Nationalt Selvmord

Det er med Nationer som med de enkelte Mennesker: de fødes, de lever og de dør.

At et Folk dør, kan skje paa forskjellig Maade. Det kan dø en naturlig Død, saa at sige af Alderdomssvaghed, naar dets Kræfter er opbrugte og dets Gjerning gjort.

Dette tør nok anvendes paa Old-Ægypterne.

Et Folk kan ogsaa dø for Voldshaand - ved, at det enten Person for Person tilintetgjøres, eller dets Pulsaare, Evnen til indre Rapport, overskjæres.

Men herved er rigtignok at mærke, at paa en gjennemført Folkenedsabling ved dog Historien neppe noget fuldgyldigt Exempel. Ikke engang Kananiterne kan her anføres.

Og hvor en Nation alligevel er gaat tilgrunde ved ydre Vold, har den gjerne mødt med underlegne individuelle Eksistenskræfter og indebaaret skjæbnesvangre Brist i sin egen Organisme.

Endelig kan en Nation begaa Selvmord, enten ved uvorent at undergrave og bortødsle sin egen Levedygtighed, eller ogsaa - og det især - ved at være troløs mod sin egen Nationalitet.

Men Nationalitet er en Nations, et Folks Livsytringsform, det særprægede Stempel, under hvilket det optræder paa Verdenshistoriens Skueplads til Løsning af sin særlige Opgave.

Hvor fælles Minder, fælles Hjemstavn og fælles Interesser knytted en videre Kreds af Mennesker nærmere sammen, der fødtes en Nation.

Følelsen af Sandheden i de gamle Ord, at Livet er en Kamp, og at der ligger Styrke og gjensidig Beskyttelse i Sammenslutning, bragte disse Mennesker til at slaa Kreds om et fælles Centrum, det vi med et Ord kalder Fædrelandet, Nationens Hjem med alt, hvad dertil hører.

Verdenshistorien frembærer en Rigdom af Vidnesbyrd om, at Nationalitetsfølelse staar i nøie Forbindelse med de største Fremsteg i Menneskehedens Livsløb.

Det er de kraftigst udviklede Nationaliteter, som netop i Kraft af denne sin Udvikling har de betydeligste Gjennembruds-Resultater at opvise.

Vi kan her først og fornemmelig fæste vor Opmærksomhed ved Jøderne.

Hos intet andet Folk var som hos dem Nationalitets-Ideen i den Grad hellig. Den var jo paa det nøieste knyttet sammen med Folkets Religion og Moral, saa at Forsyndelse mod Nationaliteten var Forsyndelse mod Herren Jehovah selv.

Og just fra dette lille Folk og i inderligste Forbund med dets Nationalitetsbevidsthed var det jo, at den store Verdensfornyelse udgik - hin mægtige Bevægelse, hvis Bølger fremdeles bølger sig videre og videre og slaar mod alle de Strande, hvor det sande Menneskeværds Evangelium i Ord eller Gjerning prædikes.

Saa har vi det rige nationale Liv, som udfoldes sig nede i det gamle Hellas.

Det var som Helenere kontra Barbarer, at Oldtidens Grækere tog det vældige Tilsprang, der bragte dem op paa Tænkningens og Videnskabens Høider, og fremfor alt: paa Skjønhedens høieste Tinde. Det var nemlig under og med Perserkrigene, at Grækenland rigtig tog Fart.

- Og saa endvidere Rom, - hvorved ikke blot forstodes Byen paa de syv Høie, men først og fremst populus romanus, det romerske Folk.

At være Romer var noget ganske for sig selv. Det laa Romeren i Blodet, at Rom var skabt for at herske, medens Folkene forresten havde til Livsopgave: at adlyde Rom.

Det var den stolte, ubetvingelige Nationalitetsbevidsthed, som staalsatte Romerne til ikke blot at lægge Verden for sine Fødder, men ogsaa til at bygge Verdens stærkeste Stat.

Disse tre Folk var hver paa sin Kant den historiske Oldtids mest nationale.

Og just med og ved, at dette var Tilfældet, lagde de hver sin uforgjængelige Grundsten under Fremtidens Hus, som vi, de nulevende Slægter, fremdeles arbeider med at bygge videre op.

Og derved - i sit Livs Resultater - lever de og vil de leve, medens andre Folk med en svagere udviklet Nationalitet er mer eller mindre sporløst sunkne tilbunds og forsvundne.

- Vi har ogsaa nok af jævngyldige Eksempler fra en Tid, der ligger vor egen nærmere.

Det var med Frankrig i Hjertet og det franske Fædrelands Isbrudssang Marseillaisen paa Læben, at det franske Folk for hundrede Aar siden gikk sin Seiersgang mod Thyranniets og Privilegiernes Skranker.

Og det var i "Gammel-Englands", og det var i det tyske Fædrelands Navn, at hint samme Frankrig blev beseiret og tilbagevist, da dets Frihedsmission var løbet over i sin egen Modsætning, i Undertrykkelse og Overgreb.

Ja, tilvisse: det var ikke mindst hans egen vanhellige Krænkelse af Nationaliteternes Ret, som beredte den store Napoleon Nederlagene ved Leipzig og Waterloo og satte ham skorfast derude i Havet paa Klippeøen St. Helena.

