Ærede forsamling!
Kvindespørgsmaalet er i fortrinlig grad et produkt af den nyere tid; det hænger paa det aller nærmeste sammen med nutidens hele intellektuelle karakter, med vort aarhundredes sociale og økonomiske samfundsordning.
Man har søgt at paavise paralleler til denne bevægelse i fortiden. Man kan vistnok nævne enkelte ældre tænkere, der have udviklet lignende ideer som de, der ligge til grund for denne bevægelse, saasom Platon i hans »Stat« og Thomas Morus i hans »Utopia«. Men disse tænkeres ideer ere paa dette punkt blevne uden mindste spor saavel paa samtidens som eftertidens bevidsthed. Man kan ogsaa paavise kvindeemancipationsbevægelser i perioder som det synkende hedenskab, specielt i den synkende romerske republik, og i renaissancen, det gjenopstandne hedenskab. Men i denne henseende at drage paralleler mellem nutiden og disse perioder vilde være at miskjende den nu reiste bevægelses saavel aarsager som natur.
Kvindeemancipationen under den synkende romerske republik saavelsom under renaissancen havde hovedsagelig moralske aarsager; den var en frugt af den moralske opløsning, i hvilken samfundet for en væsentlig del befandt sig. Men ingen vil med føie kunne pastaa, at vor tids kvindebevægelse har disse aarsager; den er ikke en frugt af moralsk slappelse, - man kunde i visse maader med større sandhed fremstille den som en frugt af moralsk styrke.
Man har saa ofte med rette fremhævet som et af karaktermærkerne ved vort aarhundrede, at det med en hensynsløs, man kunde sige, himmelstormende iver sætter problemer under debat. Vor tid er fremfor nogen tidligere periode den ætsende kritiks, den sonderende reflektions periode. For denne tid har intet bestaaende autoritet, blot fordi det bestaar; alle menneskelige forhold og institutioner underkastes prøvelse og kræves til regnskab for, hvorfor de ere netop saaledes, som de ere, og ikke anderledes; alle nedarvede forestillinger, for hvilke man ikke mener at finde nogen tilstrækkelig grund i de virkelige forhold, feies uden barmhjertighed bort.
Denne aarhundredets almindelige skepsis - om jeg saa maa kalde det - maatte nødvendigvis ogsaa fæste sig ved kvindens stilling, ja gribe kvinden selv og vække hos hende det spørgsmaal, om ogsaa den plads, som var hende anvist i samfundet, ydede hende fuld retfærdighed, om hun i denne stilling fandt den fulde udvikling for sine evner og sine kræfter. Og disse reflexioner maatte finde næring ved et andet træk i aarhundredets intellektuelle fysiognomi.
Saalænge videnskaben bevarede det væsentlig skolastiske, supranaturalistiske præg, som udmærkede det forrige aarhundredes forskning, og - hvad der har end mere betydning - saalænge undervisningen og skoledannelsen væsentlig kun var rettet paa at meddele en aandløs, død kundskabsmasse, var der fra denne side ingen grund for kvinderne til at misunde mannen hans lærdom; de maatte meget mere føle det som en lettelse at blive fritagne for det med disse kundskabers erhvervelse forbundne arbeide, end som en gjenstand for attraa at blive ligestillet med manden i denne henseende.
Men vort aarhundredes videnskab har en ganske anden karakter. Det akademiske kollegiums formand fremhævede dette meget træffende iaar i den tale, hvormed han hilsede de nye studenter velkomne til universitetet. Han betonede, hvorledes vort aarhundredes forskning mere end nogen tidligere periodes tager sit udgangspunkt fra livet og søger at sammenfatte dets mangfoldige fænomener under almindelige love, og hvorledes det paa samme tid virker tilbage paa og behersker livet, dels derved, at den har givet plads for en helt forandret livsopfatning som en naturlig følge af den forandrede maade at anskue fænomenerne paa, dels ved de mangeartede opdagelser, som ved den videnskabelige forskning paa nær sagt alle omraader ere komne det menneskelige samfund tilgode.
I vor tid gjælder det mere end i nogen anden, at videnskabens resultater øve tiltrækning over aanderne; mere end nogensinde før er det sandt, at kundskab er magt. I en saadan periode maatte det ikke længere falde kvinden saa naturligt at staa udenfor aandslivets bevægelse; i en saadan periode maatte der meget mere opstaa higen hos hende efter at blive delagtig i den viden, der giver vor kultur dens præg, og som hun saa øve en saa underfuld magt paa alle livets omraader. Der blev nu en ganske anderledes indgribende forskjel mellem kvindens og mandens opdragelse, en forskjel, som tidligere perioders opdragelse ikke var istand til at skabe. Forsaavidt kan man sige, at den trang hos kvinden, der affødte hendes bestræbelser for at naa en anden stilling, var udgaaet af den hos ethvert menneske nedlagte tørst efter kundskab og stræben efter at udvikle sine aandsevner.
Sammen med disse intellektuelle aarsager virkede til samme maal ogsaa sociale og politiske forandringer. Man kan sige, at kvindebevægelsen allerede for en del var en konsekvens af de principer, som affødte den franske revolution. Det var en nærliggende konsekvens af revolutionsmændenes doktriner om lighed for alle, at denne lighed ogsaa udstraktes til kvinden; og i virkeligheden se vi ogsaa, at en af de opgaver, det franske nationalkonvent under sin kortvarige tilværelse satte sig, netop var kvindens opdragelse. Forsaavidt har en nyere forfatter utvivlsomt ret, naar han betegner kvindebevægelsen som revolutionens datter. Men det er dog ikke saaledes at forstaa, at kvindebevægelsen direkte er et resultat af revolutionens doktriner; den er mere et resultat af den hele indgribende forandring i individernes sociale og politiske stilling i samfundet.
Ligesom den feudale middelalderske samfundsordning var grundet paa en exklusiv afgrænsning af de forskjellige samfundslag, saaledes er nutidens sociale princip, at individet ikke fødes til en bestemt stilling i samfundet, men skal have fuld adgang til selv at vælge sin plads efter sine særegne naturlige anlæg og betingelser.
I politisk henseende betegnes aarhundredets karakter derved, at individets stilling bestemmes, ikke ved vilkaarlige indrømmelser fra en suveræn hersker, men ved politiske rettigheder, som individerne selv kaldes til at beskytte.
Efterat disse grundsætninger ialfald i principet vare anerkjendte for manden, laa det i virkeligheden nær at opkaste det spørgsmaal, om de ikke ogsaa kunde anvendes paa kvindens stilling.
Og i forbindelse med denne aarhundredets demokratiske karakter se vi ogsaa, at der optræder en forandret opfatning af kvinden, hvilken jeg bedst kan karakterisere ved som modsætning at anføre en ytring af en af forrige aarhundredes skribenter. Diderot siger, at naar man taler om kvinden, skal man »dyppe pennen i regnbuen og tørre bladene med sommerfuglens støv«. Denne opfatning, som fandt sit udtryk i trubadurpoesien, og som endnu gaar igjen hos romantikens digtere, hænger paa det nøieste sammen med kvindens hele stilling og betydning i det feudale aristokrati, og er bleven mere og mere fremmed for nutiden. Man kan fra et vist standpunkt beklage, at romantikens idealer med sin skjønhed og sin poesi ere sunkne i graven, men man kan ikke benegte, at dens opfatning af kvinden ikke længer behersker mændenes følelser og anskuelser.
Endelig - sidst men ingenlunde mindst har ogsaa kvindens stilling i nutiden været paavirket af aarhundredets økonomiske karakter. Det kolossale omsving i nutidens økonomiske produktion, som paa industriens omraade betegnes ved den store industris seier over den lille, og ved gjennemførelsen af arbeidets deling i en tidligere ukjendt maalestok, kaldte ogsaa kvinden til større deltagelse i den produktive virksomhed. Den forandrede arbeidsorganisation skabte paa alle industriens omraader mangfoldige stillinger, mangfoldige arter arbeider, i hvilke ogsaa kvinden selv med ringere fysisk styrke og ringere uddannelse kunde finde plads. Dette virkede vistnok nærmest paa de lavere klasser; men det fik ogsaa sin betydning for de høiere samfundslag ved den forandrede opfatning, for hvilken derved gaves plads. Den tanke, hvorpaa nutidens produktionsordning hviler, - man kan betegne den som ensidig eller ikke, det skal her ikke drøftes, - det er den, at enhver af samfundets produktive kræfter skal udnyttes til samfundets økonomiske fremgang efter sine evner og anlæg, at samfundet i virkeligheden ikke har raad til at lade nogen saadan kraft ligge ledig og ubenyttet.
Jeg har dvælet saalænge ved disse almindelige omstændigheder, i hvilke jeg søger aarsagerne til kvindebevægelsen, fordi jeg tror, at de ere egnede til at kaste lys over den hele bevægelse. De have i virkeligheden ogsaa fremkaldt en udvikling, som kvindesagens ivrigste forkjæmpere ofte ere utilbøielige til at anerkjende i harme over, at de ikke have opnaaet alt, hvad de tragte efter, men som er saameget mærkeligere, som den for en væsentlig del er foregaaet ganske spontant, blot i kraft af disse aarsager, uden den egentlige emancipationsagitations indflydelse. Se vi hen til udviklingen i vort eget land, som ligger os nærmest og som derfor bedst vil kunne belyse dette, saa ville vi finde en forandring i kvindens stilling, som man, naar man sammenligner udgangspunktet med endepunktet, næsten kunde betegne som en omvæltning.
