Hr. Præsident!
Der siges i Indstillingen, med Hensyn til et udenlandsk Laan, at det efter Bilag Litr. A er at erholde i Capital-Afdrag og rente for 9 pCt paa 30 Aar, altsaa for aarlig 180000 Sp., som i de 30 aar udgjør 5,400,000 Specier. Jeg gjentager, hvad jeg allerede ytrede f. A., at Norge ikke i en Række af 30 Aar er istand til at udrede en saa stor Sum, med mindre at Conjuncturerne imod Formodning mærkeligen maatte forandres: men hvilken klog Mand vilde vel bygge sine Foretagender paa Mulighedens Grundvold.
Det Norske Folk har aldrig været uvillig til at betale Skatter og Udgifter til Statens Vedligeholdelse, og Restancerne ere nærmest at tilskrive Vanskeligheden i at udrede dem: lad være, at maaske Lunkenheden paa sine Steder i at sørge for deres Inddrivelse, kan have bidraget sit, men er det en Kjendsgjerning, at Restancerne udestaae og have udestaaet fra det ene Aar til det andet, da gad jeg nok vide, hvorledes man under de selvsamme Conjuncturer skal kunne i saa lang række af Aar faae udpresset en nye Byrde af 180000 S. Sp. aarligen, forudsat endog, at der blev derved: thi i det hele Litr. A tales ikke et Ord om, hvad vi skulle forskrive os til for at erholde Laanet: efter samme maatte man, dersom man ei med Vished vidste det Modsatte, troe efter al pari. Jeg indseer i Sandhed ei Muligheden i at Nationen kan udræde denne Byrde, og Følgen maatte da omsider blive den, at enten maatte Staten opløses eller Banken til Slutning tages som det eneste Redningsmiddel, og da vilde dens Sølvfond alligevel gaae ud af Landet, og dette ikke desmindre befinde sig i en dyb Gjeld. De der troe, at Norge kan udrede 180000S. Sp. aarligen, foruden de øvrige hartad ubestridelige Udgifter, have saaledes gjort Regning uden Vært, og træde netop i 1815 og 1816 Aars Storthings Fodspor, i at beregne Statens Kræfter.
Var her efter mineTanker fornuftigviis andre Resourcer end Banken for at dække Gjelden til Danmark, og kunde de af Committeen foreslagne Midler tilbagebetales uden i altfor høi Grad at lamme Statens Kraft, ifald det ellers ikke leder til dens Opløsning, da - først da - vilde jeg være af Committeens Formening, men da jeg har seet Calculer paa Calculer over hvad, der skal betales, men ikke en eneste, ikke engang et Vink, som gjør det sandsynligt, at Byrderne ere overtagelige, saa kan jeg ikke være enig med Committeen.
Naar Banken skal gjøre Laanet, maa vistnok Fundationens § 64 - see Litr. A i Indstillingen - forandres: at den haarde Nødvendighed byder det er tungt, meget tungt; men Retten dertil er vis; thi ingen privat Lov kan forandre Grundloven, og her opstaaer netop det Tilfælde, at dens § 105 træder i fuld Kraft. Committeen sider i denne Anledning - see dens Litr. B - «at den vilde gjøre en med Retfærdighedens Fordringer overeensstemmende Erstatning umulig og uberegnelig.» Jeg forstaaer ikke Committeen her. Udlændingen laaner os ikke Penge uden at beregne sin Sikkerhed og sine Fordele, og kan han beregne dem, maa de og kunne udfindes for Banken. Committeens Litr. C er formeentligen bygget paa løs Grund: var dens Beregning end rigtig, som den neppe er, saa er her ikke Spørgsmaal om at berige Actie-Eierne, men at komme Staten til Hjelp i en Sag, som i modsat Fald letteligen kan lægge Grunden til Statens Opløsning. At Actie Eierne forøvrigt maa vinde naar 1,900,000 S. Sp. gjøres frugtbringende, og at Actierne derved maa stige, kan Committeen med sit Resonnem(en)t ei bortphilosophere, thi Regningen synes mig at være atfor simpel til at tiltrænge nærmere Beviis.