- Men Aarsagen til den ovenfor udviklede historiske Kjendsgjerning er vistnok at søge i, at Nationalitetsfølelse eier en særegen Evne til at avle Viljer og opelske Karakterer.

Og Karakterer og Viljer er det jo, som skaber store Tiltak og store Handlinger. Det er om dem, Henrik Wergeland siger det stolte Ord, at "Tidens Guder er dens Mænd".

*

Man hører undertiden nogen paastaa, at Nationaliteternes Tidsalder vistnok med stærke Skridt nærmer sig sin Afslutning. Kun ét Fædreland med kun én Nation: Menneskeheden paa Jordens Kreds - det skal nu mere og mere blive Fremtidens Løsen.

Om denne Drøm - for andet er det ikke - eier Betingelser for at blive Virkelighed i en endog blot tankefattelig Fremtid, derom kan vi realiter ingen begrundet Formening have.

Sikkert er det imidlertid, at aldrig har Nationerne som saadanne løftet sin Arv og reist sin Ret som netop nu.

Aa nei, mine Damer og Herrer: vi befinder os nok fremdeles indenfor Nationaliteternes Vendekreds, og inden dens Linje vil i uoverskuelige Tidsskifter Slægternes Arbeidsmark fremdeles ligge, - om den idetheletaget nogensinde kommer til at række udenfor.

Inden den er det, at Historiens Gud har sat os alle paa vor særskilte Post, hvor vore Kræfter skal bruges og udvikles, vor Personlighed vokse og vor Troskab øves, - kort: vort Menneskeværd haandhæves.

- Ja, siger de Mennesker, - men det er jo det der med Nationaliteter, som pleier at skabe Kiv og Krig og Blodflom og al anden Landsens Ulykke.

Nu, jeg skal saa heller end gjerne gaa med paa, at Blodpøle ikke længer maa betegne de Steder, hvor Nation Mødes med Nation, men at derimod Folkene herefter vil træffes i Fredens Syslers fri Stevner.

Saa lad os dog ogsaa huske paa, at Betingelserne for Udvikling er vidt forskjellige og skiftende hele Kloden over.

Baade paa Materiens og Tankens Omraade er der tilrettelagt rigeligere for det ene Jordstrøg og det ene Folk af, hvad der mere karrigt er tildelt det andet, - som saa dog gjerne har sine specielle Fordele paa andre Hold.

Vel, saa kan de fyldestgjøre hinandens Behov, være hinanden til gjensidig Nytte, Lærdom og Ansporelse, - og det netop i Kraft af, at de er forskjellige.

Der er noget, som heder Arbeidets Fordeling, der forlængst er anerkjendt som et af de store Bud i Økonomiens Katekismus.

Men ved en Smule Eftertanke vil vi finde, at det Bud eier Gyldighed ogsaa vidt udenom det rent økonomiske Omraade.

Det vil findes, at efter de særegne Betingelser og Anlæg er Rollerne til en vis Grad fordelte, saavel i Haandens som i Aandens Verden, saavel mellem de enkelte Mennesker som mellem de enkelte Folk.

*

Ja, kan man høre sagt, - men dette her med Sprogene, de saa mangfoldige og saa forskjellige Sprog, det er da alligevel i grunden bare en Uting, som volder Ugreie, Bryderi og Tidsspilde. Lad os følgelig istedetfor at udvikle og befæste Forskjellighederne heller staa sammen saa meget som muligt. Bedst var det, om vi fik et fælles Sprog hele Verden over og kasted de forskjellige Tungemaal overbord.

Hvilken Lettelse, hvilken økonomisk Vinding med tilsvarende materielt Velvære vilde ikke en saadan Ordning medføre! - Hvad er det nu f. Eks. for noget Vrøvl, at det vesle Norge skulde have sit eget Sprog, det ogsaa?

Nei, lad os saa heller kysse paa Haand og takke til, at vi slipper.

- Se, saadant er Træls Tale. Det er Grisefilosofien, hvis høieste Idealitet er at kunne grynte til Tak for Mad fra en fuld Vom og over et Trug, som endnu ikke er tomt.

Det er en Livsvisdom, som uundgaaelig fører til Slagtning, Oppølsning og Opædning paa den ene eller den anden Maade.

Og høiere kan jo, som bekjendt, en ægte Madgris ikke drive det til her i Verden.

- Sprogene er Nationaliteternes Aandedræt.

Kvæl Modersmaalet, og Nationaliteten dør.

Men dermed er ogsaa Nationen som saadan dødsdømt. Her har vi igjen Historiens Vidneprov for os.

Derfor er Modersmaalet et Folks dyreste Eiendoms Arv, saasandt da Folket ønsker sit eget Liv.

Det er, om man vil, en levende Organisme, der paa en uendelig fin Maade er vokset frem af, hvad Fædrene Slægt efter Slægt har tænkt, levet og erfaret.

Og det blir saa sandelig ikke paa et sammenbagt Volapük - der i Høiden kan gjøre Tjeneste som en mellemfolkelig Forretningstabel -, at de synges ud, de Ord, der tænder de Tusinders Hjerter ibrand, som f. Eks. Marseillaisen eller Luthers Vor Gud han er saa fast en Borg.

