Skjønt der saavel fra præsidentstolen som fra komiteens ordfører mod sedvane allerede paa forhaand er fremkommet nogle antydninger om, at debat her er overflødig, saa finder jeg mig dog af hensyn til sagens betydning, og da jeg ikke kan erkjende rigtigheden af, at denne sag har været tilstrækkelig diskuteret paa forhaand, foranlediget til alligevel at optage sagen til debat. Den samfundsretning, der benævnes kvindebevægelse, gaar i korthed ud paa i social henseende at stille kvinder lige med mændene med hensyn til rettigheder, nemlig politisk stemmeret og valgbarhed, adgang til alle slags erhverv og stillinger uden indskrænkning, endog saavidt, at der kræves ophævet de særlige love, der beskytter kvindernes arbeide i fabrikerne saaledes f. eks. natarbeide og lignende, fremdeles lige løn o.s.v. Derimod er der nogle indskrænkninger i kvindernes lighedskrav med hensyn til forpligtelserne, idet det fremstiller sig som naturmæssig paabudte privilegier, at kvinderne er fritaget for krigstjeneste og død paa valpladsen, arbeide under svangerskab og barselseng og forskjellig slags andet tungt arbeide. Under disse deres krav om, hvad de kalder ligeberettigelse, er der kun et argument, som anvendes, nemlig retfærdighedskravet.
Kvindesagsbevægelsen er ikke alene et ærgjerrigheds- eller forfængelighedsspørsmaal, det er heller ikke et blot og bart madspørsrnaal, et erhversspørsmaal og et økonomisk problem, men det beror tillige og i sin dybeste grund paa vegtige etiske, retslige og biologiske momenter. Al praktisk socialpolitik hviler til syvende og sidst paa sedelæren, paa etik: paa læren om, hvad der er retfærdig og rigtig. Det er da af den største vigtighed at komme paa det rene med, om der i kvindernes krav paa at erholde stemmeret og valgbarhed virkelig er noget noment af retfærdighed. Thi hvem vover at nmdstaa retfærdighedens bud, og hvem vil overhovedet gjøre vitterlig uret mod nogen, allermindst mod kvinder? Det har derfor været mig magtpaaliggende under mit arbeide med denne sag at undersøge hos de videnskabsmænd, der rundt omkring i verden befatter sig med studier over statsret, stemmeret og politik, hvorledes disse opfatter stemmeretten og kvindernes krav paa dette punkt. Det har imidlertid ikke lykkedes mig hos en eneste en af disse statsretslærere at finde noget, der støtter kvindernes krav. Jeg henviser i denne henseende til hvilkensomhelst hjemlig eller udenlandsk autoritet paa statsretslærens omraade og vil navnlig blot tillade mig at nævne franskmanden Esmein, tyskerne Jellinek, Meyer og Savigny, svensken Böethius. Den moderne opfatning, der - som tyskeren Savigny siger i en nylig udkommet bog om den parlamentariske valgret, hvilken bog er kommet mig i hænde, efterat konstitutionskomiteens indstilling var trykt og omdelt - er den næsten overalt i videnskaben anerkjendte angaaende stemmerettens forhold til staten og individet, er den samme, som jeg har givet udtryk for i mit særvotum i indstillingen. Statsretslærerne er enige om, at stemmeretten ingenlunde henhører under kategorien af de naturlige rettigheder, der tilligger et menneske eller en statsborger som saadan. Den enkeltes forhold til staten maa indrangeres under tre grupper. I den ene er der krav fra individet til staten om ret til frihed: anerkjendelse fra statens side af en vis sfære, hvori individet kan bevæge sig frit uden indblanding fra statens side; i den anden gruppe kommer individets krav til staten paa beskyttelse, altsaa paa udøven af en positiv magt fra statens side - som f. eks. retsbeskyttelse, administrative reguleringer i forskjellige retninger o.s.v. - og i den tredje gruppe kommer statens krav til det enkelte individ, nemlig at den enkelte skal deltage i udøvelsen af det arbeide, der organiserer statens herskerstilling, altsaa at det enkelte individ i den udstrækning, som statens interesser kræver, skal udøve stemmeret, modtage valg, gjøre forsvarstjeneste og i det hele paatage sig de livskald, som statens herskerorganisation nødvendiggjør. Retfærdighedens krav er altsaa dels et krav fra det enkelte individ til staten, dels et krav fra staten til den enkelte. Den stemmeret og valgbarhed, som staten forlener vælgerne med, har ikke karakteren af en individuel ret, men af en offentlig funktion. Hensynet til den enkeltes subjektive interesser fremtræder kun som en refleks af statens egen interesse, idet der kræves et vist maal af deltagelse fra de styrede selv, forat staten overhovedet skal kunne styre. Individerne har enkeltvis kun forsaavidt krav paa deltagelse i staten, som det er formaalstjenlig for staten selv. Det kritiske spørsmaal, som maa stilles til ethvert valgsystem, maa derfor lyde, om systemet er egnet til at tjene statens interesse, saaledes at det tilfredsstillende udfører de systemet tilliggende særlige funktioner i statens og samfundets husholdning. Retfærdighedens krav vil herunder kun være det at behandle de jevngode og ligestore kræfter ligt og de ulige uligt og at afveie de forskjellige interessere indflydelse med hensyn til deres gavnlighed for staten. Retfærdighedens ideal vil selvfølgelig herunder aldrig helt kunne ske fyldest - thi det sker aldrig her i livet - men grundprincipet er dog her klart nok. Og der maa da i statens krav til individerne findes en begrænsning. Denne begrænsning er forskjellig i de forskjellige stater; men den findes der overalt i alle grundlove: dels aldersgrænse, dels hjemstavnsret, dels skatteforhold og desuden i alle selvstændige stater kjønnet. Og naar staten i sit krav til vælgerne har fundet at burde bygge en begrænsning