VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD

To afbrudte Halvringe

av Henrik Wergeland, ,
"Borgerfest til Forfædrenes Minde"

            FØR TALEN

      (Mel.: For Norge Kjæmpers Fødeland)

           Opstanden er den gamle Nor, 
            den stærke Frihedskjæmpe. 
           Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer, 
                 hans Ild har mægtet dæmpe. 
           Den gnistred stødt Ætens Blod; 
                 men ud i fulde Flammer slog, 
                 da paa Eidsevjathing opstod 
                 med Hast den gamle Kjæmpe. 
 
 
           Som en Volcan af Mulden Han 
                 i Æten er opstanden; 
           Haarfagers Krones gyldne Rand 
                 paany omstraaler Panden; 
           med Thorleifs Lag i Mannaring 
                 han sidder paa sit gamle Thing; 
                 St. Olafs Øx, den Seirens Ving, 
                 er ikke langt fra Handen. 
 
 
           Kong Barfods røde Vaabenkjol 
                 den gyldne Løve mødte 
           hans Øie strax. Hakoners Stol 
                 i Throndelagen glødte. 
           Det gamle Maal i Dalen klang, 
                 de gamle Klipper endnu hang, 
                 tre Alen end var Manden lang, 
                 af gothisk Let den Fødte.           

      Han kjendte sig saa grant igjen. 
                 End stod den gamle Hytte. 
           Ham tyktes i hver Ungersvend 
                 see Einar Thambarskytte. 
           Saa langt som før i Havet svam 
                 Ledandisnæs og Statland fram. 
                 Kun undred det med Sorrig ham 
                 hvi Island vilde flytte. 
 
 
           Stirr ei udover Havet saa! 
                 Paa Skum du Hu ei fæste! 
           Did af din Stormhat, mens den laae 
                 paa Høi, dens Fjedre blæste. 
           Sku vide Opland, høie Thrand, 
                 det seilomperlte Rogaland! 
                 og døv med Rødningsøxens Klang 
                 hvad Ondt de Vaager hvæste! 
 
 
           Herhjemme er jo alt som før 
                 du gik indunder Højen. 
           Dit Haab staar fremst i Tidens Dør; 
                 den gamle Sorg er fløjen. 
           I Fædrekraft det Fædrenord 
                 opstod som Guld uskadt af Jord; 
                 og paa dets Frisinds første Ord 
                 dets Frihed sprang af Bøjen. 
 
 
           Normanna-aand, hil i dit Hjem! 
                 Tag ind de gamle Sæder! 
           Gaa atter paa dit Althing frem, 
                 og i Kong Carls Geleder! 
           I Østens Skodd end Jetter boe. 
                 Da værne Gothen vak sin Ro! 
                 Normænd, den Asathor mod dem 
                 er Fædres Kraft i Eder!

                                      "Din Sejerære Oldtid er nu kun Ord. 
    Din Frihed lever endnu i høje Nord. 
    I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil 
    kan skue egne Dyder og egne Feil, 
    sin bedste Viisdom Saga, den Kloge, skar: 
    det Folk, som ejer Frihed, nok Ære har."

Normænd! Det nye, det unge, det gjenfødte Norges Sønner og Døttre! Det er ikke et Misnøie med disse Tider, en drømmende Forelskelse i de gamle, et Hang til i disses Storhed at søge Trøst over egne Dages Usselhed, til at hjælpe paa deres Armod ved at kare efter Guldklumper eller Staalstumper i fordums Herligheds Aske, der lader os fremkalde Fædrenes Storhed i vore Tanker. Vi feire meget mere derved vor egen Tid. Det er for at den kan speile sig i Fædrenes Skjolde, at vi ophænge dem! forat maale dens Kraft at vi byde den at prøve Oldets Rustninger. Vor Tids Borgersind, Tilfredsheden med gode Dage samler os, -- men ikke til et Altar opbygget for os selv, men til Forfædrenes Grave, at vi kunne være alvorlige i vor Glæde, afhøste gammel Tids Lærdomme mellem egne Dages Sødtale, flette Gravgræs ind mellem Blommerne forat mindes deres Forgjængelighed. 

Dertil, ikke til Forfængelighed, er det vi fremkalde Fædrenes Minni, og fremmane deres Dyder forat disse kunne mønstre vore. Var der ingen Lighed imellem dem -- forgjæves traadte da disse Masser sammen nær det gamle Eidsevjuathing, i Norges minderigeste Egn, paa den Val hvor Borgerkrigen udøste sit sidste Blod! forgjæves paakaldte vi de gamle Tiders Aand, naar disse intet Forvandtskab havde med vore Tiders. Vinden, som nu liig en venligt hviskende Erindring suser gjennem Græsset paa disse Fædrenes Høje, vilde forfærde os; denne høitidelige Taushed ligne den Blegnen, som overfarer den vanartede Søn naar Faderen træder ham for Øinene; for Bautaen, i hvis Ly vi saa gjerne hvile, vilde vi gaae afvejen som var den en graa Skygge, der truende reiste sig fra Højen. 
 

Men Held os, at det er anderledes. Disse Minder tiltale os. Ingen Skræk fæster sig til disse gamle Grave. Disse Skygger synes os nærmere befrændede end Mellemalderens forglemte, 
som levede under Fædrelandets Fald uden at see dets Gjenopreisning. Vort Norge og Fortidens Norge synes som to afbrudte Halvringe, der passe paa det nøieste isammen; Mellemalderen kun som den uægte Lodning, som vi bryde væk forat hele de ægte Led. Med Følelse af disse Dages Hæder, med Erkjendelse af andre Nationers, er det vi byde Gravene aabnes, deres Herlighed opstaae i de Levendes Minde. 
  

Ingen Tid skylder sig selv alene alt, eller er uden dyrebar Arv fra de svundne. Det der gjør den glimrende tilhører maaskee mest den selv, men Hovedtrækkene, Grundegenskaberne gjenkjende vi fra forgangen Tid. Denne har da Deel i hiint Glimrende ligesom Margen i Bladpragten og Blommerne. 
 

