Henstand med Indskud

     12. FEBRUAR 1818

Hrr. Præsident!

Paa Grund af den kongelige Bekjendtgjørelse som af Hr. Statsraad Collett blev Odelsthinget forelæst, vover jeg herved at yttre mine Meninger over een Gjenstand dette betræffende.

Ingen kan mere end jeg erkjende vor afdøde Konges naadige Resolution i Henseende til, at de Medborgere der endnu ikke have erlagt sit Indskud til Norges Bank maae have Henstand til 1ste Januari 1819, mod at svare 1/4 proC: maanedlig.

Saa velgjørende dette er, vover jeg dog at troe, at denne Henstand endda bør udsættes længere. Det er enhver bekjendt, hvor vanskeligt det har været nu i en Tid at reise en Capital, var denne end nok saa liden, og dette er jeg fuldkommen overbeviist om, er Aarsag udi, at saamange endnu rester med sit Indskud. At der findes enkelte Modvillige er vist overflødig at anmærke; men disses Tal er ringe, det var en Fornærmelse mod vor brave Nation at tænke anderledes. - Altsaa: forinden Pengecirkulationen er, som den i en vel regjeret Stat bør at være, er det efter min Formening et aabenbart Indgreb i Eiendomsretten at udpræsse en Summa som Een af 100 nu fortiden ikke er istand for at udrede. Hvad kan det hjælpe at anstille Auctioner over dette Pant? Der ville sluttelig ikke mange Concurentere indfinde sig, og saaledes blev f: Ex: de Ting der kostede Eiermanden 100 rbd. maaske solgt for 5 rbd.; det hele Bohave resiqverede man at blive af med for en Bagatel. Mig er saadan Behandlingsmaade ubegribelig, nemlig: at den Ting skal tilveiebringes som nu fortiden ikke findes.

Jeg troer derfor at det var meget haart og tildeels uhensigtsmæssig, at lade vore Meubler, Heste, Korn m: m: sælge, saalænge vi ere berøvede alle mulige Midler til at fremskaffe det fornødne Beløb. Min Formening er: at alle som staaer tilbage med sin Contingent til den tvungne Bank enten saa dette er det halve eller hele, at disse maae faae Credit mod at svare de nævnte 1/4 proC: maanedlig, naar de iøvrigt stiller lovbefalet Sikkerhed, i det mindste saalænge til Penge bliver at faae laant, for hvem som kan stille reskriptmæssig Pant.

16. FEBRUAR 1818

Der kan efter min Formening ikke tænkes større Inconseqvense end at sige: Skaf mig den Ting som ikke existerer! Saa meget jeg endog erkjender Regjeringens Omhue i Henseende den Udsættelse med Sølv-Indskuddet som hidtil er os levnet, ligesaa tilbøielig er jeg til at troe at det vel aldrig for ramme Alvor er nogen som vil, at saa stor, saa uoprettelig Ulykke skal ramme den Mængde Familier, som, i Fald nu deres udexeqverede Ting absolut skulle sælges, virkelig blev Tilfældet. - Jeg har sagt at de Ting som har kostet Eiermanden 100 rbd. sluttelig bleve solgte for 5. - Alt Indboe, Heste og Qvæg ville maaske ei engang forslaae hertil; man blev sadt ud af Stand til at drive sin Syssel; man kunde saaledes for Eftertiden umulig opfylde de Forpligtelser man skylder Staten og sine Medmennesker. - O! hvilken Elendighed, hvilken Fortvivlelse ville dette Budskab ikke opvække.

- Dog jeg er ikke indviet i de Hemmeligheder dette muligens kan have til Hensigt. Men jeg holder det for min Pligt i Følge mine Comitenters absolutte Forlangende at proponere Henstand med det resterende Sølv-Indskud, saalænge til Penge er at faae laant. Gjerne ville vi sætte 10 Fold Pant, samt svare Renter, og naar saadant skeer, er det ikke mulig at jeg kan forestille mig andet end dette er saa stor Sikkerhed, som om Sølv-Klumpen allerede laae i Banken.

Som en Retfærdighed, som Pligt vi skylder vore Medmennesker forlanger jeg Udsættelse med Pantets Salg og at dette bliver decreteret saa hastig som mulig.

