Den Steen, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesteen. Det er skeet af Herren, det er underligt for vore Øine. Denne er Dagen, som Herren gjorde; lader os glædes og frydes i ham! Herre, hjælp nu! Kjære Herre! lad det vel lykkes!
Psalm. 118, 22-25
Den Dag, da et jordisk Riges Held og Hæder grundlagdes, er billigen en Høitidsdag for dette Riges Borgere. Har saa end ydermere Aarhundreders Erfaring beviist, at det er Rigets sande Hæder, dets varige Held, der fremmedes; var der under vedholdende Kamp, under mangehaande truende Farer, det vandt Selvstændighed og Fasthed - hvor maa da ei dette forherlige Høitiden, der stiftedes til Dagens Minde, gjøre den, i ordets meest omfattende Betydning, til en Jubelfest! Dog var og er der intet jordisk Rige, som jo maatte eller engang skal forgaae; i dets kraftigste Fremvæxt og herligste Blomstren laae allerede Spiren til dets Undergang. Kun eet Rige er evigt og uforgængeligt: vor Herres og Frelsers Jesu Christi aandelige Rige. Hver Seier det vandt over indvortes og udvortes Fiender, hver Bekræftelse paa Engelens Ord til Maria, da Jesu Fødsel bebudedes: «Hans Rige skal ei have Grændse eller Ende» - er en Triumph for Rigets trofaste Borgere, der ved et Blik over det Forbigangne nære et stadigt, urokkeligt Haab om det Tilkommende. Aldrig, mine Medchristne! have vi oplevet, aldrig skulle vi opleve en Dag, som den, der nys frembrød, en Dag, da det mere tryggeligen kunde siges om vor Høitidsglæde: at Ingen skal tage den fra os, en Dag, da vi med vissere Tillid kunde bede: O Herre hjælp, o Herre! lad det vel lykkes! Og sandelig der var en Tid, da selv den troende Christens Haab, om saaledes at kunne feire den, var svagt og vaklende. I, der ved det attende Aarhundredes Ende med moden Dømmekraft og gudeligt Sind agte paa Tidens tegn, opsteg ei stundom en mørk Anelse i Eders Sjel, en lønlig Tvivl, om denne Dag vilde vorde en Fornuftfest, eller en Religionshøitid, om det var menneskelig Kløgt, eller Guds aabenbarede Ord, som da skulde forkyndes, om Jubler skulde lyde til Ære for en af Døgnets Viismænd eller for Faderens Eenbaarne? Gud være lovet! denne som saa mangen anden frygtelig Udsigt svandt. End hviler Hjørnestenen urokket og urokkelig, skjønt Bygningsmændene, der havde forkastet den, gjorde alt muligt for at bortrydde den. Underligt er det for vore Øine, hvorledes saadant kunde skee; paa ingen anden Maade kunne vi forklare os det, end ved vor Textes Ord: «det er skeet af Herren»! han har frembragt, han har sendt os denne Dag, ham være Ære i al Evighed! Christne! I som glædes med mig over at have oplevet denne Dag, at kunne møde i Herrens tempel og hæve Aand og Hjerte til ham, alle gode Gavers kjærlige Giver: lader os med Hensyn paa vor guddommelige Religions Skjæbne fra dens første Tider og indtil denne Dag alvorlig begrunde og med glad Taknemmelighed føle alt det Høie og Opmuntrende i vor Textes Ord!