Dette gjenfødte Norge, dette, som synes at have ved ingen anden end Guds Bistand givet sig for nylig selv den Høihed og Hæder hvormed det pranger mellem Landene, at udbølge af 
egen Ungdomsfylde Hundredetusinder og Hundredetusinder over Dalene, og at have kjøbt sig sin Lykke selv for Lidelser og Opoffrelser -- selv Dette skal erkjende, at mange af Rødderne til disse Fortrin gaae indunder hint Old, om hvis Grave vi ere forsamlede, ja at det har større Deel deri end de mellemliggende med Ulykker og national Vanære mærkede Aldre. 
 

Det var ikke alene et Land, skikket til vidtstrakte, men i Mellemalderen ikke udførte Opodlinger, som vi fra Oldet have modtaget -- fast dettes veldyrkede, rigtbefolkede Bygder, hvoraf vi endog træffe Spoer i vild Udmark liig udslettede neppe synlige Tegninger, endnu staae os for Øine som et Land, Efterkommernes Flid først skal komme i Besiddelse af i dets fulde Udstrækning, hvor Hammers Klokker atter skal tone over den rige Stad, Kaupangur reise sig af Asken, og Sarpsborg, som om Fossen derunder havde reist sig, hvidne i Luften. Ikke alene dette uryggelige, disse i Jorden skrevne Forjettelser ere os overantvordede; men Sædkornene til vore herligste Friheder lagde Fædrene i Oldet; gjennem dettes Skygger, som de mørke eller glimrende Malmgange i det graae Fjeld, gaae Trækkene af den Charakteer, som fortjener og skal værne disse Friheder, Frisindet som fremkaldte dem, Mannavettet, som hegnede om deres Fremvæxt paany, den nationale Selvfølelse, som fryder sig deri -- se disse tilhørte hine Fædre under Stormhattene og med de tunge Stridsøxer i Hænderne; de vare Nordmændenes Ætklenoder, en Sjeleodel, som vel en Tid kunde sættes udaf Brug, men ingensinde fortabes. Derfor tyktes det Verden et Særsyn, mens det dog var Nordmændene naturligt, at de, saalænge afvante med politisk Frihed, baade fordrede denne udstrakt som Fædrenes og større end Tiden var vant til, og at de færdedes med saa sikker Kløgt paa Thingene, som om disse ingensinde havde været ophørte, som om de ufrie Aarhundreder kun vare en Drøm henilet over Thorleif Lagmands og Thambeskjælfvers Øienlaage, kun 
et roligt Fravær fra det ene Alherjarthing til det andet. 
 

Ak, Medborgere! denne Drøm var lang og tung; dog gik det stærke Aandedrag, og Pulsen slog fuld. Den var frygtelig: Oslos og Hammers Røgdriver vare gjøglende Skygger deri; mellem 
brudte Vaabenskjolde og Dynger af Menneskebeen laae Knut Alfsons og Herluf Hyttefads Hoveder henslængte: Bødler kivedes med Ørnene om de dryppende Steiler. Den var frygtelig; dog forvirrede den ikke Forstanden. Alle de indsatte Ædelstene faldt under den ud af Kronen; dog blev dens Ring endnu siddende om Issen. 

En saadan synkende Mellemtid, hvori et Folk synes at fornegte sig selv, dets Kraft at slumre, og med dets udmærkende Dyder Lykken at forsvinde, have flere Nationer end den norske 
havt; -- ingen dog mere end denne. Det er derfor vi med saamegen Glæde, med en naturlig Drivt formedelst det større Aandsforvantskab og Liighed i Forfatning, sætte os i Forbindelse 
med det ældste Norge. Dets Saga forstaae Vi; men ingenlunde tilfulde hvorledes Ætlinger af disse frisindede Helte kunde saalænge taale Fædrelandets Vanære. Vi springe over Mellemalderen. Vi hverken beundre eller elske disse Nordmænd. Det er kun i Tiden ikke i Aanden de staae os nærmere. Vi finde ikke hos dem vore Følelser for Rigets Hæder, vore Begreber derom, vor Frihed, vor Frihed- og Fædrelandskjærlighed. Vi tale ikke til det Norge, der forekommer os sovende, men til det Levende, hvis Bedrivter staae os for Øine i Sagaen og atter foregaae i vor Indbildningskraft - det der taler til os i et Sprog, som synes formet efter Landets og Folkets Natur, og som vi føle Fortræffeligheden af fremfor det vi fik af de nærmeste Fædre. Vi mene Oldtiden, naar vi nævne det gamle Norge. Vi ile strax did, ligesom Øiet seer tversover fra Fjeldtind til Tind uden at bøie Synstraalene efter Dalen imellem. 
  

Det er fælleds Dyder, Friheden og dens ejendommelige Dyder, som bevirke denne sympathiske Lighed. Det er Dyder overantvordede dette Norge fra det gamle Norge hele og med det gamle Præg uforvansket som jordgravet Guld, opspirende uformærkt som Sæd, der faldt af og blev liggende Vinteren over. Det er det oprindelige gothiske Frisind, der avlede den ordnede lovbundne Frihed, som gjorde det gamle Norge herligt i sit Indre og lige herligt om end ikke dets Krigshæder havde lagt straalende over Havene og Landene; og som udviklede, - idet den var grundet paa Forstand og sedlige Begreber, og nødvendiggjorde 
en vis Oplysning og alment Kjendskab til Lov og Forfatning, og aabnede Geniet, Veltalenheden og Retten fremfor Magten, Sejersbanen paa Thingene, -- Folkets aandelige Evner, selv før Christendommen, mere end man almindeligt troer om slige Tider, og paa 
samme Maade, efter samme Grund, som de udvikledes hos de to Sydens Folk (Græker og Romere) der meest have vundet al Efterslægts Beundring. 

Men nu har Nordmannafolket faaet samme drivende Kraft. Med Friheden, der opstod i de sidste Tider, ere dens Dyder gjenkaldte til Livet. Dette er nødvendigt som at Ild maae lyse og 
varme, som at Solen maae straale. Oplysningssands, Kappelyst imellem Aanderne, forhøiet Fædrelandskjærlighed, Borgersind, Ærbødighed for Loven, -- den høieste Myndighed, Nordmannaoverkonning, -- se disse ere lette at opdage som udstraalede af Friheden; men flere komme dog med den, om vi end ikke see Forbindelsen. Vi see dem som Rødmen paa Fjeldene skjøndt Solen end ei teer sig. De komme med den som Kjernblommerne, der droge sig til Bunden da Solen dalede, men som atter hæve sig svanskjære over Vandspeilet naar den brænder paany.  