Det gaar ikke an at lage, hvad der fortjener Navn af Sprog, som man steger Vafler i et Vaffeljern.

Et Folks Sprog kan heller ikke skiftes af og paa som en anden Skjorte; for saa følger gjerne Sjelen med.

Og ligesom Modersmaalet er Nationens Historie i den fineste, mest sammentrængte Form, saaledes indebærer det ogsaa Antydninger til Fremtidens Muligheder.

*

Jeg nævnte, at Nationer fødes.

Ja, - og de opdrages.

Og den Opdragelse er undertiden en haard Proces.

Men Opdrageren er den Magt, som jeg i denne Forbindelse vil kalde Historiens Gud, - det evige Fremskridts Tanke og Vilje.

Som Eksempel paa, at der maa haardhændt Opdragelse til, skal jeg her igjen nævne Jødefolket.

Vi kjender fra Bibelen den tunge Gang, det maatte gaa, fra at være en Trælleflok nede i Ægypten, til det som det udvalgte Folk fik fæste Bo i det forjættede Land og der overtage det høieste Hverv, nogen Nation endnu har faat sig tildelt.

Først og fremst skulde det lære Troskab, - Troskab mod sin Nationalitet, troskab mod sin Opgave.

Og det var en gjenstridig Lærling, som Gang paa Gang forsøgte at knibe undaf og fuske.

Han fik da ogsaa tilgavns sin Tugt. Blant andet maatte et helt Slægtled gaa tilgrunde i Ørkenen, før Kanaans Land kunde betrædes.

Men dermed var Skolegangen kun begyndt. Folket skulde lære mere Troskab.

Og det skulde opdrages til Troskabens Enighed kring sit nationale Formaal.

Disse Læreaar vared og rak hele Rigets Tid nedigjennem. Thi ret som det var, glemtes det lærte, og Eleven maatte staa i Skammekrogen og lære om igjen.

Naar Israel var tro og enigt, da var Israel stærkt og uovervindeligt.

Men Israel var atter gjenstridigt. Det bytted sit eget Arveguld mod Baals og Astartes Glimmer. Efraims Haand var imod Juda og Judas Haand mod Efraim.

Den smaalige Egoisme stilledes i Forgrunden, og landsforræderiske Forbund med Fremmede sluttedes.

- Saaledes er det, et Folk bærer sig ad, naar det gaar i gang med at myrde sig selv.

Ganske at begaa Selvmord fik dog Jødefolket ikke Lov til.

Men Straffen kom. Og den Straf var tung.

Ti af Stammerne i Nationens Have blev revet op med Rode og ført bort. Og deres Sted kjendtes ikke mere.

De to øvrige Stammer blev ogsaa revet bort. Men de blev dog omsider igjen bragt tilbage og atter plantet paa den forjættede Grund, for at grønnes mod Tidens Fylde.

- Historiens Gud er en nidkjær Gud mod dem, der er troløse mod sig selv. 

*

Men Menneskeslægtens Saga lærer os, at hvad der her er sagt om den nationale Troskab, det finder i skiftende Mon og Maalestok fuldgod Anvendelse ogsaa paa andre Folk end Jødeland.

Jeg kan nævne vort sydlige Nabofolk: det danske.

Det havde engang gjort betydelige Erobringer ind paa tysk Landomraade - havde blant andet slugt Nabolandskabet Holstein.

Men det Storæderi bekom Danmark ilde.

Det er nok bare Sverige, som her oppe i Norden eier Mave til den slags; - endda selv denne Lejon-Løve jo Gang paa Gang ikke har kunnet fordøie sit Rov. Det kunde saaledes ikke beholde Finland og Østersøprovinserne og Pomern.

Paa den skandinaviske Halvø har det havt bedre Held med sin Madlyst. Skaane, Halland og Blekinge, Baahuslen, Herjedalen og Jamteland ser det jo ud til at nyde godt af.

Og der er Ting, som tyder paa, at der er Mersmag tilstede.

- Naa, men det var Danmark.

De tyske Erobringer bekom det meget ilde.

De medførte et stadigt øgende Indryk over dansk Grund af tyske Folk og tysk Væsen og tysk Sprog.

Og Danmark stod i Døren og bukked med Hatten under Armen: "Værs god, meine Herschaften, træd ind! - lad, som I var hjemme! - gjør mig den Ære!"

Det satte tyske og tysksindede Fyrster paa sin Kongestol, det hverved tyske Offiserer til sin Hær. Det satte det tyske Sprog til Høibords og viste foragtelig det danske Sprog til Fjøs og - - nei, det er sandt: ikke engang til Stalden var det godt nok; for de høie Herskabers Kusker og Rideknegte blev tidt hentet fra Tyskland. - Det traf sig nok, at de siden blev gjort til danske Adelsmænd.

Der var idetheletaget ret tydelige Tegn til, at Danmark skulde gaa op i Tyskland.

Vistnok skede der, ved vor store Landsmand Ludvig Holberg, et mægtigt Omslag, hvad selve Sproget angikk. Det blev revet ud af det tyske Gab - rigtignok aldeles gjennemtygget med Mærker efter tyske Tænder.

For øvrig blev væsentlig de gamle skjæve Spor fulgt.

