VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD

Tale i det norske Studentersamfund

av Henrik Wergeland, ,

Velsignte blandt Dage,

paa blomstrende Skyer 
til Norge tilbage

fra Himlen du flyer. 
Der stille du svævte

blandt Engle iløn 
til Skyerne bævte 
og brast af vor Bøn.

Den Dag er kommen, Brødre! som er os den kjæreste fordi den er Fædrelandets skjønneste. Ærens Dag er oprunden; thi paa den indtraadte Fædrelandet i Rækken af frie Nationer, paa den vandt det sin Frihed, uden hvilken ingen Ære er og al Folkelykke kun er et Bedrag. Sejerens Dag overstraaler os; thi paa den betvang Fædrelandet en i Aarhundreder næsten til 
Bestemmelse indhærdet Vanskjebne. Velsignelsens Dag omgiver os; thi fra den skulle vi regne disse Fremskridt, der ere øjensynlige og stigende; paa den fødtes Nationens Kraft til at udvikle alle disse Kimer til forhøjet Velvære som ligge i Friheden, og med denne gjorde Nationen sig fortjent til stedse rigere at velsignes.

    Brødre! den Dag er, da Fædrelandet tiltaler os, da vi skulle tiltale hverandre i Fædrelandets Navn og forkynde Frihedens Forjettelser.

    Thi sandelig som en ung Moder har Friheden reist sig og vandrer imellem sine Børn. Velsignelseskilderne ere ikke standsede i denne Barm, som nærede os. Ømheden ikke udslukt i dette Hjerte, som elskede os. Disse Arme, der bar os, ere endnu favnende. Det drømmende Kjærlighedsblik gjennemtindrer kommende Tider, og seer ufødte Slægter imøde - dem hun skal tage til Barmen, elske og velsigne som Os.

    Det er falskt, om vi sige, at Friheden udbredte sin Glands pludseligt og uventet som Meteoret, der gjennembuer den mørke Nat med sin Flammekugle - eller at den nedfaldt uventet som Tordenstenene. Visselig, den er Himlens Gave og den bedste (thi alle Goder ligge i den); men den nedfalder ikke over de Sovende; og er sat som Priis-Klenodiet paa en Bane, hvor Menneskene maa anstrenge sig og kappes. Kun for Sved er det at Himlene sælge Jorden sine Goder.

    Derfor er Fædrelandet os dyrebart, fordi det har kjøbt os Ære og Lykke for Anstrengelser - fordi det midt i sin Armod og Magtesløshed erkjendte, at Frihed ei kjøbes for dyrt. Hvo der lever af Slægten, som erkjendte dette, vil vidne. - Hvo der døde før Frihedspalmen nedrystede sine Frugter - og Gravene langs Grændsen i de mørke Skoge, hvori Disse hen muldne, der faldt forat værne hint "Norges bankende Hjerte", hine kløgtige Besværgere, der endelig paa denne Dag saae Friheden aabenbare sig efter Paakaldelsen - alle Disse ville vidne dette og at Intet er mindre egenkjærligt end Frisindet.

    Dette Eiendommelige er Frihedens Guddomsglorie - dette, at enhver Slægt, der har Frihed, arbeider mere for de kommende end for sig selv. Den veed, at den skal vorde velsignet, om den kun overantvorder Efterslægten Friheden ukrænket. Og enhver Slægt kræver derfor Friheden som en naturlig Arv. Overantvordes den ikke, da er der ingen Hellighed om Fædrenes Grave, ingen Glands ved Navnene, ingen Historiens Hæder, ingen Mindernes Ærefrygt. Det forekommer Slægten, der opdager dette med Blusel, somom det paaligger den at begynde en ny Historie, at omskabe sig til en ny Nation, at udsone Fædrenes Synder ved at ofre sig for Efterkommerne.

    Uden dette Martyrsind, uden denne reen guddommelige Destination, skulde Friheden ikke existere i Virkeligheden - ikke være saa hellig - uden Flugt - uden Liv - stillestaaende, forblivende i de Former, som et Tilfælde, mere end en bestemt og klar Folkevilje, havde givet den.

    Det var for Efterslægten, for Os, at vore Fædre samledes forat oprække de faae Hænder mod Europa, æskende Frihed af en Himmel, de vidste krævede mere derfor end Bønner, og 
Retfærdighed af en Jord, som kun lader sig den aftvinge. Det var for Os, at disse Mænd, hvis Alder vilde Roe, hvis Adspredthed i de afgrændsede Bygder og fjernt adskilte Stæder, at hver 
holdt sig for sig selv, og hvis Uvanthed til at gribe ind i politiske Bevægelser synes at opfordre til at lade den tilsyneladende Overmagt raade med Skjebnevælde - det var for Os, at De lode alt dette intet betyde - at de ringeagtede den Røst, som kunde raade til at blive siddende for at redde hvad reddes kunde af eget Velvære, forat bøde paa de Formuesbrist, som de sidste Aar havde tilføjet Alle - det var for Os, at de indlode sig i dette Vogespil, hvori Alt var sat mod Alt, men hvori dog selve Tabet vilde være Ære.