paa kjønnet, saa sker dette dels af hensyn til, at det kvindelige kjøns væsen og anlæg ikke egner sig for udførelse af statsmæssige opgaver, dels af hensyn til det for statens bestaaen uundværlige organ som benævnes familie. Om dette sidste punkt udtaler den forannævnte Savigny følgende: «Derimod maa den politiske stemmerets udvidelse til kvinden helt afvises. Ganske bortseet fra den kjendsgjerning, at det kvindelige kjøn, som i aartusender har været udelukket fra det offentlige liv, i sin alt overveiende flerhed staar fjernt fra den interesse og den indsigt, der maa kræves for udøvelse af stemmeret, maa det fremforalt stilles den fordring til valgretten, at den ikke træder i en særlig modsætning til selve folkesamfundets sociale bygning. Der trænges vel ingen paavisning af, i hvor høy grad samfundet er bygget paa familie-organismen med dennes deling af arbeidet for den umiddelbart udad trædende mand og den indad virkende hustru. For undtagelsernes skyld, saaledes som den moderne kvindebevægelse vil have det, maa dog ikke det grundprincip, der betinger vort fælles sociale sundhed, brydes.» Det maa derfor ansees fastslaaet, at der fra et retfærdighedsstandpunkt ikke kan gjøres krav paa stemmeret for kvinder. Og det er en ganske urigtig og i statsretslæren uhjemlet paastand, naar konstitutionskomiteens flertal side 12 anfører: «I stater, hvor folkesuveræniteten er anerkjendt, bør stemmeret gives alle dem, som har betingelser for at kunne udøve denne ret paa en for samfundets trivsel og udvikling heldig maade. At udelukke saadanne bare af hensyn til kjøn er ikke alene en uretfærdighed mod vedkommende, men det er til skade for samfundet, som trænger at lægge beslag paa alle de kræfter, de raader over». Det vil ikke lykkes komiteen at kunne anføre en eneste autoritet for denne sin paastand. Stemmeret og valgpligt er statsfunktion og ligesaa lidt som alle har ret til at forlange at blive statsfunktionærer - det være enten ministre, admiraler, generaler eller postmestre, ligesaa lidt har alle til en stat hørende individer retfærdigt krav paa at kunne afgive stemme eller at blive valgt.
Hvor skadelig en lov om kvindernes overflytning fra hjemmet til det offentlige liv vilde være - og stemmeret og valgbarhed med ombudspligt for kvinder er jo i virkeligheden intet andet - trænger ingen nærmere paavisning. Hvorledes man end anskuer kvindens stilling og rettigheder, saa kan det dog ikke negtes, at en adgang og forpligtelse for hende til at deltage i det offentlige liv maa være en sprængkile i familietræet. En grundlovsbestemmelse om valgret for kvinder er en underminering af familiens grundvold, et indgreb i mandens ret til at kræve, at hans hustru skal leve i og for hjemmet og en voldshandling mod børnene, hvem familien i første linje skal tjene og støtte. Og det er en underlig skjæbnens ironi, at den efter opfyldelse af sin modertrang higende kvinde ved deltagelse i kvindesagsbevægelsen retter sin skarpeste brod mod barnet, ligeoverfor hvem jo familiens trivsel og bestaaen har sin hovedopgave. Og naar konstitutionskomiteens flertal vover at udtale, at den «ser ingen fare i, at betingelserne for stemmeret og valgbarhed for kvinderne er de samme som for mændene», saa er flertallet at ligne ved strudsen, som, naar den bliver forfulgt og ikke længe orker at undfly, i sin aandeløshed stikker hovedet under vingerne og giver sig over til fienden. Man kan ikke til støtte for kvindders stemmeret anføre, at samfundet har aabnet adgang for kvindernes deltagelse i erhvervslivet i en saadan udstrækning, at de ogsaa maa faa lov til at være med og bestemme om de nye politiske regler for erhvervslivets ordning. Ingen vil længere negte kvinderne ret til at deltage i erhvervslivet i den udstrækning, som hensynet til familien, til kvindens evner og kræfter og til statens interesser tilsiger det. Der er kun det hensyn at iagttage, at kvinden i visse tilfælde maa træffe valget mellom erhvervet og familien, da ingen kan tjene to herrer. Hvor staten kræver, at f. eks. en postmester skal gjøre sit arbeide, medens familien kræver, at hustruen skal røgte sit kald, saa faar kvinden vælge mellem enten at være hustru eller postmester. Men dette har intet med stemmeret at gjøre. Der er en mængde selvstændig arbeidende og erhvervende individer, der ikke har stemmeret, og ret til erhverv er intet grundlag for ret til at stemme eller modtage politiske valg. Kvindens interesser i erhvervslivets politiske ordning har hidtil fuldt tilfredsstillende været varetaget af mændene, og jeg slutter mig helt til, hvad en anseet tysk kvindesagskvinde, fru dr. jur. Kempin, paa en socialkongres i Jena udtalte i 1897, naar hun sagde, at «hun med tryghed vilde lægge kvindens interesser i hænderne paa sin mand, sin far, sin søn eller sin ven, da kvindens indflydelse paa sine mandlige paarørende er langt større end det indrømmes i kvindesagskredse. Kvindens sympatier og antipatier formaar ogsaa nu at gjøre sin støttende eller modarbeidende indflydelse gjældende ved et valg og det i langt høiere grad end ønskelig er. En selvstændig kvindes opfatning af sociale eller politiske spørsmaal gives ikke og kan overhovedet ikke gives». «Kvindernes argumenter» - siger fru dr. Kempin - «er altid efterplapreri af mændenes, og det er vanskelig at sige, paa hvilket omraade der overhovedet gjennem kvindelig deltagelse skulde kunne kastes lys over noget offentligt spørsmaal». Den, der udtaler dette, er en anseet tysk kvinde, der har taget den juridiske doktorgrad, og hendes meninger deles af en række andre kvindelige forfattere.