Til og med ved Magtbud blev det tyske Sprog af den danske Statsstyrelse presset ind paa den urdanske Befolkning i det sydlige Sønderjylland - ind i Skole og ind i Kirke og Retssal.

Og lidt efter lidt bar denne Bestræbelse Frugt.

Tysken aad sig - ogsaa paa Folkemunde - smaat om sen nordover fra den gamle Grænse Danevirke af, til Sproggrænsen omsider var naaet til Flensborg, - det vil sige: halve Sønderjylland var nationalt tabt for Danmark.

Da endelig fik Danmark Øinene op.

Men saa forsøgte man at bøde Feilen ved en ny Feil, nemlig ved med Magt og Tvang hovedkulds at drive det tyske Sprog bort og sætte det danske ind igjen, der, hvor man før havde gjort akkurat det modsatte.

De tysktalende Præster præked paa dansk, - præked slig, at Menigheden ikke vidste, enten den skulde le eller græde.

En velærværdig Præstemand af tysk Rod udraabte saaledes fra Prækestolen i hellig Begeistring paa en hellig Paaskedag: "Stopper eders Sokker!" - Han mente: "Stanser eders Sukke!"

Dette Uvæsen vakte naturligvis Forargelse og Harme, som fandt god Gjenklang nede i det store Tyskland.

Og sa kom Aar 1864, med den ulykkelige Krig, ved hvilken hele Sønderjylland blev Danmarks Rige frarevet, - hvilket igjen medførte, at omtrent Halvdelen af Provinsens Befolkning, nemlig den dansktalende nordenfor Flensborg, blev lagt ind under et prøisisk Haardstyre, hvis tyranniske Brutalitet er Tyskland en Skam.

Landsforvisninger og Straffe fulgte og følger i Mængdevis.

Straf for at synge en danske Nationalsang; Straf for at bære tilskue de danske Nationalfarver. - Straf , Straf!

Paa denne Maade skulde Landet fortyskes.

Og den sønderjyske Befolkning lider.

Lider for Danmarks Troløshed mod sig selv, - lider for Danmarks gamle Forsøg paa nationalt Selvmord.

- Men de Mennesker der nede i det nordlige Sønderjylland, de er trofaste. Prøisens Jernhaand har ligget knugende over dem, brutale Magtmidler er anvendt i rigelig Mon for at kvæle Modersmaalet i deres Mund.

Og dog: Sproggrænsen er fremdeles omtrent den samme som i 1864.

Prøisen kan straffe dem. Men det kan ikke rive Danmark ud af deres Hjerte eller det danske Sprog fra deres Tunge.

Jeg for min part havde igrunden aldrig forstaat Nationalitetens Værd og Modersmaalets Hellighed, før jeg kom til at leve i de Folks Kreds.

Jeg tilbragte siden nogen Tid blandt de fortyskede længere syd. Men det ved jeg, at noget saa aandsforladt i Liv og Tankegang har jeg aldrig truffet Magen til.

De havde glemt at være danske og de havde ikke lært at være Tyskere.

Den eneste mærkbare Interesse var den krasseste Materialisme.

Og Sproget var et uappetitligt Rotvælsk, som særlig syntest at have lagt Elsk paa og trukket til sig Uskjønhederne baade i Dansken og Tysken.

- Det er en farlig Operation for et Samfund at faa sin Nationalitet vækskaaret.

*

Men Danmark, det lille, ribbede Danmark, har tat sig mærkelig sammen og op siden Aar 64.

Den vækkede Nationalfølelse har git sig Udslag i en Iver og en Virksomhed med det Maal for Øie: aandeligt og materielt at bygge og trygge Landet, som har baaret forbausende Frugter, og som vi paa mange Hold har fornøden med Hat i Haand at ta Eksempel af.

- Ja, Danmark har nu i sin vaagne Nationalitetsbevidsthed et "Danevirke" saa stærkt som aldrig før.

Den danske Politik har rigtignok i lang Tid været ugrei og tungfør, - takket være nemlig den bagstræverske Grundlovsrevision, som Privilegiernes Riddere fik prakket ind paa det efter Krigen lamslaatte danske Folk.

Men det skal siges til Danskernes Hæder, at aldrig har noget Parti dernede søgt Støtte mod indre Modstandere i Rigets Arvefiende, hvor høit Kampens Bølger end kan have gaat.

Og endog i det tænkte Tilfælde, at raa Magt udenfra for en Tid fik Danmark kverket som Stat: - som Folk vilde det dog leve, til bedre Tider igjen oprandt.

Et sundt, levedygtigt Folk, der selv for alvor vil sit eget Liv, det dør, som gylden regel, ikke.

Og den gamle Folkeprofet Grundtvigs faste, friske Tro paa Danmarks Fremtid havde, mener jeg, sin sikre Rod i Nationens eget Dyb.

- Det vilde være at haabe, at vi her i Norge med Grund kan sige det samme om vor Henrik Wergeland.

*

Saa var det engang i Tiden, at Historiens Gud - efter alt hvad vi kan skjønne - fatted den Beslutning, at Landet paa den vestlige Side af den skandinaviske Halvø ogsaa skulde føde en Nation.