«Den Steen, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesteen»; det er den for menneskelige Øine underlige Begivenhed, der, efter Texten, allene kan tilskrives Gud, hvorover vi bør glædes og frydes i ham. En Bygning skulde opføres, og Bygmesterne skulde vælge en Grundsteen at lægge under den. De fandt en Steen, hvilken de forkastede som ubrugbar, og just denne blev alligevel Hovedhjørnestenen, hvorpaa hele Bygningen hvilede. At Ordene ei kunne tages i egentlig Betydning, indsee vi letteligen, og Jesu Udsagn Matth. 21, 42. lade os ikke i Tvivl om, hvilken vi da bør tillægge dem. Ved Bygning maae vi - at det ogsaa var Psalmistens Tanke, er sandsynligt nok! - vi maae tænke os derved den christelige Kirke, ved Bygmesterne Folkets Lærere, ved Hjørnestenen Jesus selv, Kirkens Hoved og Herre, med hvis guddommelige Sendelse, sande og saliggjørende Lære, frelsende Død og Opstandelse, den hele Bygning staaer eller falder. Religion erkjendtes til alle Tider og blant alle Nationer for nødvendig; overalt beskikkedes Præster eller Lærere, der maatte formodes bedre end Almuen at indsee, hvilket var det Sande og Rette, da de i Almindelighed fra Ungdommen af havde dannet sig til deres Kald og erhvervet sig de Kundskaber, som dertil ansaaes fornødne. Paa Lærernes Dom grundede menige Mand ogsaa sin; det syntes og indlysende, at de maatte forstaae saadant bedre end enhver anden. Dog desværre, selv i vore jordiske Handeler gjøre vi ofte den beklagelige Erfaring, at Mennesker, som tiltroe sig selv og tiltroes af Andre Indsigt og Skjønsomhed, mangle begge Egenskaber, og vælge saaledes ofte hvad de burde forkastet, forkaste hvad de burde valgt. Dette var da og mangen Gang Tilfældet med Religionslærerne fra den christelige Kirkes Stiftelse og til denne Stund. Da Jesus fremtraadte blandt Jøderne og ved Lærdom og Mirakler beviste, at han var sendt af Gud, - hvo var det da, der opkastede sig til hans Modstandere? jødiske Lærere, der kunde randsaget Skrifterne, der virkelig randsagede dem, men forblindede af Fordom, Herskesyge og Egennytte ikke vilde erkjende, at de vidnede om ham. De opæggede den uoplyste, til det Onde som til det Gode saa let bøielige, Almue; de misledte og skræmmede den svage Pilatus; dem var det egentligen, der korsfæstede Herlighedens Herre. - Da den christelige Eenfoldighed alt mere og mere tabte sig i Christi Kirke, da spidsfindige Undersøgelser anstilledes, heftige Tvistigheder opkom angaaende Læresætninger, om hvilke Skriften tier, da Christendommens store Hovedsag underordnedes Stridsspørgsmaale, hvis Besvarelse hverken kunde oplyse, forbedre eller trøste - hvo var det da, som bibragte Religionen dette første saa farlige Stød? Lærere, der vel ikke forkastede, men oversaae med Ringeagt den simple uanseelige Steen, der var lagt til Grundvold, og søgte i det mindste at dække den med glindsende af dem selv konstigen tilhugne Stene.
Da det tykke, gyselige Mørke udbrød, som Luther og hans Medarbeidere ved Guds Bistand forjog fra vort og mange flere Lande - da Offer agtedes langt høiere end Lydighed, Helgene tilbades med større Andagt end Jesus Christus, tankeløse Bønner og Ceremonier anpristes mere end Omvendelse og Troe - hvo var der da, der fordunklede Sandhedens Lys, saa at Menneskene ikke kunde see det, end sige vandre deri med Tryghed og Glæde? hvo var det, der tillukte Bibelen for menige Mand, og meddeelte ham kun deraf ufuldstændigt og forvansket hvad de selv vilde? Drager til Minde hvad nys oplæstes for Eder mine Medchristne, og erkjender, at det ene var Folkets Lærere! Og selv i de betænkelige Tider, vi have oplevet, da Rettroenhed hos Mange var et Skjældsord, da man haabfuld saae den Fornuftens myndige Alder imøde, i hvilken den hellige Skrift skulde henkastes blant Overtroens andre Levninger til sørgeligt Minde om, hvor svagt og uvidende Mennesket engang havde været - vel var det sjelden, at Religionens Lærere nedværdigede sig dybt nok til offentligen at fremtræde som dens Modstandere; men at Mange iblandt dem ved deres uforstandige