    Landets Natur var som forvandlet under denne mægtige Aand. Den hindrede ikke mere end Fjeldrækkerne hindre Ørnene fra at sænke sig i hvilkensomhelst af de dybe Dale. De slappe, afskaarne Forbindelser spændtes. Landet var som den strengfulde stemte Harpe, hvorigjennem det mindste Anslag toner.

    Dette gjorde Fædrene for Os - dette og mere; thi de vidste, at den nye Frihed skulde æske flere Offre end der behøvedes forat vinde den. Og de have ikke ophørt med disse Offre. Fædrene have vundet Friheden togange. Først med Blodet og siden med Formuen. Først med Modet og siden med Ædelmodet. De indtoge Tinden og befæstede den. De vunde Klenodiet og udjevnede Banen dertil for Os - den Bane, de selv maatte gjennembryde med Sved og mærke med Blod.

    Dog har Friheden betalt dem. Det var som om den i Norge fandt sin forudberedte Jordbund. Den har forlængst betalt dem. - Mange faldt med Sejerskriget i Ørerne - paa det 
ere de opstegne forat see Fædrelandet lykkeligt. Ingen er siden død uden at have seet Fædrelandets unge Glands voxende, voxende ilsomt som Dagbrynet over Aasen - med det bristende Øje paa Frihedspagten have de takket den Almægtige fordi han lønnede Opoffrelserne med Velsignelse. De Fleste leve endnu, og leve forat velsigne det Øjeblik, da de besluttede sig til at voge, at offre, at lide, at bløde for det Norge, de ei ventede selv at opleve nogen Lykke i.

    Dette er det Sind, som tør paakalde Friheden. Denne Fjernhed fra al Egoisme er dets Væsen, og det som gjør Friheden himmelsk og omgiven med religiøs Majestæt.

    Men dette Sind tilhører ikke Farens Stund og Blodvidnerne alene. Det har ikke sin Rod i nogen Spænding over det sunde Hjertes almindelige. Vi have ikke modtaget i den dyrekjøbte Arv en død Skat, eller Noget, der ikke kan eller bør modtage nogen højere Udvikling. Saaledes er det ikke at vi sværge til Forfatningen.

    Vi, Brødre, ere Mellemleddene mellem hine Frihedens Skabere og Ætterne, der skulle nyde dens modne Frugter. Ligesom Fædrene for Os, maae vi arbeide for Ætten - glade hvad enten det skal tillades os som Oldinger at udhvile os mellem en taknemlig Efterslægt, der nyder Frugterne af vort Virke, eller om vi først i en endnu friere Tilstand skal forhøje vor 
himmelske Lyksalighed med Glandsen af vort jordiske Fædrelands.

    At tabe sig Selv i sit Formaal - det er Begeistringen. Her er Formaalet rykket ud over vor Tid. Den Frihed, hvortil en ubetvingelig Attraae driver os - den vi med drømmende Vellyst udbilde os - er en anden, end den, der er disse Dages Hæder. Men med klar Sands see vi, at en Alder er forjettet den, hvori den vil kunne udfolde sig i al sin store Sandhed og yndige Fantastiskhed. Derfor slukke vi ikke dette Blussende; thi det udgløder det Egoistiske af vort Væsen. Derfor pleje vi disse Frihedsidealer; tillade ikke kummerlige Erfaringer at overhølje disse Smiil fra et bedre Væsen med sine Taarer, at skysløre disse Glimt af en højere, i Ideen og Tilkommelsen ikke mindre sand Verden.

 
"Bygger Ynglingen i Hjerne

Slot for Frihedens Idee, 
Mand, da skal du Borgen værne 
Som en Drage Fepalæ!

Gamle Hvide, 
Du skal stride, 
gjøre Graven til Tropæ. 
 
Trylleborgens Herskerinde 
er jo, Aand, din Aandebrud. 
Kjæmp, at hun sit Hjem kan finde

trygt paa Jorden som hos Gud! 
Englefulde

Himle rulle 
der for hendes Fødder ud.

Se de Himle skal du dele,

om du hende Jorden bød!

Himlens Datter vil jo dvæle 
som din Viv i Hyttens Skjød.

Kamp hun vejer, 
op med Sejer,

og med Salighed din Død. 
 
Hun med Tro betaler Ahnen,

med Triumfens Jubel Qval. 
Hun din Gravhøi til Altanen 
gjør for eders Bryllupshal. 
Under denne 
Dig og Hende 
frelste Aander hylde skal. 
 