Se vi først hen til vor lovgivning, saa var ligesaavel den gifte som den ugifte kvinde indtil aaret 1845 undergiven livsvarig umyndighed, et forhold, som i parenthes bemærket har faa sidestykker i andre landes retshistorie, og som ogsaa var ukjendt i vor ældste ret. Hun kunde i det høieste som en særegen gunst - venia sexus, som det kaldtes i det tekniske sprog - opnaa at betragtes som myndig under kurator. I 1845 opnaaede den ugifte kvinde ved 25 aars alderen samme stilling som den mindreaarige mand, og allerede i 1863 blev hun i henseende til myndighed ligestillet med manden, en udvikling, hvis betydning ikke udelukkende ligger paa det økonomiske omraade, men som ogsaa viser sine virkninger i familieretten, f. ex. ved indgaaelse af ægteskab. Enker blev ved samme lov erklæret myndige uden hensyn til alder; deres forpligtelse til at benytte laugværge bortfaldt.
Ikke mindre betydningsfuld er den udvikling, vor næringslovgivning har gjennemgaaet. I begyndelsen af aarhundredet, - man kan sige i den første halvdel af dette, - var kvinden saagodtsom fuldstændig udelukket fra enhver adgang til at drive næring; saadan adgang kunde i enkelte tilfælde meddeles af regjeringen; men det var meget sjeldent, det skede. Collett udtalte i sine i 1840-aarene holdte forelæsninger, at vor lovgivning ikke anviser kvinden anden udvei end den at tjene for sit brød. I 1839 fik kvinden adgang til haandverksborgerskab; men - og det er netop betegnende for den forskjel i opfatningen, som finder sted mellem da og nu, - denne adgang indrømmedes kun »svagelige kvinder over 40 aar, som ikke kunne ernære sig paa anden maade«. I 1866 blev kvinden fuldstændig ligestillet med manden i henseende til adgangen til at drive haandverk. I 1842 havde hun allerede opnaaet den samme ligestilling i henseende til adgang til handelsberettigelse, en adgang, som dog først fik betydning efter udvidelsen af kvindens myndighed. Endelig har en lov af 1884 ogsaa givet kvinden adgang til apothekernæringen.
Videre maa i denne sammenhæng nævnes arveloven af 1854, som ligestiller kvinden med manden i henseende til at tage arv, medens denne tidligere tog dobbelt lod.
Og saa have vi tilsidst faaet de bekjendte love fra den seneste tid, hvorved kvinden aabnes adgang til universitetet, dets examina og grader. Det er en lov, som stiller Norge paa en meget fremskudt plads blandt nationerne i henseende til indrømmelse af kvindens ligestilling med manden. Der er faa lande, hvor man er kommet saa vidt. I de lande, hvor universitetets grader og examina have den samme betydning for indtrædelse i offentlige stillinger som hos os, - hvilket f. ex. ikke er tilfældet i England, - er i almindelighed adgangen enten ganske lukket som i Tyskland eller mere eller mindre indskrænket, idet f. ex kvinderne for det meste ialfald ere udelukkede fra theologien, saaledes som i vore nabolande Sverige og Danmark.
Til denne udvikling paa lovgivningens omraade svarer der en, om muligt, endnu større forandring i den plads, som kvinden indtager i den almindelige bevidsthed.
I den første halvdel af aarhundredet vil man endnu finde kvindens stilling bestemt ved den - man kan kalde det - romantiske, feudale opfatning, som ikke uden gysen kan tænke sig hende i nogen virksomhed udenfor hjemmets stille kreds, som ser det eneste formaal for hendes uddannelse i det at forberede hende for denne virksomhed i huset, og som kun kjendte dette ubarmhjertige enten-eller for kvinden: at blive gift - eller henleve sit liv som en af disse forfeilede existenser, man benævner gamle jomfruer. Denne opfatning er typisk skildret i Jonas Lies mesterlige fortælling: »Familien paa Gilje«. - Nu ser den oplyste almenhed ikke længere med misbilligelse paa den kvinde, der søger arbeide. Der har aabnet sig adgang til livsophold for kvinderne ogsaa ved andet end det rent manuelle arbeide. Vi se dem som næringsdrivende som telegrafistinder, som kontoristinder, som lærerinder, som professionelle sygepleiersker, og det er ikke blot de lavere klasser, der levere kontingent til de arbeidende kvinders tal. Ja, der er tegn til, at den opfatning om maaske ikke saa ret lang tid vil udvikle sig, at det ansees som noget forfeilet ved den ugifte kvinde, der ikke søger sig en livsgjerning at arbeide for. I sammenhæng med denne forandring i den almindelige bevidsthed staar ogsaa det uhyre omsving i den kvindelige undervisning. Jeg kommer tilbage til dette senere; men allerede i denne forbindelse vil jeg blot bede Dem i tanken sammenstille den ide, De kan gjøre Dem over Deres mødres skoleundervisning, med de pigeskoler, De nu se i virksomhed rundt omkring, og De vil have følelsen af, hvilken overordentlig forandring der her er foregaaet.
Denne udvikling er, som sagt, naar man ser bort fra de seneste aars resultater, foregaaet uden nogen agitation, ja uden at der - før i den sidste tid - kan siges at have existeret nogen egentlig »kvindesag« hos os. Dette giver, mener jeg, et betydningsfuldt indblik i den fremtid, som kvindesagen vil kunne faa, naar den bæres frem af bevidste bestræbelser for opnaaelsen af bestemte formaal.
Jeg gaar nu over til at betragte denne bevægelse i dens fremtræden som en agitation med et bestemt program.
Denne agitation er, som De vil vide, udgaaet fra de nordamerikanske fristater, hvor den oprindelig blev reist af kvinder. I Amerika, hvor man med et nybyggerlands hensynsløshed og tilsidesættelse af alle sociale skranker og fordomme har gjennemført den gamle verdens ideer om frihed og lighed, der har kvindesagen seiret paa alle væsentlige punkter. Fra Amerika er den gaaet over til England, hvor den har fundet en forkjæmper, som mere end nogen anden har hævet kvindesagens stilling i den almene bevidsthed, nemlig Stuart Mill. Han var, kan man sige, i flere henseender særlig kaldet til at virke for kvindesagen. Det var en forfatter, som begyndte sin virksomhed med en bog »Om friheden«, hvori han med større styrke end nogen anden skribent i aarhundredet har hævdet den individuelle friheds krav paa selvstændig udvikling. Han havde i sin hustru en medhjælperske i sit arbeide, der i en sjelden grad forenede høi intelligents med en rigdom af alle de egenskaber, som man pleier at fremhæve som kvindelige dyder. Stuart Mills bog: »The subjection of women« tør, naar man ser hen til de praktiske resultater, den i virkeligheden har medført, betegnes som et af de mærkeligste skrifter i aarhundredet. Stuart Mills theori har for kvindesagens skjæbne i den gamle verden havt samme betydning som den amerikanske praxis: Den første har forskaffet de ledende argumenter, den sidste de oplysende exempler.
Fra Amerika og England er kvindebevægelsen gaaet over til kontinentet. I alle europæiske stater er denne agitation kommen mere eller mindre levende frem, og den er endelig naaet til os. Den er ikke blot bleven drøftet i vor periodiske presse; den har allerede gjentagne gange været under forhandling i vor nationalforsamling. Den er ogsaa sat under debat i vore digteres verker. Der er dem af disse, som have gjort det til sin livsopgave at kjæmpe for kvindens ret, andre, hos hvem dette spørgsmaal indtager en mindre fremtrædende stilling, men alle omfatte de denne sag med en saadan interesse, at næsten enhver ny frembringelse leverer et nyt bidrag til oplysning af kvindens nuværende sociale stilling og manglerne ved denne. Der har endvidere her - i lighed med, hvad der tidligere findes i England, Holland, Tyskland, Schweiz, Danmark og Sverige, - dannet sig en forening af mænd og kvinder med det specielle formaal at virke for denne sag, og endelig have begge vore politiske partier, om end vistnok i forskjellig form, opstillet kvindesagen som et led af sit program.
Det er da vel ogsaa; tør man sige, et tidsmæssigt foretagende at undergive dette spørgsmaal en diskussion her blandt studenterne. Det er en naturlig fordring, at den akademiske ungdom, som allerede ser kvindelige medstuderende i sin midte, tager spørgsmaalet under overveielse og bereder sig til i livet at tage stilling til det. Jeg har saa meget heller villet bringe dette spørgsmaal frem her, som det maa siges, at det langtfra har den plads i den almindelige bevidsthed, som det bør have. Jeg tror, at man endnu ikke er naaet frem til et lidenskabsløst og objektivt syn paa det. Der findes endnu mange fordomme, som hindre en fuldt ud human drøftelse af det. De, der optræde som kvindesagens forkjæmpere, ere altfor ofte udsatte for at ansees enten som stormløbere mod moralitet, religion, kvindelighed, hjem og familie, kort mod alle de helligste goder, eller som kortsynede sværmere der ikke se konsekventserne af sit eget standpunkt.
Spørgsmaalet er ogsaa paavirket af dets stilling ligeoverfor de politiske partier. Uhyre meget vil være vundet, naar man har ophørt at betragte det som en politisk partisag. Det er en sag, hvis sociale betydning er større, mere vidtrækkende end de politiske spørgsmaal. Det er derfor ogsaa en sag, som bør ligge over partierne, et felt, paa hvilket alle bør kunne mødes i samdrægtigt og fælles arbeide.