Hermed være ikke sagt, at disse Dyder ganske vare vegne fra Ulykkestiden, som taalte, at Fremmede herskede i Landet. Tappre Mænd vare Rødkjolerne ved Norderhoug, i Høland og 
Halden; tappre Mænd Hvidkufterne i Kringen; og de graa Kaputter have jo ladet Blaamyrstallen bevæge sin Top i Sejersskrig. Og tappre Mænd have ialfald Evner til Frihed. Heller ikke manglede de hvad der gjør værdig dertil, nemlig det Retsind, den Fædrenelandskjærlighed og naturlige Forstandighed, som aldrig har manglet de gothiske Stammer.

Men Sands for gothisk Frihed, for det gamle Riges Betydenhed var bortvegen fra disse Digerdødens Efterladte. Kronen, Selvstændighedsmærket, var denne fordum saa stærke Samsons gyldne Haar. Med den veeg den sidste Kraft, og bunden maatte Helten male Meel for sine Fiender. Om end aldrig den politiske Frihed var gaaen forloren, de Træk tabtes, som danne den udmærkede Folkecharakteer -- en Kjendsgjerning er det dog, at denne sedlige Selvstændighed ikke før i de sedneste Tider, og egget af Ulykker, krævede og modnedes til at afføde den politiske Selvstændighed, og at den forhen ikke besad dennes Dyder. Ja, Folkecharakteren omsluttede Træk -- i sig selv agtværdige og udrundne af urgothisk Trofasthed - som meget mere forhalede Befrielsen. Det forøger da ikke vor Agtelse, at Kræfter udenfra maatte medvirke til at nærme denne, at Ulykkers Tyngde og Fienders Spot maatte egge den bundne Helt til at omstyrte Templet hvor han trællede og hvor Eenvælde-Afguden dyrkedes. Men det kunde maaskee ikke være anderledes.

I lang Tid lignede det norske Folk de forfærdede Efterladte i en Familie, hvor Døden har raset. De samle ikke Sindet i den første Skræk. Endelig drage de Een efter Een ud i Verden; og altsom de bygge sig selv Huse, udslettes det fælleds gamle af Tankerne. De samles kanskee atter der, men kun i Forbigaaende. Man taler vel om hvor godt der var tilforn; men man græder ikke mere, knuger ikke Dørposterne mere ved Adskillelsen. Hver iler atter til sit, did Vanen driver. Det kunde maaskee ikke være anderledes.

Vor Tids Uafhængighedsfølelse; der fortærer Tanken om fremmed Tryk ilsomt og aldeles som Flammen Glofnugget, har ikke let for at dømme. Det er vist, at Guds Vilje med Norrige er bleven fuldbyrdet. Og ihvordan det var, mens Staten var forsvunden, tvivlede dog ingen om at Nationen levede. Tiden aad end mere forgjæves paa Nationalcharakteermærkerne end paa Bautaens dybtfurede Runer og paa Fjeldenes Takker. De vare for mærkede til at de kunde udslettes af ensformige Aar -- det der dog er skeet med andre Nationer, som berøvedes Selvstændigheden. Skulde noget være forsvundet af dem, da maa det være den ildige Fyrighed, der laae i den gamle Nationalcharakteer som Funker i Staalet. Forgjæves udvandedes denne forøvrigt med fremmed Blod. -- Ligesom de mærkeligste Træk af Oldsproget vedligeholdtes mellem Bønderne, hvortil det egentlige Normannafolk da var indskrænket, saaledes vedligeholdtes og mellem dem alle de Træk af Oldnordmændenes Charakteer, som ikke tog Næring af den politiske Frihed. Men disse manglende laae slumrende i denne; med denne bør vi troe Oldets Fædres hele Sjelsbeskaffenhed gjenoplivnet. Tør og hænde hiin Livlighed vender tilbage som Farverne i de mulmklækkede Planter, der udsættes en Tidlang for Lyset. 

Frihedssindet udgjorde dog for stærk en Aare i Nordmandens Væsen, til med et at forsvinde med Friheden. Det laae endnu længe over mange Gemytter i det sjunkne Norge ligesom den 
glødende Rødme i Skyerne over den nedbrændte Stad. I Knut Alfsons og Hyttefads, i de mange Adelsmænds Blod som med disse gik under Christians Bøddeløx, glimrede endnu Gnister deraf. Den fortørnede Patriot reiste sig ogsaa under Olaf Engebrethsøns Bispekaabe. Mange norske Hjerter sloge varmt for Sturernes Sejerlykke i Sverig.

Jeg nævnte Adelsmændene, som Blodvidner for Selvstændigheden og Uafhængigheden - delte da ikke Bondestanden, hvis Blod som Sved altid maa være rede til at flyde, denne Ære? Mænd! til en Landadel, som Tid efter anden havde udviklet sig af Bondestandens Mægtigste, men og afsondret sig fra denne glemmende sin Oprindelse, var dennes politiske Magt og derved lidt efter lidt Sandsen for al Deeltagelse i Styrelsen og Dygtigheden dertil gaaen over allerede før Foreningen med Danmark. Derved var denne og dens Ulykker forberedte, Frihedssindet og Følelsen for Rigets Hæder udslukket i Folkets Kjerne selv. Digerdøden, at Geistlighed og Adel bemægtigede sig en altfor stor Deel af Landgodset, den derved bevirkede Armod, forøget ved Udlændingers Handelsaag, Udsugelser, Bortledningen til fremmed Rige af Statsindtægterne fuldendte en saadan Forandring hos Massen af Folket, at vi, med de gjæve Fædre i Tankerne, ikke skulde gjenkjende det, om ikke et ubetvingeligt arvet Hang til personlig Frihed samt Besiddelsen af enkelte borgerlige Særrettigheder fremdeles havde 
givet det et udmærkende Særkjende.

