Vi ere alene i Besiddelse af Nationens Suverænitet

Forsamlingen er national og norsk - Forsamlingen er altsaa fri. Vi forestiller et hæderligt Folk, løst fra sin Trostabs-Ed, og gjengivet en fri og uafhængig Nations fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsform, en Ret, baade Ven og Fiende tilsteder os rolig at nyde. Men forestiller vi et frit og uafhængigt Folk, saa er denne Forsamling og aldeles fri og uafhængig, og nu alene i Besiddelse af Nationens Suverænitet. Denne Frihed, denne Uafhængighed være det første, vi hævder, forsvarer og bevarer; thi, edle Herrer, ærværdige Forsamling, hævder vi ei Forsamlingens egen Frihed og egne Rettigheder, hvorledes skal vi da kunne hævde Folkets.

Vor Statsforandring er ingen Revolution; vi haaber med Føie, at den kan og vil foregaa uden Revolution. Her er ingen Magt at nedbryde, for paa dens Ruiner at opreise en anden. Her er ingen stridige Rigsstender med kolliderende Interesse. Love og Indretninger kan vedblive uforstyrret Gang. Norges Folk er et og lige. Det er enigt i den fremtidige Statsforfatnings Grundsætninger, og Regjeringsforandringen er allerede foregaaet i alle Nordmænds Gemytter.

Imidlertid er det neppe Tvivl underkastet, at jo mere der i den interimistiske Regjering organiserer sig uden Nationens Sanktion, desto mere vil Resultatet af vore Bestræbelser her, naar det skal udføres, maaske faa Karakter af Revolution. - Vi har erfaret af landfare Rygter og private Skrivelser, at en Del anseelige danske og norske Mænd har hyldet Hans kongelige Høihed Prins Kristian af Danmark til Norges midlertidige Regent. Tvivler vi nu end ikke paa, at jo denne ædle Fyrste fuldvel er værdig at bære en Halfdan svartes Krone, om Norge end har saadan en Krone at give, saa er det dog heller ikke mindre upaatvivleligt, at hine Skridt af Mødet paa Eidsvold i sig selv var uretmæssigt, - en Akt, kun hele det forsamlede Folk var berettiget til. Ikke desto mindre fortjener det Bifald, som relativ retligt, forsaavidt det sigtede til at forekomme større og farligere Uretmæssigheder, og foretoges uden Tvivl af Kjærlighed til Fædrelandet, og med Forbeholdenhed af denne Forsamlings Sanktion. - Denne staar altsaa endnu tilbage. Vel har heller ikke vi i strengeste Forstand efter vor Fuldmagts Lydende Ret til at vælge og keise nogen personlig Regent for det hele Folk; men da det ganske Folks reelle Sammenkomst er en Umulighed, og da vi udgjør en lovmæssigen valgt Folkerepræsentation, saa er det klart, at dersom noget Møde tør handle i Folkets Navn, saa er det dette. - Alt, hvad denne Forsamling ): det frie norske Folk, ikke har sanktioneret, er ugyldigt. Derfor er vi og komne sammen. En Regent maa være, ne quid respublica detrimenti capiat,¹ at vi roligen kan overveie vore Anliggender.

Af disse Grunde foreslaaes, at Hans Kongl. Høihed Prins-Regenten ikke alene ved en Adresse fra Nationalforsamlingen takkes i Nationens Navn for den Nidkjærhed, denne Fyrste saa ufortrøden og ædelmodig har lagt for Dagen for Rigets og Folkets Bedste, idet han i Rigets kritiske Øieblik paatog sig Tingenes Bestyrelse; men at Hans Kongel. Høihed ligeledes i Nationens Navn bedes at vedblive Regjeringen til Rigets Tarv og Forsvar, og af Nationalforsamlingen, sorn en lovlig Folke-Repræsentation, bekræftes i det midlertidige Regentskabs Myndighed, under følgende Bestemmelser: at Regntskabet er interimistisk, og varer kun, indtil Nationalforsamlingen vil hæve samme; at Regentskabets Magt ei strækker sig til Nationalforsamlingen selv, som i sin Kvalitet af Nationalforsamling er uafhængig, og over hvilken der ingen Bydende kan gives, uden hvem den selv konstituerer sig til sine Forhandlingers ordentligere Gang; at alt, hvad Nationalforsamlingen af Regjeringen forlanger Oplysning om, skal gives; og at Nationalforsamlingen kan bekræfte eller hæve de Forordninger eller Foranstaltninger, Regentskabet midlertidig kan have truffet, naar Thinget er sluttet, og den nye Tingenes Orden skal indføres. Hvilket alt offentlig bekjendtgjøres. Endelig foreslaaes, at de Mænd, som paa Eidsvolds-Mødet forholdt sig med Ærbødighed for Nationen, ligeledes takkes i Folkets Navn.

Saaledes handler vi - ikke i eget Navn - ikke af egen Anseelse, egen Myndighed, men i det Folks Navn og af det Folks Autoritet, som samlede os til dette evig merkelige Thing. Saaledes handler vi i en Nationalforsamlings Aand og Karakter, efter dens Værdighed overensstemmende med dens Rettigheder, overensstemmende med Folkets Ønske - ja overensstemmende med Prins-Regentens Ønske. Vi kjender denne Ædle Fyrste. Vi ved, hvor høit hans Hjerte luer for Menneskerettigheder og Folkefrihed, for alt edelt og godt - vi ved, hvor høit han elsker Nordmanden. De Prøver, han allerede har givet Folket paa Ædelmod, Nordmandssind, Fordomsfrihed og kongelig Tænkemaade, berettiger os til at tro, at det ikke kan andet end være ham kjært, ikke kan andet end bevirke, at han agter Nationalforsamlingen og Nationen desto mere derfor. Selv har han tilskyndet os at handle med Kraft og Mod ligesaavel som med Visdom og Enighed. Selv har han erklæret, at det vil afhænge af denne Forsamlings Bestemmelser, om han fremdeles stal røgte sit Hverv. Og, dette maa jeg oprigtig bekjende, den Fyrste, som ei yndede, ei agtede et saadant Skridt af Folkets uafhængige og frie Representation, kunde ikke være Konge for Nordmænd.

Kristianssand har talt og ønsker at høre de øvrige norske Byers og Provinsers Mening.

¹ ne quid respublica detrimenti capiat = for at staten ikke skal ta skade.