Jeg tror, at en frugtbringende diskussion om kvindesagen kun kan naaes derigjennem, at man strengt holder sig til de bestemte praktiske formaal, som bevægelsen har sat sig, altsaa tager for sig de enkelte led i kvindesagens program og saavidt muligt betragter disse fra de forskjellige sider, som kunne frembyde sig. Man maa overveie det berettigede i de krav, som stilles, og de betænkeligheder, som kunne reise sig mod at efterkomme dem. De, som ville bekjæmpe dem, ville da have den opgave at paavise farerne netop ved disse bestemte krav. Det er saa almindeligt at man i en diskussion om disse emner stiller sig paa et saa at sige ganske abstrakt standpunkt. Man opfatter f. ex. bevægelsen som rettet mod en opløsning af familieforholdet i almindelighed, som et udslag af darwinisme og positivisme, af socialisme eller individualisme eller lign., uden at paavise anden sammenhæng mellem disse livsopfatninger og kvindespørgsmaaet end den tilfældige, at én eller anden, som kjæmper for kvindens emancipation, tillige hylder en af de nævnte retninger. Eller man tager for sig et eller andet af vore digteres verker og paaviser, hvorledes kampen for kvindens rettigheder i de skildrede personer eller forhold har ledet til moralske feiltrin eller ofte endog til udskeielser af den sørgeligste art. Men heller ikke det er noget brugbart standpunkt for bedømmelsen af, hvad kvindesagen egentlig bærer i sit skjød. Digteren har en ganske anden opgave end moralisten og statsmanden. Han skildrer konkrete fænomener, konkrete tilstande. Hans digtnings værd for de sociale problemer, han behandler, beror væsentlig derpaa, at han viser, hvorledes visse sociale tilstande, visse opfatninger under bestemte forhold og hos bestemte individer maa eller kunne føre til bestemte resultater. Den sandhed, de digteriske skildringer indeholde, er en konkret, ikke en abstrakt, den har sin styrke ikke i en almindelig logisk eller ethisk, men i en konkret, psykologisk sammenhæng.
Jeg skal søge i det følgende enkeltvis at tage for mig hvert af de krav, som kvindesagen opstiller som led i sit program.
Man kan sige, at den ledende tanke i den hele bevægelse er den, at kvinden ligesaavel som manden frit skal kunne udvikle sine naturlige anlæg og evner, og selv finde den plads, som hendes natur anviser hende. Det er kvindesagens kjerne, og den udmunder da i følgende mere specielle krav: Krav paa delagtiggørelse i den høiere undervisning, som bliver manden tildel, - krav paa delagtiggjørelse i de livsstillinger, som staa manden aabne, - krav paa en friere stilling i ægteskabet, specielt beskyttelse for kvindens økonomiske stilling under dette, - og endelig krav paa delagtighed i de offentlige valg.
Jeg tror ikke, jeg feiler, naar jeg siger, at det essentielle i dette program, det præliminære spørgsmaal, af hvis løsning for en væsentlig del alle de andre afhænger, er spørgsmaalet om den kvindelige opdragelse og undervisning. Det er nemlig klart, at kvindens evne til at gjøre sig gjældende med den sociale og intellektuelle vægt ligeoverfor manden, som den emanciperede kvinde gjør krav paa, afhænger i væsentlig grad af den udstrækning, hvori hun forstaar at hæve sig til mandens aandelige niveau. Særlig gjælder dette om hendes adgang til at indtræde i de høiere borgerlige stillinger. Thi det vil jo betyde lidet, at man aabner hende saadan adgang, saalænge man ikke sørger for at skaffe hende den fagdannelse, som kræves for at kunne indtræde i disse stillinger. Ja man kan gaa et skridt videre: Det betyder lidet at aabne hende adgang til universitetet og den høiere fagdannelse, saalænge der ikke er sørget for, at hun har den skoledannelse, som universitetet fordrer. Saalænge nemlig dette ikke er tilfældet, vil det jo være en tilfældighed, om en kvinde kan betræde denne vei. Det vil være yderst sjeldent, at en kvinde, der har gjennemgaaet en opdragelse, rettet paa andre øiemed, senere besidder de indre og ydre betingelser til at ofre sig for en saadan høiere uddannelse. Og det viser ogsaa erfaring fra Europa, hvor der endnu i det store og hele taget er gjort overmaade lidet for kvindens elementære undervisning. Selv i lande, hvor adgangen til universitetet og de forskjellige livsstillinger, som hænger sammen dermed, i længere tid har været hende aaben, er den forholdsvis lidet benyttet. Omvendt tror jeg, at man trygt kan sige, at har man først bragt kvindens uddannelse i høide med mandens, og har kvinden vist sig i besiddelse af de samme aandsevner som manden, vil der i virkeligheden reise sig ligesaa liden modstand mod hendes adgang til de høieste borgerlige stillinger, som nu mod hendes indtræden i kontoristinde-, telegrafistinde- og lærerindestillinger. Dette spørgsmaal vil da beskjæftige den offentlige diskussion forholdsvis ligesaa lidet, som spørgsmaalet om hendes adgang til disse lavere livsstillinger har sysselsat almenheden. Det er da altsaa undervisningsspørgsmaalet, jeg først vil søge at belyse. Der forudsættes til en alsidig behandling deraf mange betingelser, som jeg ikke besidder, men jeg regner paa, at den efterfølgende diskussion vil supplere, hvad jeg her maatte forbise.
Man formulerer ofte dette spørgsmaal saaledes: Skal kvinden have den samme ret til aandsdannelse som manden? Men herved stilles sagen ikke i det rette lys. Den franske filosof Paul Janet har meget træffende bemærket, at et er, hvad kvinden har ret til, et andet er samfundets pligt. At kvinden maa have fuld frihed til ved egne midler at skaffe sig kundskaber og aandsdannelse i en hvilkensomhelst udstrækning, vil i et civiliseret samfund ingen negte. Et andet spørgsmaal er, hvorvidt samfundets pligt strækker sig til at yde midler til denne aandsdannelse. Et stort og betydningsfuldt skridt er her allerede tilbagelagt. Det anerkjendes almindeligt, at kvindens opdragelse overhovedet bør være en statssag, ikke udelukkende overladt til privat initiativ. Det erkjendes, at kvindens stilling ogsaa som hustru og moder er af den betydning, at det har krav paa offentlig interesse, hvorledes hun opdrages til denne stilling. Man siger ikke nu længer som madame Maintenon, at kvinden har mere ondt end godt af læsning, ei det den opdrager hende til luner og umættelig nysgjerrighed. Man siger snarere som Balzac: »Vore pigers opdragelse er et vigtigt problem, thi nationens fremtid afhænger af mødrene.« Der kræves en fuldvægtig uddannelse ogsaa, for at kvinden som moder skal kunne hævde sin autoritet ligeoverfor børnene, og for at manden hos hende kan finde al den støtte og hjælp, som han kan vente hos sin hustru. Saavidt strækker allerede erkjendelsen sig, og i denne retning er der forberedt, om ikke endnu taget betydningsfulde skridt i forskjellige lande. I Frankrige bevilges aarlig store beløb til den høiere kvindelige skoledannelse. Ogsaa hos os er der fra kirkedepartementet fremsat forslag til normalskoler for kvinder, som derved vil faa en uddannelse i høide med den, som mandlige middelskoler give. Og der er ingen tvivl om, at den bevilgende myndighed ikke vil unddrage sig de krav, som maatte stilles til den.
Men ved spørgsmaalet, om samfundet har pligt til at føre kvindens uddannelse videre, ophører enigheden, og tvivlene begynde. Vistnok er det saa, at der ogsaa her er enighed - ialfald blandt alle, som overhovedet besidde betingelserne for at diskutere spørgsmaalet - derom, at der vil være væsentlige goder forbundne med at bringe kvindens uddannelse i høide med mandens. Ingen kan nemlig lukke øinene for, at det er en uretfærdighed mod den begavede kvinde, at man ialfald faktisk stænger hende adgangen til fuldt at udvikle og øve sin aand. Det føles som en uretfærdighed mod den ugifte kvinde, at man under henvisning til, at kvindens opgave er at være hustru og moder skal udestænge hende fra den aandsdannelse og de stillinger, som kunde berede hende en økonomisk sorgfri tilværelse og byde hende opgaver, der helt kunde fylde hendes liv, og som hun finder det værd at arbeide for, og istedet kun henviser hende til arbeidsgrene, der ere trykkede af en overmægtig konkurrence, og som ikke bevarer hende for en tilværelse, der ofte svæver paa grænsen af nød, - til virksomheder, der ikke paa nogen maade formaa at tilfredsstille kvindens trang til ogsaa at arbeide for høiere opgaver i det til en stilling, og som ofte nok efterlader den bitre følelse af et forfeilet liv. Det er en ubillighed, siger jeg, mod den ugifte kvinde, men den samme ubillighed rammer i virkeligheden ogsaa mødre, og derigjennem børnene. Det rammer mange ubemidlede enker, som blive nødte til at ofre til sløvende og økonomisk slet lønnet arbeide al sin tid, medens de med en høiere uddannelse vilde kunne finde erhverv, der baade skaffede dem mere tid og flere midler til at sørge for børnenes pleie og opdragelse. - Endelig vil der ogsaa være enighed - jeg tror ikke, jeg vil møde indvending mod den bemærkning -, at allerede nu kunsternes og literaturens ikke mindre end den almindelige historie viser os, at aandslivet saavel som det praktiske liv vil kunne tilføres betydelige kræfter derved, at kvinden i større udstrækning delagtiggjøres i den høiere aandsdannelse og høiere virksomhed, som nu væsentlig er forbeholdt mændene.
Det er da egentlig ikke, fordi man bestrider, at det vil medføre fordele at føre kvindens uddannelse til dette maal, at kvindesagens modstandere bestride kvindens ret her, men fordi man frygter for, at disse fordele skulle opveies af ulemper og farer, der paalægge saavel kvinden som samfundet de med den nuværende tilstand forbundne ofre.
