Ærede, kjære Brødre!
Saa er noget Nyt, og, som vi haabe, noget ret glædeligt Nyt, skeet: Sønner af Kirken i de nordiske Trillingriger har ogsaa her, ogsaa i Norges Land paa stevnet Møde frivillig indfundet sig, for første Gang saaledes indfundet sig, til broderlig Ordvexling om Gjenstande, Kirken og dens Liv vedkommende, og det er med ganske egne Følelser, vi Normænd skue denne Forsamling, med Følelser, vi dog ere visse paa finde sin Gjenklang i svenske og danske Brødres Hjerte; og trods al Forskjellighed, som indenfor denne Brødrekreds rimeligvis finder Sted, saavel med Hensyn til Tanker og Forhaabninger om Mødets Betydning og Frugt, som i Betragtning af disse og hine kirkelige Anliggender og Foreteelser, vil sikkert et «Vel mødt!» lyde fra Alles Hjerter. Et saadant «Vel mødt!» er det mig overdraget af mine Medkommitterede i den norske Afdeling i Bestyrelsen for de skandinaviske Kirkemøder at udtale som en Velkomsthilsen, et Hverv, der naturligviis er mig baade en Ære og en Glæde at udføre.
Altsaa: hjertelig Tak, I svenske og danske Brødre, at I vilde forlade Hjemmet i det Fjerne for at drage hid og gjæste os i broderligt Møde! Hjertelig Tak, I, som fra vort eget Lands Egne har indfundet Eder! Værer inderlig velkomne, som I fra Fædrelandet, saa I fra Broderrigerne, alle fra Kirken i Norden, som paa den urokkelige Fællesgrund for hele Herrens Menighed, saa vide den findes paa Jordens Kreds, glæder sig ved det Lys, som Herren i de mørke Tider tændte ved sin Tjener Morten Luther, glæder sig ved det, saaledes som det i Norden er
oprundet, i Norden tilegnet! Værer velkomne i det bedste Navn, som nævnes kan, i det Navn, vi jo her vil samles i, i Jesu Christi velsignede Navn! Han, Kirkens Herre og Hoved, være da med os, være midt iblandt os efter sit Løftes Ord, og for hans Skyld bøie Gud naadig sit Øre til vor Bekjendelse og vor Bøn!
Vi troe paa Gud Fader, Almægtigste, Himmelens og Jordens Skaber;
Vi troe paa Jesum Christum, hans eenbaarne Søn, vor Herre, som blev undfangen af den Hellig-Aand, født af Jomfru Maria, piint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død
og begraven, nedfoer til Helvede, opstod tredie Dag fra de Døde, opfoer til Himmels, sidder hos Guds, den almægtige Faders, høire Haand, hvorfra han skal igjenkomme for at dømme Levende og Døde;
Vi troe paa den Hellig-Aand, den hellige almindelige Kirke, de Helliges Samfund, Syndernes Forladelse, Kjødets Opstandelse og det evige Liv.
Amen.
Paa denne vor Troes Grund anraabe vi dig, o Gud! i Jesu Navn: Velsign vort Møde! Gjør Selv, at det kan tækkes dig og bære sin gode Frugt! Lad dit Lys skinne iblandt os, for vort Øie og vort Hjerte, at vi maae see Lys i det Lys, see og kjende, hvad Sandhed er i de Anliggender, om hvilke Ordet skal føres! Giv Sandhedskjærligheden og Broderkjærligheden Magt! Lad din gode Aand hvile over os og lad Alt ske til din Ære og til din Menigheds Opbyggelse! -
Fader Vor, o. s. v!
Amen.
I Forbindelse med Velkomst-Ordet er jeg anmodet om, saa objectivt eller til Kjendsgjerninger indskrænket, som muligt, at stille den ærede Forsamling det religiøse Livs Tilstande og Yttringer her i Landet for Øie, og denne Anmodning har jeg ikke villet afslaae, om jeg end kun har lidet Haab om, tilfredsstillende at kunne løse en Opgave, der medfører sine særegne Vanskeligheder, navnlig formedelst Gjæringen og de stridende Elementer i den aandelige Livsbevægelse, samt Nødvendigheden af at maatte betragte Kjendsgjerningerne med sit eget Øie og altsaa fremstille dem som man seer dem, hvorved de let blive Andet end de for en Andens Øie vilde være.
Nu, jeg skal gjøre mit Bedste, meddele hvad jeg har, søge at fatte mig saa kort, som Hensigten og Omstændighederne tillade, og bestræbe mig for at lade Skildringen blive saa upartisk, som det er mig muligt.
Det var jo egentlig en Udsigt over de sidste 2 Aars Bevægelser, Begivenheder og Livsyttringer paa det religiøse Gebet, der skulde meddeles, og det kunde da synes, jeg gjorde rettest i, blot at slutte mig til og fortsætte Hr. Sognepræst Fayes Meddelelse om den norske Kirke ved Mødet for 2 Aar siden i Lund. Imidlertid ønskes formodentlig, selv med Fare for Gjentagelse, en nogenlunde heel og selvstændig Skildring af Forholdene, i hvilke desuden Meget, for ret at kunne opfattes, kræver et Blik paa det Forangaaende, hvori dets Udspring ligger.
En lang Død og Stillestand i den norske Kirke - hvad Livsbevægelsen i det Hele og Større angaaer - blev, som bekjendt, afbrudt ved Lægmanden Hans Nielsen Hauges Optræden og hans og hans Venners Bodsprædiken. Dertil kom senerehen i Forbindelse med, ja som en Frugt af Pastor Grundtvigs Fremtræden med sin kraftig vækkende Røst i Danmark, det levende kristelige Vidnesbyrd, der med Bekjæmpelse af Rationalismen udgik fra vort Universitets ældste theologiske Lærere til en Discipelkreds, der siden som Ordets Tjenere bar det frem til Menighederne trindt om i Landet, en Virksomhed, som paa Grund af den herskende, store Vankundighed, selv om hvad der historisk er Christendom og evangelisk-luthersk Lære, af Mange, ogsaa i den saakaldte oplyste Klasse, betragtedes som Forkyndelse og Udbredelse af en splinterny sværmerisk Lære, ligesom det ikke var sjelden, at man ansaae den som Eet med «Haugianismen» - om hvilken man naturligviis ogsaa dømte, som man havde Forstand til, - og at man benævnede Herslebs og Stenersens Disciple, ja disse Mænd selv (der stod i venligt personligt Forhold til Hauge) som «Haugianere», en Benævnelse, der efterhaanden, uden Skjøn, brugtes om alle dem, der, i Modsætning til Tidens Vantro og Nedsynken i det Jordiske, fremtraadte med en kristelig Bekjendelse og med Stræben efter at rette sit eget og Andres Blik og Hjerte paa det Himmelske og Uforkrænkelige.