Der er et argument, som af kvinderne anføres til støtte for deres stemmeretskrav. «Se til de mandlige politikere», siger de. «Er de slige patenterede viljesheroer, som de roser sig af at være? Det er ikke sandt, det ordsprog, at «en mand ved altid, hvad han vil, en kvinde ved det aldrig»». I denne anførsel er der et skin af berettigelse. Vi ser dagligdags i politiken mænd, som den ene dag vil et, den anden dag noget andet. Vi har alle truffet paa eksemplarer af disse mandlige siv, som før valgene lover, hvad de efter valgene ikke holder, som den ene uge helder mod kvindelig stemmeret, den anden uge fra, og hvis vilje bøyer sig for den pisk, som truer dem fra partiledere, fra andre vaklende sjæle og fra kvindesagskvinderne. Men dette svaghedsforhold i politiken vilde ikke ændres, om kvinderne kom med i det politiske liv. Det vilde blot blive saa meget værre. Den moderne politik synes at maatte leve under den forbandelsens lov, at den slags vaklende mænd i ikke ringe maalestok har chancer for netop at blive dem, der ved valgene flyder ovenpaa. De egentlige karakterer i politiken bliver sjeldnere og sjeldnere, og karakterens mænd holder sig heller udenfor den politiske hvirvel, end de styrter sig ind, i den. Og kommer de ind, saa trykkes de gjerne straks ud igjen, fordi de svage og føleligere mænd i en stemmegivende forsamling i regelen er flere end de sterke og steile. Men denne mangel paa mandlig karakterstyrke kan ikke tjene til bevis for, at kvinderne bør komme med. Thi er manden undertiden svag, vaklende og kvindelig af sind, saa er kvinden det saa meget mere. Shakespeare har jo ret i sit verdenshistoriske ord: «svaghed, dit navn er kvinde». Det er i de store byer, at «kvindesagsbevægelsen» florerer; der skriger de op, saa de indbilder sig selv og enkelte andre, at de repræsenterer en verdensopinion. Udover landet hører man saa godt som aldrig noget om den store overlast, kvinderne skal være gjenstand for. Men kvindesagen behandles af politikerne med en vis courtoisie, en slags overlegen velvilje, et slags indsmigrende koketteri. Man kan jo nemlig aldrig vide, hvad det kan blive til, dette med den kvindelige stemmeret, saa det er bedst at være forsigtig, og herpaa frembyder konstitutionskomiteens indstilling et slaaende eksempel. Man vil nemlig paa side 6-7 finde henved 3 spalter, der optages af en repetition af, hvad kvinderne gjorde i 1905. Hermed forholder det sig saaledes: den 27de juli 1905 foreslog regjeringen og den 28de juli bifaldt stortinget forslag om folkeatstemning den 13de august. Den 5te august udlagde landskvindestemmeretsforeningen lister tilpaategning, og der udstedtes opraab i aviserne, hvori kvinderne optordredes til at gaa med liste fra hus til hus, ligesom listerne udlagdes paa let tilgjængelige steder, i butiker, postaabnerier, logihuse, apotek o.s.v. Listepaategningen foregik i 14 dage, til og med den 19de august. Men trods dette, at kvinderne havde 14 dage at skrive sig paa, og at der var adgang til at skrive paa hvorsomhelst og uden kontrol med hensyn til alder, bolig eller andet, erholdt disse lister kun en paategning af 245 000 kvinder, og heraf angives hele 44 000 fra Kristiania og omegn. I 1905 var antallet af kvinder over 25 aar henved 600 000, og medtages kvinder over 18 aar, bliver antallet over 700 000; af disse kvinder er det altsaa lykkedes blot at faa 245 000: ca. 35 pct. til i løbet at 14 dage at tilkjendegive sin tilslutning til en sag, hvori ikke en eneste norsk kvinde burde været og vel neppe heller var uenig. Men i sammenligning med mændenes optræden, hvor af 435 376 stemmeberettigede mænd ikke mindre end 371 911: 85,4 pct. afgav stemme paa en dag og i særskilte valglokaler, maa resultatet betegnes som meget tarvelig. Jeg er den sidste til at ville undervurdere end sige at ville kaste stænk paa de norske kvinders ærefulde støtte til de norske mænds arbeide for fædrelandets reisning i 1905, men jeg er tilbøielig til at tro, at resultatet af kvindernes tilslutning i 1905 vilde have været bedre, hvis de i sine opraab havde undladt at stikke frem den hestefod, som man vil finde overalt om, at kvinderne savnede politisk stemmeret. Den sag havde intet med selvstændighedskampen i 1905 at gjøre. Tverimod tør det udtales, at hvis kvinderne havde havt politisk stemmeret til det valg, der skabte storting og regjering af 1905, saa er det mere end tvilsomt, om 1905 var kommet og forløbet som det gjorde. Men hvad man nu end kan mene om resultatet af kvindernes agitation i 1905, saa foreligger der imidlertid