 
Ogsaa disse enkelte Frihedslevninger, som lod Nordmændene mindre opdage og føle det gamle Riges Aag, vare da Arv fra Forfædrene? De skyldte disse, at de dog hedte frie Mænd, 
mens Riget ikke længer var frit. Med Kronen turde fremmed Magt skalte; men Odelen i Bondens Haand turde den ikke røre. Embederne stode aabne for de fremmede Herrer; men mellem disse og Bondegodset var Odelsretten en uoverstigelig Vold. Inden den holdtes Æterne vedlige. De kolde Øxegge bag den kjølede fremmed Adels Lyst efter de vene Vidder om Mjøsen, om Randsfjorden, om Thyrifjorden og langs med de store Floder. Taarnene turde de bøje i Byerne, hvor lidet norsk Blod rørte sig; men vel vogtede de sig for at bøje den norske Bonde under den Livegenskabets personlige Trældom, som knugede Bonden hjemme hos dem selv, ja næsten over al Europa, mens den forlængst var forviist fra Norge. Tempelmalmen turde de udtage, men ikke Malmen af Bondens Haand. Efter gammel 
Sed var han bevæbnet, og æskede at agtes for og behandles som en fri Mand. 

Der levte da med hine Frihedens Levninger, som gjorde sig gjældende i det daglige Liv, og derfor indgroede med Slægterne, ogsaa Rester af Frihedssindet? Ja, de overraske os som de 
Sommerens Blomster der stundom træffes om Høsten og rødme frem af den tynde Sne. Ja; men Trangen til større, til meget Frihed, Almeenfølelsen for det hele Riges Velvære og Hæder 
var forsvunden -- deri vare Mellemalderens Nordmænd vanslægtede fra Oldets. Deri, at vi have den, at vi glødes sammen deraf til eet Folk af een Aand -- deri er det større Forvantskab 
imellem Oldet og Os.

 
Medborgere! deri -- i Almeenfølelsen for Norges Velvære og Hæder, i samme Frihed, i samme Sands derfor og Dygtighed dertil, er Forvantskabet mellem Oldets og dette unge Norge, Uligheden med det, der erkjendte et fremmed Herredømme. Det vilde være os umuligt. Dette er nok til at gjøre Skillet. De gudbrandsdalske og østerdalske Bauner, Haldens store Baune har lyst herligen over det sjunkne Norge; Anna Kolbjørnsdatters Halmflamme har blusset sig i Natten Stjernens Evighed til, Kruses Carabiner have blinket livligen i den mørke Skog. Da flammede vel en vis almeen Følelse af Nationalitet; men den var kun Nationalstolthedens, Krigshæderens, blussende kort som de Bauner der tændte den. I lange Fredsaar opløstes den. Om lidet taaltes af andre Riger, af det Medforbundne taaltes Alt. Egenkjerlig var hver Mand nøjd med, at han intet leed, og med at de personlige Friheder bestode. 

Men dette er ikke den Almeenfølelse, den Nationalaand, som er Særkjendet paa det unge Norges Liighed med Oldets, og som forjetter os Fædrenes Hæder -- disse, der erhvervede Nordmændene Ret til bestandig at agtes for en selvstændig Nation, i Feldten lærte Fremmede det, og ved Forfatningen, som tidligen ordnedes til et meget indskrænket Kongedom, Folket at føle sig selvstændigt lige livligen i Fred som Krig. Denne Nationalaand, vak om Friheden som Ørnen om sin Yngel, omhyggelig om Nationalæren som Den der bestandig pudser sit Klenod, taaler lige lidet af den medforbundne Stat som af hvilken anden. Den blusser vel, men slukkes ikke med Baunerne. Den tændes ikke med dem, men tænder dem. Freden inddysser ikke den, men den gjør Freden tryg. Den gløder ikke alene hos de mere Oplyste, hos Faae, hos dem den opblomstrende Stat nedryster sine Velgjerninger rigest over. Den findes hos Alle. Det maatte 
være et Ribunghjerte, som manglede den. Den gjennemtrænger Samfundet, forener dets Classer, meddeler alle Broder- og Medborgernavnet, betegner det gjenfødte Norge -- thi den og Friheden er det som er gjenfødt og alt med dem -- og er Forfatningens Livsaande, Thronens Værn og Frihedens Styrke.

Nærmere er ikke Trefargerne parrede med vort Flag, end den er med Nationalæren. Denne staaer særligen under Almeenaandens, Nationalitetsfølelsens, Nordmannafolkeaandens Beskyttelse. De leve og døe med hinanden. Ingen Nordmand tør fornægte den. Den udgjør den Liighed, der kan forenes med Friheden, og som vi tiljuble i vore Sange. Den elsker det gjenfødte Norges trefargede Flag og intet andet end dette. Det er Den, som lader alle Hjerter røres af en Samfølelse, naar Nationalsangene tone, naar der istemmes "For Norge, Kjæmpers Fødeland". Fandtes denne Aand ikke, skulde disse forstumme. Men naar Glæden bryder frem ved Stormandens Bord, naar den simplere Gjæst, iførstningen maaskee blændet ved det prunkende Antræk, fremmed Tone har indført, har overtydet sig om at han ikke sidder ved den Konges Bord hvor Alt var Guld -- da bryder ogsaa hiin Følelse frem i Nationalsange. "Boer jeg paa det høje Fjeld" lyder, og Statsraaden forflyttes af sin Indbildningskraft did eller paa "Stranden mellem de rullende Bølger". Tanken iklæder ham den nationale Dragt -- han længes efter Bondens Syssler og Ro -- han hører en hjemlig Bjerk suse og Lurene og Vækkerne i Lien eller seer sig under et jagende Seil.

Det er Nationalaanden, som farer tonende over disse søde Samstrænge. Det er den, ikke Fugtelfrygten, som farer klingende gjennem Geledet i den punctlige Vaabenøvelse -- denne som er bleven til en Kappeleeg, da Nationalaanden under sin store Skabelse, udstrakte Værnepligten, og forvandlede Hæren, før afsondret fra Folket, til en Nationalgarde. Det er den, som opbygger Kongeboligen, som ikke bliver træt deraf, da den skal være et Kjerlighedsminde for Nationens bedste som han er dens første Borger, og som reiste Mindestøtten for Krogh den fortjente. Det er Den, som veeklagede i det norske Folks Navn høit imellem Nationerne over Pohlen. Den fryder sig i Betlernes Bryst over at Kongsbergs 
Skatte opvæltes fra Dybet -- i Alles, som synes de faae nok deraf i Tanken, at det deri gaaer Norge den kjære Moder vel. Den bar villig Opoffrelsen, som fulgte med Statsforandringerne; 
og ikke alene de nødvendige -- ingen Æresskilling skulde paahvile Nationen --; ikke alene dem Tiden syntes at kræve -- sandelig denne Slægt jevnede Vejen for den Efterkommende og 
lagde Hynde til paa dens Sæde. Denne Aand krævede og skabte Banken -- den Norges Stav -- midtunder Manglerne. Den gav Folket den Trættes Kraft, der springer op af sin Hvile for endnu at fuldbyrde noget, og hvem Solen da tilsmiler venligst. Den svor hiin uforglemmelige Bededag, at offre Liv og Blod for Norges Selvstændighed. 