Hvad Committeen i Litr. D taler om Seddel-Ihendehaverne, foranlediger mig til at spørge: Hvem ere de? Ere de vel andre end Statens Borgere? og naar Committeen taler om Uretfærdighed mod dem, har den da ei ganske tabt af Sigte, at det er dem, ene dem, som maa og bør bære Statens Byrder? Har den da ei forglemt, at Byrden for Seddel Ihændehaverne, som nærsten udelukkende ere Skatteydere, og for størstedelen Statsborgere, formindskes, naar Statens Byrder komme dens Borgere til gode, og sætter dem istand til at udvide eller fortsætte den almene Rørelse, som netop er det Modsatte, naar Byrderne gaae til Udlandet: heller ikke bør det tabes af Sigte, at Seddel-Ihændehaverne have modtaget dem efter den for Øieblikket gjeldende Cours.
Til Committeens Litr. e anmærkes: at virke varigen mod Coursens Forværrelse, kan kun Handels-Ballancen, men Banken ikke uden for en kort Tid, det vil sige: indtil dens Sølvfond er udtømt; thi indføres der til Staten for en betydeligere Capital end der udføres, saa kan Banken med sine 2 Millioner kun i faa Aar virke paa Coursen, forinden dens Sølvfond er vandret Heden elle adspredt som Avner for Vinden, og da maa dens Virken paa Cours ophøre af sig selv. Hvad Agioteurer1, som Committeen omtaler, angaaer, da kunne de visseligen skade, men det forekommer mig at være klart, at deres Sæde maatte være Christiania, og der gives neppe en i den Bye, som har den dertil disponible Formue, og hvis det end var Tilfældet, saa vilde neppe nogen bemidlet Mand begynde paa et Foretagende, som vel kunde være forbunden med Fortjeneste, men hvorved ogsaa den betydelige Formue kunde gaae overstyr. Annerledes forholder det sig efter Committeens Indstilling forud at bestemme Coursen; den formuende Mand, som har disponibel Formue, hvilket - saavidt vides - finder mest Sted i Bergen, vilde vinde ved saadan Coursbestemmelse forud; thi naar man efter 5 Aars Forløb, ved at henlægge en Capital i sine Gjemsler, kunde uden Risico see den fordobblet, saa maatte egen Fordeel drive enhver der har disponibel Formue, og altsaa in specie Bergenserne til strax at indtrække sine udenlandske Fond eller saa meget deraf, som ansees nødvendigt, og ikke udgive mere deraf, end som en øiensynlig høiere Fordeel - uindberegnet hvad der maatte medgaae til de daglige Fornødenheder - maatte bevæge til. At altsaa Bergens Byes Repræsentanter, hvis de lytte til Interessens Stemme paa Fædrelandets Bekostning, ville stemme for Committee-Indstillingen, har jeg alt angivet Grunden til; men for enhver anden Repræsentant, som især ei har disponibel Formue, er denne Objection vistnok en Grund mere til ikke at indlade sig derpaa.
