Præsten H. C. Reiersen maatte erkjende, at en Fornyelse af Krigen lettelig kunde lede til, at Alt tabtes og Frihed og Uafhængighed idetmindste for en Tid forsvandt. Men kunde Norges Frihed, Uafhængighed og Ære betrygges ved en mindelig Forening med Sverige?
Dette kan vist ei skee ved ubetinget at antage de svenske Forslag, der i flere henseender ere af den Natur, at der paa disse neppe kunde grundes en sand hæderlig og varig Forening. Sveriges Konge har yttret: at han vil handle med et frit og ædelt Folk. Velan! lad ham vise sin Tro af sine Gjerninger! lad ham modificere Forslagene efter Storthingets enstemmige Beslutning; lad ham bifalde, at vi sættes i den Stand, at vi ved egen national Kraft kunne garantere Udfaldet; lad ham erkjende, at truende Vaaben ei frygtes af Nordmænd, men at sand Høiagtelse, redelig Velvillie og varm hengivenhed baner ene Veien til Nordmandens Hjerte, og at disse bør være Grundstøtterne for en varig Forening! da er Norges Frihed og Uafhængighed grundfæstet; da kan Norge med Ære see sine Bedrifter antegnede i Verdens kommende Aarbøger! Og, kan dette skee, hvo kunde da med en frelst Samvittighed byde Krigens fornyede Rædsler Trods?
Vil Sveriges Konge ikke dette, da ere hans hensigter ei redelige, og Nordmandens Undergang bestemt. Da Landsmænd! da lader os atter hvæsse Sverdene! da lader os opbyde Alt, hvad krænket Ære, Friheds Forlis og rasende Fortvivlelse indgiver os! Ei frygte de Farer, ei frygte de Død og Opoffrelse, som udsendte mig at tale i Eders Midte; dette vil de vise Eder paa Kampens Dag! Da skal Enkers og Faderløses Hylen være en Seierssang paa den faldne krigers Gravhøi, men de døendes Rallen skal forene sig med de Efterladtes graadqvalte Stemme, og lig hæse Sukke fra Afgrunden raabe Vee over Sveriges Konge, vee over hans Erobringslyst! Da dømme Gud mellem os og ham, naar vi stedes til Regnskab for alle Væseners evige Fader!
VIRKSOMME ORD