Den jublede da Carl besteg Hakonernes Throne. Den jubler ved hvert Storthing da Folket bestiger sin. Den gjør Thingmændene, i Riddersdragt eller Kufte, til broderlige Venner, ihvor 
forskjellige dog enige i Grundlovens Urørlighed. Den bringer dem, Mændene fra Nordcap og Lindesnæs, Throndelagen og Agdur, til at mødes med raske fortrolige Haandslag -- førstegang dog som efter gammelt Bekjendtskab -- og til at skilles med Vemodets langsomme, kun medgivende hinanden de samme Ønsker for det fælleds Fædreland. Den fryder Nordmanden, naar han seer Opodlingen lysne frem i Dalene -- den gjør ham glad som om disse nye Vidder ere hans egne: disse lysnende Vange, disse nye gulnende Agre ere jo det fagreste Solskin over Norge, hver vunden Plet et nyt Blad i Norriges Krands. Den gjør Agerdyrkningen ikke til et egennyttigt men til et politisk Virke. Tanken om Fædrelandets Nytte gaaer foran den plogstyrende Landmand. Tanken om at Norge skal brødføde sig selv opløfter Haanden, der udslænger Sæden. Spilder Uheld hans Flid, da trøster Nationalaanden ham med den aandige Herlighed Norge besidder fremfor sædsikkrere Lande, og som synes at trives vel her under den kolde Pol.

Utallige ere dens Frugter -- Nationalaandens, denne Frihedsstammens Marg, dette alle norske Sjeles Fælleds og Samklingende, saaat de ere til hverandre og til den som Blade paa samme Træ. Den rignede Høiskolen, den fremkaldte tillive Selskabet for Norges Vel. Utallige ere dens Frugter; men en af de fagreste Blommer, den udskjød, var den nationale Frihedsfest, der aabner sig aarlig i Majen, uddufter Glæde og udkaster Sæd. Nationalaanden skabte den. Den var Tegn til Nationalaandens Modenhed. Nationalaanden feirer den, og feires derved. Den, ikke Pragten, gjør Høitideligheden derved. Den, ikke Bægerne, gjør Glæden. Den, ikke Nysgjerrigheden, samlede os; thi Fædrenes Minde var den kjært. 

Saadan er den Almeenaand, som betegner og maa betegne det gjenfødte norske Folk. Det var kun løse Træk af den jeg skildrede; men forgjæves som at vise en Ørn i en Haandfuld Fjer -- ; den kjendes som Christsindet af sine Gjerninger, dens Virkninger ere utallige som Solens, og selv skjuler den sig i vore Hjerters Inderste, klar der for os Selv, men uudtalelig som det Helligste. 

Men saadan opsteg den af Fædrenes Grave. Den forbinder Os og kommende Aldres Vugger med dem. Det er den samme Aand, som gjorde det gamle Norge stort, der nu skal gjøre det 
lykkeligt, og som alt erhverver det en indre Storhed, større end de affaldne Statholderskaber i Øst og Vest. Ikke Krigens; men den Kraft som er viis, og ikke lægger Mandemodet og Krigsdygtigheden bort i Freden, ikke glemmer Bjarkemaalet med gode Dages Honningdugg i Munden: Den der i Hakon Adelstein skiftede Norge 19 Fredsaar til, mens dog Qværnbideren blinkede vedsiden; -- som blottede Gyldenhjelmen, da der raabtes om Nordmannakonningen i Slagstormen, slog paa Rastarkalf og Stord, men vandt dog Jæmtland og Helsingialand ved Kjærlighed * Den der traadte frem mellem de fnysende Brødre, de fylkede Hære med Gutorm Sindris Harpe. -- Den der vel med Jarl Erik i den 4de Kamp besteg Ormenlange, men i 16 Aar fredede Norge, Borger- og Samvittighedsfriheden. -- Den, der førte Nordmannasværdene i Hafursfjord, i Hjørungavaag og ved Svollder; men som ogsaa gav Olaf Kyrres Kronguld Glandsen, der fremlokkede Velstand af Klippebunden, Civilisationen under Landødebanneret og Stæderne langs de vilde Strande * Ikke Krigens Aand alene, men ogsaa den Fredens, som udrakte Hakons Sejerherreaand til Partierne; som altid stod malt i Sverrers Skjold; og som, mens Kronørnene klotoges inde i Landet, ofte dalede paa Hvitingsø, og var der som en trætfløien Due at finde * 

Ikke Lovløshedens Aand -- thi den var fredløs i det gamle Norge bar den end Kronen, og raadede mindre der end i andre Lande af finere Seder * Finere Seder? I Agt for Lovene 
bestaaer jo Sedlighed, og den var i det norske Folks Fysiognomi mærkede Træk, mens sydligere Folks Sedlighed kun var en flaggrende Rødme. Frankens prægtige Røverriddere vare ikke saa sedlige som disse Nordboer i Skind og Kufte, der satte Eidsevjualag som en Fakkelkrands i det mørke Old, og stode lyttende om Lagmanden og Dommerne, thi det var Loven, den sande Folkekonge, som talte paathinge. Denne Aand da, som mælte paa Eidsevjuathing gjennem Thorleif Vise og Halfdan Svarte, hiin Høitelskede fordi Loven var hans den Kronedes Konge -- gjennem Kong Adelstein, hiin isandhed Ædle, og Thorleif Lagmand paa Gule- og Frostethinge; -- som bød Drot at stevnes tilthinge, Tvekamp og Selvhevn at ophøre, hegnede Eiendom ved Odel og skarpe Straffe, og gjorde til Mundheld "ved Lov Land bygges". 