Dog til arme Dødelige 
beiler selv saa riig en Brud? 
Sjel, du blues forat stige

fra din ringe Hytte ud, 
for til Frihed 
blive viet 
i dens Himmerig af Gud."

 
- Som Ynglinge kunne vi for Efterslægten, for Andre end os Selv og for Friheden saaledes at vi af den nærværende udvikle en, der mere nærmer sig dens højeste Idee, intet Bedre gjøre end at nære Frihedssindet og at være os den Begeistring, som dette er i sin Reenhed, bekjendte. Luft for denne Flamme! Intet Stængsel for disse Straaler fra Sjelens Indre! De maae søge Menneskehjerterne - i disse Dyb ville de besvangrende sænke sig.

    Det maa være en given Sandhed for Verden og en Erfaring for hver Æt, at den kommende er mere frisindet end den selv var. Faderen maa trøste sig over at ikke Han har gjort nok ved at Sønnen vil gjøre mere. Han maa vide, at Sønnen i samme Forhold er større Enthusiast end han var som Friheden har udviklet sig siden hans Puls slog i samme Takt, og siden han greb i samme Aare, der driver Menneskeheden frem gjennem Tiden mod dens Atlantica.

    Dette sagt, Brødre! og vi vide, at det er ikke for os Selv at vi feire denne Fest. Vi feire mere det Forbigangne og Tilkommende end det nærværende. Vi ville fæste Efterkommernes 
Øine paa Os som værdige til at overlevere dem Friheden meer fuldkommen end vi modtoge den fra Fædrene. Det Frihedstræ, vi fryde os om, skal ikke være af disse Underhavens forstenede, hvor Frugterne kun til Øjenlyst ere Diamanter og Rubiner; men et, der lædsker og nærer, forædles, voxer og voxer til en Ygdrasil, der omskygger Verden. Det er ikke en Fest for den taabelige Stolthed, at kunne skjænke disse Arvklenoder ligesaa ufrugtbare, forældede og koldtglimrende til Ætlingerne. Ikke en Stagnationens Fest, dette Dynd hvori Menneskeheden og alt Godt bliver hængende, dette en seendrægtig Frihedsvaars Tælegrøp, hvori Norge lettelig skulde nedsynke. Det er en Fremskridningens Fest, ikke det Nærværendes, denne Overgangstypus, vi feire.

    Saaledes Brødre - hvilken Hellighed i vor Glæde! Saaledes tilhøre vi Dagens Idee ganske. Vore herligste Idrætter skulle kun være som udstraalede af den. Hvilken Spænding i vor Energi! Thi hvorledes skulde vi turde vove at meddele Efterslægten - den vi, i Fædrenes Billede skulle arbeide for - Friheden unyttet eller endog nedværdiget og bedækket med 
Forhaanelser?

    Op! op! Brødre - det er paatide at vi bekjende. Disse Pocaler ere ikke Glemselsvalmuer. Dette Flag vajer ikke forat blænde os med sine kjære Farver eller forat tilsløre vore Klager. Ve! jeg hører det udhvine sine i Luften. Lader dem ikke komme til Efterslægten - de skulle forstyrre os i vore Grave. Thi det var det Mindste vi kunde gjøre for Ætlingerne mod hvad Fædrene gjorde for os, at vi pletløst afgave Klenodiet vi modtoge - at vi vare flittige i at blanke dette vaulundgjorte Overflødighedshorn, naar vi mærkede at Luften var svanger med Elementer tilbøjelige til at anløbe det.

    Dette er vort Livs Opgave, men paa denne Dag skeer det, at Klenodet fremstilles skinnende for Folket.

    Lader os da bekjende, at denne Dag er os vigtig - at den ikke udtømte sig med den Rigdom den udrystede hint mindeværdige Aar, da Normannafolket følte en Revolutions Bølgeslag i sine Aarer.

    Hvert Aar kommer den som Forfatningens Nytaarsdag. Thi visselig den aabner et Aar, i den Mening nyt, at nye Udviklinger af Forfatningen lægges for Dagen ligesom Rødmen stiger 
i Kinderne, og Musklerne svulme om den frodige Yngling. Ja en Nytaarsdag, thi det nye Bedre, som de svundne Aar have overtydet os om ligger i de kommendes Skjød, er ikke længer det Gamle, og hver 17de Mai slaaer op et nyt Blad i Forfatningens Fortolkning. . . . En Nytaarsdag; thi da bringe vi Alle Constitutionen vore Hilsener, vore Ønsker, at den maa trives 
og voxe, og vore Kjerligheds-Gaver i et frimodigt Aasyn, i et reent og uegennyttigt Sind, i trofaste Løfter, i mandigt Ord og Bedrivt.