og uchristelige Ivren havde bidraget til at fremkalde, og at andre ved deres letsindige Forglemmelse af hvad de skylde Gud og deres Medchristne, bidroge til at nære hiin fordærvelige Aand, hvo tør nægte det? Saa var det da - Historien og Erfaringen forvisse os derom - Bygmæsterne selv, der forkastede, ringeagtede, søgte at borttage Grundstenen, hvorpaa Bygningen skulde hvile og allerede hvilede; og tænkte de saa, hvad lod sig da vente af deres Undergivne? maatte disse ikke formodes, at række villigen Haand til Nedrivelsen af den Bygning, deres Mestere beskrev dem, som hæslig og brøstfældig, til Bortryddelsen af den Grundsteen, hvis Ubrugbarhed man søgte at gjøre dem indlysende. De gjorde det vel ogsaa, alt formeget desværre, og dog faldt ikke Bygningen, dog rokkedes ikke Stenen. Guds faste Grundvold stod, og staar endnu, og uudslettelig er dens Indskrift: Herren kjender Sine! Som Avner heinveiredes de prægtige Anlæg, hvoraf Bygmesterne saa stolteligen brammede. Intet holdt Prøve, uden dette Ene, som allerede for atten hundrede Aar siden var Jøderne en Forargelse og Hedningen en Daarlighed, og i mange hundrede Templer lyder det paa denne dag i forenet Samraab: «Ingen kan lægge anden Grundvold end den, som eengang er lagt: Jesus Christus!» - Denne er den høie og herlige Begivenhed, vi festligen erindre, og hvilken tænkende Aand maa den ei vække til Eftertanke, hvilket følende Hjerte maa den ei stemme til Beundring.
Hvorledes er da dette gaaet til? spørge vi billigen ved at betragte dette mærkelige Særsyn. Hvilken verdslig eller aandelig Magt kunde tilveiebringe Religionen denne uventede Seier? Hvorfra kom den kraftige Modvægt, der igjen nedtyngede Vægtskaalen, som Folket og dets Lærere i enig og heldig Samvirken stræbte at hæve? Ja vel maa vi bekjende med Psalmisten i vor Text: det er underligt for vore Øine. Man vil sige, har og ofte sagt: Omstændighederne stødte saaledes sammen, først ved Christendommens Stiftelse og Udbredelse, siden ved Luthers Reformation, at det maatte skee, som skeede. Men hvad har man egentlig bevist med denne Paastand, om endog den selv er uimodsigelig. Vi ere ikke et Skridt videre end vi vare før, saalænge man ei har sagt os, hvad der fremkaldte og saa lykkeligen forenede disse Omstændigheder, til at grundfæste den nysopbygte, at opreise den næsten i Christus henfaldne christelige Kirke. At der maa være Aarsag, hvor Virkning er, det vide vi alle; men hvorledes hiin Aarsag og denne Virkning sammenkjædedes, det er just herom vi ønske at vorde oplyste; vilde vi ikke det, saa vide vi Intet. Lad os da forsøge, om vi efter Tingenes sædvanlige Gang kunne forklare os de underfulde Fremskridt, Christendommen gjorde i dens første Dage, og den fast endnu underfuldere Vaagnen af den dybe, sørgelige Dvale, hvori dens Bekjendere næsten et Aartusinde laae indhyllede. Oprandt Lyset i et Land, der ved Lærdom eller nogensomhelst ypperlig Egenskab tildrog sig almeen Opmærksomhed og Høiagtelse? Intet mindre; blant det unavnkundige, foragtede og i den Tid vistnok forargelige Jødefolk fødtes og levede Verdens Frelser og Lærer. Var det da maaske blandt de oplyste og dannede Mænd i denne Nation - enkelte saadanne findes dog gjerne overalt - at Religionens Stifter valgte sine Medarbeidere! Heller ikke! hans Apostler vare Fiskere og andre Mennesker i ringe Kaar og af ulærd Opdragelse. Havde Religionens Lærdomme noget smigrende for Sandseligheden, Forfængeligheden og andre Menneskenes Yndlingslidenskaber? Aldeles det Modsatte. Selvfornegtelse var et af dens første Bud, Mishandling og voldsom Død Udsigten, den aabnede for sine standhaftige Bekjendere. Eller fandt den maaske, ligemeget af hva Aarsag, Yndest, Medhold, Understøttelse blant Jordens Mægtige? først trehundrede Aar efter Jesu Dage, da den allerede begyndte at vanslægte fra sin oprindelige Reenhed, skeede dette; indtil da var den haanet og forfulgt blandt Jøder og Hedninger. Alt hvad menneskelig Magt og menneskelig Klogskab kunde gjøre for at udrydde den, blev anvendt forgjæves!