Og Nationen fik Livets Gave. Og den fik Nordmænds navn. Og saavel Moder som barn syntes efter Omstændighederne for det første at befinde sig vel.

Det har i mange Maader været en underlig Selle, denne samme norske Nation.

Han var af Naturen vel nok udrustet baade paa Sjæl og Legeme, - det feilte ikke, det.

- Men det underlige hændte, at der var Folk, som spekulerte haardelig paa, om han virkelig var til.

Og det aller underligste er, at selv i vore Dage, efterat han skulde være sine gode tusen Aar gammel og har med Sang og Klang feiret sin tusenaarige Fødselsdag og til Helg og Høitid sprader med at kalde sig "gamle Norge", selv nu er der ikke destomindre dem, som mener, at gamle Norge nok igrunden aldrig har vært til, - at den Nation: Nordmænd bare er et Fantasifoster.

Naa, men det hjælper dog ikke: den norske Nations Tilværelse lar sig ikke med Grund bestride. - Den er et Faktum.

Endvidere er det et Faktum, at det unge Norges Liv fra første Stund af var udsat for Efterstræbelser, - hvad der forresten for saavidt var naturligt nok, som at den Skjæbne har Norge delt med saamange andre Tilværelser her i denne Rovdyrenes Verden.

Men hvad der ikke var naturligt, og dog Tilfældet, det var, at unge Norge ikke var gammel Kar, var saa at sige næppe kommet ud af Svøbet, før han begyndte at fundere paa Selvmord, og hvad verre er: gjøre ihærdige Forsøg paa Selvmord.

Og det har han vedblevet med nedigjennem Tiderne.

Det er dette, som jeg nu kortelig skal forsøge historisk at eftervise.

*

I Oldtiden var, som bekjendt, vort Land udstykket i en hel del Fylker, svarende i Antal og Størrelse saa nogenlunde til de nuværende Amter, - forholdsvis løst organiserede Samfund, der paa en mere eller mindre selvhjulpen Maade styrte og stelte hver med sit.

Imidlertid er der dog tydelig Vidnesbyrd om, at allerede før Harald Haarfagres Dage var der i den almindelige Bevidsthed optrukket en Grænselinje - noget videre end det nuværende Norges - , som skilte Norrønerne fra deres Naboer Daner og Sviar.

Og indenfor denne Linje laa den norske Nation - i Frø.

Ifølge Snorre Sturlason var det Gyda, en Kongedatter fra Hordaland, som første Gang real-politisk tænkte Tanken - Norge -, og gav den til Harald Haarfagre, med hvem hun siden blev gift.

Kong Harald førte Tanken over i Virkelighed. Han underlagde sig efterhaanden de forskjellige Fylker, og sad omsider paa sin Stol som Tjodkonge - Konge over et Folk.

Dermed var Norges Rige blevet til.

Men Kong Harald selv havde neppe noget klart Begreb om sit Værks Betydning for en national Samling. For ham har det kanske i overveiende Mon været et politisk Magtspørgsmaal.

Iallefald melder Saga, at da han tog paa at ældes, saa delte han igjen Riget - mellem sine Sønner som Underkonger.

Og hvad der gjorde Tingen saameget mere skjæbnesvanger: denne Deling blev gjerne foretaget efter de gamle Fylkesgrænser.

Rigtignok var det Haralds Mening, at der jo kun skulde være én Overkonge i Landet.

Men Enheden var endnu ikke større og de gamle Fylkestanker endnu saa levende i de forskjellige Landsdele, at dette Skridt blev og maatte blive overmaade farligt for den norske Enheds Liv. - Det blev saaledes gamle Harald Haarfagre selv, som uden at forstaa, hvad han gjorde, gav det unge Norge Kniven ihaand til dets første Selvmordsforsøg.

Det viste sig ogsaa i Haralds sidste Leveaar, at Splittelsen tydeligere og tydeligere meldte sig.

Og da saa den gamle Kjæmpe var hauglagt, blev det just ikke likere, efterat hans Søn, Berserken Eirik Blodøkse, havde besteget hans Trone.

Omsider blev Haralds yngste Søn, Haakon Adelstensfostre, Norges Konge.

Naa ja, Riget knirked og gabte jo af [og] til i Sammenføiningerne. Men Kong Haakons ædle Sindelag, store Vennesælhed og udmærkede personlige Egenskaber holdt dog det hele saa nogenlunde sammen.

Og mindes skal det, at til Landets Gavn og visselig ogsaa virkende henimod større Samfølelse var den Forbedring og Centralisation af Retsvæsenet, som skyldtes denne Konge.

Endvidere skal med Hæder mindes, at han paa Fjeldene langs Kysten lod opsætte Varder, som tændtes, naar en Fiende nærmede sig, og saaledes høit over de gamle Fylkesskranker vinkede Folket sammen til Forsvar,

- medens Norges Fiender kunde se og vide, at indenfor den Ildlinje laa Norges Rige med Norges Mænd som Vagt.

Og Ufreds-Karen

 fekk jamnan smaka,

kva det hev paa seg

 at Varder vaka.

Men Kong Haakon blev fældet fra Riget - naturligvis af Nordmænd, af Eirik Blodøkses Sønner, som havde Hjælp med sig fra Norges den gang værste ydre Fiende, nemlig Danmark.