En aandelig Livsrørelse var saaledes begyndt, og, var end dens Fremgang i længere Tid, og efter at det Krampagtige og Udskeiende i den haugianske Bevægelse var standset, mere stille og forenet med mindre stærke eller voldsomme Rystelser, saa vedblev den dog og var ingenlunde uden Virkninger og Frugter gjennem de følgende Aars Løb. Den vaagnede aandelige Sands hos et Folk med den alvorlige og for en Deel religiøse Grundtone, som det norske, fandt Næring ved Vidnesbyrdets fortsatte Aflæggelse, i Tale og i Skrift, i Kirke og Skole, offentlig og privat, - i 1816 var det norske Bibelselskab oprettet - og saa nedlagdes da mangt et Frø for de følgende Tider, og den almindeligere Vækkelse forberededes, som efterhaanden har naaet en Styrke og Udbredelse, udfoldet en Virksomhed, øvet en Indflydelse, der i Sandhed maa kaldes mærkelig, ja har gjort det aandelige Livsrøre til en Magt, hvis Paavirkning selv fjernere Staaende ikke kan unddrage sig, og som griber ind baade i private og offentlige Forholde.
Naar vi kalde det en Vækkelse, da er Ordet ikke at tage i den paa eengang udvidende og indskrænkende Betydning, hvori det for Tiden faktisk tages af Mange, som, idet de udvide Begrebet, saa det indeslutter ikke blot Omvendelsen, men Gjenfødelsen og Helliggjørelsen i sig, indskrænke, som Følge heraf, «de Vaktes» Tal til Saadanne, som antages at have gjennemgaaet den hele aandelige Proces ved Overgangen fra Døden i Synden til Livet i Christo Jesu. Her vil vi tage Ordet i dets simple, i Ordlyden liggende og i de hellige Skrifter givne Betydning, og ved Vækkelse forstaa en aandelig Opvaagnen, i Hjertet til Bevidsthed om at være skabt, ikke for Verden og det Forkrænkelige, men for Gud og et evigt Liv, og i Samvittigheden til Bevidsthed om Synd, om Adskillelse formedelst Synden fra Gud, om Skyldigheden for hans Dom, eller, om man hellere vil udtrykke det saa: en Opvaagnen af en forhenværende Ligegyldigheds-Tilstand til Sands for Guds Rige og til Bekymring for Sjelens Salighed. I Forbindelse med denne Vækkelse, ja som en Følge af den, naar den er alvorlig, staaer naturligviis en Søgen efter Frelse og Salighed og en Benyttelse af de Midler til at opnaa denne, som i denne Henseende tilbyde sig. At Vækkelsen, alt efter Eiendommeligheden, Forholdene og Omstændighederne, er langsommere eller hurtigere, roligere eller voldsommere, kort, fremtræder med sine Følger i forskjellige Skikkelser, er en Selvfølge. Der er saaledes en mildere, under Kampe, som kun den Alvidende eller enkelt menneskelig Person kjender, stille fremadskridende, men ingenlunde derfor mindre dyb og sand Vækkelse; der er ogsaa en begyndende, halvbevidst, uklar, i hvilken det Jordiskes Forkrænkelighed og Hjertets Syndighed endnu kun halvt, ja knap halvt, skues og føles, uden at man derfor er berettiget til at forkaste Saadant som idel uægte og unyttigt Væsen. De her berørte Tilstande ere ikke ualmindelige hos os og maa ikke sættes ud af Betragtning, naar man vil danne sig en sand og rigtig Forestilling om den aandelige Livsbevægelse. Men det er dog, saaledes som den i sin Forhaandenværen, i sit Udtryk, sin Udvikling og Udbredelse, stærkere og mere iøinefaldende fremtræder, at Vækkelsen synderlig afgiver Motivet til en offentlig fremlagt Skildring eller Charakterestik af en Tids, et Folks, en Landskirkes aandelige Tilstande. I denne sin Skikkelse har den, som alt er bemærket, sin forberedende Begyndelse, ja sin Rod i tidligere Tider og er - uden at det naturligviis er muligt at see og samle Alt, hvad der inden- og udenfra, under Guds Forsyns Styrelse, her har medvirket, - efterhaanden skredet frem til, hvad den nu er, med stedse stærkere Skridt, navnlig i det sidste Decennium; og, som Præsten Gustav Lammers's Optræden og Virksomhed som Bodsprædikant er at nævne som et særdeles Moment i Vækkelsens Historie, saaledes danner den ogsaa et Tidspunkt, fra hvilket Bevægelsen i sin særdeles Styrke og Udbredelse er at regne. Siden, som ogsaa før, er den fremmet, deels ved alvorlige og nidkjære Præsters, deels ved Lægmænds Virksomhed, hvorved kan bemærkes, at denne dobbelte Virksomhed snart er skeet i Samklang, det være nu, at Præsten har sluttet sig til Lægmanden, eller omvendt, snart i meer eller mindre forskjellig Retning. Ved deslige Bevægelser gjør jo Ideen om det saakaldte «almindelige Præstedømme» sig gjældende og det ikke altid inden de sømmelige Grændser eller i den rette Aand, og medens den kirkelig kaldede Ordets Tjener saaledes kan foranlediges til en meer eller mindre bestemt Udtalelse om Skjævheden ved Lægprædikantens Optræden og Aandsretning, og i saa Henseende deels kan dømme uden Sikkerhed og Klarhed, deels fristes til at gaae videre end Klogskab i Forening med Kjærlighed byder, saa ligger det Den, der formener sig mere umiddelbart kaldet og af Aanden draget, nær at agte den middelbart kaldede (rite vocatum) og gjennem Videnskaben oplyste Ordets Tjener ringere og i dennes Utilbøielighed til at slutte sig til hiin formentlig umiddelbart Kaldede at see en Modstaud mod Guds Aand og et Vidnesbyrd om aandelig Død. Saadant er da ogsaa her kommet tilsyne, ligesom det jo heller ikke, især ved og fra den lammerske Bevægelses Indtræden, har manglet paa en ligefrem Forkastelse og Fordømmelse af Statskirkens Præster som - paa ganske enkelte Undtagelser nær - Løgnens og Dødens Tjenere, Sandhedens og Livets Fiender. (Søren Kierkegaards Prædiken har ikke været uden Indflydelse her heller). Derhos skal det paa den anden Side ikke dølges, at selve det Uretfærdige og Overdrevne i Dommen over Præsterne bidrog til at sløve dens Braad og aabnede Øiet hos Mange for Beskaffenheden af den Aand, som fældte den, og at mangen vakt Sjel kjærlig og tillidsfuld har sluttet sig til sin Præst, ja at et venligt og anerkjendende Forhold har fundet Sted selv der, hvor Præsten ikke - Grunden ligge nu paa den ene eller den anden Side - har været istand til at tilfredsstille visse aandelig Bevægedes Krav. En Støtte og et under Paaberaabelsen af det indre Kald dog ikke ukjærkomment ydre har Lægmandsvirksomheden fundet i Forbindelsen med hvad man har kaldet «den indre Mission», der, udsprungen af Tidens Bevægelse, igjen virker paa denne, og som naturligviis i det Hele maa bære Præget af den aandelige Rørelse, som bærer den. Med Hensyn til Lægmands Berettigelse til at lære offentlig er forøvrigt Dissents i seneste Tid opstaaet indenfor selve deres Kreds, der ellers synes væsentlig at staa paa samme Standpunkt.