Gaae vi den mørke Middelalder forbi, og betragte den store Reformation, hvis Trehundredeaarsfest vi i Dag helligholde; ei mindre underligt er det for vore Øine, hvorledes den kunde iverksættes og have Fremgang. Hvorfra udgik den Mand, efter hvilken Reformationen bærer Navn og vil bære det til Dagenes Ende? fra et Munkekloster, et af de Steder, der ansaaes for Dumhedens og Ladhedens og Egennyttens Boliger, Overtroens Planteskoler, kun derfor yndede og hævdede af Kirkens saakaldte Overhoved, fordi deres Lemmer vare lydige Redskaber til at udvide hans fordærvelige Magt. At Luther ikke smigrede Lidenskaberne, indsee vi let, naar vi vide, at han prædikede Christi Lære; og vistnok maatte Mængden blandt Høie og Lave finde det behageligere at købe Syndsforladelse for Penge end at tilkæmpe sig den ved Bod og Bedring, at høre en Messe, fremsige en Bøn, gjøre en Pillegrimsgang, end at korsfæste Kjødet med dets Lyster og Begjerligheder. Og fandt end Luthers Lære enkelte Venner og Understøttere blandt Jordens Mægtige, langt flere og vældigere vare dog dens Modstandere; hvert Skridt, der gjordes fremad, kostede utrolig Anstrengelse; og den der blot menneskeligviis betragtede Tingenes Gang, maatte bestemt spaae Protestanternes, altsaa og den renere Læres, Undertrykkelse og Undergang. - Men saa gik det ikke; Menneskers Vælde og Klogskab maatte ydmyge sig for en høiere Magt og Viisdom; for den nedbøie ogsaa vi os med dyb Ærbødighed; vi vende tilbage fra vor frugtesløse Grublen og dvæle ved ham, hvis Domme ere urandsagelige, hvis Veie ere usporlige. Det er skeet af Herren; dette er alt hvad vi kunne sige. Det er Herrens Gjerning; hans Kraft er mægtig i Skrøbelighed, han vilde hvad Mennesker ikke vilde, men hvad han vil have frem, kan ingen forholde. «Ikke de Vise, ikke de Mægtige, ikke de Høibaarne udvalgtes af Gud; han udvalgte de efter Verdens Dom daarlige Ting for at beskæmme de Vise, de skrøbelige for at beskæmme de stærke, de uædle og ringeagtede for at tilintetgjøre dem, der i Verdens Øine var noget stort, paa det at intet Menneske skal rose sig for ham.»
Og denne Dag, som vist mange af vore Fædre og Brødre have ønsket at opleve, denne Dag, da tre hundrede Aars Kamp mellem Lyset og Mørket, og Lysets Seier stilles os klarligen for Øie, denne Dag, da selv den Svagtroende ved at overskue Begivenhedernes Gang maa føle sig forvisset om, at List aldrig skal undergrave, Magt aldrig omstyrte Christi sande, paa urokkelig Grundvold hvilende Kirke - hvem have vi at takke for den? hvem bør vi paa den ære og hylde? - Luther? ja visselig bør denne store Mands Minde være os helligt og dyrebart! Maaskee ikke Een af Jordens utalte Millioner vilde da eller siden udrettet hvad han udrettede, vilde med den Aand og Kraft og Frimodighed og Standhaftighed, uden at see til høire eller venstre Side, gaaet frem ad den tornefulde Vei og ene seet til det herlege Maal. Men det var ikke i sit eget Ærende, han gik, ikke sin egen Gjerning, han udførte. At han var Guds udvalgte Redskab, at Jesu Rige ved ham udbredtes og befæstedes paa Jorden, det var hans Ære og Glæde, medens han vandrede her, dette er vist hans forklarede Aands høieste Fryd i al Evighed. Han plantede, hans Efterfølgere vandede, men Gud alene var den, som gav Væxt. Denne Dag er ikke Luthers, ikke noget Menneskes; den er Guds og hans Eenbaarnes, vor Herres Jesu Christi Dag. Han, for hvilken alle Knæe bøie sig i Himmelen og paa Jorden, til ham opsvinger sig vor Aand i denne Stund. Ja mine Venner, kan Luther endnu i den Himmel, hvor tusinde Aar ere som een Dag, have Sands for vore jordiske Beregninger, undes det ham at see ned til vort Samfund, og til de mangfoldige Steder, hvorfra Lovsange paa denne Dag opstige til den Eviges Throne, med os vil han istemme freidig og taknemmelig: Denne er Dagen, som Herren gjorde! med os, som boe endnu i Støvet, vil han, vil Englenes og de Saliges mange Tusinde nedfalde og tilbede Gud og sige: «Velsignelse og Ære og Tak og Priis, og Magt og Styrke være vor Gud i al Evighed».