for det nuværende storting et iøinefaldende bevis for, hvor liden rod dette krav om stemmeret for kvinder har i det norske folk. Jeg henleder i denne henseende opmerksomheden paa dokument nr. 62 med dets 3 tillæg. Betegnende nok er det sidste tillæg kommet igaar, og jeg har derfor ikke faaet tid til at gjennemgaa originalpapirerne mere end ganske løselig. Og det meddeles nu, da vi er kommet her i salen, at der er indleveret et tillæg til i en konvolut fra kvinder her i Kristiania, hvor der paa listen er samlet 3 940 navne, tror jeg, det var. Der vil i disse dokumenter findes ganske merkelige ting. For det første er de indsendte adresser fra kvindestemmeretsforeningerne eiendommelige. Saa godt som alle vifter de med retfærdigheden. Hovedstyret er dristig nok fil at pege paa forholdene i Ny Zealand, hvorom repræsentanten M. Wason i underhuset ved sagens behandling nylig udtalte følgende: «Ny Zealands eksempel betyder intet; dets politiske liv er af kommunal natur, og i et saadant land kan man give stemmeret til gutter og piger, straks de slutter med skolen, og man vil ikke merke den ringeste forandring.» Men end dristigere er det, naar kvindestemmeretsforeningen henviser det norske storting til forholdene i mormonstaten Utah og i nybyggerstaterne Wyoming, Colorado og Idaho i Amerika. Navnlig i disse dage, da forhørene over de i politisk hensigt organiserede morderbander i Idaho og Colorado vækker verdens opmerksomhed. Jeg har allerede i indstillingen pegt paa, at hovedstyret endog truer. En anden forening synes at nære ømmere følelser; thi den hentyder til, at det norske storting skal optræde som brudgom ligeoverfor de norske kvindesagskvinder og give dem stemmerei i morgengave efter østerlandsk vis. Men endnu eiendommeligere er den i dokumenterne leverede fortegnelse over antallet at dem, der har tegnet sig paa landskvindestemmeretsforeningens lister. Denne forening har nemlig sendt ud over hele landet, fra Fredrikshald til Sydvaranger, lister, hvori kvinder anmodes at tegne sig, for at tilkjendegive sit krav om stemmeret. Paa de fleste lister anføres det, at hver kvinde over 25 aar skal skrive sig, men for andre staar intet derom. Navne er i den alt overveiende udstrækning anførte uden angivelse af alder - det maa man tilgive kvinderne - stilling, bosted eller lignende, ofte med samme haandskrift og med blyant. Enkelte navne findes baade paa adresserne og paa listerne, enkelte haandskrifter, har en meget ungdommelig karakter, og mange navne er ligelydende. Men saa opføres disse lister aldeles som Potemkins soldater i stortingsdokumenterne flere gange. Det vil sees, at de fleste af listerne, der er opført i dokument nr. 62 gjentages i tillæg nr. 2, saaledes at man skulde tro, at det var nye lister, og saa er det akkurat de samme! Jeg har gjennemgaaet samtlige disse lister. Det viser sig, at der er lister fra 49 af landets 123 valgkredse - ja, der maa altsaa lægges til Kristiania, som i dette øieblik er kommet, det vil altsaa sige 50 valgkredse. Og paa disse lister er tegnet 13 922 navne, og dertil kommer 630 fra Aalesund, som er kommet igaar, samt henved 4 000 fra Kristiania, det bliver altsaa tilsammen noget over 18 000 navne, som har skrevet sig paa disse lister. Altsaa har en agitation over hele landet i et længere tidsrum og uden kritik kun givet noget over 18 000 navne blandt omkring 570 000 stemmeretskvalificerede kvinder! Dette maa jo betegnes som en komplet fiasko og viser med klarhed, hvor rodløst dette kvindernes stemmeretskrav er. Med hensyn til forholdene i udiandet maa ieg henvise til den oversigt, som er leveret i konstitutionskomiteens indstilling. Det vil deraf fremgas, hvad jeg har pointeret i slutten, at man ikke har et eneste suverænt land i verden, hvor man hidtil har vovet at indføre kvindelig stemmeret. Og blandt disse er der lande, som har ligesaa radikale stemmeretsregler, som vi har, og som har havt dem længere. Naar de store lande, som har stor politisk erfaring, ikke har vovet for alvor overhovedet at drøfte dette stemmeretskrav, saa skulde det efter min mening være en ganske alvorlig pegepind ogsaa for det norske folk. Med hensyn til stemmeretten i Amerika er det at merke, at skjønt Amerika er kvindesagsbevægelsens land, og skjønt spørsmaalet om stemmeret for kvinder først er reist der, bar del ikke lykkes at finde gehør for den der. Blandt Amerikas 80 millioner indvaanere er det som sagt kun de nævnte 4 stater, som ligger borte i vesten, disse minestater, som har indført kvindelig stemmeret. Overalt