Under Litr. f etablerer Committeen: at ved at laane hos os selv, opstaaer et større Afhængighedsforhold til Udlændingen. Til den Ende spørges: opstaaer der da ei et langt vissere Afhængighedsforhold til Udlændingen ved at laane af dem? Iøvrigt er her Committeens hele Resonnement udentvivl bygget paa løs Grund: Udlændingen tager ei vore Repræsentativer i Betaling for de Fornødenheder, som vi hente hos dem, og kun forsaavidt som de forsyne os med Varer paa Credit, og de, der nyde godt af Crediten, ere istand til at vedligeholde den, kun forsaavidt foreskydes Landet igjennem dets Handlende Varer, paa dens Export-Artikler, men naar Exporterne ei ere istand til at dække Importerne, maa Crediten ophøre af sig selv eller sættes i det mindste paa den Fod, at Export og Import ballancerer: Vistnok kan Creditens Svækkelse ikke finde Sted uden nogle Familiers Undergang, men Afhængighedstilstand og Love af Udlændingen kan for den Sags Skyld ei finde Sted. Det Sagte af Committeen er saaledes formeentligen et Gøglelys, som ved mindste Nærmelse forsvinder. Den i samme Litera etablerede Formening, at vi skulde kunne betale Udlændingen, men ikke Banken, aldenstund aarligen 180000 B. Sp. skulle vandre ud af Riget, er altfor iøinefaldende ugrundet til videre at commentere over.
Committeens Resonnement i Litr. g som tildeels er bygget paa det foregaaende Litr. f er af den Beskaffenhed, at jeg ei kan fatte andet end at man er berettiget til at vende Spørgsmaalet om saaledes. Fordrer Committeen, at det Norske Folk kun skal være retfærdigt mod sig selv men ikke mod Udlændinge? Eller hvortil et Resonnement, som gaaer ud paa at bevise, at vi udvide vore Hjelpekilder - at vi ere redelige - naar vi laane hos Udlændinge, i stedet for at afbenytte Landets egne Resourcer? Hvad vilde vel en fornuftig Familiefader sige, om man vilde gjøre ham viis, at det Sølv, som han har i sin Kjelder, ei maatte benyttes til at betale hans Gjeld, men at han burde dække samme ved Laan og Renters Svarelse, for at have den Fornøielse Tid efter anden at betragte det: vilde vel nogen Fornuftig antage saadant Resonnement for gyldigt, og er ei en Nation at betragte som en stor Familie? Forbliver altsaa Statens Sølvfond inden Riget, et Laan gjøres, hvoraf aarligen skal svares Renter og Capital Afdrag, saa forbliver rigtig nok Sølvet i Nationens Værge, indtil Nøden tvinger til at bruge det for at dække sine Forbindtligheder. Og hvilke Bekostninger er der ei forbunden med at lade Sølv gaae ind og ud af Riget. I en duelig Kjøbmands Hænder omtrent 10 pCt. i Provision, Forskud, Assurance ec., men i Statens altid langt mere. Mig har det stedse forekommet: at man forfalder til Absurditeter, naar man ved Sophismer vil forsvare Sætninger, blottede for Sandhed og Fornuft.
At Committeen forøvrigt har Ret i, at et fast og varigt Pengevæsen er ønskeligt, tilstaaes; men ligesom Ordsproget siger: at man kjøbe Guldet for dyrt, saa vilde Statens Tilværelse sat paa Spil tilligemed dens Borgeres Lyksalighed, og den derav flydende Uorden i alle Statsforvaltningens Grene, for at give Pengevæsenet Fasthed, være altfor betænkelige Offere, for at realisere en Idee, som torde være mindre realisabel, end Committeen formener, paa den simple Grund, at Crediten maa opstaae igjennem Tillid, men ikke ved Tvang: Ogsaa maa man bemærke, at en Nation kan være lykkelig endog under et ufunderet Pengevæsen; thi Coursens Forandringer ligetil 1807 havde ingen mærkelig Indflydelse paa Satssamfundets Vel. Norges Indvaanere havde i en lang Række af Aar, lige til 1807, levet saa behageligt og saa tilfreds, som nogen Nation kan gjøre Regning med og haabe, saa af den største Uleilighed ved Coursens Forværrelse neppe da gik videre, end for Statscassen den, at Skatterne derved nedsattes paa et lavere Punct, end man havde beregnet; iøvrigt torde Coursens Forværrelse fra 1773 af, eller fra den Tid af, da Enkedronningen Juliane Marie havde saa vigtig Andeel i Statens Bestyrelse, have havt andre og det stærkere medvirkende Aarsager, end det ufunderede Pengevæsen. Man hørte i hiin Tid aldrig Klage over Agiotage2, og det torde endog nu snarere være et Phantom, man fægter imod, end Noget, der har sin Grund i Virkeligheden. Vilde man Spørge: Paa hvad Maade, eller efter hvilken Beregning kan man da berige sig ved Agiotage? Hvor ere de Mænd, der saaledes have beriget sig paa denne eller hiin Stats Bekostning? tvivler jeg ikke paa, at man jo forgjæves ventet paa Svar.