Spørger man om Omfanget af Vækkelsen, da gaaer den, baade i sin Almindelighed betragtet, som en vaagnet religiøs Trang, der søger Tilfredsstillelse, og i den ovenfor omtalte mere udvidede Betydning, gjennem alle Samfundels Klasser og over en stor Deel af Landet lige til dets nordligste Egne, hvor den nidkjære Finneven Præsten Niels V. Stockfleth i en Række af Aar virkede for Finnefolkets aandelige Oplivelse og kristelige Oplysning, og hvor den under Indflydelse fra Sverige senere reiste sværmeriske Bevægelse, der tilsidst antog en rædsom fanatisk Charakteer, er veget for en roligere Retning af den aandelige Livsrørelse. At mangen en Egn her og der i Landet ligger aandelig øde, og at Mængden iblandt Høie og Lave vandrer paa den brede Vei, siger sig selv.
Det er med Rette bemærket, at Opvækkelsen er et kritisk Punkt i et Menneskes Omvendelseshistorie. Saa længe Mennesket aandelig sover, begiver det sig jo slet ikke i Sandhed ind i nogensomhelst aandelig Retning, paa nogensomhelst aandelig Vei, for ad den at finde Fred og Salighed; men, naar det vaagner og spørger: hvad skal jeg gjøre for at blive salig? da aabner sig mangehaande Retninger og Veie, hver med sine Talsmænd, der tilbyder Lys og Veiledning til Frelse, da staaer Sygeligheden, den skjæve Livsopfatning, Miskjendelsen af det Naturliges og det Menneskeliges Betydning, den aandelige Hovmod og Stivhed, for Døren, og i den religiøs bevægede Tid danner sig Partier og Sekter, som naturligvis des lettere drager Sjele efter sig, jo større og dybere Vankundigheden har været og den aandelige Blindhed for og Mangel paa hjertelig Benyttelse af det Lys, der fra Barndommen af i den kristelige Børnelærdom ligger nærmest. Saaledes er det ogsaa her skeet, at Sjele, om hvilke vi ikke tør mene andet, end at de efter en vis Vækkelse med oprigtig Bekymring for Sjelens Frelse har begjæret Lys til Salighed, ere komne ind paa ligefrem sekteriske Veie, der har ledet til Udtrædelse af den evangelisk-lutherske Statskirke og Overgang til dette eller hiint Dissentersamfund, i Medfør af den Frihed dertil, som Dissenterloven af 46de Juli 1845 giver, medens der indenfor Statskirken, selv ved Siden af Fastholden paa den evangelisk-lutherske Kirkeafdelings Bekjendelse, Lære og Sakramentbetragtning, er gaaet og gaaer endnu en spiritualistisk-reformeret, baptistisk og methodistisk Luftning, let forklarlig ved den Magt, som Subjektiviteten faaer under stærke aandelige Bevægelser. Det Sygelige og Skjæve under dets forskjellige Former tør imidlertid for en stor Deel, hvad ogsaa Erfaringen allerede synes at stadfæste, antages at høre til det Momentane, til Overgangstiden, og efterhaanden at ville vige for det sunde Ord og for den ægte christelige Oplysning. Vi forudsætte nemlig som givet, at Retningen og Livsudviklingen, for at være sund og naae sit Maal, maa være christelig, og da vil det let sees, at Alt kommer an paa, at den virkelig vakte og efter Sandheds-Lys og Liv søgende og spørgende Sjel faaer Øiet opladt for og Foden ledet hen til Lysets og Livets Kilder, saaledes som de udvælde i den af Herren stiftede, af den Helligaand indviede og forklarede hellige almindelige Christenkirke, i det rene Guds Ord og de rene Sakramenter, som i den af Herren ere nedlagte som virkelige Naademidler, og at det ingenlunde kan være gjort dermed, at man paa egen Haand og af sin egen Aand udaf Bibelen eller de Christnes hellige Skrifter danner sig en Salighedsvei og Orden; thi det gjør jo alle de Sekter og vildfarende Samfund, der ikke ligefrem forkaste Bibelen eller frasige sig det christne Navn. Der spørges altsaa, hvad der hos os gjøres og virkes, ei blot for at vække og vedligeholde hvad man kalder et aandeligt Liv, men for at stille dem, der spørge efter Livssamfund med vor Herre Jesus Christus, det rene Ord og de rene Sakramenter, Daaben og Nadveren, for Øie og Hjerte som det, hvori Christus lyslevende er tilstede, og at kalde og drage dem did, at de med Hunger og Tørst skulle øse af disse det evige Livs Kilder. Skjøndt man nu ikke altid fra det i Munden og Pennen førte Krav paa «reent Ord og Sakramente» kan slutte til en Forkyndelse, der staaer i konsekvent og fuld Samklang med dette Krav, til et reent kirkeligt Vidnesbyrd, ja, skjøndt Ordet «Kirke» og «Kirkelig» mangensteds er saa langt fra at have en god Klang, at det meget mere har det modsatte og ofte stilles i Opposition mod «Aand» og «Aandeligt», og den Tale om Daaben og Daabspagten som det christelige Livs Grund mishager Mange, saa er det dog saa, at jo nærmere Faren for en reformeert antisakramental Retning er traadt, des mere er det fundet fornødent at lægge Vægt paa Kirkens Naademidler og at minde om disses Betydning; og den evangelisk-lutherske Bekjendelse