Fra nu af skjød Opløsningsprosessen rask Fart. Styret var vaklende og splittet, og Særinteressernes Tarv var Landets Lov.

Hele Norge kom for en Tid ved norsk Tiltak under dansk Overhøihed, medens Landskabet Viken, et af Norges vigtigste, ganske blev den danske Konge underlagt.

Harald Haarfagres Værk var brudt. Nordmænd havde forraadt og sprængt Norges Rige.

Da fremstod en af de herligste Skikkelser i vor Historie, Olaf Trygvason. Denne hugprude, høitbegavede Mand blev Norges Hersker, og i ham havde den norske Enheds Sag en glimrende Repræsentant.

Men saa faldt han, lokket i Fælde nede ved Svolder. Faldt for det samlede Angreb af den svenske Konge, den danske Konge, - ja, og saa Nordmanden Eirik Jarl.

For stødt der Nordmenn

 lyt vera med,

naar Norges Merke

 skal hoggast ned.

- Siden løfted Olav Haraldson Olav Trygvasons Fane, hvis tydeligste Tegn var det røde Korsmærke.

Og atter var Norge samlet under en viljefast Mand, der ogsaa var sig sin nationale Samlingsopgave bevidst.

Men Nordmænd gikk med Vaabenmagt imod ham. Og han faldt paa Stiklestad.

Efter en ny kortvarig Danske-Rid saa det en Tid lang virkelig ud, som om Olav den Helliges Blod havde limet Bristerne i Nationen sammen.

Men omsider brød Norges gamle Surben op paany, styggere end nogensinde før.

Og Norges Saga i Borgerkrigernes uhyggelige Tidsrum er som Beretningen om den rasende Heksedans, opført af det nationale Selvmords Repræsentanter;

- til Erling Skakke gjennem Lovbrud og Landssvig og Blodskyld og Præstefjæsk (ved saaledes at tage Viken til Lehn af Danmark og det øvrige Norge til Lehn af Kirken) havde faat sin Søn Magnus kronet til Konge.

Og Præsterne, de messed

 sit Ja og sit Amen

og strødde sin Velsignelses

 Sand paa altsammen

Men saa er det, at Norges største Mand, Sverre Sigurdson, fremtræder.

Efter en kamp, som kun Geniet kunde magte, blev han Norges Konge og gjenreiste Landets selvstændige Folkeære.

- Men det var en haard Kur, Kong Sverre ved den Kamp havde givet den norske Nation.

Det var en Blodtapning, hvorved ogsaa meget sund Kraft løb ud.

Men med Henblikk paa den nærmeste Fortids vanvittige Foreteelser, er det aldeles ikke usandsynligt, at en saadan Kur maatte til.

Efter Kong Sverres Død begyndte Tvedragten igjen at gaa høit. Men den kunde dog ligesom ikke faa den gamle Magt. Og efter et sidste stort Bølgeslag indover den lovfæstede Ordnings Strand, dæmped og jævned sig det hele under Sverres Sønnesøn Haakon Haakonson.

Nu var Norge enigt. Og det var tilsyneladende stærkt bade udadtil og indadtil, - stærkt og sundt.

Den norske Nation kunde frembyde en Aandsudvikling, som i ethvert Fald var Samtidens høieste i Norden, - havde saaledes paa flere Felter frembragt en national Literatur, der i Kraft og Oprindelighed nærmede sig den græske. Og den havde udviklet et Literatursprog, der har Rang blandt Sprogenes Adel. - Noget lignende var paa langt nær ikke at finde i Nabolandene.

Og dog: Folket var ikke befriet for sin gamle Orm. Dets Selvmordslyst brød frem igjen.

Men det tog nu Sagen paa en ny Maade:

Det skulde dennegang prøve paa at sove sig i hjel. - Skal nemlig kunne gaa an, det med.

Men det var da ogsaa farligt til Selvmyrderi! vil man mene. At det da ikke engang fik Livet af sig?

Kan saa sige. Men Livet er utrolig seigt, naar Vorherres Tid ikke er kommet, lyder et gammelt Ord.

For igjen at optage Traaden, saa var det faktisk, som Nationen fra Haakon Haakonsons Tid af lidt efter lidt blidelig slumred hen.

Interesserne, de politiske og literære, svandt som Vand i Sand.

Høvdingerne krafsed hver til sit Madfad, forskrev sig snart til Sverige og snart til Danmark, efter som de bedst fandt sin personlige Fordel derved.

Og endelig gled da vort Folk noksaa lempelig ind under dansk Styre og - hvad der er det mærkværdigste - under dansk Skriftsprog, for at være der - - iallefald i over 400 Aar.

Var det da af et overlegent Folks Magtfylde, Norge blev kuet?

Paa ingen Maade!

Norge havde jo kort i Forveien paa en ganske eftertrykkelig Vis tilbagevist danske Fingrerier.

Fysisk svækket Person for Person var vort Folk ikke.

I Aandskraft kunde det saa langt fra være det underlegne, som det jo netop havde frembragt sin egen rige nationale Literatur, - hvad hverken Danmark eller Sverige den gang tilnærmelsesvis havde Sidestykke til.