Frygten for, at Coursen skal gaae i det Uendelige, er, efter min Formening, ugrundet, fordi, at vor Nummeraire er altfor ubetydelig: men er denne Frygt det end ikke, kunde deels andre nok saa kraftige Midler anvendes derimod, deels vilde, om alle andre Midler befandtes utilstrækkelige, det være tidsnok for et følgende Storthing at paalægge Statsborgerne, enten paa denne eller hiin Maade, en Skat i Sølv, for at forbedre Coursen; hvoraf i al Fald resulterede det Gode, at man ei havde anvendt større Kraft, end Øiemadet udfordrede.
Vilde jeg endog, efter visse Forudsætninger, tiltræde en Beslutning, som gik ud paa Afgjørelsen en bloc af Gjelden til Danmark, da maatte det Afslag, som den Danske Regjering er villig til at give, falde Landets Indvaanere, men ikke, igjennem et udenlandsk Laan, Udlændinge til gode, og jeg kan endog, fra den Synspunct betragtet, ikke være enig med Committeen i dens Indstilling.
Mine Grunde for, at bankens Sølvfond, fremfor et udenlandsk Laan, hvis Storthinget maatte antage Forslaget at afgjøre paa engang Gjelden til Danmark, bør, som et Laan til Staten, gives Fortrinnet, ere følgende:
1) Det er Hans Majestæts naadigste Proposition, og følgeligen har Høistsamme anseet det gavnligt for Staten.
2) En Sum af 400,000 S. Sp. falder derved Nationen til gode.
3) Staten sætter sig ei i Gjeld, og altsaa ei heller i Afhængigheds-Tilstand hos Udlændingen, og udsætter sig desaarsag ei for, at nogensomhelst Conjunctur vil gjøre det umuligt, at opfylde indgangne Forpligtelser.
4) Storthinget fremtvinger ikke derved en ufavorabel Cours, som vilde blive følgen, naar Vexler aarligen skulde kjøbes for at dække Renter og Capital-Afdrag; thi Coursen paa udenlandske Vexler retter sig efter Mængden af Kjøbere; og hos os maa udenlandske Penge retteligt betragtes som en Vare-Artikel, der er underkastet Kjøberes og Sælgeres Mængde, hvilket neppe Nogen kan drage i Tvivl.
5) Bankens Actier ville stige til Fordeel for Actiehaverne, naar Bankens Sølvfond gjøres frugtbringende, og erstatte disse noget af det ved Bankens Oprettelse lidte Tab, der har Billighed med sig: ligesom og renterne, udbetalte i Sølv, til Actiehaverne, maatte mægtigen virke til Coursens Forbedring.
6) Tages Banken end ikke nu, er det let at forudsee, at den i Tidens Løb vil komme til at afbenyttes for at dække Rigets Mangler. Ved at tage den strax, sparer Staten formodentlig endog Millioner.
7) Denne Plan indeholder intet Kunstlet. Intet, som kan sætte nogen Repræsentant eller Borger i Frygt for Statens Opløsning; thi det Værste, som kunde hænde, var, at Staten ikke kunde opfylde sine Forpligtelser til Banken, og i dette Tilfælde var det ønskeligere, at saadant traf en indenlandsk Indretning, end Udlændingen, fordi de, der leed derved, maatte, som Indfødte, ansee sig forbundne til at komme Statssamfundet til Hjælp, og bidrage til dets Opretholdelse. Ogsaa fortjener det at bemærkes, at saadant Tilfælde ikke saa let opstaaer, som igjennem et udenlandsk Laan, fordi de Summer, som Statscassen udbetaler til Statsborgerne, kommer igjennem den almindelige Rørelse andre Borgere og derved igjen Statscassen tilgode. De Summer, derimod, som igjennem Renter Gaae ud af Riget, ere for evig tabte, og kommer aldrig mere Norge tilgode.