18. FEBRUAR 1818

Hrr. Præsident!

Det kan ikke være mindste Tvivl underkastet at Folket som valgte os til at tolke deres Trang, til om mulig at lindre deres Nød i denne Tid, uden Exempel lidte Nød og Gjenvordigheder, at enhver der gav os sin Stemme gjorde det i den Overbeviisning at vi ville gjøre alt, for at den Rest af deres endnu levnede Velstand ikke aldeles skulle gaae forloren.

Det ligger udenfor mit Begreb at tænke mig Nationens Repræsentantere skulle have saa fiendtlig Sindelaug imod dem, der overdrog os Ret til at handle paa deres Vegne, at vi paa denne Maade skulle skuffe deres Tillid i saa høi Grad at det udexeqverede Pant nu skulle sælges. Jeg kjender intet Exempel saa oprørende, som først at sætte al Mynt udaf Cirkulation og derpaa naar Betalingsmiddel er gjort umulig at tilveiebringe, da at berøve os saa godt som for intet alle vore Husting, alle vore fra Ungdommen af vante Beqvemmeligheder og Nødvendigheder. Man maatte kun kjende lidet en af Menneskets hæftigste Lidenskaber nemlig: Selvopholdelse og Haab om Fremtids Lykke, ifald man troede at Iværksættelsen af Pantets Salg nu fortiden gik af uden Folkebevægelser, hvilke dog nok er den gyseligsteUlykke som kan ramme noget Land.

Hans Kongelige Majestæts Kundgjørelse lød paa at Udsættelse skulde finde Sted til dette Aars Udgang, mod at svare 1/4 pC: maanedlig, dette er et stort Beviis paa vor afdøde Konges Humanitet mod det norske Folk. Men dersom ikke Laaneindretninger i dette Mellemrum bliver oprettede til Udtællinger i smaae Summer, da vil hans Majestæts naadige Proposition kun lidet hjælpe; thi ved dette Aars Udgang ville der jo blive end vanskeligere at tilveiebringe dette Arkanum. Nogle af de her tilstædeværende Repræsentantere taler om høie Renter for de, der rester med dette fatale Indskud, hvorved den tunge Byrde blev end vægtigere. Deres Grunde maae vaare, at de der har erlagt sin Contingent gjorde dette [da] Coursen var ufordeelagtigst; men skulle nu de der rester kunne faae betalt det dem paalignede Indskud ringere, da staaer og den Vare man nu muligens kunde have at sælge, i langt ringere Forhold end for et Aar siden.

19. FEBRUAR 1818

Hrr. Præsident!

Jeg kan ingensinde forestille mig at større Uhæld kunde ramme Folket, ja maaske lede til Foretagender som hverken jeg eller nogen kan forudsee, ifald nu det resterende Sølv-Indskud strax skulle leveres; desaarsag har jeg 3de Gange i det samlede Storthing udladt mig herover.

Da Tingen ikke angaaer mindre end nogle 1000 Familiers Vee og Vel, har jeg maaske af Interesse for denne retfærdige Sag udladt mig noget stærk herover; men høytidelig kan jeg

forsikkre at ikke fjerneste Tanke var at fornærme nogen Authoritet eller enkelte Individer.

Frie og uafhængig af alle Mennesker skal intet Tvangseller Lokkemiddel have mindste Indflydelse paa min individuelle Handlemaade, og just saaledes er det at jeg i Henhold til Grundlovens 66 § der giver Repræsentanterne fuld Frihed til at yttre sine Meninger uden Ansvar har fremsadt det som efter min Overbeviisning er rigtig.

Jeg tør saaledes vente for Eftertiden at blive fritagen for saadanne Udladelser som Hrr. Stiftamtmand Christie gjorde mod mig i Gaar; saadanne Anmærkninger leder desuden til intet Resultat. Har jeg fejlet i mit Forslag, vil det desuden snart falde igjennem, hvilke jeg imidlertid ikke er tilbøyelig til at troe.

27. FEBRUAR 1818

Hrr. Præsident!

