Jeg har tjent det bedste i det norske Folk

Den sidste ærede Taler har sagt, at han vilde paavise to Tilfælde, hvori Johan Sverdrup, jeg som staar her, har narret det norske Storthing til at prostituere sig. Jeg er ikke vis paa, om det var Mandens Alvor, thi han viste sig senere at være en - om just ikke heldig - Spasmager. Men Tingen blev dog sagt med saadant Eftertryk, at jeg maa tro, at han mente, hvad han sagde. Sverdrup har narret Storthinget til at prostituere sig!

     Hvem bestaar Storthinget af? Jo af Landets valgte Tillidsmænd fra alle Egne, af de bedste Mænd, Folket ved at sende paa Storthinget, Mænd, der udmærke sig ved Indsigt og Karakter fremfor alle. Er det da sandsynligt, at en enkelt Mand skulde kunne forlokke dem til at prostituere sig? Dette besindige norske Folk, som vilde gjøre vel i at seile i Embedsmændenes Kjølvand, som det gjorde fra 1814 og udover - skulde det være saa tilbøieligt til at lade sig narre af Enkeltmand, denne være hvem han vil? Man skal faa høre Ting, som lyde ganske anderledes: den ene er, at Sverdrup, da han fremsatte Forslaget til Adressen, ikke tog Initiativet, men blev anmodet af Storthingets Pluralitet om at fremsætte Adressen; den anden, at hvad der kom, er simpelthen en Følge af den - Gud være lovet heldige og lykkelige - Udvikling, der er foregaaet hos os siden 1814.

     Paa Grund af den Stilling, der er mig betroet i Amtet og i Storthinget, maa jeg vel faa Lov til at kaste et Blik tilbage paa disse Sager. Saasnart vor Forfatning havde begyndt at kalde Folket til Eftertanke over, hvad den medførte, hvilke Pligter og hvilke Rettigheder den førte med sig, begyndte en Bevægelse i dette Land, som ikke er standset og ikke bør standse, fordi den i sig indeslutter Betingelserne for Folkets lykkelige Liv gjennem Tiderne. Jeg har her for mig en Mand, en gammel, klog Mand, Ole Valstad, som selv har været med at bringe Bevægelsen i Gang; det er ikke den mindste Ros for Manden, og han bør ikke miste den Ros, han fortjener. Vi staa nu paa et forskjelligt politisk Standpunkt, men aldrig vil jeg tillade mig, aldrig, haaber jeg, vil jeg synke saa langt ned, at jeg ikke anerkjender, hvad godt og rigtigt der findes hos en politisk Modstander - det maatte være en klein Kar, som ikke kunde forstaa Modstandstanken - jeg overlader det til de Herrer, der finde, at det er et Mærke paa en offentlig Mand og en Gentleman. Denne Bevægelse har fundet Tilslutning i stort Omfang i alle Landets Egne, selv i Byerne. Thi ihvorvel der nu gaar en konservativ Retning gjennem Byerne, vilde det være feilagtigt at sige, at den Aand, som nu rører sig, er den samme som den, der fandtes for et Par Menneskealdre siden. Hvad der nu anses for konservativt, vilde for nogle Aar siden været anset for stærkt reformatorisk. Men jeg holder mig til, hvad der interesserer os, Landets Repræsentanter, nærmest. Det Arbeide, der begyndte med Ueland, Stabell, Valstad, Nergaard, Ingebrigt Sæther m.fl., har været fortsat og fortsætter sig selv; thi uden det vilde der ikke have kunnet ske nogen Udvikling paa Grundlag af vor Forfatning og til Held for den Selvvirksomhed og det Selvstyre inden lovmæssige Skranker, der gjennem alle Tider maa være Betingelsen for et nationalt Liv af Betydning, et Liv, som fører til Lykke og Ære. I Førstningen - mødte da mindre Modstand? Hørte man da ikke de samme Talemaader den Gang som nu? Det er vel Pressens Organer, som her skulle give os Veiledning. Man kan tage frem «Den Constitutionelle «og «Christianiaposten» og lægge dem ved Siden af «Morgenbladet» nu og man skal se, at hvad der fortonede sig, hvad man troede skulde hjælpe Landet frem og skulde give de bedste Løfter og den sikreste Borgen, blev bekjæmpet akkurat paa samme Maade, med samme Hadskhed og med den samme Mangel paa faktisk Berettigelse, der nu gjør sig gjældende i vor indre Politik. Der er ikke en Klage, som er reist nu, ikke en Beskyldning, der er gjort, ikke en Insinuation, der er udslynget, uden at den har sit fuldstændige Forbillede i, hvad der blev sagt mod Valstad, Ueland og Stabel. Det er et eneste fortsat smukt Kor af Beskyldninger, Insinuationer, Skjeldsord - en vakker Krands, hvis Ende vi ikke se og ikke faa se, mine Herrer; det ligger nu engang i de menneskelige Kaar.