Den den fredsæle Drivtigheds, som gjorde lyst med Øxen i de mørke Jetteskoge -- og Landet alt før Halfdan Svartes Tider vidtopodlet og godt at være i, -- som styrede Plogen paa Drotbonden Sigurd Sirs Landeiendomme -- og som hviftede Bjørn Farmands Seil udover alle Bølger.  

Den Mandigheds, som udkastede Planen til Smaakongernes Undertvingelse i den 10aarige Haralds Sjel, og hærdede den deri som Jernet i Formen -- som lod den 14aarige Erik kue de stolte Klerker -- og som bød Sønnerne tidlig at sørge for sig selv. 

Den mandige Frimodigheds, som røstede fra Asbjørn af Medalhuus og fra Sighvat Skjald, da han fremtreen for den harmtændte Konge, tvang Magten at bøie sig for Sandheden, tæmjede 
med Harpens Toner Dødsbeslutningerne som udviklede sig liig ilsomme brændende Dampe af det glødende Kongehjerte. -- Den der gjorde Sandheden mindre farlig og derved mindre fremmed mellem Mand og Mand, Folk og Drot.

Retfærdighedens, der altid ærede Fiendes Dyder, der -- om den ei kom til Ordlyd paa Valen mellem de bragende Skjolde -- søgte tilthinge for at tale, dømme og dømmes, og som ikke for 
den fnysende Konges Skyld fordømte den Uskyldige. Retfærdighedens og Høimodets, der lod Erik Jarl beundre og benaade sine tappre Fiender paa Dødsblokken -- som igjennem den døende Hakons Mund tilsagde Banemanden Riget, og lod den krænkede Sigurd Hranesøn falde Fornærmeren tilfode.   

Nationalæresfølelsens -- ikke Forfængelighedens, der udfoldede Jordsalafarerens spraglede Silkeseil -- men den alvorlige, som oprørtes ved danske Svends fornærmende Anordninger, og forstødte ham; -- ikke den hævntændte, som 100 Aar efter brændte Engellands Byer til Soning for Haarderaade, men den retfærdige, som vogtede Landet og dets Besiddelser, som forhøiede Kræfterne i Svollderslaget, og raabte "Striden bliver skarp, thi der er Nordmænd mod Nordmænd"; som gav Olaf den Hellige Riget fremfor de Fremmedes Lehntagere, og afskyede selv Skinnet af Afhængighed. 

Trofasthedens Aand, hvorfor Norden var berømt, saa Myklegardskeiseren kun troede sig sikker bag dens Mænds Sværde * den, der hyllede den unge Hakon ind i Bjerkebeinernes Kapper, da de reddede den dyre Prinds den uveisomme Østerdal igjennem, igjennem alt Midvinterens Yrveir -- den som udstraalede over Norge i Ung-Reidars Hjerteblod, da han fangede Spydet for sin Konge og segnede med ham -- og hvis Ære hvilede i Urold, men strakte sine Tinder op i Thronpillarerne Thjostolf Alesons og Gregorius Dagsøns Skuldre. 

Mandemodets, der rejste sig ved Davrebordet paa Stord, og i Ølvar Bonde sprang ensomt frem mod de mylrende Vender i den brændende Stad. Den Standhaftighedens, som seirede i 
Bjerkebeinerne. Fyrighedens, der ikke lod Modet fryse, om de for den gode Sag vandrede Vinteren igjennem og Norge paa langs og tvers i den dybe Sne paa Næversaalene -- der styrtede frem i Berserkerne -- og som var Blodet i Fædrene-Tapperheden ligesom Æresfølelsen var Hjertet * Frisindets og den ædle Stoltheds Aand, som tyede udover Bølgerne og besatte Island og Øerne, da den holdt Friheden for tabt -- som lagde djærve Ord i Folketale, og gav Sandheden Mæle som den var til.   

Medborgere! af flere end disse ædle Kræfter bestod den Aand, som rørte sig i det gamle Norge. De vare barske disse Fædre, siges der. Ve os, om denne Barskhed, naar Hornet gjalder, ei kommer tilbage som et Echo. Mange af de herligste Bedrivter udførtes af onde Mænd, siges der. Hvilke Bedrivter? Krigens? I Blod kan Bjørnen staae til Bringen. Det blotte Nederlag er 
ikke den herligste Bedrivt. Retfærdighed ved Sagen, der strides for, er det alene som i Kamp ophøier Mennesket over det rivende Dyr. Det er Dyderne, som under Kamp aabenbare sig 
ligesom de fagre Fugle der efter det gamle Sagn sværme om i Folgefondens Snehvirvler, der kunne gjøre den herlig. Og det er ikke den sande Prøvesteen, at vi beundre og forfærdes, men 
at vi ogsaa maae elske. Forfærdende beundre vi Hakon Jarl i den blodige Stavn under det 3 Dages Slag, blussende af Harme, bleg af religiøs Rædsel i Haglstormilingen, hvormed han troede himmelske Kræfter kom ham tilhjælp, efter det frygtelige Offer; men Erik Jarl der kjæmpede roligen de 3 Rædselsdage ud, rolig mens Seiren drejede sig om Fløjen paa hans Skib under Ilingerne, og som ærede sine tappre Fiender og gav dem Naade -- hans Bedrift er den herligste -- han er den rette Hjørungavaags Helt, thi ham maa vi ogsaa elske som vi beundre. 

Lidenskaberne vare stærke i de gamle Fædre. Der kom ikke alene velgjørende Varme af disse Flammer, men stundom og Røg, der skumlede mangt et Helteskjold til. Men Dyderne jeg nævnte -- visselig, Sagaen taler -- de havde Borgerret og Indfødsret i det gamle Norge: mange huuslige Dyder -- ikke alene Gjæstfrihedens, der boede under hvert Tag -- Menneskekjerlighedens, der lettede Trællestandens Kaar og frigav den før i andre Lande -- Sands for Saga og Skjaldskab indflettede sig forskjønnende deri; og som Guldringen Perlerne, omgaves og fastholdtes de alle af en Nationalaand til et Nationalsmykke, som vi have Vidnesbyrd om at Verden ansaae med Beundring, og som tindrer over Gravene. 