Inden jeg gaar over til at betragte disse farer, vil jeg gjøre den bemærkning, at man tildels stiller dette spørgsmaal i et skjævt lys ved at sætte det i forbindelse med den form for undervisningen, som er antaget i de nordamerikanske fristater, nemlig fællesundervisning af gutter og piger. Disse to ting: jevnbyrdig undervisning og fællesundervisning, høre ikke nødvendig sammen. Fællesundervisning har sine specielle fordele, men ogsaa specielle ulemper. Den jevnbyrdige undervisning af mænd og kvinder kan ialfald meget godt tænkes gjennemført uden den. Og det maa siges, at samfundet har en pligt hertil uden hensyn til de dermed forbundne ofre, hvis det kommer til den erkjendelse, at det har en pligt til at føre kvindens undervisning saa vidt frem, som mandens, men samtidig maatte finde, at fællesundervisningen er forbunden med fare.
Den første indvending, man i almindelighed fremfører mod jevnbyrdig undervisning af mænd og kvinder er, at kvindens intellektuelle anlæg er forskjellig fra mandens. Om dette punkt tror jeg, det maa siges, at vi paa vor videns nuværende standpunkt ved saare lidet. Uden at anmasse mig nogensomhelst autoritet paa det filosofiske omraade tør jeg sige, at den nuværende psykologi ikke har det kjendskab til den menneskelige intelligens's former og udviklingslove, som berettiger til med fuld sikkerhed at udtale nogen dom om denne forskjels tilværelse eller betydning. Den almindelige opfatning gaar ud paa, at den kvindelige intelligens udmærker sig ved et skarpere intuitivt blik, det vil sige en finere virkelighedssans, evne til anskueligere konkret forestilling og en stærkere detaljsans, medens mandens udmærker sig ved en større evne til abstrakt generaliserende tænkning. Der ligger ikke i denne opfatning noget forkleinende for kvinden. De, som sige det, mene vel heller ikke, at hendes intelligents er lavere end manden, men kun, at den er af en anden art, bestemt til at supplere og korrigere mandens.
Hvor meget sandt der er i dette, derom er det muligt, at fremtiden vil kunne fælde en mer berettiget dom end nutiden. Og særlig vil man kunne vente bidrag til belysning heraf fra kvinderne selv, naar rækkevidden af deres intelligens i større udstrækning bliver prøvet. Det er muligt, at den stilling, kvinden hidtil har været anvist, har fremkaldt denne opfatning. Det er ogsaa muligt - man skal ikke kunne benegte det -, at der til kjønsforskjellen svarer en forskjel i intellektuelle anlæg. Men jeg tror ikke, dette spørgsmaal behøver at præjudicere spørgsmaalet om, hvorvidt kvinde og mand kunne gjøres delagtige i jevnbyrdig aandsdannelse. En saadan forskjel kunde under alle omstændigheder kun tillægges vægt som et fingerpeg fra naturens side om at følge en noget forskjellig vei i henseende til evnernes udvikling og saaledes i det høieste tale mod fællesundervisning, men det behøver ikke at lede til en ringere uddannelse. Muligens vilde man finde at burde lægge vægten for kvindens vedkommende paa de empiriske videnskaber, historie og naturfag, saaledes som kirkedepartementet foreslaar i sin normalskole for kvinder. Naar man er kommet saa langt, at der bliver spørgsmaal om kvindegymnasier paa basis af denne skoleordning, vil man maaske have større materialier til at dømme om berettigelsen af denne opfatning. Men selv om man indretter kvindens undervisning saaledes, vil det ingenlunde lede til, at hun skulde være mere uskikket til at delagtiggjøres i mandens aandsdannelse og mandens virksomhed. Saavel i den videnskabelige forskning som i videnskabens praktiske anvendelse er der plads og behov baade for de evner, der væsentlig gaa i retning af skarpere intuitivt syn, og for dem, der have sin styrke i abstraktion og generalisering. Særlig gjælder det i videnskabens udøvelse, at man netop fortrinsvis har brug for de intellektuelle evner, man fremhæver som specifik kvindelige.
Den næste indvending, som man har fremsat, berører den fysiske forskjel. Denne forskjel lader sig ikke benegte. Der kan kun være spørgsmaal om, hvilken udstrækning man skal tillægge den indflydelse paa kvindens uddannelse, og jeg vil ikke tilbageholde den bemærkning, at maaske mange af kvindesagens forkjæmpere have tillagt den for liden vægt. De farer, som i den retning true kvinden fra en videre gjennemførelse af en med mandens jevnbyrdig aandsdannelse, ligger for det første deri, at den kvindelige modenhedsudvikling ytrer en langt mere gennemgribende indflydelse paa legemets ernæringsforhold og livsfunktionerne end udviklingen hos manden. Hos kvinden hører under udviklingsperioden nervøse lidelser, klorotiske og i det hele anæmiske tilstande til det regelmæssige, og under disse tilstande kræves den største skaansomhed ved anspændelse af aandsevnerne. I forbindelse hermed har man ogsaa lagt vægt paa den biologiske kjendsgjerning, at en for stærk udvikling af enkelte organer oftere medfører svækkelse af andre. Man har frygtet for, at en for stærk udvikling af kvindens forstandsevner og hjernefunktioner skulde virke svækkende paa de specifikt kvindelige funktioner og derved i sine sidste konsekvenser true samfundet med en uberegnelig fare. Man har i den henseende paaberaabt sig erfaringer fra de nordamerikanske fristater.
Jeg skal her anføre et par udtalelser fra amerikanske læger som dels ere meddelte af medicinaldirektør Dahl (i en artikel i »Folkevennen«) og dels findes i endel artikler, trykte i »Luthersk Ugeskrift« (der kan ogsaa henvises til M. Buisson Rapport sur l'instruction primaire à l'exposition universelle de Philadelphia, Paul Janet i Revue des deux moudes for januar 1879 samt Hornemann Hygiänische Mittheilungen 8de bd.): En Bostoner læge, dr. Clarke, udtaler: »Den første iagttagelse, en europæer gjør i vort land, er, at vore kvinder ere en svag race; og er han fysiolog, vil han ganske sikkert tilføie: De ville ogsaa føde en svag rase, ikke blot af kvinder, men ogsaa af mænd. Jeg har flere gange været i Europa, og hver gang er jeg bleven overrasket ved at se, hvilken blodmængde, der giver farve til damers og bondepigers ansigter og fremkalder mindelser om Rubens's og Murillos billeder. Og hver gang er jeg ved min tilbagekomst bleven overrasket over mængden af blege, blodløse kvindeansigter, der fremkalde forestillingen om tæring, kjertelsyge, anæmi og nervelidelser. I et meget stort omfang er vor nuværende maade at opdrage pigebørn paa skyld i denne bleghed og svaghed.«
En anden læge, dr. Allen, udtaler: »Ved overanspændelse af forstandsvirksomheden, ved emancipationen af den kvindelige slægt, ved den fuldstændige forsømmelse af den fysiske opdragelse bevirkes ogsaa en fysiologisk forkrøbling af den kvindelige organisme. De unge Amerikanerinder faar sit hoved proppet fuldt med latin og græsk, med fysik, kemi, astronomi, botanik osv., medens de saagodtsom intet lære af de simpleste huslige arbeider. Hun studerer sig trangbrystet og fladbrystet og svindsottig, og hendes muskulatur bliver under dette næsten ganske ødelagt. Hendes hjerne- og nerveliv bliver paa den unaturligste maade anspændt paa bekostning af alle de legemsfunktioner, der have hensyn til forplantelsen.«
Det er klart, at de her fremhævede hensyn have krav paa at komme i betragtning; men et andet spørgsmaal er det, om de udtalelser, som saaledes foreligge fra amerikanske læger, kunne betragtes som afgjørende indvendinger mod den høiere kvindeundervisning i dens almindelighed. Man maa i saa henseende ikke være for rask til at drage sine slutninger. Det tør hænde, at der her gjør sig gjældende eiendommeligheder, som paa det nøieste hænge sammen med hele det amerikanske samfunds liv og udvikling. Det tør ogsaa hænde, at specielt fællesundervisningen her har øvet sin store indflydelse. Den tvang og den ensartethed, der er forbunden med al skoleundervisning, forbyder, at der i videre udstrækning tages hensyn til de specifikt kvindelige forhold, og den leder, som ogsaa andre udtalelser fra de nordamerikanske fristater godtgjøre, let til en vis overanspændelse af evnerne fra kvindens side ved den lyst til at kappes med manden, som den i almindelighed fremkalder. Det er ogsaa nærmest mod fællesundervisningen, disse udtalelser ere rettede.
Her er ikke tid til - og jeg har heller ikke evne til - mere indgaaende at behandle de reformer i den kvindelige skoleundervisning, hvorved man samtidig skulde kunne føre denne til et høiere maal og undgaa de her mødende vanskeligheder. Jeg nærer fuld tillid til, at fremtidens pædagogik vil løse dette problem, og skal her kun pege paa et par punkter.
De farer, som her ere fremhævede, ville, om de bekræftes ved erfaring, vistnok for en væsentlig del kunne afværges ved, at man anlægger den kvindelige undervisning paa en længere varighed end den mandlige, saaledes som f. ex. vort kirkedepartement har gjort ved opstillingen af sin til middelskolen svarende normalskole for kvinder.
Endvidere turde der kunne udrettes overordentlig meget, - som ogsaa antydet i de udtalelser, jeg har anført, - ved at der lægges større vægt paa udviklingen af det kvindelige legeme, - ved at gymnastik og friluftsbeskjæftigelse ogsaa indgaar som en regelmæssig del af den kvindelige undervisning.