Paa en saadan Dag maae vor Glæde, ligesom den strømmer fra en anden Kilde, ogsaa yttre sig paa en anden Maade, end den, hvortil jordisk Lykke opfordrer os. Der kunne kostelige Gjæstebude, Dands og Leeg og vilde Frydeskrig maaskee være passende, men her, hvor Alt henleder os til Tanken om vor høiere Bestemmelse, hvor Talen ikke er om et Folks Frihed eller Velstand eller Magt her paa Jorden, men om udødelige Sjeles evige Salighed, paa en Dag, der i egentligst Forstand er Herrens, er det og alene i ham vi bør glædes og frydes. Vi glæde os paa den protestantiske Kirkes, paa den hele sande Christenheds Vegne, ja selv paa deres, der endnu vandre i Mørket og i Dødens Skygger, at Sandhedens Lys, hvilket Overtroe og Vantroe saa gjerne vilde slukt, endnu brænder i dets fulde Klarhed, som da det udgik fra Lysets Fader; vi glæde os, at den hellige, uskatteerlige Bog, der dog ene kan gjøre os vise til Salighed, udbredes vidt over Jorden, endog blandt Nationer, hvor Jesu Navn adrig hørtes; vi glæde os, at den falske Oplysning, der for ikke længe siden blændede selv mangt et sundt og skarpseende Øie, alt mere og mere taber sin skuffende Glands, og at alt flere og flere vende tilbage did, hvor sand Oplysning allerbedst kan hentes: til Guds Hellige Ord; vi glæde os i Haabet, thi Udsigten aabner sig til en bedre Fremtid; vi troe, hvad disse vore Øine aldrig skulle see, at længe efter vore Dage det dog engang vil opfyldes, hvad Jesus forudsagde: «der skal være een Hjord og een Hyrde». Og vi alle, hver for sig, de Gamle og de Unge, de Mægtige og de Ringe, de Lykkelige og Ulykkelige - alle glæde og fryde vi os i Gud, vor Frelser - thi det Guds og Christi Ord, der kan gjøre os vise i Medgang, taalige i Modgang, glade i Livet, frimodige i Døden, det bliver, naar Jordens Herlighed visner som Markens Blomster, det forgaaer ei, selv naar Himmel og Jord forgaae, og dette Ord kjende vi alle, til det kunne vi tye hen i hvilkesomhelst Kaar vi stedes, og naar al anden Trøst undfalder os, da viser det os Himlen aaben, og Jesum siddende hos Guds høire Haand, rækkende os sin Arm i Dødens Strid, modtagende os venlig i denSalighed, han forhvervede os.
Ja, medforløste Brødre og Søstre! i vor Gud og vor Frelser ville vi glædes, og kunne vi da endnu spørge, hvordan vor Glæde bør være? ikke vild og larmende, men heller ikke stum, ikke med skingrende Raab, som naar en jordisk Seierherre prises, men heller ikke stille, som om vi bluedes ved at udtale vort Hjertes Følelser. Med høi Røst lovsynge vi ham, som kom i Herrens Navn! Det være bekjendt over al Verden, at Herren har gjort store Ting imod os, og at vi derfor ere glade! Det lyde fra vor Læbe, hvad vi føle i vort Hjerte!
Halleluja! vor Strid er endt;
Hvo vilde mere klage?
hvo vilde mere gaae bespændt
I disse Frydedage?
Syng høit i Skye, Guds Kirkeflok,
Halleluja, nu har jeg nok!
Den Lyst er uden Lige.
Halleluja! Halleluja!