Vi kjende dem alle; thi end er ikke Sagaen glemt omkring Eidsevjuathing. Og det mindsker ikke Følelsen af Forfædrenes Hæder, at Kraftens Overmaal udtømte sig altjevnt i Kamp; at 
Ærgjerrigheden greb efter Nordens herligste Krone, at Borgerkrigen jog ogsaa over disse Sletter, hvor den stupede og slukkede en af sine sidste og fæleste Fakler i Vorma at vi mindes, at vi staae netop paa de sidste Ribungers Grave. Den barske Tid er nedbrændt; -- de ædle Metaller ligge tilbage. Lad ingen fræk Aande blæse i Asken! ingen overmodig Haand søge at rokke selv disse forbrændte Søiler af Hedningetemplet. Som saadanne staae selv Oldets ældste Helte igjen. Men disse Menneskeaander var en Ildprøve beredt. Nordens forhistoriske Mulm, hvori Upsalaodins og Asathors Offerflammer og Offernes sprøitende Blod vare som Maane og kringspredte Stjerner, laae paa deres Øienlaage -- dog skulde de opløfte dem til at see Sandheden, og reise Minder om Dyder, som en anden Tid kunde opdage naar det klarnede. Og de gjorde det. Selv Asathor var en Civilisationens, Uddannelsens Kjæmpe; og han førte Kampen som Jefta for samme Sag mod Cananiterne. Frithjof hin Frækne, Sigmund 
Brestesøn foragtede en Statsreligion som ikke kunde undvære Overtro, og Haarfagers aldertunge Øje saae den eneste Gud, og offrede ham en Søn med større Ære for sin Sjel end den Abraham vandt ved at fristes til at lede sin Eneste til Alteret. I Huset over Seidmændene antændte han en lysere Tids Sol -- den Tids vi her feire. Olafernes christne Baal vare ikke saa 
skjønne. Vi beundre Hedningen med det brændende Had til Overtroen: liig Moses, da Tavlerne faldt ham af Hænderne, over Israel, forfærdedes han over sin Søn, og offrede ham til Sandheden og Loven. Med det Baal udsviedes medet den værste Overtro, den som husede hos Ondskaben og koglede for den feige Lumskhed.

End en Tid vejede Lidenskaberne hinanden paa Sværdet. Fiendskabet mærkede sin Thingring i Sandet afsides fra Folkets rolige. Christendommens Aand foer da hen over Heden tildækkende de blodige Spor. Dens Olie stillede Blodbølgerne i mangt et kraftigt Bryst, som elskede Fædrenes Sed. Kun Ærgjerrighedens gik for høje -- de maatte kjæmpe sig til Mathedens Ro. De livlige Nordmænd toge Parti, viede sig en Sag, og kjæmpede for Overbeviisning. Dette var Borgerkrigene. Eftertiden har opdaget fast Kjerne i deres Kraft, men ogsaa Ærgjerrighedens Orme, som søge den bedste Frugt.   

Vi elske ikke deres prægtige Flammer; men vi opdage dog midt derinde Dyder i Ildprøven, den herlige Sverrer styrende dem liig en Guddom Elementerne, den frosindede Magnus Erlingsøns vakre Gestalt, Dagfind Bonde fast i sit bristende Castell -- vi høre de trofaste Bjerkebeiners Kampraab for Kongen af Sværdsiden, og Hakon Sverrersøn med arvet Sejer i Hænderne at tale Fredsord; vi see Hakon Hakonsøn dæmpende med Forsoningshaanden de sidste Flammer, saa ingen andre lyste end Nordmannakonningens Skarlag. 

O, Nordmænd -- hvad Under om vi elske Sagaen? om vi samles for at feire Fædrenes Minde? Sandelig intet Folks Historie fremstiller en saadan Kongerække af ædle Mænd; og vi slutte med Sikkerhed derfra til Folket, om end Sagaen ei nævnede de Mange fra Jarlen og den fribaarne Bonde til Trællen som frelste sig ved Bedrivt. Elske vi Sagaen, jeg mener særligen som den taler i Snorre Sturlessøns udødelige Skrivt, der alene er det herligste Minde over hint Old, ja herligere end Nidarosdomkirkens Kuppler -- da gjøre vi den til et Huusklenodium! Den er Nordmannafolkets Adelsbrev imellem Nationerne. Vist som Bibelen findes den i Husene! Disse To være Højsædernes Gudebilleder som Odins og Thors fordum. Og sandelig Sagaen er det; thi det Guddommelige i Mennesket har deri speilet sig klart og uforgjængeligen. Elske vi Sagaen, da er det et godt Tegn paa at Nordmændene ikke blues ved Fædrene, men tør see de gamle Helte i Øinene. Denne Udødelighed i et ærefrygtfuldt Minde skal hue dem, og de skulle selv berede sig en Saga. 

O! Tanken fører mig fremad et Aarhundrede. Kun det -- har alt dette Norge vundet sig en Saga? Ha, hvor Skogene staae som Øer mellem alt det grønne Land. Som Kindernes stigende 
Frydrødme har Opodlingen udvidet sig opad Aaserne. Som høithvalte glade Øienbryn har deres Skoge opbuet sig. Folkemængden er en halv Gang større end i Hakon Hakonssøns Tid. 
Klokkerne tone i det gjenrejste Hammer. Flodskibsfarten gaaer. Ogsaa ved Eidsevjua en Stad. Ingen fremmede Kornskuder stevne op gjennem Folden. Men om Agdenæs styre Islændere ind. "Ha, Kjartan, velkommen til Nidaros!" "Jeg kjender Indløbet." "Nu staaer det vel til i Island, det udsvømmede Norge." "Friheden udkaster sine Flammer høiere end Hekla." "Begynde Skjaldene ikke at synge efter Althingets Aabning?" "Som Fuglene med Vaaren!" Farvel Broder Islænder! Vinden tager ham -- den samme som fylder Bergens Vaag med alle Europas Flag. Og det gamle Oslos Datter Christiania ligner ikke mere den opblomstrende Spædjomfru mellem Europas Hovedstæder. I fuld Blomstring har den allerede omarmet Kongeboligen, kastet sit Slør af Haver højere opad Dalen; og ladet som Perlesnore skinnende Boliger indringe Vikerne. 