i dette Stykke, understøttet ved vort theologiske Fakultets Vidnesbyrd, synes mere og mere at komme til sin Ret og at gjøre sig gjeldende gjennem alvorlige og luthersksindede Presters Prædiken, til hvilken for en Deel ogsaa luthersk-oplyste Lægmænds Stræben slutter sig, saa det er at haabe, at Bevægelsens Retning indenfor Statskirken vil blive mere og mere ført ind i de gamle Kirkespor. Det Lys, som ved den lutherske Kjæmpeaand, gjennem et halvt Aarhundrede Herrens mægtige Vidne i Norden, Nikolai Fr. Sev. Grundtvig, er spredt over Betydningen af Sakramenterne, navnlig af Daaben med Daabsbekjendelsen, over sammes Forhold til Skriften og Forkyndelsen, over Forholdet mellem Troen og Læren eller Oplysningen, o.s.v., er vistnok, under Navnet «den kirkelige Anskuelse,» her blevet mødt med en heftig, tildeels fanatisk og forkjættrende Modstand og Forkastelse, selv hvor Uvidenheden om dens Indhold og Væsen er meget stor, og de mest fremragende af vort theologiske Fakultets Medlemmer har troet at burde reise sig til Kamp mod en Anskuelse, der efter deres Formening er et Frafald fra Lutherdommen, medens Fiendskabet har fundet et Slags Organ i «Norsk Kirketidende;» men ikke desmindre har dog den grundtvigske Oplysning - der har sit høist beskedne Organ i «kirkeligt Folkeblad,» udgivet i Trondhjem, -fundet Indgang hos Flere og vundet sine Talsmænd og en varm-luthersk Vennekreds, i hvilken det har vist sig, at den baade giver et fast objektivt Standpunkt, et klart og bestemt Blik paa det Grundchristelige, paa Lys- og Livskilden i Sakramenterne, og fremkalder en uskrømtet og dyb Ærbødighed for og christelig Benyttelse af Kirkens hellige Skrifter, ligesom den ogsaa har født et velsignet, kjærligt, frimodigt, paa Lovsang rigt Liv med et for al Guds Gjerning i Menneskelivet aabent Øie; og selv hvor man ikke har kunnet tilegne sig den her omhandlede Anskuelse, er den blevet anerkjendt i sin Fortjeneste af at have skjærpet Blikket paa Daaben og Pagten, og har ved sin Fastholden ved det Objektive som alt christeligt Livs Udspring, Støtte og Næring, bidraget ikke lidet til at danne et Værn mod den subjektiv-spiritualistiske Retning.
Altsaa: der er i de senere Aar gaaet og gaaer fremdeles gjennem den norske Kirke en stærk aandelig Bevægelse, som, trods det Uægte, Skjæve og Vildfarende, der blander sig deri, bærer kraftigt Vidnesbyrd om, at Herren ikke glemmer sin Menighed paa Jorden, at hans Aand er virksom til dens Levendegjørelse og Bevarelse. Det er forøvrigt en Selvfølge, at ligesom Herren før den nu skete Vækkelse, ja midt under den almindelige Død, havde Sine, der tjente ham i Aand og Sandhed, uden at der gik noget Ord om deres Opvækkelse, Omvendelse og aandelige Liv, saaledes er det Samme Tilfældet efter den nærværende større og almindeligere Bevægelses Indtræden og uafhængig af denne. Der er de, paa hvilke Benævnelsen «de Stille i Landet» passer sig bedre end paa Mængden af dem, der nu gribes af den stærke aandelige Livsstrømning, Sjele, som det er en sand Glæde og Vederkvegelse at træffe paa, der i al Enfoldighed, uden nogen Berørelse med dem, der gaae under Navnet «Vakte,» og temmelig ubekjendte med det hele Røre og den mellem de forskjellige Retninger herskende Brydning og Strid, holder sig til deres Gud og Frelser, dyrkende ham stille og uden Larm i deres jordiske Kald, under deres Gjerning og Kors. Det er jo Faren, som ogsaa her viser sig, ved de stærkere, pludseligere og mere udbredte Vækkelser, at der skal tales og dømmes saa meget om egen og Andres aandelige Rørelser, Liv og Tilstand, hvorved det Helligste og Zarteste ofte bliver Gjenstand for forfængelig Snak, ja for plump Berørelse.
Det vaagnede aandelige Liv baade giver sig tilkjende og finder Næring og Udbredelse ved en bestandig tiltagende Forkyndelse af Ordet, saavel i som udenfor Kirkerne - saa som ved «Bibellæsning,» deels af Præsterne, deels af Kandidater og Andre, og ved hele den Virksomhed, der navnlig øves ved «den indre Mission» - og ved Siden af den mundtlige Forkyndelse gaaer Udgivelsen og en stedse voxende Udbredelse af den hellige Skrift, baade ved det norske og det britiske Bibelselskab, og af en overordentlig Mængde baade ældre og nyere Opbyggelsesbøger, Traktater o.s.v., udgivne deels privat, deels gjennem Selskaber, saasom Selskabet for christelige Underviisnings- og Andagtsbøgers Udgivelse og det indre Missions-Selskab; og den rige Anledning til at høre Forkyndelsen og til opbyggelig Læsning bliver ogsaa rigelig benyttet. Kirkesøgningen er paa flere Steder, og navnlig ogsaa her i Hovedstaden, i høi Grad tiltaget, og ved Siden deraf finder en stor Tilstrømning Sted overalt, hvor gudelig Tale holdes, ligesom Begjærligheden efter gudelig Læsning er stærk og udbredt.