     Jeg skal ved Siden af denne Minderække, jeg har fremkaldt, om hvorlunde den norske Gaardbrugerstand har gaaet frem mod en fyldigere Deltagelse i de offentlige Anliggenders Pleie, føie en liden personlig Bemærkning. I Arbeidet for at frembringe denne Tilstand har Landets bedste Mænd deltaget, - er det nødvendigt for mig at nævne Navne? - Mænd, til hvem man saa op med Tillid, som vare kaldede til de vigtigste Poster, hvem Thinget selv betroede dem. Til disse Mænd traadte jeg hen, da jeg første Gang valgtes som Storthingsrepræsentant for en By; da var de der alle med Undtagelse af Ludvig Kr. Daa, alle de, som havde baaret Udviklingen og gjort Landet væsentlige Tjenester i Tiden fra 183o af og udover. Jeg skal ikke dadle, at der er dem blandt disse Mænd, som have standset paa Veien, især da de ere blevne ældre; thi det er Tingenes Medfør. Men de, som ere blevne ældre og som tro, at vi gaa videre, end det fra deres Standpunkt ansees ønskeligt, skulle erindre, at det netop er deres Gjerning, som har fremkaldt denne Bevægelse; og man skal anskue den med Nutidens Blik, ikke med et tilbagelagt Standpunkts. Det er klart, at de slutte sig til det, som de have virket for og som har udviklet sig i deres bedste Livsperiode, men saa taknemmelige vi ere for det, de have virket, er der ingen Mening i at standse dermed for os. Den største Hæder for os er jo at fortsætte deres Gjerning med Forstand og Kraft, med Maadehold og Omtanke. Hvorledes er det gaaet? Jeg, som skulde have narret Storthinget til at prostituere sig, jeg sluttede mig til disse Mænd, jeg har samvirket med dem fra Thing til Thing. Mange Repræsentanter ere komne til; den Fraktion af Storthinget, der hylder disse Meninger, og som deri ser Betingelsen for Landets Fremadskriden, er stedse voxet. Jeg er ikke kommet i Misforhold til nogen af disse Mænd, jeg saaledes har samvirket med; vi, som efterhaanden have dannet Kjernen i Fremtidsgruppen i Storthinget, have bevaret alle vore Forbindelser. Denne dobbelte Prøve gjennem Storthingets Gang og gjennem personligt Forhold, er ikke den det stærkeste Bevis for, at den Udvikling, der har fundet Sted indtil denne Dag, er fremvoxet paa naturlig Grund, er fremgaaet af Nationens eget Tankesæt og Krav? Det er ikke muligt at levere et stærkere Bevis. Skulde en lang Række af Kjendsgjerninger, hvoraf den ene er Frugten af den anden, kunne finde Sted, og betinge Nationens Skjæbne i mange og det de væsentligste Henseender, - og der skulde være en Feiltagelse i det store? Skulde man fra Generation til Generation, fra Decennium til Decennium have støttet denne nedarvede Virken, have fremmet hverandres Virken, og dette skulde gaa i vort sindige Folk gjennem Decennier og dog være en Grundfeil i Anskuelserne, der havde gjort sig gjældende, og dog skulde der hefte sig væsentlige Mangler ved de Personer, der vare Bærere af Bevægelsen? Jeg gjentager, det er ikke muligt at irettelægge noget stærkere Bevis.