Inden da har Norge bestaaet en Kamp frygtelig som Fædrenes med Jothunerne. Fostbrødrene have blandet Blod sammen. Men Kampen var kun Kraften der pressede Buerne tilsammen, 
over hvilke end herligere Aldre gaae. Det vi ahne idet vi kaste Øinene til Fjeldene om Baunerne endnu staae der, er skeet. Bruddet er brustet ud efter den Revne vi saae i Jorden; men nye grønne Dale bølge hen derover. Da -- ogsaa denne stolte Tid maa hædre det gamle Norge. En næsten rodløs svævende Klattreplante skulde denne høje Udvikling være om dettes Aand ikke fandtes derunder. Den er Kometernes Kjerne -- sednere Tiders den prægtige Hale den udfolder igjennem Rummene. Da -- jeg seer et kneisende Minde i vor Bygd ved det Sted hvor Fædrenes Aand rejste sig, hvor Frelsen fødtes. Vor Tids Minde feires af dette fuldt forherligede Norge. Det afryster sine Blomster paa vore Grave. Det kalder den et skjønt Mellemled mellem sig og Oldet. Det ærer Gravkorsene, der nævne hine Rigsforsamlingens Mænd, som Bautaer, Huset hvori de samledes som et Frihedens Betlehem. Det tykkes, at der ikke er langt imellem Hakon Hakonssøn og Carl -- ikke længer end imellem to Tinder af samme Alprække, og end rimeligt er forat to hinanden lige kunde i Afvexlingernes og Ulighedens Verden vise sig paa Thronen; -- snart som Ganger Rolfs Æt blev Franker er Carls 
bleven Gother; og den agter sit Stamhuus at være Frihedens -- det vor Lund beskygger -- det, Norge altid vil regne sin Herlighed ifra. 

O Medborgere saaledes! Lader os ile denne Tid imøde, men erkjende, at vi begynde vor Fart fra Fædrenes Grave! Lader os ile den imøde: Frisindet udfolde sine Vinger! Tænder den 
Fædrene-Fyrighed! Oplysningen udspænde sine ilende Straaler! Trægsindet ligge tilbage med de klodsede Ankler afhuggede! Redeligheden vandre saa dens Trin høres i Verden! National- 
aanden opløfte os, men ogsaa over Spliden og Hadet! Alle disse Seil paa Ærens Snekke, som bar Fædrenes og skal bære vort Norge mod lyksalige Tider udfolde sig! Fædrenes Minde er 
dens Ballast, at den gaaer sikkert! Som Skum efter sig efterlade den Forfængeligheden, Fordommene, Veksindet, Usedlig-heden og Umaadeligheden, der har suget saamegen Kraft, fordrejet saamange af de vakkre gothiske Ansigtstræk til modbydelige Masker, og som maa rødme for de gamle Fædre med Mjødhornene!

Saaledes, det unge Norges Borgere! lader os ile Fremtiden imøde! Den være os nær gjennem Daad, som Forgangenheden gjennem Sagaen. Den er det Vest, mod hvis gyldne Skyer vor Dag daler for at føde en ny; Oldet det Øst, hvori vor Sol stod op. Forgangenheden og Fremtiden ere vore Dages Seierbues Pillarer. Rivende Strømme gaae derunder -- Ragnarokerske Kræfter drøne i Dybet; dog vandrer det unge Norge freidigt som Heimdall derover, og dets vaagende Gjallarhorn høres af Verden.

Saaledes Medborgere! Vor Kraft tilhører Tiden, vort Haab er en Blomst der allerede dufter frem af Fremtiden, en glimrende Tinde der allerede rager frem af dens Storhed. Men Oldets Storhed staaer heel for os med alle sine kronstraalende Tinder -- skulde da ikke Mindet gaa ind i sin Festhal? Normanna-Aanden bestige den Borg hvorfra den herskede, og atter besøge det Huus hvor den fødtes og voxede?

     EFTER TALEN

 
           Nordmanna-Aanden ei opstod, 
           igjen at gaae tilhvile. 
           End syder vilde Jothuns Blod, 
           og Bjarmen hvæsser Pile. 
           Da tør han ikke sidde qvar; 
           og anden Ro ei Aanden har 
           end seilende Ørns, som Skyen skar 
           paa spændte Vingers Hvile. 
 
 
           Svæv stil saa over Kongens Børn! 
           bedæk det dyre Rede! 
           I Skyen mød den kløvte Ørn, 
           og Jothunbjørn paa Hede! 
           Da regner Blod af Luften ned, 
           da rødmer Sne, Iis damper heed; 
           thi det var Nordens Kraft som stred, 
           for Drot og Land at frede. 
 
 
           Men selv mens Bannret hænger paa 
           sit Spyd, som Blomst der slumrer, 
           mens endnu ei i Torneaa, 
           den Skjebnebrønd, det skumrer --  
           endnu, ja før Carlidens Sværd 
           fremst flyger i den Sejersfærd 
           som Blivets Lyn foran vor Verd 
           igjennem Taager lumre --  
 
 
           Mens Fredens Manna sidder paa 
           Carls Spiir, og Oscars Klinge 
           end hænger stille som den blaa 
           forelskte Dues Vinge --  
           Nordmanna-Aand endda til Strid 
           mod Jothunsind og Jothunid! 
           End Jetter tør fra gammel Tid 
           herhjemme Huus sig tvinge. 
 
 
           Af Jothunmulm Uvidenhed 
           er født -- ei blot paa Fjeldet, 
           men midtpaa Vangen lys og bred 
           den Jette djærv har tjeldet. 
           Det træge Sind er Jetteblod, 
           der gaaer som Dynd fra Hjerterod. 
           Det bruser Gothernes imod 
           saa raskt som Fossevældet. 
 
 
           Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod, 
           Nordmanna-Aand mod Jetter! 
           Da du forsvandt, den fule Rod 
           sig videnom udbredte. 
           En Jette gram er Borgertvist. 
           Tør hænde findes her og hist 
           jothunske Trælsind -- ha, forvist 
           mod dig de Vaaben smedte.           

      Med Østens Jothunæt i Pagt 
            Som gamle Frænder gangne 
           midtpaa hiin Kampens Dag med Magt 
           de bryde ud som Fangne. 
           Derfor, Nordmanna-Aand, du før 
           Forræderne tilintetgjør! 
           Med hine østenfor din Dør 
           i Pagt de ere gangne.

Kjelde: "Henrik Wergeland: Samlede Skrifter, del IV, bd. 2", s. 95 - 115.
Utskrift frå VIRKSOMME ORD
Institutt for informasjons- og medievitskap, Universitetet i Bergen