ellers er kvindestemmeretten strandet; den er endog indført og afskaffet igjen, og der er i Amerika reist en kvindebevægelse, som ihærdig arbeider mod kvindernes stemmeret. Efter de oplysninger, som jeg har søgt at indhente fra Amerika, er agitationen for denne «reform», om man kan kalde det saa, snarere i aftagende, end den er i tiltagende. Med hensyn til forholdene i England er det ganske interessant at henvise til den debat, som nylig fandt sted i det engelske underhus ivaares. Som bekjendt var der da indleveret et privat forslag om stemmeret for kvinder, og da debatten aabnedes i det engelske underhus, var det meget betegnende, at en tilhænger at kvindestemmeretten me.atte gaa frem og fremlægge paa præsidentens bord en adresse, som indeholdt 21 000 navne paa women: almindelige kvinder, som protesterede mod kvindestemmeretten. En anden derimod, som var modstander af kvindestemmeretten, havde den skjæbne at maatte fremlægge paa præsidentens bord en adresse fra 80 ladies, altsaa «damer», som vilde have stemmeret. Det er meget betegnende for, hvorledes dette stemmeretskrav er. Blandt dem, som udtalte sig i denne sag, maa jeg henlede opmerksomheden paa førsteministeren Sir Campbell Bannerman. Han udtalte, at han «vilde overlade til huset at tage standpunkt. Personlig vilde han stemme for forslaget, endskjønt han ikke var varmt stemt for det. Men han antog, at kvinderne vilde komme til at gjøre nytte i underhuset, da dette havde at befatte sig» - det beder jeg Dem lægge merke til; for det er glimrende det, som nu kommer - «med foranstaltninger vedkommende barneopdragelse, skolebespisning, kommunale melkedepoter, barnedødelighed, fattigpleie, afholdsspørsmaal, vertshuslukning, i det hele spørsmaal vedrørende boliger, sundhedslove og deres gjennemførelse, sager, som berører forholdet mellem liv og død, mellem hjemlig hygge og lykke paa den ene side og mislige forhold paa den anden side.» Det var det, kvinderne skulde hjælpe til, og som mænd ikke skulde kunne forstaa sig paa! Efter denne temmelig banale og kjølige støtte forlod førsteministeren huset og gik, efter hvad aviserne meddelte, i frimurermøde. Blandt talerne i underhuset maa merkes en parallel til den ærede repræsentant fra Risør, der nylig her i salen talte om «stemmeret for kvinder og børn». Hr. Hanssons storbritanniske kollega, irlænderen Redmond, gik endnu videre; han udtalte nemlig: «Jeg benegter, at nogen forsamling af mænd har ret til at udestænge en eneste kreds af Guds skabninger fra den dem tilkommende andel i at stelle med nationale sager.» Han vilde øiensynlig ogsaa have de firbenede med. En anset liberal frikirkeprest, dr. Massey, udtalte sig meget skarpt mod kvindestemmeretten- «Hvorledes skal det gaa an», sagde han, «at give kvinderne del i den suveræne lovstiftning, ikke alene naar de ikke selv kan slaas, men naar vi ikke selv kan stride mod dem? Og hvilke konsekvenser vilde det ikke medføre, om kvinderne skulde ligestilles og f. eks. en kvinde som første admiralitetslord sende ordre til kanalflaaden, som hun dog ikke selv kunde kommandere?» Og i rigtig bedømmelse af underhusets mening lod præsidenten medlemmerne snakke, indtil den reglementerede tid var forbi, og intet forslag kunde fremsættes. Og dermed var den sag forbi. Hvad Finland angaar, saa er jo forholdene der ganske abnorme. Der kan ikke henvises til stillingen i dette land, som har en seadan høg over sig. Ingen ved, hvad der kan ske, og den maade, hvorpaa forfatningen er tilblevet, er jo ogsaa abnorm. Jeg agter ikke at indgaa nærmere paa de forhold; men jeg mener, at man ikke paa nogen maade fra forholdene i Finland kan hente argumenter til støtte for den kvindelige stemmeret. Man ved jo ikke heller, hvorledes den i virkeligheden kommer til at funktionere. Og hvad vilde vi opnaa, hvis kvinderne skulde blive valgt ind i stortinget? Hvilke særegne sager foreligger, som ikke mændene fuldt vil kunne løse her i stortinget, uden at kvinder sidder her, og oden at repræsentanterne behøver at fiske efter deres stemmer? Det kan dog ikke være meningen, saaledes som hin fremtrædende kvindesagsdame nylig skrev i en avis: «I Norges storting sidder ingen kvinde, som med et uvilkaarlig, kraftig «fy» kan stanse raahedens imbecile latter.» Og naar en anden kvinde paa et kvindestemmeretsmøde, som afholdtes her i byen den 17de mai sidstleden, udtalte følgende, saa karakteriserer det jo for en stor del denne bevægelse. Hun sagde: «Det storfe, som nu sidder i statens fjøs, gjør ligesaa liden nytte som okserne i Augias' stald.»