Naturligviis er man langtfra altid i Besiddelse af eller tænker paa at anvende Evnen til at prøve Aanderne, den sunde aandelige Kritik med Hensyn til Føden, der bydes, ligesom der selvfølgelig saavel til Kirken, som til andre Opbyggelsessammenkomster, søger en Deel, der følger Strømmen uden at vide eller gjøre sig selv rede for, hvad de egentlig vil; og at Hykleriet skulde være borte, kan allermindst i en stærkt bevæget Tid ventes; men Kjendsgjerningen, den flittig benyttede Anledning til at annamme Vidnesbyrdet om de Ting, der høre til Guds Rige, er der, og saa knytter Gud Velsignelsen dertil for alle redelige Sjele. Ogsaa Trangen til privat Søgen af Ordets Tjener for at finde Veiledning i aandelige Anliggender er i mærkelig Grad vaagnet. Som Yttring af det aandelige Liv og som Middel til at nære, udvikle og klarne det i forskjellige Retninger, maae ogsaa nævnes de jævnlige større eller mindre (stundom med Missionsmøderne forenede) Præstemøder, mere udvidede Kirkemøder, Lægmandsmøder og forskjellige theologiske Foreninger, o.s.v., hvor da Tidens vigtigste kirkelige Spørgsmaal afhandles. Ogsaa i de oftere afholdte Skolelærermøder (hvor Præster jævnlig er tilstede), er kirkelige Anliggender, der gribe ind i Skolen, paa Bane. Ved Saadant vedligeholdes og næres Interessen, og denne udbredes videre med Kundskaben om, hvad der rører sig indenfor Kirken og dens Omraade. I Forbindelse med Begjærligheden efter at høre og læse, hvad der gaaer ud paa Sjelens Opbyggelse, staaer den vaagnede Sands for og Lyst til gudelig Sang. Det et bekjendt, at Kingos og især Guldbergs Psalmebog er i Brug trindt om i Landet og har paa mange Steder ikke ladet sig fortrænge af den saakaldte evangelisk-christelige; men derhos er en Række af Psalmesamlinger (mest af ældre Psalmer, dog ogsaa af nyere, især danske, saasom Grundtvigs og Ingemanns) udgivne privat og for en Deel benyttede ved den - ogsaa voxende - Huusandagt og i de gudelige Forsamlinger, og i 1853 fik den evangelisk-christelige Psalmebog et af en Menighedskommittee her i Staden redigeret Tillæg, der blev tilladt at bruges ved Siden af sidstnævnte Psalmebog over alt, hvor Præst og Menighed maatte ønske det. Det er meget benyttet og har navnlig i Hovedstadens Kirker bidraget betydeligt til at oplive Psalmesangen, i hvilken Menigheden nu deeltager i en forhen ukjendt Grad. Iaar er udkommet: «Kirke-Salmebog, et Udkast af Provst M. B. Landstad, udgivet ved offentlig Foranstaltning.» Den vil formodentlig efter at være undergivet Kritik og Revision, blive autoriseret til at kunne bruges ved den offentlige Gudstjeneste. Imidlertid arbeider ogsaa Sognepræst A. Hauge i Skien paa en Psalmebog, der ikke usandsynlig vil komme til at konkurrere med hiin. Ogsaa til selve den kirkelige Sangs (Syngens) Fremme er i den senere Aarrække paa flere Maader virket saare meget, saavel offentlig, som privat, og er her navnlig at nævne Organist Ludvig Lindeman, der har store Fortjenester saavel af Folke- som Kirke-Sangens Fremme, saa og Sanglærer Behrens og Flere. Ogsaa om Sangens rette Kirketone er Meningerne deelte og Strid ført, uden at vi her kan indlade os i de nøiere Detailler.
I nær Forbindelse med Kirken staaer Skolen, især Folkeskolen, der jo tillige maa ansees for Menigheds-Skole, da Barnets og den Unges christelige Oplysning her er forenet med den almindelige folkelige Elementærdannelse, ligesom den gjennem alle Skoler gaaer ved Siden af den øvrige Underviisning. Vi kan her bemærke, at ligesom Norges Rige og Folk i hele sin politiske, borgerlige og folkelige Udvikling er skredet stærkt fremad, saaledes har Virksomheden for Folke-Oplysningen været i stadig Tiltagende, og det ikke blot fra offentlig, men ogsaa fra privat Side, tildeels ved mundtlige Foredrag, men mest ved Folkeskrifters Udgivelse, og har i den Henseende det for 10 Aar siden oprettede «Selskab for Folkeoplysningens Fremme» (der nu tæller over 4000 Medlemmer) virket saare Meget, navnlig ved Udgivelsen af sit Tidsskrift «Folkevennen» og dermed følgende Tillægshefter. Og som Folke-Oplysningen og den reen menneskelige Oplysning i det Hele er gaaet og gaaer fremad, saaledes har synderlig ogsaa Skolevæsenet faaet et betydeligt Opsving i senere Tid, deels ved Foranstaltninger fra Statsstyrelsens og Communernes Side (her kan nævnes Loven af 12te Juli 1848 for Almueskolevæsenet i Kjøbstæderne og af 16de Mai 1860 for Almueskolevæsenet paa Landet), deels ved den vaagnede Interesse for Skolen og det indenfor selve Skolelærerstanden vaagnede Liv, en Interesse og et Liv, der baade har udtalt sig og finder Næring ved populære Skrifter om og for Skolen, saasom Underviisningsbøger i forskjellige Fag, og navnlig Tidsskriftet «Folkeskolen» (et vigtigt Bidrag til at lære Tilstanden i Almueskolen og dens Lærerstand at kjende). Det begyndte i 1852, redigeret af den dygtige og baade af den folkelige og den kirkelige Oplysning særdeles fortjente, nu afdøde Ole Vig (der tillige var Hovedarbeider i Folkevennen), og fortsættes siden i Arendal. Ligesom nu den kirkelige og folkelige Oplysning griber ind i hinanden (skjøndt den sidste af Flere betragtes med Mistænkelighed, saavidt den gaaer udenfor det egentlige Religiøse), saaledes spores ogsaa i Almueskolen en betydelig Indvirkning af det vaagnende Liv i Kirken, spores i den alvorlige og samvittighedsfulde Stræben efter, saa vidt skee kan, hvor en Hjertesag skal drives som Skolesag, at bibringe Børnene Christendomslyset paa en hjerteligere Maade og ad en naturligere og mere levende Vei end forhen var Brug. Forøvrigt kommer de forskjellige og tildeels mod hinanden stridende Retninger i religiøs Henseende ogsaa tilsyne i Skolen, og Kampen er ogsaa ført og føres om Underviisningen i denne.
Det fornyede Liv i Kirken har naturligviis ogsaa baaret sin Frugt i en kjærlig Stræben, ikke alene efter i Almindelighed at fremme Andres aandelige og timelige Gavn, men ogsaa efter, i enkelte bestemte menneskekjærlige Retninger at virke i saadant Øiemed ved Oprettelsen af private Pleie- og Velgjørenheds-Stiftelser, saasom for Børns Underviisning og Opdragelse, for Trængendes Understøttelse, for Ældres Forsørgelse, for Redning af forsømte og
forladte Børn, for Redning af faldne Kvinder, for løsladte Forbrydere, for Døvstumme, Blinde o.s.v.