Endelig tør det ogsaa være tilladt at minde om, at spørgsmaalet om undervisningen endnu i høieste grad befinder sig i en flydende tilstand. Man er ingenlunde kommet paa det rene med, hvilke principer der bør beherske mandens undervisning; der føres endnu en strid mellem de forskjellige retninger i vor skoledannelse. Det fremhæves ogsaa for mandens vedkommende som en svaghed ved den nuværende skole, at man forcerer de fysiske evner. Og det tør vel haabes, at det vil lykkes fremtiden at finde en opdragelsesmethode, der kan bibringe de for en høiere aandsvirksomhed nødvendige grundlag uden den overanstrengelse af sjæl og legeme, som der nu klages over, og som jeg for mit vedkommende for en væsentlig del tilskriver den herskende retnings encyclopædiske spredning af undervisningsstoffet. Dette sidste er forøvrigt ogsaa et fremherskende træk ved vore nuværende pigeskoler, der visselig ikke kan siges at stille ringe krav til elevernes fysiske styrke.
Hvad specielt angaar den høiere fagdannelse, gjør de her fremførte indvendinger sig langt mindre gjældende, baade fordi de friere studier tillade kvinden mere at indrette sig efter sine kræfter, og fordi der jo regelmæssig kun vil blive tale om denne bane for kvinder, hvis fysiske saavel som aandelige evner gjør hende skikket dertil. Man maa erindre, at der ogsaa blandt mændene ere mange, der maa give afkald paa den høiere fagdannelse, fordi deres evner eller kræfter ikke tillade dem at betræde denne vei. Man vil jo ingenlunde ved at aabne kvinden adgang til den høiere fagdannelse tvinge hende ind paa denne vei, men kun give hende anledning til selv at vælge.
Jeg kommer endelig til den tredie indvending, som er fremført mod kvindens fagdannelse og høiere aandsdannelse i sin almindelighed. Enhver uddannelse kan siges at have et dobbelt formaal: at skaffe vedkommende individ kundskaber og dannelse blot for kundskabernes og dannelsens egen skyld, for det fyldigere livsindhold, som disse give, og det at forberede for praktiske formaal. Derpaa er mandens opdragelse baseret. Nu er der imidlertid det særegne ved kvindens stilling, at hun har en særlig opgave, fra hvilken jeg antager, at ialfald meget faa af emancipationens forkjæmpere ønske at fjerne hende, nemlig den at være hustru og moder. For denne stilling kan der ikke prædestineres paa den maade, at enkelte kvinder sikres indtrædelse i den og andre paa forhaand udelukkes. Det er da nødvendigt at indrette kvindens opdragelse saaledes, at alle kvinder sættes istand til at udfylde denne plads, og da opstaar det spørgsmaal, om der ikke fra den side truer kvinden og samfundet farer ved at bringe hendes uddannelse i høide med mandens.
Det var en især i ældre tid udbredt opfatning, som vistnok tildels endnu behersker menneskene - maaske netop især kvinderne selv - den: at disse ved at delagtiggjøres i mandens kundskaber skulde tabe de egenskaber, som give dem tiltrækning for ham, eller som betinge hendes evner til at være sine børns opdragerinde. Man frygtede, at hun skulde miste sin kvindelighed.
Denne frygt har faaet megen næring ved kvindesagens udskeielser. Ved enhver ny retning vil der i overgangstiden klæbe misvæxter. Og der er saa mange mennesker, som kun ere vante til at bedømme fænomenerne efter ydersiden, ikke efter kjernen. De have forlængst dømt kvindernes emancipation efter de hyperemanciperede kvinder. Og de kvinder, som have lagt sin stræben paa at efterligne mandens ydre optræden, have i virkeligheden været sin sags værste fiender.
Søger man at se sagen fra et almindeligt standpunkt, synes der ikke at være noget, som taler for den antagelse, at en høiere aandsdannelse skulde berøve kvinden den større styrke og inderlighed i følelseslivet, den blufærdighed, som man pleier at anse som den væsentligste side ved kvindeligheden. Alvorlig sandhedssøgen og sandhedserkjendelse kan kun bidrage til yderligere at udvikle og forædle disse egenskaber. Denne antagelse vinder, mener jeg, bestyrkelse ikke alene ved de erfaringer, man allerede i rigt mon har havt anledning til at gjøre ligeoverfor kvinder, der have naaet aandsdannelsens høider, men ogsaa ved en anden iagttagelse. Der kan ogsaa hos manden findes de psykiske egenskaber, der udhæves som kvindelige; man siger jo om mange mænd, at de besidde et kvindeligt gemyt. Og den blyghed, den varme i følelseslivet, der udhæves som en fordel hos kvinden, findes ofte netop hos mænd med den allerhøieste intelligens.
Men medens saaledes ingen grund taler for, at de ædlere sider ved kvindeligheden ville lide ved en dyberegaaende aandsudvikling, tør en saadan paa den anden side ventes at ville, ialfald for endel, skille kvinden af med sider, som maaske enkelte mænd sætte pris paa, men som ikke fortjene at sættes pris paa, egenskaber, som have givet Shakespeare anledning til sin bekjendte udtalelse, Frailty thy name is woman: svaghed i karakteren, mangel paa evne til selvstændig opfatning og selvstændig handling, lunefuldhed og overfladiskhed.
Hvad her er sagt, vil, som antydet, neppe nu længer møde saa megen modsigelse. De intelligentere modstandere af kvindens høiere uddannelse finde faren ikke i dannelsen selv, men i den anstrengelse, den opofrelse af tid, som er forbunden med kundskabernes erhvervelse. Man frygter, at kvinden skal blive reven ud af familien, at hun ikke skal finde saamegen anledning til at ofre sig for familielivet, for moderens selskab og gavnlige indflydelse og for udviklingen af dygtighed i de huslige gjøremaal, til hvilke hun senere kan blive kaldet.
Det er jo klart, at skoledannelsen bør tage hensyn til dette. Dersom den ikke ogsaa retter sit øie paa denne specielle opgave: at uddanne kvinden til en god moder for sine børn, en støtte for sit hjem, vil den forfeile maalet, og derfor mener jeg, at der ogsaa fra den side kan reises væsentlige indvendinger mod fællesundervisningen. Et andet spørgsmaal er, om det er en indvending mod en jevnbyrdig undervisning. Ogsaa i den henseende tør der vel være mere at lægge vægt paa udstrækningen af den kvindelige undervisning gjennem et længere antal aar, end paa formindskelse af selve kundskabsmaalet. Allerede nu er det jo tanken at føre den kvindelige undervisning indtil det 16de aar i høide med den mandlige middelskole, og spørgsmaalet bliver da i virkeligheden kun, om det har særegne betænkeligheder at bygge et gymnasium herpaa.
Hvad særlig den høiere fagdannelse angaar, antager frygten her ligefrem karakteren af en rædsel for en sprængning af ægteskab og familie ved, at kvinden rykkes ud af sin stilling i hjemmet. Man frygter vel ikke saa meget for, at kvinden overhovedet skal sky indgaaelse af ægteskab; isaafald vilde betragtningen være den, som Stuart Mill giver et meget tilspidset, men i det væsentlige korrekt udtryk, naar han gjengiver den saaledes: Det er nødvendigt, at kvinderne gifte sig og føde børn; de ville ikke gjøre det, hvis man ikke tvinger dem dertil, følgelig maa man tvinge dem. Denne betragtningsmaade vil nu ingen vedkjende sig. Om den kanske for enkelte kunne spille en rolle, vil dog ingen aabent optage den til debat. Opfatningen er hos de fleste mere den, at kvinden, naar hun bliver delagtiggjort i den høiere fagdannelse, skal tage flugten fra sine specifikt kvindelige opgaver og hellige sig til andre gjøremaal. Det er ogsaa et punkt, hvor man har paaberaabt sig erfaringer fra Amerika. Man har ment at kunne hente støtte ved en paavisning af, at befolkningens tilvæxt i de nordamerikanske fristater i de senere aar gaar langsomt for sig, at børnløse ægteskaber blive hyppigere, ja man har endog paaberaabt sig den store udbredelse af forbryderske maader at standse befolkningens tilvæxt paa, navnlig fosterfordrivelser. Det tør heri være adskilligt, som kan opfordre til overveielser; men paa disse opgaver at basere nogen afgjørende slutning i den retning, hvorom her er tale, vilde visselig være forhastet.
Paa de empiriske videnskabers omraade er man forlængst paa det rene med, at det for at begrunde en lovmæssig sammenhæng mellem to kjendsgjerninger maa kunne paavises, at den ene ikke kan have andre aarsager, - at altsaa ikke ethvert post er et propter. Selv nationaløkonomien erkjender, at man ikke kan bygge nogen lov paa statistiken alene; man benytter denne for at korrigere og belyse de slutninger, man ad anden vei har udledet. Dette maa man ogsaa anvende paa de sociale videnskaber. Enhver, der har sysselsat sig med befolkningslæren, vil vide, at befolkningens væxt staar i nøie forbindelse med den ængstelse, som menneskene have for at forværre sin økonomiske og derigjennem sin sociale stilling, ved at paatage sig en forsørgelsespligt, man ikke fuldt ud kan opfylde. Det er denne betragtning, som. f. ex. ogsaa i lande som Frankrige har ledet til sildigere ægteskaber og en større forsigtighed i at sætte børn ind i verden, som man ikke kan berede den samme stilling, man finder ønskværdig for sig selv. Der er ingen tvivl om, at de samme betragtninger have paavirket befolkningens væxt ogsaa i Amerika. Om ogsaa de omstændigheder, som ere paaberaabte i de tidligere gjengivne udtalelser af amerikanske læger, i nogen mon har medvirket, savnes der visselig grundlag til at bedømme. Men at kvindens uddannelse til og deltagelse i mandens livsopgaver skulde bringe hende til særlig at fly moderstillingen og drive hende til forbryderske handlinger, derfor foreligger der - det vover jeg at paastaa - intet bevis, der taaler nærmere prøvelse. Det er saaledes ikke engang godtgjort, at de paaberaabte forbrydelser hyppigst forekomme netop i de familier, hvor hustruen havde havt en saadan fagdannelse. Og jeg vil tilføie, at man her maa være saa meget forsigtigere i sine slutninger, som kriminalstatistiken viser, at forbrydelser meget hyppig optræder epidemisk, uden at man klart kan paavise de nærmere aarsager.