     I Kraft af denne Bevægelse var det kommen derhen paa Storthinget i 1869, at de Repræsentanter, som vi alle Aar efter andet havde erklæret at staa Folkets Tanke, Vilje og Hjertelag nærmest, fra hidtil kun af og til at have været en Majoritet ere gaaede over til en Majoritet, som bevarer sig i de fleste og forskjelligste Sager. Da dette nødvendigvis maatte have en væsentlig Indflydelse paa vor Statsskik, opstod det Forhold til Statsstyrelsen, der omsider førte til Adressen. Som før berørt var det Storthinget, som provocerede Adressen og gjorde den til sin Gjerning. Her er Mænd tilstede, der have deltaget i Storthingets Forhandlinger og som kunne aflægge Vidnesbyrd om, at man gik særdeles nødig til denne Udtalelse. Man gjorde det ikke, før man skjønte, at det var til Fædrelandets Skade, om man ikke fik et bedre Forhold oprettet mellem Storthing og Regjering, ikke fik indforlivet i vore Institutioner et Forhold mellem Kongens Raad og Nationens Raad, som vilde styrke Nationalforsamlingen og ufeilbarligt fremkalde de bedste Resultater, hvortil Landet kunde arbeide sig frem, ved at lægge i Regjeringens Haand Adgangen til at stille sig i et Forhold til Nationalforsamlingen, som satte dem istand til at lade alt af Dygtighed, Evne og Anseelse i Landet gjøre sig gjældende. Eller er der nogen, der tror, at Regjeringen vil tabe sig i Vægt ved at komme ind i Thinget? Jeg gaar ud fra, at det er dygtige Mænd, som sidde i hans Majestæts Raad; de have altid, ved alt hvad der handles om, til Tjeneste af Forarbeider et Materiale, hvilke de som Chefer for Regjeringen kunne bringe tilveie. Til Personlighedens Dygtighed kommer den overordentlige Overlegenhed, de kunne have i sine Meninger ved at være i Besiddelse af alle Materialer og Hjælpekilder til at overveie Sagen og forsvare den. Naar de træde op med den Vægt, som Stillingen giver dem, støttet af hans Majestæts Tillid og af deres, som i Thinget dele deres Mening, er der da nogen, som tvivler paa, at fra det Øieblik, Regjeringen saaledes træder ind i Thinget, er den stærkere, end den har været paa mange Aar? Den faar da en Styrke, som den skal have, ikke en, der sætter den istand til vilkaarligt at sætte igjennem alt, men til med Intelligentsens, Karakterens og Kundskabens Overlegenhed at gjøre sin berettigede Indflydelse gjældende - og anden Overlegenhed bør Regjeringen ikke besidde, derom kan der ikke være to Meninger. Er dette enestaaende? Jeg beder, at man vil paavise Lande, hvor Friheden har fæstet Rod, hvor der har fundet en sand og sund Udvikling Sted, uden at det har ført til lignende Institutioner. Jeg ved, hvad der er sagt: at saa har man andre Institutioner ved Siden af; men hvert Land har sine eiendommelige Institutioner og de kunne være paa sin Plads i andre Lande. Jeg er heller ikke sikker paa, om de have virket gunstigt der; men for os passe de ikke, medens det passer udmærket for os at komme mere Ansigt til Ansigt med hans Majestæts Raader, at faa samvirke og samraade med dem for hele Folkets Øine. Da ville de bedste Resultater fremkomme, saasandt Menneskeaanden følger sine Love.

     Jeg taler ikke om, hvad der kan hænde i det enkelte, men om Tingene i sin Almindelighed. Thi en Forfatning, en Regjering, et Storthing, der er feilfri, er det i de menneskelige Kaar en Umulighed at tilegne sig. Efterat Udviklingen var kommen saa langt, efterat Folket med voxne Hænder havde taget sin Arv, bød vi Regjeringen Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger. Kunde da det falde over Regjeringen som noget saa særdeles uventet og ubehageligt? Vi have allerede i Karl Johans Tid et fremsat Regjeringsforslag derom med de stærkeste Anbefalinger. Statsraad Stang har ofret flere af de bedst anvendte Timer af sit Liv - Manden har ogsaa Fortjenester i andre Henseender, men det skal jeg her forbigaa - paa at forklare Nationen, hvor gavnligt det var, at der ingen Fare var, at det passede med vor Forfatning saa fortrinligt, at man skulde lede for at finde noget Land, hvor det kunde indforlives med saa megen Nytte og med saa mange Løfter om fremtidig Rigdom. Senere er Sagen ogsaa gjentagen. Det har ogsaa truffet sig saa underligt, at Akerhus Amts mest anseede Repræsentanter have stemt for det, og hvis jeg ikke husker feil, vare de ogsaa Forslagsstillere (Valstad: ikke jeg!) Men Valstad stemte for det. (Valstad: ja, det gjorde jeg.) Men at Forslagsstillerne vare af de mest anseede Repræsentanter, erindrer jeg, Stabell og Tørrsager, tror jeg. Med andre Ord, de have endog været med og taget Initiativet ikke en Gang, men Gang efter Gang.

     Skulde det da være saa besynderligt, om jeg som Repræsentant tog lidt Arv fra mine bedste Forgjængere og sluttede mig til dem? (Bravo). Har jeg taget Feil, saa er det de Herrer, der have narret mig til at prostituere mig. (Latter og Bifald.) Jeg kommer nu tilbage til Sagen. Da vi nu saa, at Oprettelsen af en god, inderlig, varig Forstaaelse mellem hans Majestæts Regjering og det norske Storthing var af den største Vigtighed, at det, som Landets Lykke krævede, var det bedste til at opretholde Kongedømmet i al dets Agtelse og Glands i gamle Norge, saa bad vi Regjeringen og det med en Pluralitet - jeg vil nødig bruge, hvad Bladene pudse op saa mange af sine Referater med, men jeg tillader mig at henvende mig til de Herrer Referenter : «stormende», er det ikke det passende tekniske Udtryk? Det var efter mange Dages Debat, en af de grundigste, som nogensinde er hørt i Norges Storthing, hvor Modstanden meldte sig saa respektabel, at enhver kunde bevidne den sin Agtelse, om man ikke kunde tiltræde dens Mening.