8) Skaanes Banken, vil det have Udseende af, at man hyldede den Grundsætning: at denne Indretning er vigtigere, end det Heles Opretholdelse.
9) Byrderne, som Gjelden til Danmark maae foranledige, fordeles bedre iblandt Statsborgerne, og blive derved mindre følelige, hvorved Staten ikke end yderligere tvinges igjennem Udpantning for Skatter at drive Borgerne til Armod og Bettelstaven.
Imidlertid gives der hos mig kun en Objection, som kan bevæge mig til at stemme for nogen Forandring i de Beslutninger, som Storthinget a.p. fattede denne Gjenstand angaaende, og den er, at Byrder, som Storthinget da til Gjeldens Betaling paalagde Nationen, ikke af den i Tidens Længde kunne bæres. Saavel Committeens Medlemmer i Særdeleshed, som samtlige daværende Repræsentanter i Almindelighed ville erindre at jeg i Committeen erklærede, at Nationen ingen anden Resource har, for at afgjøre de paatagne Forbindtligheder end at tye hen til Banken, ligesom jeg og offentligen gjentog samme Erklæring, da nuværende Krigscommissair Sebbelow i Storthinget foreslog, at Banken maatte tages til dette Øiemed. Af denne Formening har jeg været, er og vil fremdeles blive, fordi jeg i en Sag af saa vigtig Natur, hos mig selv nøie veier alle Grunde for og imod, forsaavidt mine Evner tillade det, og jeg erklærer gjentagende, at det er min fulde Overbeviisning, at Nationen alligevel maa komme hen paa det Punct at tage Banken, om endog udenlandsk Laan nu gjøres, og da vil den gaae, og en byrdefuld Gjeld alligevel hvile paa Nationens Skuldre.
Skjøndt det af Committeen fremsatte Lovforslag ikke er en Gjenstand, som nu er sat under Debatte, saa vil jeg dog for den Indflydelse, som det kan have paa nærværende Sag vise de Følger, som Forslagets 2, 3, 4, § vilde have ifølge med mig, naar af de deri proponerede Bestemmelser bleve tagne til Følge, da vilde deraf resultere, at man i de af Committeen ommeldte fire Aar vandt ved at henlægge Capitaler fulde 90 pCt., men derimod, i de 5 Aar 100 pCt., altsaa 20 pCt. aarligen, blot ved at lade Capitaler ligge urørte hen i sin Skuffe, og om end Capitalisten kunde tiltrænge noget af Capitalen til sine Fornødenheder ikke Gevinsten ikke mindre vis og stor. Ved saadan Foranstaltning udsættes Statens mindre formuende Borgere for total Ødelæggelse igjennem Næringsveienes Standsning, som maatte flyde af at Capitaler henlagdes ubrugte. Skatten kunde da ei indkomme og en total Forvirrelse opstaae i alle Forvaltningens Grene. Den Rige kunde end mere berige sig, og den Fattigere end ydermere forarmes. Overalt saa er Coursens Forbedring til al pari en Sag, som ikke engang Embedsmanden burde ønske, thi enten maa den Elendighed som finder Sted i Danmark, at den ene Eiendom efter den anden bortsælges for Skatter, ogsaa her opstaae, eller maatte Embedsmanden tilsidst umulig kunne erholde sin Gage, og udentvivl vilde begge Dele finde Sted.
2 Agiotage = spekulasjon i kurssvingninger.
VIRKSOMME ORD