Og paa dette Omraade har vi kanske netop det uhyggeligste Træk i Sagaen om Norges nationale Selvmordsforsøg.

Et Land kan undertvinges af et stærkere -

Men at et høiere udviklet Sprog, et Literatursprog, lægger sig paa Ryg i Rendestenen for et i enhver Henseende underlegent, ikke literært udviklet Sprog, det Kunststykke er vistnok kun udført her i Norge.

*

Hvad var saa Grunden til alt dette?

Ja, man har ledt, - og blandt andet troet at finde den i Afmattelse efter den Sverreske Blodtapning.

Men dette er i ethvert Fald ikke Grund nok; kan heller ikke være Hovedgrunden. Thi netop efter Sverres Dage fik jo Norge sin rigeste Blomstringstid.

Desuden er at mærke, at for det første sabled nu Sverre paa langt nær ikke alle Storætterne ned. Og for det andet saa skulde man tro, der var kraftigt nok Materiale til nyt Aristokrati i de Karer, som fulgte Kong Sverre.

Og at Traditionernes Nerve ikke var overskaaret, synes jo tydeligt at fremgaa af, at det just var i Tiden efter Kong Sverre, at Norrønaliteraturen - og ikke mindst den paa Traditionerne byggede - bar sine fagreste Frugter.

Nei, der er ikke fremkommet nogen fyldestgjørende Forklaring. Foreteelsen blir i mange Stykker staaende som en Gaade.

Den har, som antydet, nærmest Udseende af Søvn, - vel at mærke da en høist utidig, umotiveret Søvn.

- Man skulde tro, at en Nation, der havde været Mand for at præstere noget saa patent-idiotisk, havde fortjent Døden.

Og der var saamen længer end længe de styggeste Tegn. Danmark og Sverige reves og sledes om Norge hver paa sin Kant som to Bikkjer om en Skindbrok. Det er i kort Uddrag vor Historie fra den Tid.

*

Men Historiens Gud maa nok have sin særskilte Mening med dette Folk. ¨

Det fik ikke Lov til at sove sig i hjel heller.

Efter 400 Aars Forløb vækkedes det af den franske Revolutions Torden.

Og saa skede hint mærkværdige, at netop mens Reaktionen, Bagstrævet, ruged som sortest over Europa, lagdes Forholdene et Øieblik slig tilrette, at det nyvakte Norges hugprude Livvagt kunde i overveiende Mon sætte sine dristige Krav paa Frihed og Selvstændighed igjennem. - Se,

      Slig er det i Historiens

       helligste Stunder:

      det er Vanvid, hvad der fordres,

       hvad der vindes, er et Under.

      Da brydes Logiken,

       da høstes de forsvorne

      Druer af Tidsler

      og Figen af Torne.

Og det var just dette Norge gjorde. Det høsted sin nuværende Frihed og Selvstændighed af Thyraniets og Undertrykkelsens Tidsler og Torne.

*

Men hermed var kun Begyndelsen gjort. Betingelsene for national Gjenreisning var tilrettelagte.

Men Gjenreisningens Gjerning havde vi selv at udføre.

Og det Arbeide var og er stort - stort og mere end stort nok for de Par Slægtled, som gikk, stort og mere end stort nok for det Slægtled, som lever, og stort nok for flere Slægtled efter os.

Som ventelig var: her laa jo efter en saadan Isperiode saa meget nedbrudt og isbrændt.

Og fremfor alt gjælder det at dyrke op igjen de golde, ligfarvede Isbrands-Strækninger i vor egen Folkesjæl. Hvis den Gjerning først er gjort, vil det, der kræves udadtil, komme som en Selvfølge.

Ja, tilvisse, her er meget at gjøre. Og Gjerningen er os en Livsbetingelse.

Der hændes ikke et Folk én Gang til, hvad der hændte os i 1814. 

Hvis vi igjen er troløse mod os selv, saa kommer vi for ramme Alvor til at dø det nationale Selvmords Død.

Og da er vi sandelig heller ikke bedre værd.

Der var en Mand borte paa Voss, som vilde begaa Selvmord, han ogsaa. Først hængte han sig. Men Touget var raaddent, saa det rauk af, og han datt ned. Saa bykste han paa Elven, vilde drukne sig. Men han blev skyllet i land og trukket op igjen. Treje Gang hængte han sig atter. Nei, da lod Vorherre ham hænge, til han var dau. - Kommentar behøves ikke.

*

Men hvad vor Nation angaar, er det jo saa rimeligt, at Historiens Gud engang maa blive lei af at dra paa os, naar vi aldrig vil lære at sætte Ben under os selv. Og saa vil vor nationale Tilintetgjørelse simpelthen være en Retfærdighedshandling.

Lad os isaafald da engang bli fri for dette her gamle Spøgelse Norge, der som Dauing og Gjenganger har labbet omkring og forstyrret Freden paa den skandinaviske Halvø og drevet sit Abespil tvert for de "ärorika minnens" Næser. Lad os være fornøiet med at spille Grisens Rolle. Der findes nok dem, som vil gjøre os den Ære at slagte og æde os. 

- Nei, Aspekterne for vor Nations Sag er ikke altid de lysteligste.

Vor gamle Sygdom ligger os i Kjødet baaren. Og vinder ikke vi paa den, saa vinder den paa os, - det bør vi gjøre os klart.

