før Den tredje Internationale - til en kommunistisk bevægelse. Med andre ord: Partiets radikaliseringsproces for at gjøre det om fra et almindelig socialdemokratisk parti til et kommunistisk parti, begyndte ikke med Den tredje Internationale, men mange aar før. Dette hadde til følge en kamp mot den reformistiske og opportunistiske ledelse av socialistpartiet. Det blev - som en konsekvens - en kamp mot centralismen. Det var en kamp for en viss grad av uavhængighet for organisationens forskjellige dele. Bare paa denne maate var det mulig at gjøre organisationen mere radikal end den var før. Det var nødvendig at løse de baand som bandt partiet til dets konservative ledelse.
Mottoet for den gamle fagopposition, som den blev kaldt, var det størst mulige selvstyre, plads for nye ideer, mulighet for vekst; mulighet for arbeiderklassens ungdom til at hævde sig og fornye partiet. Det var en kamp mot den tendens som centralismen i alle socialdemokratiske partier hadde til at stivne partiet, at gjøre det til et konservativt parti. Og de farer som har været saa aapenbare i de socialdemokratiske partier og som har gjort dem ubrukelige til revolutionær handling, de kan ogsaa i nogen grad være tilstede i de kommunistiske partier. Det er et spørsmaal om ikke den fare at lederne kan bli byraakrater, kan utvikle sig i enhver bevægelse, idetmnindste i en bevægelse med Det norske Arbeiderpartis opbygning og traditioner.
Den kamp som begyndte meget tidlig, førte i 1918 til den venstre fløis erobring av partiet. De gamle ledere blev kastet ut, og paa landsmøtet i 1918 fik den radikale gruppe i partiet en stor majoritet. Dette førte til partiets tilslutning til Den tredje Internationale i 1919. To aar senere fik man ogsaa flertal i fagforeningene. De to organisationer arbeider meget nøie sammen og er gjensidig repræsentert i eksekutivkomiteen[e] og anerkjender hinandens suverænitet. Denne ordning blev truffet i 1921 efter konferanse med kamerat Sinowjew.
Konsekvensen av tilslutningen til den tredje Internationale var, at høiresocialistene i 1921 forlot partiet. En splittelse indtraadte, og et socialdemokratisk parti blev dannet; et socialdemokratisk parti som vel at merke er forskjellig fra de fleste socialdemokratiske partier deri, at det er et litet parti og et nyt parti, mens et stort parti og en gammel organisation tilhører kommunistene.
I valgene til Stortinget som fulgte umiddelbart efter, fik kommunistene 198.000 stemmer. Det største parti i landet, de konservative, fik ved det samme valg 270.000, de liberale 150.000 og høiresocialistene 83.000. Kommunistene blev ved dette valg det næststørste parti i landet. Siden den tid har kommunevalgene vist, at høiresocialistene er i avtagende, mens kommunistpartiet vinder i styrke. Med andre ord, kommunistpartiet optar i sig gradvis den øvrige del av arbeiderklassen, og er sandsynligvis paa veien til at bli det største av alle partier i Norge.
Kommunistene hadde allerede efter første valg en gruppe i stortinget som var betydelig større end det gamle partis stortingsgruppe som forenet begge organisationer. De fik 29 pladser. Disse nye stortingsmedlemmer blev valgt efter en kamp som blev ført mot socialdemokratenes gamle reformistiske tendenser. Prøven paa de nye revolutionære kræfter, som var kommet ind i partiet, kom meget snart. Kort efter at stortinget var traadt sammen, kom spørsmaalet om tvungen voldgift op til avgjørelse. Saasnart som spørsmaalet var tat op, startet nogen av kommunistenes stortingsmænd, anført av gruppens leder Scheflo, partiets nuværende repræsentant i Internationalen, en kampagne til fordel for tvungen voldgift. Han startet denne kampagne i forbindelse med nogen av fagbevægelsens ledere, som for øieblikket betragter sig som Internationalens bedste venner. De gjorde gjældende blandt andet, at de praktiserte god international kommunistisk taktik i overensstemmelse med den tredje Internationales opfatning. Resultatet av dette var, at de opnaadde en majoritet for tvungen voldgift blandt fagforeningslederne, og fagforeningenes repræsentanter stemte til fordel for tvungen voldgift. Under de omstændigheter hadde vort parti intet valg. Vi maatte handle i overensstemmelse med fagforeningenes ønske, fordi det vilde ha været absolut skjæbnesvangert at kaste fagbevægelsen ut i store streike mot deres eget ønske. Følgen var, at loven om tvungen voldgift gik igjennem i det norske storting ved hjælp av de kommunistiske stortingsmænd.