    Dette tør vort gamle Samfund sige. Dette siger jeg i dets Navn, Brødre!

    Er det ikke fra Fjeldets Tinder og Huler at de Storme fare, der lader Træet friste hvad Løv det bærer: fast og livsfrodigt eller visnende og falskt?

    Storme nedbrøde fra Throntinden og fra Hulerne derunder hylte de som Dæmoner mod vort Frihedstræ, og mange Blade, hvorpaa Vaarens Glands end laae og som det nærede fra sin 
Rod, stode ikke sin Prøve, men faldt til Jorden til Leeg for uslere Vinde.

    Men vort Samfunds Brødre vare de ikke som de livsfriske Blade, der holdt Stand i Stormen? deres sammenknyttede Hænder som Frihedstræets faste slyngede Grene? Bægerne, de opløftede, ligesom Blomster, der med sød Trods netop hvælve sig sammen og ville ikke give Slip paa Duggdraaben under Stormen.

    Denne er sagtnet. Det hviner ikke længer i Bladene, hvoraf hvert af vore Hjerter er et. De affaldne omtumles foragteligen paa Jorden. De, der holdt sig, glindse og suge sin Næring i 
Fred, og en mild Aftenluftning toner igjennem dem.

    . . . Denne Aftens Luftning toner igjennem Os . . . Aftens? O, denne Dag tilhører sig selv alene, delende to af Fædrelandets Aar . . denne Aften er det kommendes Morgen. Disse de lykkelige Borgeres Glædesblus ere Stjerner over et nedsjunket lykkeligt Aar. Disse Himmelens Stjerner ere Morgengryet for et kommende end lykkeligere. Det begynder imorgen. Denne Dag staaer ensom i sin Høihed. Den tilhører ikke Religionen, ikke Erhvervet, ikke de sandselige Glæder. Delt imellem Mindet og Forjettelsen synes den halvt at tilhøre Jorden halvt Himlen.

    Denne Qvel med sine Stjerner er et kommende Lykkeaars Morgen med sit buede Dagbryn over Fædrelandet.

    Derfor - Brødre - vi ere aarle ude for at hilse dette Aar, der skal indgyde Friheden ny Marg, give Forfatningen nye Tryllerier for Hjerterne. Sønner af gamle Norge! Børn af den 
unge Frihed! af denne Gudinde, som opsteg af Oceanet, der overskyllede den fordærvede gamle Verden og endnu bryder imod dens undergravede Pillarer, - hvert af vore Hoveder 
være en af disse kjække Bølger! Lad dem knuses, om det skulde være nødvendigt; thi det er Aanderne eget, at Døden er kun Eens, Seiren vis og Alles.

    Vort Blod gjennemruller ikke raskere vore Aarer, vort hele Legeme tiltager ikke igjennem Ynglingealderen uden forat minde os om at Aanden ligesaalidt taaler Stillestand som Tilbagegaaen, og om at Forbedringerne, Udviklingerne er vor Sag.

    Derfor lader os fremkalde vor Vilje! lader os bede til vor Kraft! Thi dem er det Gud engang for Alle har anbetroet Friheden og Fædrelandet. Forfulner vor Vilje, indtørker vor 
egen Kraft - da skulle hverken Englenes Legioner komme; og heller ikke, om de kom, skulde de kunne frelse det Forraadte. Men brænder Frisindet og Fædrelandskjærligheden, skulle selv de Skjebner, Himlene forbeholdt sig selv at tilskikke vort Land, ikke være andet end det ædle Aasyns mørke men forbifarende Skyggedrag.

    Regnsvangre Skyer over den nedslagne Sæd føre ikke længer noget Triumftog over Norge. Thi Udholdenhed er den naturlige Skal om den Frisindedes Mod. Elementerne ere ikke frygtede Fiender længer; thi Norges Aander have følt, at de voxede under Kampen mod dem, og de erkjende, at Friheden, ved den Ret der er den fribaarne Nordmands paathinge, erstatter rigeligen enkelte Aars Nederlag i Striden mod de voldsomme Floder, mod Havet, Lavinerne og Klimatet.

    Men Himlen vil være barmhjertig mod dem, der gave Slip paa mange af Jordens Goder, for det ene himmelskes Skyld: for Friheden.

    Men hvad der beroer paa os Selv - lader os sværge, at vinde det: Oplysning, denne Frihedens Lysfære: Medborgersind, dette Frihedens Styrkesbelte: Oprigtighed og Uforfærdethed, denne Frihedens Veltalenhed: Flid, dens Haand, og Hæder, den Dragt, som tilhører den!



Kjelde: Samlede skrifter, IV, bd. 2, s. 163-171
Utskrift frå VIRKSOMME ORD
Institutt for informasjons- og medievitskap, Universitetet i Bergen