Guds Søn er min; jeg gaaer herfra
Med ham til Himmerige.
Amen!
O Herre hjælp, o Herre lad det vel lykkes! Saa bad vist, i Dag for trehundrede Aar siden din Tjener Luther, da han med uforfærdet Aand i Tillid til din Velsignelse, Fader i Himmelen! begyndte det store Verk: - og hans Bøn var dig velbehagelig, og den bønhørtes; Du hjalp, hvor Mennester ei kunde eller vilde, Du lod det Arbeide lykkes, som uden Haab om din Bistand vilde været daarlig, formastelig Trods. O Herre hjælp, o Herre lad det vel lykkes! saa bede vi endnu i Dag til Dig i Jesu vor Forløsers Navn. Mangen svar Kamp udstod din Kirke i de henrundne Dage og mangen herlig Seier vandt den, og det aabenbaredes klarligen, at den er grundfæstet paa en Klippe og at hverken Stormvinde kunne kuldkaste den eller Vandskyl undergrave den. Derfor bede vi ikke, at din Søns Jesu Lære aldrig maa vorde udryddet af Jorden; saadant frygte vi ingenlunde: Dit Rige kommer og bliver, endskjønt vi ikke bede; men vi bede, at det ogsaa maa komme til os, og blive hos os; i hvad hemmelige og aabenbare Angreb dets Fiender end maatte gjøre derimod. Vantroen, der haanligen forsmaaer, og Overtroen, der egenraadigen fordunkler det Lys, du optændte for os, nedstyrt dem o Gud! med din vældige Arm, at de aldrig mere paalægge os de vanærende Lænker, hvorunder vore Fædre, ak, vel ogsaa mangen blandt os engang vaandede sig! Giv Ordets Lærere Kraft og Frimodighed til at forkynde din Søns Evangelium med Eftertryk og Varme, uden Frygt og uden Skaansel mod Tidsalderens forvendte Sæder; men indgyd dem ogsaa Fredens og Kjærlighedens Aand, at de aldrig formasteligen sætte sig paa dit Dommersæde, Himmelens og Jordens Herre! og for Mening eller Daad, fordømme den Broder, der er dit Barn, Jesu Forløste, Himlens Arving, som de!
Du ledte Kongens og hans Søns, vor dyrebare Kronprindses Aand til at kjende Sandheden, du bøiede deres Hjerter til at elske den. Styrk og velsign dem, o Gud! at ethvert Foretagende til dit Navns Forherligelse og din Kirkes Gavn maa bære rige Frugter, og udrust dem med Standhaftighed til at gjøre det Gode og ikke blive trætte, ogsaa naar endu ingen Frugt spores deraf! Fader og Søn og Sønnesøn staaer det klarligen for Øie, at Throner befæstes og Riger lyksaliggjøres ved Gudsfrygt! I den vandre de, for dens Udbredelse virke de alle deres Livs Dage! og saa skjænke du dem og det hele Kongehuus den timelige Velsignelse, du finder dem gavnlig, men fremfor alt den aandelige og evige Velsignelse i Jesu Christo vor Herre!
Før os alle paa Sandhedens Vei, til den Frihed og Salighed, din Søn forhvervede os! Giv at vi høre dit Ord med Lyst og Opmærksomhed, og bevare det i et godt Hjerte og bære Frugt deraf i vor Vandel! Vore Troesforvandte i andre Lande anbefale vi din naadige Forsorg, at de i Troens Samfund med os maae stadigen gaae frem mod det hellige Maal, did vi alle stunde! Ogsaa over dem, der endnu vandre i Mørket, forbarme du Dig, som Du forbarmede Dig over os! Naar atter et Aarhundrede er endt; o maatte da ogsaa deres Bøn med vor gladeligen hilse denne Jubelfest og udbryde: «denne er Dagen, som Herren gjorde, lader os glædes og frydes i ham». - Da, o Gud lever Ingen af os mere herneden; men naar vor jordiske Pillegrimsgang er endt, und os da at leve et bedre Liv hisset hos Dig i din salige Himmel, og der at holde en skjønnere, en evig Jubelfest, Dig og vor Frelser Jesus Christus til Ære!
Amen.
VIRKSOMME ORD