Skal man søge efter almindelige betragtninger at danne sig en forestilling om, hvorledes kvindens deltagelse i mandens gjerning vil virke, forekommer det mig, at man snarere maatte vente en større dybde i kvindens opfatning af sin stilling i ægteskabet end det modsatte.
Man taler her, som om det under det nuværende regime aldrig hænder, at en hustru og moder svigter sine pligter, fordi hendes hele opdragelse har gjort hende fremmed for alvorlige opgavers løsning, og saa let udsætter hende for at glemme sin egentlige gjerning for flygtig livsglæde og letsindig nydelsessyge. Der synes at være megen styrke i den betragtning, at kvinden ved at opdrages til alvorligere formaal ogsaa vil faa større pligtfølelse ligeoverfor sit kald, større styrke til at bære byrden, et videre syn paa den betydning, hendes gjerning som hustru og moder har, at hun ved det frie blik, hun gjennem den høiere aandsvirksomhed faar paa udviklingen i det hele, vil - som nys en af vore skolemænd saa smukt udtrykte det i et offentligt foredrag - »se sin opgave adlet ved at føle den som et led i slægtens store gjerning«.
Kvindesagens modstandere gaa ud fra, at kvindens formaal ikke er hende dybere i kjødet skaaret, end at hun vil tage flugten fra dem, saasnart der bydes hende et andet. Den modsatte opfatning viser større tillid til kvindenaturen og kvindens evne til selv at vælge sine naturlige opgaver. Ser man bort fra de udvexter og abnormiteter, der kunne tænkes at blive forbundne med overgangstilstande, synes der mig at være liden grund til frygt. Der vil naturligvis være mange kvinder, som paa grund af, at de have sat sig et høiere livsmaal, have en høiere begavelse, ved hvilken de tro at kunne gavne det hele samfunds udvikling, ogsaa som hustru og moder ville ofre sig for et eller andet kald. Men den store flerhed af kvinder! Kan nogen for alvor betvivle, at de fremfor at være en middelmaadig læge eller jurist, - og man maa betænke, at kun de færreste mennesker hæve sig over middelmaadigheden, - ville foretrække det langt rigere liv, den langt mere tiltalende opgave at være sine børns moder, sit hjems støtte?
Det maa ogsaa bemærkes, at den frygt, man paa dette punkt nærer, tildels grunder sig paa ganske overdrevne forestillinger om den udstrækning, i hvilken der kan blive tale om det her berørte dilemma for de gifte kvinder. Dette kunne allermindst de betvivle, der anse kvinden fysisk og intellektuelt mindre skikket for borgerlige livsstillinger. Thi under den frie konkurranses herredømme ville de derved udelukke sig selv. Men selv bortseet herfra maa man, naar talen særlig er om den gifte kvinde, betænke, at de fleste ægteskaber indgaaes i alderen mellem 20 og 30 aar, altsaa i en saa tidlig aldersperiode, at kvinder i almindelighed ikke ville have havt anledning til allerede ved dette tidspunkt at naa den theoretiske og praktiske uddannelse, som de høiere virksomheder forudsætte. Og en afslutning af hendes fagdannelse efter ægteskabet vil i de fleste tilfælde forbyde sig selv.
Jeg kan ikke forlade dette emne uden at berøre en stilling, for hvilken kvinden paa den ene side har vist sig at besidde særlig lyst, og fra hvilken man paa den anden side har anført særlige grunde til at udelukke hende, nemlig lægestillingen. Kvindelige læger praktisere nu i England, Holland, Frankrige, Italien, Rusland - i det sidste land dog kun som kvindelæger - og naturligvis i Amerika. Man kan ikke negte, at kvinderne i mange henseender besidde betingelser for en læges stilling; og det gjælder ikke blot de praktiske eller rent manuelle, men ogsaa netop de intellektuelle egenskaber, der fremhæves som eiendommelige for kvindekjønnet; det skarpere intuitive blikk, den finere sans for enkelthederne er netop af særlig betydning for lægen.
Og paa den anden side kan man ogsaa sige, at her er fortrinsvis trang til læger. En meget intelligent franskmand, der i væsentlig grad har bidraget til at aabne lægestillingen for kvinder i Frankrige, Laboulay udtalte engang, at hvis man spurgte ham, hvorfor kvinderne skulde være læger, vilde han give det simple svar: fordi kvinder ere syge. Det er vistnok et ikke tilbørligt veiet moment, hvormange kvinder der blive livsvarig ulykkelige, fordi man ikke har kvindelige læger. Det er et forhold, som statistisk belyst, maaske vilde give det vægtigste indlæg i kvindesagen.
Hvad man fremhæver som farligt ved kvindens indtræden i lægestillingen, er særlig det, at selve studiet saavelsom lægevirksomhedens udøvelse skulde krænke den kvindelige blufærdighed. Jeg tror, at denne opfatning - som ikke har bekræftet sig ved de universiteter, hvor kvinder og mænd studere i fællesskab, som Heidelberg og Zürich, - tildels hviler paa en undervurderen af den særlige magt, som studiernes eget videnskabelige alvor øver. Det er en iagttagelse, man vil gjøre, at fænomener, som ellers ere skikkede til at gjøre et stærkt indtryk paa vort følelsesliv, ikke berøre os fra denne side, naar det udelukkende opfattes som objekt for intellektuel virksomhed. Enhver begyndende mediciner vil vide, at det aldrig afficerer ham ubehageligt at dissekere et menneskeligt lig for studiets skyld, men at snitte hensigtsløst i et dødt menneskes legeme, vilde gjøre et modbydeligt indtryk paa enhver læge. Jeg mener, at man ved denne betragtning kan ledes til at overveie, om det ikke kan forholde sig paa lignende maade med kvindens blufærdighed - om ikke de fænomener som man har antaget skulde støde hende, vilde have en noget anden virkning, naar de opfattes som gjenstand for videnskabeligt studium.
Jeg vil forsøge at resumere hvad jeg har sagt om kvindens uddannelse, saaledes: Jeg mener, det er samfundets opgave at føre den kvindelige undervisning saavidt, som det paa nogen maade findes stemmende med indvundne erfaringer om hendes specifike anlæg og natur, og som det findes foreneligt med hendes uddannelse til at udfylde en moders og hustrus stilling, men at der forøvrigt maa overlades hende selv den fuldstændigste frihed saavel i valget af sin uddannelse, som af sin livsstilling.
Det næste hovedpunkt i kvindesagens program vedrører hendes stilling i ægteskabet. Det program, som her er opstillet, er at berede hende en større selvstændighed ligeoverfor manden og specielt større betryggelse i økonomisk henseende. Muligens vil man sige, at det er en for snever gjengivelse af kvindesagens program paa dette omraade. Og særlig vil man maaske have dette indtryk, naar man ser, hvorledes ægteskabet sættes under debat af vore digtere. Mange af de mangler, som ere fremdragne af disse, hænge imidlertid sammen med, hvad der er behandlet i det foregaaende: den kvindelige opdragelse. Det afhænger jo, som allerede antydet, i større eller mindre grad af den indflydelse, som en forandring i kvindens opdragelse formaar at øve, hvilken stilling hun skal indtage i ægteskabet, navnlig i hvilken udstrækning hun skal formaa at hævde en moralsk og intellektuel selvstændighed. Enkelthederne ved den forandring, som i denne henseende kan ventes af en bedre kvindeopdragelse, lader sig ikke med noget udbytte bringe under diskussion her. Det vilde i virkeligheden lede til en diskussion om ægteskabet i dets almindelighed, og forudsætte en undersøgelse af ægteskabets ethiske betingelser, som ialfald vilde forrykke den naturlige ramme for vort spørgsmaals behandling.
Jeg vil da væsentlig begrænse mig til det allerede antydede: betryggelsen af kvindens økonomiske stilling, idet jeg dog vil forudskikke en mere almindelig bemærkning, som muligens kan fjerne endel misforstaaelser. Man antager som oftest, at kravet paa større selvstændighed for kvinden i ægteskabet ogsaa betegner opløsning af dette, at større frihed overfor manden med nødvendighed betegner større frihed ligeoverfor de ægteskabelige baand overhovedet. Denne konsekvense vil jeg afvise saavel i almindelighed som i speciel anvendelse paa det spørgsmaal, jeg nærmere skal tale endel om. Udelukkelse af blind lydighed betyder ligesaalidt i familielivet som i statslivet opløsning af alle baand. Kvinden skal føle sig ligesaa bunden til ægteskabet som manden; og ligesaavist som det er en immoralitet for ham, der ingen lydighedspligt har, at unddrage sig de forpligtelser, som ægteskabet paalægger, ligesaavist gjælder det samme ogsaa for kvinden, selv om man giver hende ret i, at hun ikke legalt skal prisgives en mands herredømme, hvor brutalt, hvor moralsk og økonomisk fordærveligt dette end maatte være. Det er saa almindeligt, at man - ogsaa her gjerne under henvisning til vore digteres skildringer - paaberaaber sig, at de paastande, som kvindesagens forkjæmpere opstille, lede til, at man maa billige den kvinde, der forlader mand og børn, fordi samlivet er hende utaaleligt. Men det maa dog være klart, at dette ligesaalidt er en konsekvens af kvindens krav paa en beskyttelse mod et hensynsløst herredømme fra mandens side, som det kan siges at være en konsekvens af mandens nuværende stilling i ægteskabet, at han paa sin side skulde være moralsk berettiget til af saadanne grunde at forlade sin hustru og sine børn.