Det kan være af interesse med hensyn til belysningen af kvindernes krav at se paa det valgprogram, som blev opstillet for kvinderne i Finland:
1. Almindelig kommunal stemmeret og valgbarhed. Kommunelovgivningen demokratiseres.
2. Mandens vergeret ligeoverfor hustruen ophæves; alt formuesfællesskab ophæves.
3. Sundhedspolitiets undersøgelse af prostituerede ophører.
4. Lovene om uegte børn forandres saaledes, at det gjøres lettere at konstatere, hvem der er far og at faderens underholdningspligt skjærpes; at uegte børn skal arve lige med egte og at der beskikkes særskilt formynder for hvert uegte barn.
5. Lavalderen for sedelighedssager forhøies for piger til 15 aar, og paatalen gjøres offentlig.
6. Pigeskoler bør anlægges og underholdes af staten som for gutter saavel til universitetet som ved fagundervisning.
7. Kvindens arbeidsomraade gjøres lige med mandens, og hun skal kunne ansættes i hvilkensomhelst stilling. Samme løn som manden.
8. En almindelig forbudslov mod salg af alkohol.
9. Folkeskolen bliver tvungen og almindelig for alle og gratis.
10. Invalid- og alderdomsforsørgelse bør organiseres af staten.
Af dette ogsaa i psykologisk henseende i høy grad interessante program vil det sees, at det tager sigte paa en yderst radikal politik og tillige paa forhold, som direkte rammer familiens bestaaen.
Men hvad vil vi ikke kunne vente os af talestrøm her i stortinget, hvis kvinderne kommer med? Tungen er som bekjendt kvindens sverd, og det koster hende langt mindre møie at tale end mændene. I denne henseende maa jeg faa lov til at oplyse, hvad der nylig er fremlagt i en videnskabelig undersøgelse i det franske «Académie des seiences». Der har en forsker givet sig til at undersøge, hvilken, kraftanvendelse der skal til for en voksen mand for at tale i en større forsamling i en time. Jeg maa henlede opmerksomheden paa, at en almindelig voksen mands dagsverk regnes til 200 000 kilogrammeter, hvilket vil sige, at han skal løfte et kilogram en meter høit 200 000 gange. Det er det, man kalder for en voksen mands dagsarbeide. Denne videnskabsmand undersøgte nu altsaa, hvilken anstrengelse det koster at tale en time i en offentlig forsamling. Der medgik for en mand hertil 200 kilogrammeter. Men en kvinde brugte paa grund af sine taleorganers bygning ikke mere end 50 kilogrammeter. Altsaa - med den samme anstrengelse kunde hun tale i 4 timer, som en mand kunde tale i 1 time. Nu - denne undersøgelse er i høi grad interessant, fordi den viser, hvilken ringe værdi der er i dette timelange snak, naar det ikke er støttet af aandelig tyngde. Jeg bare henleder opmerksomheden paa dette forhold.
Mange mænd, som i principet er modstandere af kvindelig stemmeret, føler sig dog under de nuværende politiske forhold i vort land fristede til at stemme for begrænset kvindelig stemmeret, fordi de i denne foranstaltning ser en redningsplanke mod den yderliggaaende politik, som den almindelige mandsstemmeret og vor hele politiske udvikling under unionens fordærvelige indflydelse har medført. Men de, som ræsonnerer saaledes, fører en kortsynt politik. Allerede med begrænset kvindelig stemmeret er antallet af stemmeberettigede kvinder i mange kredse, navnlig i byerne, paa det nærmeste ligesaa stort som mændene og om de end ved hjælp af en censusstemmeret for kvinder for nogle faa aar kan kjøbe sig en støtte for en noget mere moderat politik, saa lader denne stilling sig ikke længe holde - dels fordi kvinderne i politiken vil vise sig uberegnelige, dels fordi begrænset stemmeret uvægerlig maa føre til almindelig kvindelig stemmeret. At indføre begrænset stemmeret som et politisk palliativ, et lindringsmiddel mod radikale knib, vil være som at uddrive djævelen ved hjælp af Beelzebub. Og politikere, som stemmer for begrænset kvindelig stemmeret af denne grund, viser samme letsindighed som Marquise Pompadour, naar hun sagde: «efter os kommer syndfloden».