Ved Siden af Virksomheden for det aandelige Livs Vækkelse, Ledelse og mere og mere gjennemgribende Indflydelse i Fædrelandet selv gaaer en Virksomhed udad for Christendommens Udbredelse blandt Hedningerne, (den ydre Mission, som man nu kalder den i Modsætning til den indre) og i Forbindelse hermed er især i den senere Tid missionerende Bestræbelser paabegyndte for Jøderne. Missionsvirksomheden for Hedningernes Vedkommende - der allerede for mange Aar siden tog sin Begyndelse - udgaaer hovedsagelig fra det norske Missionsselskab, der har sin Hovedbestyrelse, ligesom ogsaa en Missions-Skole, i Stavanger og sine Kredsbestyrelser i de øvrige Stifters Stiftstæder, tæller henimod 400 Missionsforeninger og udgiver gjennem Hovedbestyrelsen et maanedligt Tidsskrift «Norsk Missionstidende» tilligemed aarlige Beretninger. Gjenstanden for den direkte Missionsvirksomhed er den norske Missionsstation i Sydafrika blandt Zuluerne. Som bekjendt, er det den dygtige og nidkjære Pastor Schreuder, som, efterat han i 1843 var draget som ordineret Missionær ned til hine Egne, gjennem en Række af kampfulde Forventnings-Aar forberedede et Missionsanlæg dersteds og nu har havt den Glæde at opleve en liden Zulu-Menigheds Stiftelse. Med ham arbeider nu der 4 ordinerede Præster, af hvilke den sidste, Paul Wettergreen, i Aar er draget derned. Om denne Mission dreier sig, som sagt, hovedsagelig den hele norske Missionsvirksomhed i Ord og Gjerning, i Gaver og Forbønner; Understøttelse er imidlertid ogsaa ydet fremmede Missionsbestræbelser. Selskabets Formue udgjorde ved Slutningen af f. A. 10272 Spd. Her, som overalt, har naturligviis Missionsvirksomheden, udsprunget af det vakte aandelige Liv, virket tilbage paa dette og har navnlig tjent til at styrke det som Samfundsliv.
Som Exempler paa den her levende kjærlige Deeltagelse for og Stræben efter at yde Hjælp ogsaa udenfor Landet, hvor samme gjøres behov, kan derhos nævnes den Bistand, som er ydet betrængte lutherske Menigheder i Tydskland, som ogsaa den forholdsviis ikke ubetydelige Understøttelse, som er blevet de ulykkelige syriske Christne til Deel.
Det er det vaagnede Liv og dettes Virksomhed inden for Statskirken, vi har betragtet. Staten har, som bekjendt, til saakaldet «offentlig Religion» og til kirkeligt Grundlag for sin Lovgivning den evangelisk-lutherske Troesbekjendelse saaledes som den er nedlagt i den norske Kirkes symbolske Bøger: de økumeniske Symboler, den augsburgske Confession og Luthers lille Catechismus. Statskirken kan forsaavidt kaldes Folkekirke, som det er den, det norske Folk i dets Heelhed tilhører og modtager Daab og christelig Underviisning i. Staten har ved sin Dissenter-Lov i væsentlig Grad hævet Tvangen til at forblive i Statskirken. Denne i sig selv gode Lov, der giver alle dem Religionsfrihed, som, uden at være Medlemmer af Statskirken, «bekjende sig til den christelige Religion» (nogen Regel eller afgjørende Autoritet for denne Bekjendens objektive Sandhed stiller Loven ikke) - sees heller intet Ondt at have stiftet; den har ikke bevirket de separatistiske og sekteriske Retninger, den har kun aabenbaret saadanne, ophævet Tvangen til, i det Ydre at holde ved, hvad man allerede i Aanden har forladt, og gjort, at man kan være sig sin fra den evangelisk-lutherske Bekjendelse afvigende Tro bekjendt og forene sig aabenlyst til fælles Gudsdyrkelse med Ligesindede, uden derfor at lide Tab i sin borgerlige Ære og Ret. Ligesom Staten har hævet Tvangen til at blive i dens Kirke, saaledes har den ogsaa deels lovformeligt, deels faktisk eller tolererende, løsnet noget paa Tvangen indenfor denne Kirke, navnlig med Hensyn til Opbyggelses-Sammenkomster, til lovbefalet Deeltagelse i den offentlige Gudstjeneste, og til enkelte Punkter i Ritualet. Ved Siden af saadan Tvangens Løsning har den norske Statskirkebestyrelse bestræbt sig for, imødekommende det vakte Liv i Folket og deraf følgende Trang og Krav, ved forskjellige gavnlige Foranstaltninger at raade Bod paa Mangler og Hindringer, og, saavidt det staaer i dens Magt, at virke til Fremme af Guds Riges Trivelse, Vext og Tarv indenfor Statskirken, saasom: ved Deling af de større Kald, ved Opbyggelsen af flere Kirker, - i de sidste forløbne 10 Aar 48, blandt hvilke 11 Kapelkirker og 3 Bedehuse, de sidste ved Fiskeværene i Finmarken, og i samme Tidsrom er 79 nye Kirker opførte istedetfor gamle - fremdeles ved at bevirke en betydelig Forøgelse i Præstepersonalet - i hvilken Henseende maa nævnes Oprettelsen af Stifts- og af Kalds-Kapellanier - ved, i Besættelsen af Præstekaldene, at see mere hen til Dygtighed end til den blotte Anciennitet, og have de respektive Menigheders særegne Trang for Øie, ved skjærpet Bestræbelse for at faae uværdige eller udygtige Præster til frivillig at aftræde mod anstændig Pension, ved Oprettelse af Skolelærer-Seminarier under dygtige Præsters Ledelse o.s.v.
Imidlertid tiltrænges der inden Statskirken paa den ene Side en større Frihed, paa den anden en bedre Ordning af Mangt og Meget. En saadan Frihed og Ordning synes endog, som en Reform i Kirkeforfatning og Ritual, for Flere at være en Betingelse for deres Forbliven i Statskirken, ligesom ogsaa for enkelte Kandidaters Indtræden i Præsteembedet; thi i forskjellige Retninger finder Samvittighederne sig besværede. Sin Redebonhed til fremdeles at imødekomme de billige Krav har Kirkestyrelsen - tildeels ogsaa som en Følge af Storthingets Henvendelse til samme og ei heller uopmærksom paa de i Præstemøder skete Udtalelser, - viist ved at bevirke Nedsættelsen (ved Kgl. Resolution af 27de Januar 1859) af en Kirkekommission med Christiania Biskop som Formand til Behandling af visse Sager og motiveret Forslag desangaaende. Et Blik paa disse Sager og end mere paa deres udførlige Motivering i vedkommende Departementsindstilling, aftrykt i Departementstidenden for 1859 No. 4-6, vil ikke bidrage lidet til at klarne Synet for de kirkelige Tilstande her og for de Spørgsmaal, der synderlig bevæge Gemytterne og gjøre sig gjældende som «brændende» og krævende snarest mulig Afgjørelse. De Kommissionen forelagte Gjenstande ere:
1. Ægteskabs lndgaaelse og Opløsning, navnlig Fraskiltes Adgang til at indtræde i nyt Ægteskab. Herom er, især i de sidste Aar, ført megen og varm Strid, for en stor Deel foranlediget ved enkelte konkrete Tilfælde, i hvilke vedkommende Præst har protesteret mod Udførelsen af Forretningen.
