VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD

Jødeparagrafen, og Grundlovens Aand

av Peder Fauchald, ,
Debatt om jødeparagrafen i Grunnloven
Debatt, Innlegg i Stortinget | Lovgivning, Norsk historie

Det er en Alvorsstund, denne Dag, da den Sag, der nu er Gjenstand for Afgjørelse, maa ansees for et Samvittighedsspørgsmaal, fra hvilken som helst Side man end betragter den. Det gjælder Ophævelse af en Bestemmelse, der har sit Udspring fra en af de forud opstillede Grundsætninger, hvorefter vor Konstitution siden blev formet, men hvis Vedvaren tillige strider mod Erkjendelsen af naturlige Menneskerettigheder. Hvad Under da, at den læge Repræsentant er kommen i Thinget med Tvivl?

Disse Tvivl forøge sig for mit Vedkommende hovedsagelig ved Hensyn til Bestemmelsen i Grundlovens § 112, nemlig om Erfaring nu kan haves for Nødvendigheden af den foreslaaede Ophævelse. For at komme til nogen Overbevisning herom, vil denne Sag ikke kunne betragtes fra det almindelige Standpunkt. Det er i verdensborgerlig Henseende samme bør granskes, skal noget afgjørende Resultat opnaaes.

Maaske det var rigtigt i 1814, at Bestemmelsen om, at Jøderne fremdeles nægtes Adgang til Riget, beholdtes i Grundloven, foranlediget saavel ved vore særegne Forhold som af andetsteds tilstedeværende Virkelighed; - men kan samme Bevæggrunde fornuftigvis være tilstede nu? Jeg antager det ikke. Begrebet om Humanitetsgrundsætninger saavel som om de menneskelige Rettigheder har siden den Tid særdeles uddannet sig, og til en af Virkningerne heraf hører netop Negeremancipationen. Men disse Fremskridt maa vel sees som Følger af opklarede Begreber og af en stigende Civilisation, hvis sikreste Støtte findes i Kristlærens Grundideer. Er nu dette saa, maa ogsaa Erfaringen antages at være tilstede i dette Tilfælde. Den demokratiske Tendents, som er Grundtrækket i vor Grundlov, er Borgen for, at Antagelsen ikke vil modsige dennes Aand.

Ved gjentagende at have tænkt over denne Gjenstand er jeg kommen til den Overbevisning, at jeg bør give min Stemme til Komiteens Indstilling. Hvad det Materielle angaar, da er Sagen vistnok af mindre Betydning, idet Schakring ved vore Love er forbudt, og hvad bemægtigelse af Handelen etc., som man saa meget frygter for, angaar, da er der heller ikke nu Noget i Veien for, at Jøderne kunne igjennem Kommissionærer anvende sine Kapitaler her. 

Kjelde: Storthings-Efterretninger 1836-1854, bd. 2. Christiania 1893, s. 122-123.
Utskrift frå VIRKSOMME ORD
Institutt for informasjons- og medievitskap, Universitetet i Bergen