Kvindespørsmaalets sociale løsning ligger ikke i stemmeretten, ikke i samme løn for kvinden som for manden, ikke i at skaffe hende adgang til poster og embeder, men det ligger i at skaffe de flest mulige kvinder adgang til et i hygienisk og økonomisk henseende sorgfrit egteskab - med andre ord i at forbedre livsvilkaarene for manden. Men den moderne kulturstat synes tvertimod at modarbeide denne løsning. Og i denne henseende virker det ikke lidet afskrækkende for den unge mand, at saa mange moderne kvinder taler saa ofte og saa høit om sine rettigheder, men saa sjelden om sine pligter. Men for kvinden afhænger hendes livslykke ikke af, at hun er fri, men af at hun er bunden til manden. Hendes afhængighed er en naturlov, en trang for hende selv og en betingelse for hendes velvære. Naturen og staten kræver af kvinden moderkjærlighed, modertroskab og moderoffervillighed i alle denne opgaves forskjellige udstraalinger. Og det er i denne henseende af betydning at minde om, hvad tidens stormænd har tænkt og sagt. Jeg vil her minde om Goethe, Schopenhauer, Nietzsche, Brandes, Lessing, Schiller, v. Hartmann og den franske revolutions radikaler Mirabeau. Jeg vil minde om de fremragende læger Waldeyer, v. Runge, Møbius og den nylig afdøde berømte kirurg v. Bergmann. Undertiden kan man finde angivet, at Bismarck skal have udtalt sig til fordel for kvindens deltagelse i det offentlige liv. Men dette er ganske urigtig. Et saa egte mandfolk som Bismarck har aldrig sagt eller skrevet noget i retning af, at kvinderne nogensinde, skulde faa stemmeret eller blive valgbare. Jeg vil her komme med nogle citater. Den russiske menneskeven og digter To1stoi siger, at «manden kan intet gjøre at alt det, som er kvindens vakreste hverv». Og saa paapeger han kvindens opgaver. Han siger: «Uden kvindelige læger, dommere, videnskabsmænd og telegrafister, uden forfatterinder kan vi klare os, men uden mødre, uden livsledsagerinder og trøsterinder kan vi ikke klare livet». Videre siger han: «I denne kjærlighed ligger kvindens vigtigste, høieste og uerstattelige magt. Hvilken underlig misforstaaelse er ikke hele denne saakaldte kvindesag, som i vore dage oprører sindene! Kvinderne vil forbedre sin stilling. Hvad kan være ønskeligere og loyalere end det? Men kvindens kald og maal i livet er helt forskjellige fra mandens, og derfor maa idealet for hendes fuldkommenhed være et andet end mandens». Jeg gaar over til en anden. Jeg vil minde om, hvad De forenede staters nuværende præsident, Roosevelt, har sagt i en tale, som han holdt om moderkaldet. Han fremholdt der, hvorledes dette kald som moder tillaa kvinden. Han udtalte sig i sterke ordelag for familiens opretholdelse og kvindens pligter inden sit hjem og som moder. Han sagde, at der ligger hendes opgave, og «alle, som erkjender, at hendes arbeide som moder lægger grundlaget for alle folks lykke og storhed, skal reise sig og velsigne hende». Jeg tillader mig videre at citere en stor statsmand - en af Englands største, G1adstone - hvad han siger i et brev, som jeg her har oversat. Brevet, der er skrevet i 1892, er til et parlamentsmedlem. Ved underhusets debatter iaar blev der ogsaa vist frem et brevkort fra Gladstone, senere end dette brev, hvor Gladstone bestemt fastholder sin mening. I dette brev udtaler Gladstone følgende: «Netop i denne sag er der ganske særlige grunde til forsigtighed. Aldrig har der - saavidt jeg ved - været noget tilfælde, hvor stemmeretten er blevet udvidet til en stor gruppe individer, som, i sin almindelighed er ligegyldig for at faa denne ret. Men her er der, foruden en vidtgaaende ligegyldighed, tillige hos et stort antal af kvinder, som ser spørsmaalet saglig, den mest ubetingede modstand og den sterkeste misbilligelse. Er det da ikke klart for ethvert fordomsfrit individ, at man, førend man tvinger ind paa kvinderne noget, som de anser for en fundamental forandring i sin hele sociale stilling, det vil sige: i det dem af forsynet anviste livskald, i det mindste skaffede sig vished for, at landets kvinder, for hvem sagen i saa stor udstrækning er fremmed, var i overveiende flertal stemt for sagen, og at man søgte istandbragt en drøftelse for at faa sikkerhed herfor?»