Jeg vender mig efter disse bemærkninger til en betragtning af kvindebevægelsens bestræbelser for en større økonomisk uafhængighed for den gifte kvinde. Under vor nugjældende lovgivning finder der, som forsamlingen bekjendt, fælleseie sted mellem ægtefællerne. Det vil jo indrømmes, at denne institution i sig selv hviler paa en smuk og ethisk berettiget tanke: den samvirken, det fællesskab i interesser, som er ægteskabets kjerne, skal ogsaa udstrække sig til det økonomiske omraade. Først derved opnaaes fuld solidaritet og sand enhed mellem ægtefællerne. Men denne ideelle og lysende side af institutionen har sin mindre lyse revers. Det maa nemlig erindres, at naar man taler om formuesfællesskab, mener man ikke en enhed, hvor begges interesser i lige grad formaar at gjøre sig gjældende. Denne ideelle fordring kan vanskelig realiseres, og det maa siges, at vor lovgivning paa sit nuværende standpunkt ikke engang har gjort forsøg paa at realisere den. Praktisk talt opnaaes enheden derved, at manden bliver den ene styrende, og det efter vor nugjældende ret saagodtsom uden skranker. Kvinden er fra det øieblik, hun indtræder i ægteskab, fuldstændig umyndig. Hun har ikke evne til at disponere uafhængigt over midlerne eller overhovedet træffe noget retsligt skridt uden mandens vilje. Har hun før siddet i nogen næring, maa hun opgive den.
Paa den anden side er manden eneraadig og kan træffe de mest vidtgaaende dispositioner over formuen, uden at indhente hustruens samtykke. Han kan ved hazardøse spekulationer, ved uduelighed, ødselhed eller udsvævelser sætte hustruens i ægteskabet medbragte midler overstyr og berede hende økonomisk ruin. Han kan bortskjænke hele sin og hustruens formue, om han vil, til børn af første ægteskab eller - endnu værre - til maitresser. Ja manden kan med loven i haand affordre hustruen, hvad hun har tjent ved personligt arbeide, og anvende til drik og udsvævelser, hvad hun har lagt til side til sit og børnenes underhold.
Disse skyggesider ere hverken faa eller ubetydelige. Det vil ikke kunne bestrides, at den samme ordning af det ægteskabelige formuesforhold, der i et fuldkommen lykkeligt ægteskab maa fremstille sig som saa naturlig og smuk, i de mindre lykkelige kun vil bidrage til at fremkalde kollision og lade det ulykkelige i forholdet for hustruen træde frem med forøget bitterhed. Man har heller intetsteds lukket sine øine for disse farer. I flere lande har man sat sig i bevægelse for at afhjælpe disse mangler. I England, hvor tilstanden var om muligt værre end hos os, har man opnaaet meget væsentlige forandringer i kvindens stilling. I Amerika har særeie afløst den ældre engelske ret. Ogsaa i enkelte europæiske lande, som Preussen, Østerrige, Italien har man fuldstændig opgivet fælleseie og opstillet særeie som legal norm, om end med modifikationer, hvorved manden erholder brugs- og nytteret over formuen. I Frankrige og Sverige er kun endel af formuen fælleseie. Saavel i Sverige som i Danmark beskytter man hustruens personlige erhvervelser.
Hos os er der kun et meget lidet parti, som ikke vil indrømme, at der findes mangler, og at der i den henseende bør træffes reformer. Saadanne reformer have været under statsmagternes overveielse, og der har været forelagt storthinget forslag til forbedringer. De ere imidlertid endnu ikke komne til afgjørelse. Her gjør sig to forskjellige retninger gjældende. Den ene vil, at man skal bygge paa, hvad man har, formuesfællesskab, men søge at afhjælpe manglerne ved at indføre adgang for ægtefællerne til ved frivillig overenskomst at gjøre undtagelse fra dette forhold, ved at indskrænke mandens adgang til uden hustruens samtykke ved gave at forføie over det fælles gods, ved at give hustruen ret til i visse tilfælde at begjære separation af midlerne, og endelig efter en fraktions forslag ved helt ud at indrømme kravet paa beskyttelse af selverhvervet gods.
Den opfatning, at fælleseiet bør bevares, har, som det viser sig af indhentede erklæringer fra herredsstyrelserne, pluraliteten af nationens mænd for sig: Kvinderne har man ikke havt anledning til at spørge.
Den anden retning mener, at det kun er fuld betryggelse ved særeie. Denne retning tæller endnu kun en minoritet, - ja det maa siges, at den er betragtet med megen fordom. Den er bleven bekjæmpet med en hadskhed, som forekommer mig ganske uforklarlig. Og jeg vil tilføie, at jeg med beklagelse ser, at det politiske parti, jeg regner mig for at tilhøre, har opstillet bekjæmpelse af denne reform som et led af sit program.
Jeg vil indrømme, at familieforholdene ere et omraade, hvor selv fordomme, indgroede meninger stille forholdsvis berettigede skranker mod en reform, og at bestræbelserne først bør rettes paa at bortrydde disse fordomme. Og jeg vil ogsaa indrømme, at man her bør vogte sig for at vente for store virkninger af en forbedring ved lovreformer. Det maa atter her fremhæves at det til syvende og sidst vil bero paa den evne, som kvinden har til selv at hævde sin selvstændighed ligeoverfor manden, om disse reformer ville skaffe hende nogen varig forbedring. Mod kvinden selv kan man ikke beskytte hende; det er en sandhed, som den svenske forfatterinde, fru Edgren i skuespillet »Sande kvinder« har fremstillet med en magt, ingen vil kunne unddrage sig.
Men skal jeg træffe et valg, anser jeg principielt særeie for det bedste system. Jeg mener, at de kauteler mod ulemperne ved formuesfællesskabet, som ere foreslaaede, ere utilstrækkelige. Det er hos os en lidet kjendt skik at indgaa ægtepagter. Det vil fra begge sider betragtes som udtryk for mistillid at gjøre afvigelser fra lovens norm. Og jeg tror heller ikke, at man vil opnaa noget ved at indrømme hustruen adgang til ved øvrighedens hjælp at faa separation af formuen; thi det er et middel, som de aller færreste kvinder ville benytte sig af. Det vil i virkeligheden betyde det samme som at bære hele det forfeilede i en forbindelse, hvori man fremdeles bliver staaende, offentlig til skue. Og hvilken kvinde vil lettelig bekvemme sig hertil?
Man siger, at de ulykkelige og forfeilede ægteskaber ere undtagelser, og at man ikke bør skrive love efter undtagelserne, men efter regelen. Jeg vil lade paastanden paa at de forfeilede ægteskaber ere undtagelser, staa ved sit værd. Men jeg vil sige, at den hele betragtning rammer ikke vort spørgsmaal. Man ikke alene kan, men man skal danne loven efter undtagelsen, naar man derved kan opnaa at tilfredsstille de krav, som undtagelserne stille, uden at krænke de interesser, som knytte sig til regelen. Spørgsmaalet er da, om særeie i høiere grad end formuesfællesskab kan antages at ville forstyrre lykkelige ægteskaber. Man siger, at særeie stiller ægtefællerne en garde mod hinanden, basererer ægteskabet paa mistillid istedetfor paa tillid. Jeg maa paa det bestemteste bestride dette. Jeg paastaar, at i et fuldkommen lykkeligt ægteskab spiller formuesforholdet og bør det spille en overmaade liden rolle. Det er jo ikke meningen at sige til ægtefællerne, at de skulle nære mistillid til hinanden og passe paa, at den ene ikke krænker den andens økonomiske interesser. Man vil ikke paatvinge dem særeie. Meningen er at overlade dem fuld frihed, at sige til ægtefællerne: Ligesom ægteskabet i sig selv er en frivillig institution, skal ogsaa formuesfællesskabet være det, - ligesom ægteskabet selv skal fælleseiet være helt og udelukkende baseret paa gjensidig tillid og kjærlighed, ikke i nogen maade skal skylde lovens autoritet sin tilblivelse. Og denne tanke vover jeg at paastaa er fuldt saa stemmende med ægteskabets ide, fuldt saa ethisk berettiget som den, hvormed fælleseiet forsvares. Der vil visselig være ægtefæller, der kunne blive misstemte over ikke at blive delagtige i den andens formue; men fortjene de motiver, der ville ligge til grund for en saadan stemning, at sanktioneres af lovgiveren?
Medens jeg saaledes ikke kan indse, at særeiet kan medføre nogen betænkelig følge for et ægteskab, hvor betingelserne for et lykkeligt samliv iøvrigt ere tilstede, er det min tro, at formuesfællesskabet ikke blot kan gjøre ulykkelige ægteskaber end mere ulykkelige, men ogsaa kan virkelig skabe ulykke ved den i mange tilfælde berettigede bitterhed, hvormed mandens eneraadighed og de følger, denne kan have, maa fylde hendes sind.