De personlige Særinteressers dominerende Indgreb og dermed følgende Hang til unaturlige Alliancer og til Splid, hvor der skulde være Samdrægtighed, - desværre vi kjender denne Dragegift i vort eget Blod.

Hvad nu Nationens Ære angaar, saa skulde man tro - saasandt vi er et levedygtigt Folk, og fordi vi er forholdsvis saa faa og har været saa ilde brændt - saa skulde man jo tro, at her staar vi faste som Mur Side om Side alle som en.

Gid vi gjorde!

Men hvor er den hellige Harmens Gnist, som tænder Sindene i Flamme fra Landsende til Landsende, naar Norge haanes eller trues?

Og hvor er den sunde Selvopholdelses karrige Aagren med den kostbare Tid til Udvindelse af aandeligt og materielt Guld af vore tilliggende Herligheder og Rettigheder.

Jeg kom for en Tid siden inde i en Butikk til at fæste min Opmærksomhed ved et udmærket vel og smukt forarbeidet Økseskaft. Og det var, som det sa til mig: "God dag, Mand!" - og jeg var naturligvis ikke sen med at indkassere det paa norsk Arbeides Regning.

Jo, saa fik jeg vide, at det var indført fra Amerika.

Ja, det er rigtigt: Det er i Stilen, det ogsaa, saa lidet det er.

Skog har vi, og Tid har vi. Men hent endelig alligevel Økseskafter fra Amerika!

Vi magter nok den Tingen. - Hvad bryr et Folk, der har havt Raad til at sparke til sit eget Moders Maal, sig om nogen lumpne Kroner til Økseskafter?

Vi er en generøs Nation, vi Nordmænd; - kom ikke der! - inte noe Knusleri her i Gaaren!

Økseskafter fra Amerika og svenska Staalet og Sildesalat fra Sverige og Sprog fra Danmark, - hvad Nød har vi saa?

Nei, saa kan vi trøstig lægge os tilrette i Solbakken og se paa vore stolte norske Klipper og svælje vore store feite Ord med en ægte norsk-norsk trondhjemsk Akevitter.

*

Alvorlig talt: Skal vi igjen ligesaa godt først som sidst faa vort nationale Bo overleveret Skifteretten til Konkursbehandling?

Vi fik det slig i Aarhundredets Morgen. Og Skifteretten var "Den hellige Alliance". Og Svensken gjorde Bud paa heile Suppa.

Men Historiens Gud approberte ikke det Bud.

- Tviler forresten ikke paa, at vor kära Bror Svenske dog ikke er blet mer furten, end at han nok vilde gjøre Bud en Gang til.

• - -
• - -

Dog, nei! - Dette Land er dog altfor smukt og godt og vore Fædres Grave altfor dyrebare til at skulle underlægges Storsvenskens besporede Hæder.

Skal vi ikke heller af vor ganske Sjel hilse hinanden:

Gjev Handi di, Bror min!

 me lovar og kved:

Skal Noreg gaa under,

 So vil me gaa med!

Og hvis den Hilsen blir Livets fulde Alvor, da gaa Norge ikke under.

For her er saa vist og sandt "Sommersol nok", og her er "Sædejord nok", det gjælder bare, at vi, netop vi, har "Kjærlighed nok", - Kjærlighed til vort Hjem og vor Gjerning, og Troskab mod vor Nationalitet.

- "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære!" sa Gutten i Eventyret. - Og har vi ikke, saa kan vi faa.

Dermed vil Dragegiften drives ud, og vi kan freidig bygge og bo i Norge videre frem og op.

Men lad hver enkelt af os ikke glemme: Først at stille sig selv Troskabens og Ansvarets Krav, og dernæst rette Kravet om Troskab og Ansvar til andre. - Hvis det for Alvor blev gjort, saa vilde meget bøie sig sammen, som nu er skilt.

Videre maa vi lære, at faa vor Tro til vort Folk og vort Land mere uafhængig af Enkeltmands Førerskab. Paa dette Punkt har en af vore farlige Anstødsstene ligget. Vi gikk tappert frem og op, saalænge Barnepigen leded os ved Haanden. Men hændte det saa, at Dada ikke gikk med, - ja, saa var der gjerne mange, som greb til den Udvei baade at sutre og furte.

Vi maa, med andre Ord, lære at blive voksne i vor nationale Vilje, - saa vi helt og fuldt kan vide og sige:

Og ei vor Tro skal blive bleg,

fordi i fordums Tid

er hændt, at Norges Vagthold vêg,

at somme taug, hvor andre sveg.

Vel er det sandt, desværre! men

det skal, ved Gud ei ske igjen!

- Et Ord! - Giv Næven hid!

Og er vi saa langt komne i vort nationale Regnestykke, da følger følgende Facit af sig selv:

Vi vil os et Land,

som er frelst og frit,

 som ikke sin Frihed maa borge.

Vi vil os et Land,

Som er mit og dit,

 og dette vort Land heder Norge.

      Og har vi ikke

      det Land endnu,

      saa skal vi vinde det,

      jeg og du.

- Og den Regning skal nok befindes at være rigtig, naar den engang er lagt frem paa Historiens store Eksamensbord.