Kort efter blev der sendt et brev fra eksekutivkomiteen til det norske parti. Det norske parti hadde ikke faat nogen underretning om at et slikt brev blev forberedt. Det var tilfældigvis et medlem av partiet tilstede, men han hadde intet mandat med hensyn til de spørsmaal som var tat op i brevet, og partiledelsen hadde ingen anledning til at diskutere de spørsmaal som det indeholdt. Eksekutivkomiteen besluttet skarpt at kritisere det standpunkt som blev indtat av stortingsgruppen med hensyn til voldgiftsspørsmaalet, og likeledes med hensyn til andre opportunistiske tendenser.
Paa samme tid kritiserer de ogsaa flertalsfraktionen for dens stilling til enhetsfronten. Hvad enten denne kritik var rigtig eller ei, saa hadde ialfald ikke brevet den autoritet inden det norske parti som det vilde hat, hvis det var blit utformet efter at en diskussion hadde fundet sted med partiledelsen. Og vi mener, at det ikke paa nogensomhelst maate gjorde samarbeidet bedre mellem gruppene indenfor partiet. I denne forbindelse vil jeg gjøre nogen faa bemerkninger angaaende spørsmaalet om enhetsfronten. Det er ganske indlysende, at situationen i Norge, hvor 4/5 av arbeiderklassen ialfald stemmer med kommunistpartiet, er ganske forskjellig fra den i Danmark, hvor kommunistpartiet har 3 eller 400 medlemmer. Ja, endog fra den i Sverige eller Tyskland, hvor indtil nu bare en minoritet av arbeiderne følger kommunistpartiet. Og i tilslutning hertil fæster jeg opmerksomheten ved det faktum, at praktisk talt alle de arbeidere som tilhører eller stemmer med høiresocialistene, dem kan man naa gjennem fagforeningene. Under disse omstændigheter vilde en appel til lederne av socialistpartiet bare tjene til at styrke dette lille og nye parti som nu vakler og forgjæves kjæmper for at finde fotefæste. Isteden vilde vi anvende parolen om enhetsfront paa fagforeningene og rette appelen til fagforeningslederne. Jeg ønsker i denne forbindelse at nævne at de artikler som jeg offentliggjorde paa den tid da enhetsfrontsparolen blev utsendt, allesammen er blit misforstaat av E.K. Der blev ikke gjort noget forsøk paa at forberede en sammensmeltning av organisationene. Men det blev utsendt en appel til de bedste av de arbeidere som tilhørte det social-dem. parti om at forlate det og slutte sig til Det norske arbeiderparti.
I september mottok man et nyt brev. Atter ingen konferance med det norske parti. Atter ingen delegerte utsendt av det norske parti i den hensigt at diskutere de spørsmaal som skulde avgjøres. Scheflo som er lederen av mindretalsfraktionen blev sendt til Moskva for at faa materiale til den fjerde verdenskongres. Paa en konferance om det norske parti blev der tat en beslutning om at ophæve det sidste brev og et nyt brev blev sendt. Her blev det standpunkt som eksekutivkomiteen hadde tat overfor den parlamentariske taktik og voldgiftsloven i sin helhet kuldkastet. Mens det tidligere blev hævdet av voldgiftsloven var et alvorlig misgrep, principielt set, blev det nu uttalt at den principielt ikke var noget misgrep, men derimot god kommunistisk taktik.