2. Skriftemaal og Absolution i Forhold til Nadverens Sakramente. Tvangen til at skulle meddele alle Nadvergjæster iflæng Absolutionen var den nærmeste Anledning til Lammers's Udtrædelse. Striden har dreiet sig deels om Absolutionen selv, dens Begreb og dens Form, deels om Fornødenheden af dens Forbindelse med Nadveren.
3. Confirmation. Spørgsmaalet er om Ophævelse af Tvangen dertil.
4. Menighedsraad. For saadanne er ivrigen kjæmpet, synderlig med Hensyn til Kirketugten, og Spørgsmaalet er regnet til de mest brændende. Fra den anden Side er Betænkeligheder reiste. Forslag om Menighedsraad har to Gange været gjort og behandlet paa Thinget, men har ikke faaet den fornødne Stemmefleerhed.
5. Troesbekjendelsens Form i Alterbogen og Lærebøgerne. Det er den tredie Artikels Lydende, det gjælder, og da ret egentlig dens Lydende ved Daaben. Derom har megen Strid været ført, navnlig siden den paa offentlig Side foranstaltede nye Udgave af de symbolske Bøger, en Strid, der, ligesom, ja i Forbindelse med den om Lærebøgernes, Catechismens og Forklaringens forskjellige Udgaver, har en udførlig og lang Historie, har grebet stærkt ind i Livsrøret og givet stor Anledning til Splittelse, saa meget mere, som der ved selve Daaben ingen Eenhed er. Afvigelserne gjælde hovedsageligen det andet Led i Artikelen og dets Forbindelse med det følgende om de Helliges Samfund; Ritualets: «en hellig christelig Kirke at være, som er hellige Menneskers Samfund,» danner den yderste Afvigelse i Forhold til den senere i de symbolske Bøger og nye Udgaver af Lærebøgerne antoriserede: «den hellige almindelige Kirke, de Helliges Samfund;» og det har rigtignok viist sig, at man tog ganske feil, naar man vilde ansee Sagen kuns som en Ordstrid, og at den ret egentlig er en Sagstrid, den Kirkekommissionen neppe vil formaae at standse.
6. Geistliges Afskedigelse. «Det har, - yttrer Kirkedepartementet i sin Indstilling - vakt Forargelse, at Geistlige har kunnet vedblive i deres Kald, uagtet de efter det almindelige Omdømme have ført et Levnet, der ikke svarer til Embedets Betydning eller er en Kirkens Tjener værdigt, ja selv uagtet de ere blevne domfældte for misligt Forhold i Levnet og Embedsgjerning, naar de kun ikke ere anseet med Straf af Embedsfortabelse.»
7. Forandringer i Dissenterloven, nemlig til Klargjørelse af denne i forskjellige Punkter, med Hensyn til hvilke der er opstaaet Tvivl og Spørgsmaal om Lovens rette Forstaaelse og Anvendelse, samt om enkelte Bestemmelsers Hensigtsmæssighed.
Kort efter Kirkekominissionens Sammentrædelse forelagdes den end videre til Behandling:
8. Præste-Eden. Spørgsmaalet angaaer her ikke blot Edens Indhold - hvorvidt dette nemlig bør undergaae nogen Forandring, og da, hvilken (i nuværende Skikkelse er den et Anstød for mangen Kandidats Samvittighed, naar han tænker paa Indtrædelsen i Embedet) - men ogsaa dens Stilling, hvorvidt den nemlig, som nu, bør aflægges særskilt efter Ordinationsaktens Slutning, eller, som høitideligt Løfte, indtage sin Plads i selve Akten, og da stilles i samme Forhold til Ordinationen, som Daabspagten til Daaben, som Spørgsmaalet ved Brudevielsen til denne selv. I første Fald vil det være rimeligt, i sidste en Selvfølge, at den kommer til at lyde paa Modersmaalet.
I Forbindelse med Spørgsmaalet om Forandringer i Dissenterloven blev Mormonernes fremtidige Stilling her i Landet forelagt Kommissionen til Betænkning og Erklæring. Deres Stilling er fortiden aldeles lovløs. Efter en for nogle Aar siden falden Høiesterets-Dom (der faldt tvert imod det theologiske Fakultets og flere af Biskopernes Erklæring) erkjendes de ikke for christne Dissentere, kan altsaa ikke - ei engang i Egenskab af Baptister - nyde Godt af Dissenterloven, paa den anden Side vil ikke Statskirken vedkjende sig dem. De kan saaledes blandt andet ikke stifte noget borgerlig gyldigt Ægteskab. Hvor stort deres Antal er, bliver vanskeligt at sige, da deres Udtrædelse af Statskirken foregaaer i det Skjulte, som en efter Loven utilladelig Handling. Det er navnlig i Christiania og Omegn (dog ogsaa hist og her i anden By eller Bygd), de har gjort deres Proselyter, og en Deel af dem er alt udvandret til Amerika. Men selv om de, hvad man paastaaer, er i Aftagende, bliver det altid fornødent, at deres Stilling i Staten ordnes ved Lov. Et Andragende fra mormonske Forældre til Skolekommissionen hersteds om at maatte fritages for at lade deres Børn paa Almueskolen deeltage i Religionsunderviisningen, har man paa eget An- og Tilsvar imødekommet og kun gjort Indberetning derom til vedkommende Regjeringsdepartement. Saavidt erfares, har Kirkekommissionen, netop med specielt Hensyn til Mormonerne, tænkt paa at fremkomme med Udkast til Lov om Ikke-Christne.
