Der var en repræsentant, som for en tid siden anmodede et af regjeringens medlemmer om at meddele ham sin erfaring paa det kvindelige omraade. Han fik intet svar, formodentlig fandt vedkommende statsraad at opfordringen var indiskret. Hr. Malm har uopfordret meddelt os sin erfaring paa det kvindelige omraade; og efter at have hørt disse erfaringer, kan jeg fuldt ud forstaa og fuldt ud føle med ham, naar han siger, at naar kvinderne hersker over os hjemme i egteskabet, saa vilde det ikke være at holde ud, om de atpaa ogsaa skulde have stemmeret. Jeg har den fuldeste medfølelse baade med ham og med andre, som har gjort lignende erfaringer. Men vi, som har gjort den slags erfaringer, vil heller ikke nære den angst, som hr. Malm nærer for de tilstande, som vil indtræde, naar kvinder faar stemmeret. Hr. Malm har sat spørsmaalet om kvindestemmeretten i uopløselig forbindelse med kvindesagsbevægelsen i det hele, navnlig kvindesagsbevægelsen saaledes som den hidtil fortrinsvis er fremtraadt hos overklassens kvinder. Jeg vil her have udtalt, at man behøver ikke paa nogensomhelst maade helt at se med sympati paa alle de sider, som kvindesagsbevægelsen, naar den drives af overklassens kvinder, giver sig udtryk i. Der er i kvindesagsbevægelsen, som den drives navnlig fra overklassens kvinder, en bestræbelse for at trænge sig ind paa virksomheder og arbeider, som hidtil har været underlagt manden, og kanske ogsaa bestræbelser, som vil føre til, at man maa frygte muligheden af, at de eiendommeligheder, som præger de to forskjellige kjøn, vil kunne komme til at udviskes. Men er man kommet saa langt, at man er enig i, at det ikke kan nytte, og at der heller ikke bør blive spørsmaal om at sætte kunstige skranker for den side af kvindesagsbevægelsen, selv om man ikke har fuld sympati for den, saa maa allerede det være tilstrækkelig til, at man indser nødvendigheden af nu at gaa til kvindestemmereten. Vort samfund har mer og mer brudt ned alle de kunstige skranker, som satte hindringer i veien for kvindenes indtræden paa forskjellige omraader. Vi har kvinder, som er embedsmænd, og vi har kvinder paa de mest forskjellige omraader, og da siger det sig selv, at naar man verken vil eller kan paa kunstig maade ved vold søge at skrue udviklingen tilbage her, saa er kvindestemmereten en logisk følge af de samfundsforhold, som allerede er indtraadt. Har vi kvinder som sidder som embedsmænd, saa kan det heller ikke i længden gaa an at negte disse eller andre kvinder deltagelse i samfundeslivets opgaver. Men selv om man hører til dem, som ønsker, at de sider af kvindesagsbevægelsen, som jeg her særskilt har nævnt, ikke i længden maa vinde tilslutning, fordi de ser sociale vanskeligheder, som det vil medføre - selv hos dem behøver der ikke at være nogen angst for at give kvinderne stemmeret; thi spørsmaalet om kvindernes stemmeret har intet i og for sig med disse sider af kvindesagen at gjøre.
Hr. Malm talte om staten, som om den var et væsen for sig selv, som om den var noget, som kunde tænkes abstrakt, staaende udenfor de mange enkelte, der udgjør medlemmerne af samfundet. Det er jo virkelig saa, at nutildags har man forstaaelsen af, at staten som abstrakt begreb eksisterer ikke. Staten, samfundet er intet andet end summen af alle safundets medlemmer, og staten har ingen berettiget interesse uden den at fremme de enkelte medlemmers vel og sørge at skaffe de bedste vilkaar for deres liv og tilværelse.
For mig staar det saa, at spørsmaalet om, hvorvidt kvinderne skal kaldes til deltagelse i samfundslivets forskjellige gjøremaal, skal faa ret og adgang til at øve sin indflydelse der, det intet har at gjøre med spørsmaalet om, hvorvidt man ønsker, at kvinderne skal blive som mænd, og at kvinderne skal overtage mændernes arbeide. Selv om vi, der er socialdemokrater, er forvisset om, at den konkurrence med alle dens sørgelige følger, som kvinderne hidtil har drevet for at trænge sig ind paa mandens arbeider, ikke i længden vil lykkes, saa er der dog den fuldeste grund til at sige, at enhver, som er medlem af samfundet, og som har de betingelser, der trænges for at eie almeninteresse, bør ogsaa uden hensyn til kjøn have ret til at øve indflydelse paa samfundets anliggender. Og netop dersom vi tror paa, at der er visse eiendommeligheder, som præger de to forskjellige kjøn, saa maa det ogsaa være ønskelig, at de eiendommeligheder i tænkemaade og følelsesliv, som er særegne for kvinderne, ogsaa maa kunde komme til at gjøre sig gjældende i vort samfundsliv; jeg er overbevist om, at naaar den eiendommelige tænkemaade og det eiendommelige følelsesliv, som hører kvinderne til, faar leilighed til at gjøre sin indflydelse gjældende i vort samfundsliv, saa vil det ikke føre til, at man faar et daarligere, et svagere, et styggere samfund, men det vil føre til, at man faar et bedre, et lykkeligere, rettferdigere og sterkere samfund.
VIRKSOMME ORD