Forøvrig fremførte brevet en meget skarp kritik over de retningslinjer og principper som flertalsfraktionen av det norske parti fulgte, og særlig mot formanden personlig og mot den presse han ledet. Dette brev var tydelig basert paa ukorrekte og ufuldstændige oplysninger, og det vilde ha været utænkelig hvis de spørsmaal som det omhandlet, paa forhaand var blit diskutert med partiets arbeidere. Kort efter blev den fjerde verdenskongres holdt. Kongressen besluttet en meget avgjort skjærpelse av centralisationsprincippet, eller iallefald av dets praktisering, og den ting alene var i Norge, med det norske partis traditioner, en sak som bidrog til at forstyrre partiet paa grund av forholdet til fagforeningene og ogsaa paa grund av den kamp som paa forhaand var blit ført imot centralismen. Mens beslutningen var fattet for at skjærpe centraliseringen, har vi paa vor side hat endel erfaring med hensyn til hvorledes autoriteten sansynligvis vilde bli utøvet. Desuten besluttet kongressens eksekutivkomite at vælge, ikke en mand som repræsenterte partiets flertal, men en mand som repræsenterte mindretallet, til trods for faktum at det hadde vedtat en anmodning fra det norske parti om at vælge en repræsentant for flertallet.
Denne situation forbundet med et temmelig stort antal detaljbeslutninger foraarsaket en meget alvorlig uenighet i det norske parti, og det var nødvendig enten at tvinge Internationalen til at gjøre visse indrømmelser med hensyn til den beslutning som allerede var fattet eller i motsat fald at forandre forholdet til Den 3. Internationale. Det blev ikke foreslaat at vi skulde forlate Den 3. Intetnationale i betydningen av et politisk brudd. Det var tvertimot foreslaat at vi skulde fortsætte at følge Den 3. Internationales politiske retningslinje selv om partiet formelt skulde forlate organisationen. Dette skridt var til en viss grad heldig og eksekutivkomiteen gjorde forskjellige praktiske indrømmelser. Med hensyn til omorganiseringen av hele partiet fra kollektivt til individuelt medlemsskap blev det indrømmet at reorganisationsprocessen skulde ta ikke et aar, men den tid som maatte vise sig nødvendig. Forskjellige praktiske bestemmelser blev i væsentlig grad forandret og i et slikt spørsmaal som Mot Dag blev det princip som tidligere var knæsat, opgit. Det var blit besluttet med hensyn til dette specielle tidsskrift at redaktøren skulde vælges av partiets centralstyre efter konferanse med Den 3. Internationales eksekutivkomite. Dette skulde selvfølgelig ikke betragtes som en undtagelse for dette specielle tidsskrift, men som et princip der skulde gjennemføres overfor hele partiets presse. Denne forholdsregel blev opgit.
En tid efter blev partiets landsmøte holdt, og før den tid hadde partiet formulert sin opfatning i en resolution, hvis hensigt var at klargjøre situationen, at gjøre klart for partiet og selvfølgelig ogsaa for Internationalen, hvad flertallets mening var. Bucharin uttalte at Kr.a-forslaget ikke vilde føre til noget brudd med den 3. Internationale og under møtet gik forslaget igjennem, og man trodde at partistriden var endt, idetmindste hvad Internationalen angik.
Meget kort tid efter landsmøtet blev Internationalen igjen dratt ind i diskussionen - denne gang av kamerat Schatzkin, lederen av Ungdoms-Internationalen. Han skrev en artikkel om det norske spørsmaal som først fremkom i The Young Communist, men som tydelig bare var bestemt for Norge og som blev gjengit der.