De her i Landet værende dissenterende Samfund ere for Tiden: den romersk-katholske Menighed, den saakaldte Frimenighed, Methodisternes, Baptisternes og Kvækernes Samfund. En liden engelsk (episkopal) Menighed med sin Præst findes i Christiania og holder sin Tjeneste i Latinskolens Festivitetslokale; ellers gives der ingen reformerte Menigheder her i Landet.
Hvad den romersk-katholske Menighed angaaer, da har den sit Hovedsæde i Christiania, hvor den, efter i flere Aar at have holdt sin Gudstjeneste i privat Huus, nu har faaet en meget smuk Kirke, St. Olafs-Kirken kaldet efter denne Norges gamle Skytshelgen. Antallet af Katholiker i Norge kan med et rundt Tal anslaaes til 150, af hvilke 100 her i Byen. En Afdeling af Menigheden findes i Tromsøe og Alten, hvor et saakaldet Kollegium er oprettet, saa og i Bergens By. Ligesom den romerske Menighed hidtil kun har vundet faa Proselyter her i Landet (de fleste af dens Lemmer ere Katholiker fra Udlandet), saaledes synes den ikke heller at kunne have stort Haab i denne Henseende for Fremtiden, i al Fald ikke for den nærmeste. Det er ikke i den Retning, Bevægelsens Strøm gaaer.
Frimenigheden, stiftet 1856, under Navn af den frie apostoliske Menighed, af ovenfor nævnte, forhenværende Sognepræst i Skien, G. Lammers, hvilede af Begyndelsen paa et baptistisk Princip og foranledigede derved blandt andet en Strid om Barnedaaben, til hvis Forsvar flere Skrifter udkom, men over hvilken megen Uklarhed fremdeles hos Mange hviler. Som det især var Mangel paa Kirketugt i Statskirken, der havde foranlediget Lammers's Udtrædelse, saaledes blev naturligviis saadan Tugt et af den nye Menigheds Særkjender, medens dens offentlig fremlagte Bekjendelses Grund og Indhold viste dens Standpunkt og Forhold til den augsburgske Konfession. En nøiere Fremstilling af Frimenighedens Lære, Væsen og Karakteer tillade ikke disse Meddelelser. Den udbredte sig - med den vakte Misnøie med Tilstanden i Statskirken - mere og mere, hovedsagelig i Skien og noget senere i Tromsø og omliggende Egne, men talte forøvrigt snart Medlemmer fast i alle Rigets Egne. Antallet var ved forrige Aars Slutning omtrent 900 Sjele. Den konsekvente Gjennemførelse af det baptistiske Princip hos en Deel af Frimenigheden i Skien, der lod sig omdøbe og saaledes bragte en Fraktion tilveie, gav den nærmeste Anledning til, at Lammers først nedlagde sin Forstanderpost og snart efter traadte tilbage fra Frimenigheden til Statskirken, et Skridt, der havde sin egentlige Grund i et ham selv mere og mere klart blivende Omslag i hans aandelige Retning, og som i ethvert Fald baade i og for sig selv og med Hensyn til sine Følger maa ansees for en af de vigtigste og indflydelsesrigeste Begivenheder i den religiøse Bevægelses seneste Historie. Rimeligviis vil den her omhandlede Dissenter-Menighed ikke længe bestaae, men - hvortil allerede Spor viser sig, - efterhaanden opløses, og Lemmerne, saavidt de ikke afgaae ved Døden, enten følge deres forrige Leder ind i Statskirken, eller gaae over til andre Dissentersamfund.
Methodisterne, der i senere Aar, fornemmelig ved udenrigsfra indkomne Personers Virksomhed, ikke lidet have udbredt sig, har som Menighed sit Hovedsæde i Sarpsborg, Fredriksstad og Omegn, Fredrikshald, samt i seneste Tid synderlig i Porsgrund, hvor dens Medlemmers Antal ved forrige Aars Slutning angaves til 82, og hvor overhovedet den religiøse, tildeels splittede, Bevægelse for Tiden er særdeles stærk.
Her findes ogsaa en Deel Baptister. Af disse er der ellers, hiin Fraktion af Frimenigheden, der har ladet sig omdøbe, iberegnet, forskjellige S1ags, om end flere ikke ville vide af Navnet at sige.
Kvækernes Samfund i Stavanger og Omegn talte i 1858 115 Medlemmer. Forøvrigt findes de kun enkeitviis. Af Frimenigheden i Tromsøe (med Omegn et af de mest religiøs bevægede Steder i Landet) skal nogle være gaaet over til Kvækerne, hvis Aand og Lære jo ogsaa er Konsekventsen af ethvert Princip, der søger den Hellig-Aands Lys og Liv udenfor den hellige almindelige Kirke og dens Naademidler.
Erfaringen har hidtil lært, - Grundene til Kjendsgjerningen skal ikke her undersøges, skjønt de formentlig ei ligge langt borte - at enhver Udtrædelse af Statskirken har ledet ind i en meer eller mindre sekterisk Retning, saa at Tiden i det Mindste ikke endnu synes at være kommen til at stifte en i Sandhed apostolisk-christelig eller evangelisk-luthersk Frimenighed. Hvorvidt den lille Menighed, der skal have dannet sig i Trysild Sogn i Østerdalen ved Udtrædelse af Statskirken med Bibehold af den evangelisk-lutherske Bekjendelse, vil befindes at forblive denne tro, vil Tiden vise. Hvorledes den har sin Betjening med Ordet og Sakramenterne, er mig ubekjendt.
Jo mere paa den ene Side Samvittighedsfriheden, paa den anden et alvorligt Christenliv, et Guds Rige med Retfærdighed, Fred og Glæde i den Hellig-Aand, skrider fremad inden Statskirken, jo mere Midlerne til dets Næring og Udbredelse bliver at finde i deres Reenhed af de Søgende, medens Hindringerne, saavidt muligt, fjærnes, og jo mere en sand og sund christelig og kirkelig Oplysning finder Indgang, - des mere vil naturligviis Udtrædelsen af Statskirken og det dermed forbundne Sektvæsen aftage, med des mere Tilfredshed vil de alvorlig vakte Sjæle forblive i vor Herres Jesu Christi Kirke, saaledes som denne i Statskirken er tilstede, des mere vil Christendommen vise sin det menneskelige og borgerlige Samfundsliv gjennemtrængende rensende og helligende Kraft. Med de bedste Ønsker og Forhaabninger i saa Henseende slutter jeg denne Udsigt over de kirkelige Tilstande i Norge, bedende den ærede Forsamling velvilligen undskylde, at den er bleven udførligere end ønskeligt havde været og derhos dog meget mangelfuld i flere Stykker.
VIRKSOMME ORD