Da der endnu ventileres om det resterende Bankindskud, saa vil det tillades mig - det være da det sidste jeg i denne Anledning skal fremsætte - at yttre følgende:

Uden at hverken jeg, eller nogen, var han endog inspireret med overnaturlige Gaver, er istand for med ringeste Vished at kunde bestemme hvilke Individuer der af Modvillighed eller virkelig Trang ei har betalt sit Sølv-Indskud, saa antager jeg som afgjort at de allerfleste som nu resterer hermed paa ingen Maade vægrer sig ved at deeltage i denne Udgift som rammer Alle, og Hvem som har anden Tanke om Pluraliteten af det norske Folk, ham værdiger jeg ikke i ringeste Maade min Opmærksomhed. Kan noget Menneske med sund Fornuft statuere at 1/3 af Nationen skulle af Misnøie ledet ved Cabalspillere lade sig forføre til Gjenstridighed mod Lovene? Nei! saadant har aldrig, og vil aldrig stemme overeens med Nordmandens Carakteer.

Den der selv faaer Gaarde uden Betaling, den der daglig trækker Indkomster, er maaskee ikke rigtig istand for at imaginere sig, hvad de Mand maa føle, der omgivne af en talrig Familie seer sine smaae Børn lide Mangel, øiner intet Haab i Fremtiden for sit ulykkelige Afkom, men snarere troer at mærke Foragt og Had af de, hvis Vellevnet de maaske bidrage til.

Takket være Skjæbnen som ikke bestemte mig til Oppebørselsbetjent naar det Tilfælde indtraf at det sidste Husmøbel, saavelsom Familiens tarvelige Sæng, blev bortslæbt for at sælges.

Den store Luxus samt al den Herlighed som Borger- og Bondestanden skal være i Besiddelse af, kjender jeg ikke til. Bønderne kjøbe intet fra Kjøbstaden uden de alleruundværligste Fornødenheder, det er saaledes kun tomme Deklamationer om Bondestandens elegante Meubler og yppige Levemaade.

Ikke skulle jeg troe at vi formedelst vor nedarvede og, om jeg saa maae sige, hæderværdige Gjestfrihed har fortjent at lastes, i det vi med største Beredvillighed saa gjerne fremsatte, endog for den ubekjendte Reisende, det bedste vi have.

Til Slutning vil jeg anmærke at det vel ikke stemmer overeens med den liberale Tenkemaade at sætte de Medborgeres Navne til Haan og Foragt i de offentlige Blade, fordi Tidsomstændigheder nægtede saa mange at indsende sit Beløb. Man troe dog ikke at saadan Fremgangsmaade ville være tilfredsstillende hverken for de gode Medborgere som har betalt sit Indskud til Norges Bank, eller meget behagelig for de, der i dette Moment ei kan betale - ja, saadanne Forslage forekommer mig saa haarde, saa uhensigtmæssige, som om en Tyrk eller Buskmand (en av de vildeste Folkeslag i Sydafrika) havde fremsadt samme. Ifald at Navnene paa de som ei har betalt sit Sølv-Indskud skal offentliggjøres, forlanger jeg ligeledes, at den eller de Mænds Navne som proponerede dette, ligeledes skal vedføies.

14. MARS 1818

Hrr. Præsident!

Næsten daglig hører man fra forskjellige Norges Egne de sørgeligste Begivenheder i Anledning af Pengecirkulationens Standsning. Panteexecutioner skeer nu ligesaa systematisk mellem Mand og Mand som til Skattebeløbene. Saa faae, eller rettere sagt ingen kan betale sine, nu, til 14de April under Dom indgaaede Forpligtelser. Den ene Naboe eller Ven kan ikke spare den Anden; thi lige Uhæld hænger over denne af andre igjen. Uden hastig Hjælp vil der endog nu i Aar, efter mine Tanker, vise sig de sørgeligste, de frygteligste Begivenheder, som Armodens Rædsler altid har i Følge med sig, for de Mennesker der aldrig kunne troe at Skjæbnen nogensinde skulle tvinge dem til at gribe Betlestaven.

For om mulig at lindre denne Trang, er det jeg herved vover at foreslaae: at der saa hastig som mulig oprettes en Laaneanstalt af Specie-Bankens Fond, som i smaae Capitaler f: Ex: fra 100 til 1000 Spd: var at bekomme mod lovlige Renter for hver som kan stille fuldkommen Sikkerhed; og at disse Capitaler maae i de første 2 Aar ei fra Bankens Side kunne opsiges.