Det norske Folk har lydeligen og bestemt erklæret for hele Europa, at Kongeriget Norge skal være en frie og selvstændig Stat. Det har høitideligen svoret den Eed: at det vil offre Liv og Blod for Fædrelandets Friehed og Selvstændighed. Har det norske Folk villet hæve sit Fædreneland til denne Rang blant Europas Magter, da har det og derved tilkjendegivet, at det vil anvende alle de Midler, hvorved denne Rigets Selvstændighed ene kan befæstes.
Norge er at sammenligne med en beleiret Festning. Hvilken Dom vil den ærede Forsamling fælde over den Commandant, som selv afskjærer Vandrenderne til Festningen, den første og vigtigste Fornødenhed for hans Existence og Selvstændighed? - Hvorledes hævde Norges Friehed og Selvstændighed, uden at vælge de Midler, ved hvilke den executive Magt ene kan udføre Folkets Villie?
Det er et sørgeligt Onde at forøge Massen af Penge-Repræsentativerne, men for Øieblikket er vel intet andet Middel for Haanden. Enten maa Nationen ydmygende krybe under fremmed Herredømme, eller med gammel erkjendt nordisk Kraft hævde sin Friehed. En Mellem-Tilstand kan der ikke tænkes.
Nationen sætte vedbørligen Grændser for Penge-Repræsentativernes Forøgelse, men den bevilge de udfordrede Pengsesummer og paaskynde Udnævnelsen af den executive Magt, som i Folkets Authoritet kan tale det norske Folks Alvors-Sprog til det agtværdige Naboefolk: at Freden er begge Nationers største Lykke og Gode, den de ikke et Øieblik ville betænke sig paa at indgaae. Ingen af disse 2de Nationer har Kraft til at erobre hverandre - i indbyrdes fredeligt Forhold derimod sikkres deres Existence for al udvortes Indflydelse.
Naar en hæderlig Fred er opnaaet; hvilken vi alle saa inderlig ønske og længes efter, da vil Nationen gjennem sine Repræsentantere sætte Pengevæsenet faste Grændser, og da vil det erfares: at Norge har Kraft nok til at bestaae som en selvstændig Stat og at det ikke er bleven svagere ved Adskillelsen fra Danmark. I Fred har Norge Overskud - i Krig maa det, som alle andre Nationer, gjøre Gjeld, der igjen betales efter Freden.
Denne Rigsforsamling har til Formaal at grundfeste Kongeriget Norges Constitution. Vi ere her ikke sammenkaldede for at decretere Tilintetgjørelsen af Folkets engang tagne Beslutning. Det blev en Forbrydelse imod Nationen. Skulde vi lade hvile paa os den skjændselsfulde Bebreidelse, at have besluttet at Norges ædle Sønner skulle bukke deres Nakke under fremmed Herredømme, fordi vor Naboes Fyrste eengang aandede det Lune, den Lyst og det Indfald at vilde ubetinget herske over et frit, ædelt og gjennem Aarhundreder af hele Verden agtet trofast Folk?
Hvad have vi at vente? Staaer det ikke i friskt Minde, hvorledes vor Naboes Konge nylig sendte Tropper til Grændserne, og fordrede at Festningerne ubetinget skulde overleveres ham? - Aander denne National-Foragt - Frihed og Lykke? - Skulde vi ikke som Umælende have overantvortet os i hans Arme? - Hvad dømme vi om den os tilbudne Fordeel af Frietagelse for at være Soldat? - et smigrende Tilbud for den mindre Eftertænksomme - Hva øine vi bag denne Baggrund? - Nationalafkræftelse - Trældom.
O, gamle Norge! Fra min spædeste Barndom af har jeg hørt Dig besynge, Din Hæder. Det var ægte nordisk Kraft der opflammede hos Dig Følelsen af denne Værd. Skulde vi ikke længer ligne vore hedenfarne Fædre? - O, gamle Norge! Da falde Bjergene over Dig og bedække Din Fornedrelse. - Norge vorde heller en Ørk, hvor Bjerguglens vilde Skrig forsøder den Uretfærdiges Vei, end at denne velsignede Plet paa Guds grønne Jord skulde falde ubetinget i Erobrerens Magt.
VIRKSOMME ORD