I denne specielle artikkel rettes der en meget skarp kritik mot ledelsen av det norske parti og desuten blir det hævdet at hvis Ungdomsorganisationen maa vælge mellem Den 3. Internationale og partiets resolutioner, da maa den følge Den 3. Internationale. Det er ikke nogen mening i at fremkomme med en slik opfordring hvis man ikke ante at en konflikt er forhaanden. Dette er en veritabel aapning av striden paany, denne gang fra Den 3. Internationale. Man bør i denne forbindelse ta i betraktning at ungdomsbevægelsen i Norge har begyndt at organisere sig som et eget parti med en ledelse som er jevngammel med partiets. Dette betyr at grundvolden er lagt for to særskilte kommunistpartier i Norge.
Da landsmøtet blev aapnet her, gjenoptok selve Zinowjevs aapningstale hele saken. Og med hensyn til konsekvensene vet vi ikke hvad de vil bli, men vi har grund til at frygte. Taleren vilde ikke gaa med paa en detaljert debat paa grundlag av de bemerkninger som Scheflo gjorde. Spørsmaalet om det rette forhold mellem partiet og fagforeningene er dog av saa stor vigtighet at nogen ord maa sies om det. Kommunistpartiets stilling til fagforeningene kan ikke være det samme når kommunistene selv har et flertall i fagforeningenes representative organer som det er når fagforeningene er ledet av folk som tilhører et fiendtlig politisk parti. Under disse omstændigheter kan ikke partiet føre en kamp mot fagforeningsledelsen, selv når der blir gjort misgrep. Heller ikke kan de kommunistiske ledere av det politiske parti kræve overhøihet over de kommunistiske ledere av fagbevægelsen.
Scheflo kritiserte partiet fordi det ikke hadde bedt kommunistene i fagforeningene om at sende en delegation til Profintern's konferanse. For dette er der meget gode grunde. For det første er der en konflikt inden fagforeningene, en lokal affære, paa overflaten en fagforeningsstrid. Hele situationen er blit benyttet av socialdemokratene til, hvis det var mulig, at opnaa en splittelse i fagforeningsbevægelsen og til at lægge grunden til en socialistisk fagforeningsorganisation. Desuten truet en stor streik og lockout, da beslutningen blev tat. 12.000 mand har varslet arbeidsgiverne om at de vil gaa til streik, og 14.000 mand blev stillet overfor en lockout. Store kampe truer, og et stort antal av streikerne, saavel som blandt de mænd der maa anmodes om at understøtte streikerne, er skarpt imot at fagforeningene skal tilslutte sig Profintern. Under disse omstændigheter vilde sendelsen av delegerte til konferansen svække foreningene i den kommende kamp, og skape en fare for at fagforeningene skulde splittes i to organisationer.
Med hensyn til parolen arbeider- og bonderegjering er ogsaa de lokale forhold forskjellige i de fleste andre land. Partiet er stort og bestaar ikke bare av industriarbeidere, men ogsaa for en stor del av smaabønder. Partiet gjør alvorlige anstrengelser for at samle de arbeidende bønder indenfor partiet, og det store praktiske maal for kommunistpartiet i Norge er at styrke sin egen organisation og faa hele indflydelsen over den arbeidende befolkning. Det er av avgjørende vigtighet at faa smaabøndene ind i partiet. Selvfølgelig kan vi ikke lave en arbeider- og bonderegjering i forbindelse med de nuværende partier som er kontrollert av bourgeoisiet og storbøndene. Det vilde bli nødvendig at organisere et eget parti av arbeidende smaabønder. En slik fremgangsmaate vilde hindre det arbeide som nu gjøres for at samle smaabøndene i det kommunistiske parti. Selvfølgelig er der i et saa stort parti som det norske, med dets historie, et meget stort reformistisk element. Dette element vilde bli styrket gjennem en slik appel. Partiet var social-demokratisk bare faa aar tilbake og jeg kan med visshet forsikre at en slik parole utsendt av Det norske Arbeiderparti og som ledet til en arbeider- og bonderegjering, ikke vil resultere i noget andet end en social-demokratisk regjeringsform.
VIRKSOMME ORD