Dette høist interessante brev fra den store politiker kan jeg ikke læse op i dets helhed. Jeg henstillede til konstitutionskomiteen at lade det trykke som dokument; men konstitutionskomiteen fandt det ikke værdig dertil. «Ligesaa lidt som dette er et partispørsmaal», siger Gladstone, «eller et klassespørsmaal, saa er det heller ikke et spørsmaal de to kjøn imellom. Jeg nærer ingen trygt for, at kvinden vil gjøre indgreb i mandens magt. Men hvad jeg frygter for, er, at vi vilde indbyde hende til ubevidst at synde mod den ømtaalighed, den renhed, den finhed og den ophøiede værdighed i hendes egen natur, som nu er kilden til hendes magtstilling. Jeg indrømmer, at vi mænd ofte som lovgivere har været meget troløse vogtere at hendes ret til moralsk og sosial ligestilling, og jeg siger ikke, at fuld retfærdighed endnu paa alle omraader er skeet fyldest; men saa stort fremskridt er gjort paa de fleste felter, at der i betragtning af det, som endnu kan staa tilbage, endnu ikke har vist sig noen nødvendighed for voldsomme botemidler». Gladstone siger tilslut: «Min hensigt er for hende at gjøre alt, som er frit for den nævnte fare og den dermed forbundne tilsmudsning, men ikke at tage noget skridt fremover, uden at jeg er tryg for dets gavnlighed. Risikoen er umaadelig stor. De grunde, der anføres til støtte for den kvindelige stemmeret, er efter min mening ikke overbevisende, og selv om jeg fandt dem mere overbevisende, vilde jeg dog benegte, at de var tvingende». Jeg har her i min haand et brev fra en af vort lands største digtere, hvis navn i denne sal har en god klang, Arne Garborg. Hans stilling til dette spørsmaal er forsaavidt i principet den samme som min. Det er et brev væsentlig angaaende egteskabet i det hele og kvindernes stilling, og han siger, at «det spørsmaal, det her tilsidst gjælder, er et nationalt sundheds- og maaske livsspørsmaal, som ikke mindst paakalder lægernes opmerksomhed.» - - «Til syvende og sidst vil jo det egteskabelige spørsmaal faa sin besvarelse sammen med det social-økonomiske. Men med den udvikling, som paa den ene side maitresse-institutionen og paa den anden side den kvindelige «emancipation» betinger, kan det være af vigtighed allerede nu at møde faren.» Men her har jeg et brev om, vor store digters, Ibsens, stilling til sagen. Denne mand blev i 1898 indbudt af kvindesagsforeningen, der troede at kunne udnytte ham, kan jeg tænke mig. Der sagde han følgende: «For mig har det altid staaet som en opgave at løfte landet og give folket et høiere stade. Under dette gjør sig to faktorer gjældende: det staar til mødrene ved anstrengt og langtsomt arbeide at vække en bevidst følelse af kultur og disciplin. Dette maa skabes i menneskene, før man kan hæve folket videre. Det er kvinderne, som skal løse menneskespørsmaalet. Som mødre skal de det. Og kun da kan de det. Deri ligger en stor opgave for kvinderne.» Og hvad vilde vi ikke begaa for en uret mod kvinden selv, om vi tvang hende til at styrte sig ind i det offentlige livs malstrøm? Vi vilde paalægge hende et arbeide, som hun ikke kunde klare. Der kræves for deltagelse i det offentlige liv saa meget tidsspilde, saa megen anstrengelse for at sætte sig ind i spørsmaalene og at træffe sit valg, saa meget arbeide og saa megen fysisk kraft, at ingen kvinde i længden tilfredsstillende kan varetage dette arbeide. Sterkt hjernearbeide foraarsager hos kvinden ikke alene ildebefindende, men gjør hende direkte syg. Den moderne kvinde sætter folkets sundhed i fare. Naturen er en streng herre og straffer over trædelserne mod sit bud med strenge straffe. Hvis man derfor vilde overdrage folkenes kulturarbeide til kvinderne, vilde skaden blive stor, men nytten liden. Alle fremskridt er hidtil gjort af mænd. Hvad der for manden er en anstrengelse, vilde for kvinden være overanstrengelse, og de kvindelige ydelser paa intelligensens eller paa arbeidskraftens omraade har aldrig kunnet tilnærmelsesvis naa op mod mandens. Og med kvindens deltagelse i det offentlige liv vil der følge barnløshed eller faabarnsystemet i egteskabet. Men det folk der bliver favnet af denne naturstridige bevægelse, er traadt ind i oldingealderen, og dets navn er skrevet paa nationernes dødstavle. Det er ikke uden grund, at klartskuende mænd i kvindebevægelsen ser et memento mori for samfundet og mener i kvindesagens støi at høre aadselsbillens gnaven paa samfundslegemet. Og kvindebevægelsen er jo i virkeligheden et sygdomstegn, et symptom paa samfundets opløsning. Et kvindesagsfolk vil uvægerlig synke i folketal, tabe i national kraft og miste sin anseelse blandt nationerne. At give kvinderne stemmeret og valgbarhed og gjennemføre dette system i praksis efter dets konsekvenser vil simpelthen være at begaa nationalt selvmord.
Men selv om man ikke ser sagen saa pessimistisk, ville det dog ikke være et fornuftigt ræsonnement for det norske storting at sige som saa: mændene ventede i 80 aar siden forfatningens istandbringelse paa at faa stemmeretten udvidet, derefter ventede de i yderligere 14 aar paa at faa almindelig stemmeret, og saa gav de straks to aar efter begrænset stemmeret i kommunen til kvinder. Er der da noget urimelig i at sige: lad os se paa hvorledes statsorganisationen arbeider efter folkets frigjørelse i 1905, lad forholdene faa tid til at fæstne sig, lad kvinden arbeide i kommunen indtil videre og lad os - hvis galt skal være - prøve med at udvide stemmeretten der, før vi giver kvinderne adgang til statens styrelse. Jeg skulde tro, det vilde være i grundlovens aand at hente lidt mere erfaring om kvindernes offentlige evner, førend man gik til den i alle andre selvstændige stater hidtil ukjendte foranstaltning at give kvinderne politisk stemmeret og valgbarhed.
VIRKSOMME ORD