I nær forbindelse med dette krav paa større uafhængighed i ægtefællernes stilling staar ogsaa bestræbelserne for at udjevne den uretfærdighed, som er forbunden med, at den forførte kvinde saagodtsom helt maa bære følgerne af sit fald, medens manden i forhold dertil ikke paaføres synderlig følelige forpligtelser. Det vil være Dem bekjendt, at der foreligger et af tvende geistlige fremsat lovforslag for storthinget, som gaar ud paa at fjerne denne uretfærdighed. Ogsaa mod denne bestræbelse er der reist protest i sædelighedens navn. Man har ment, at moraliteten vilde blive mindre, naar man søgte at mildne for den faldne kvinde de ulykker, som ere forbundne med hendes fald. Denne betragtningsmaade minder meget om en argumentation, som for et aarhundrede siden stod i høi kurs i den kriminalistiske videnskab, men som ingen nu vedkjender sig. Jeg skal karaktisere den ved en liden anekdote.
Da man i begyndelsen af aarhundredet søgte at ophæve dødsstraffen for tyve i England, afgav den engelske lordoverdommer en erklæring, hvori han udtalte, at det efter hans overbevisning vilde være forbi med eiendomssikkerheden i det brittiske rige fra det øieblik, man ophørte at hænge tyvene. Erfaringen har ikke givet hans herligheds ord ret. Man har lært at indse, at ligesom det er moralsk forkasteligt at anvende en straf, der staar i misforhold til brøden blot for at afskrække, saaledes er det ogsaa uvirksomt. Man har lært, at et godt politi er bedre end strenge straffelove. Jeg antager ogsaa, at erfaring vil vise, at man vil gjøre mere for at afvende fald ved at berede kvinden en stilling i samfundet, hvor hun er mindre udsat for fristelser, end ved at anvende strenge straffe. Og jeg vil ogsaa tillægge, at hvis der overhovedet skal være tale om anvendelse af afskrækkelsestheorien, indser jeg ikke, hvorfor man ikke ligesaa vel skal afskrække mænd fra at forføre, som kvinder fra at blive forførte.
Jeg kommer endelig til det sidste led i kvindesagens program: Kvindens deltagelse i offentlige valg. Det er en fordring, som af mange blandt kvindesagens forkjæmpere er fremstillet som den vigtigste. Man har sagt, at der ikke kan opnaaes nogen varig forbedring i kvindens sociale stilling, saa længe hun ikke indrømmes den sikkerhed, som ligger i, at hun selv kan beskytte denne sin stilling. I England knytter sig for øieblikket den væsentligste interesse til dette spørgsmaal. Der vil det om et par aar rimeligvis have seiret. Under behandlingen iaar var der kun et ringe flertal for forkastelse, og den udelukkende grund til denne laa i, at et par af det liberale parties mægtigste mænd, Gladstone og John Bright, vare modstandere af reformen. I Østerrige har kvinden stemmeret. Kvinden stemmer der saavel ved kommunale som ved provinsial- og nationale valg, rigtignok ikke med ganske samme rettighed som manden. Stemmeretsreglerne ere ordnede paa en indviklet maade, som jeg ikke nærmere skal indlade mig paa, men som lede til, at hun ikke faar samme indflydelse, hvorhos hun maa afgive sin stemme ved manden. I Rusland stemmer hun i provinsen og kommunen, men maa ogsaa der afgive stemme ved manden. I Sverige deltager hun i valg af præster og kommunerepræsentanter, og da medlemmerne af 1ste kammer vælges af de sidste, kommer hun ogsaa til at øve politisk indflydelse; men hun benytter den overmaade lidet. Paa Island stemme ugifte kvinder og enker i kommunen. For Amerikas vedkommende savner jeg tilstrækkelige oplysninger til med sikkerhed at udtale mig om forholdet i alle de enkelte stater; men saa meget er ialfald vist, at hun i flere af dem har stemmeret og valgbarhed. Man ser saaledes, at spørgsmaalet ikke længere kan siges at høre til utopierne.
Der er neppe nogen side ved hele kvindespørgsmaalet, som hos os fylder menneskene med større rædsel end dette krav paa delagtighed i de offentlige valg. Man mener, at hun derved vil rives ud af hjemmet og slynges op i de politiske kampes oprivende malstrøm, at det vil aabne hjemmet for politisk sondring, ja at man vil faa se dette sprængt ved, at mand og hustru mødes i kamp ved valgurnen. Ja, hvem maa ikke ræddes ved disse skildringer, og hvem ønsker dette? Jeg tror allermindst kvinderne selv. Og netop derfor vil visselig kvinden, om hun faar stemmeret, benytte den overmaade lidet udenfor anliggender, som gjælder hendes egne, specielt kvindelige interesser, og hvor det vel af alle maa indrømmes, at det er ønskeligt, at hendes mening høres. Ialfald synes det ikke at kunne bestrides, at der paa enemærker som den offentlige fattigforsørgelse, skolevæsenet og lign., er opgaver, hvor man selv med den allersnevreste opfatning af kvindens opgaver maa indrømme, at hun har berettigede felter for sin virksomhed.
Jeg skal ikke forfølge denne betragtning af kvindens stemmeret videre. Jeg antager, at tiden endnu ikke er moden til en diskussion om dette. Man kan vel heller ikke siges at have fuldt udredet de betænkeligheder og tvivl, som her opstaa. Men jeg skal, inden jeg slutter, gjøre to bemærkninger, der maaske kunne fjerne endel misforstaaelse. Den ene er, at man ikke maa grunde kvindens stemmeret paa menneskerettighederne. Det har de liberale forfattere Stuart Mill og Laveleye bedst bevist urigtigheden af. Stemmeret forudsætter to betingelser, for det første, at man har interesser at beskytte, og for det andet, at man har et minimum af indsigt til at kunne varetage disse interesser. Som Laveleye siger, er det ligesaa berettiget at udelukke dem, der ikke have fornøden indsigt, fra deltagelse i offentlige anliggender, som det er berettiget at udelukke personer, som ikke have naaet fuld udvikling, eller som af en eller anden grund ikke besidde den fulde intelligens, fra at styre sin egen formue. Derfor vil man se, hvad jeg allerede før har antydet, at kvindens adgang til at deltage i valg i høi grad vil afhænge af, i hvilken udstrækning en reform i hendes opdragelse vil hæve hele hendes evne til at gjøre sin indflydelse gjældende og paavirke den almindelige opfatning af disse evners rækkevidde. Atter her staa vi da foran opdragelsesspørgsmaalet.
Den anden bemærkning, som jeg ønsker at gjøre, er, at det forekommer mig at være en misforstaaelse, naar det fremstilles, som om kampen for kvindens rettigheder har nogen speciel sammenhæng med det, man i almindelighed forstaar ved den liberale politik. Det kan, hvis man overhovedet vil sætte den i forbindelse med noget bestemt politisk program, med ligesaa stor grund siges at være i overensstemmelse med det konservative partis principer, og i England ser man ogsaa, at fortrinsvis en stor del af det konservative parti, til hvilken ogsaa lord Beaconsfield hører, har været villig til at støtte disse bestræbelser for kvinden.
Man kan sige, at kvindens krav paa stemmeret er en liberal fordring, naar man med dette ord særlig vil forbinde den opfatning, at menneskenes udvikling vil foregaa lykkeligst og udfolde sig rigest, naar dets politiske som privatretslige stilling er bestemt ved rettigheder, ikke ved vilkaarlige indrømmelser. Men i denne forstand er visselig enhver borger i et frit samfund liberal.
Efter min opfatning har det konservative parti i konstitutionelle lande sin ide, sin berettigelse for det første deri, at det skal kjæmpe for, at de borgere, hvis hele sociale, økonomiske stilling nødvendigvis bevirker, at de ere et mindretal, beskyttes mod den mindre besiddende, mindre intelligente, men mere talrige masses tyranni; for det andet deri, at det fortrinsvis skal værne samfundet mod enhver bestræbelse, som direkte leder til anarkisk opløsning.
Nu mener jeg, at netop disse ideer, hvorpaa det konservative parti hviler, maa lede til at kjæmpe for kvindens rettigheder, thi ligesom det er det konservative partis opgave at bekjæmpe den tanke, at minoriteten ubetinget, og uden adgang til at gjøre sine interesser gjældende skal beherskes af pluraliteten, saaledes er det ogsaa en nødvendig konsekvens af den samme ide, at det maa kjæmpe for, at det ene kjøn ikke uden skranker beherskes af det andet. - Og det parti, som kjæmper mod anarkisk opløsning af familie og stat, vil i denne kamp ikke kunne finde nogen bedre forbundsfælle end kvinden. Thi kvinden, som med sine stærkeste interesser er bunden til familie og hjem, vil sidst af alle opgive kampen for disse goder. Og kvinden, der som den fysisk svagere kun kan gjøre sig gjældende under retsligt ordnede tilstande, og for hvem magt aldrig kan blive ret, vil blive det bedste, maaske det sidste afgjørende bolverk mod de samfundsopløsende tendenser.
Søger man sluttelig med et blik at samle den hele bevægelse, hvis hovedtræk jeg har søgt at fremstille for Dem, vil man vanskelig kunne unddrage sig det indtryk, at man her staar overfor en kulturstrømning, som, om den end navnlig i overgangstiden bringer meget grumset og urent med sig, og om den muligens i sin fart river overende tilstande, hvis ophør man kun kan beklage, dog ikke vil kunne stanses ved nogen magt. Det er muligt, at dens udvikling vil tage en noget anden retning, end man nu kan forestille sig; men at den vil seire, derom kan der efter min opfatning ikke reises nogen tvivl. Og jeg vil sige med en engelsk forfatter, at denne seier vil være den mærkeligste seier, vor civilisations historie har at opvise: Det er den svageres seier over den stærkere, det er en seier, vunden, ikke ved revolution, ved vold og blodsudgydelse, men ene og alene ved den magt, som sandhed og retfærdighed bærer i sig.
VIRKSOMME ORD