     Paa samme Tid ved man, at Regjeringen tog den Beslutning, at Storthinget blot skulde være samlet et vist Antal Dage; med disse skulde man lade sig nøie. Men det var umuligt at fastholde nogen Termin for det første Aar af Repræsentationens aarlige Sammentræde. Jeg tør sige, at jeg selv har lidt Øvelse i og Kjendskab til Storthingsarbeide, men jeg skjønner ikke efter min Erfaring, hvorledes dette store Arbeide skulde udføres i saa kort en Tid. Man kan ikke uden videre trække nogen Sammenligning med de treaarlige Storthing, vi havde før; thi Arbeidet er vist i flere Henseender mere end det tredobbelte; vi have de samme tykke Budgetter, ja de ere endnu tykkere nu. Og saaledes ogsaa med andre Ting. Der er en hel Del vigtigere Sager, der kræve megen Opmærksomhed og som gjentage sig Aar for Aar. Vistnok have de tre aarlige Storthing, som have været samlede siden 1871, arbeidet, ja Regjeringen selv har erkjendt, at de Thingmænd, hvem de væsentligste Byrder paalaa, have arbeidet mere end de rimeligt burde, ja overarbeidet sig; jeg tror ikke, jeg tager feil, naar jeg siger, at dette er Regjeringens eget Udtryk. Jo, i Sandhed, der er ikke en af dem, uden at han har sat sin Helbred, sit Liv i Fare ved dette sit Arbeide. Desuden, hvad Tid der kræves til at ordne alle Anliggender, hvilke forberedende Arbeider der skal til, naar Storthinget skal gjøre sin Pligt til Nationens Bedste og Gavn, hvem kan vel have det bedste Skjøn herpaa, enten Regjeringen eller Storthinget? Jeg har aldrig forsøgt og skal aldrig forsøge paa at indsnevre Regjeringens Magt, hvor jeg tror den med Rette tilkommer den, og dersom vi faa et Raad, som vil følge Udviklingens Spor, skal jeg være den første til at støtte det, saavidt der gives mig Anledning dertil. Naar det gjælder Spørgsmaalet om, hvorledes Storthinget vil ordne disse Sager, hvilken Tid det trænger til at forberede dem og til at afgjøre dem, saa siger jeg, at Storthinget alene kan have Skjønnet. Regjeringen kan ikke have det, selv med sin bedste Vilje. Grunden er nærliggende. Regjeringen kan holde sig til sine Forslag og pege paa dem; men hvis Storthinget finder, at denne Forelæggelse ikke er den bedste, saa maa det gaa til et nyt Arbeide, maaske gaaende ud fra modsatte Synspunkter og med en Besværlighed, hvorom Regjeringen ikke kan have nogen Mening. Aldrig har der været fremkastet nogen mere ugrundet Paastand, end at Storthinget selv vilde trække Tiden ud i sin egen Interesse; nei, den som har været i Storthinget, vil vide, at der i Slutningen af Sessionerne snarere er en større Tendens til at komme hjem end til at blive siddende. Det sidste har jeg aldrig sporet, men derimod nok, at det første har gjort sig gjældende med større Styrke, end det maaske burde. Derom kan Valstad vistnok aflægge Vidnesbyrd fra gamle Dage. Der er mange Talere, som, naar det lider mod Slutningen, maa afknappe de pene Ting, de have at sige - man vil jo gjerne sige pene Ting, mellem os sagt - men man maa afkorte det, fordi man grant skjønner, at Repræsentanterne ikke ville høre paa det. Derhos spørger jeg: skal da Norges Repræsentanter sidde som Gutter paa en Skole? Stemmer det med Thingets Værdighed, at man skal foreskrive det en Arbeidstid: til den og den Tid skal I være færdige; I har en Examen at bestaa, og der gives Eder til at forfatte Eders skriftlige Fremstillinger saa og saa mange Dage; hvis I ikke ere færdige da, saa maa I gaa fra Examen. Jeg maa sige, jeg forstaar ikke denne Maade at opfatte Forholdet paa mellom Regjering og Storthing, at dette skulde ligge under Regjeringens Ressort, og at Thinget ikke heri skulde have den afgjørende Stemme. Hvis Storthinget efter de første Aar, da der naturligvis krævedes mer Tid, inden man fik lært sig op i at indrette sit Arbeide paa den Maade, som tog mindst Tid - det er sandt, Storthinget kunde gjøre sig skyldig i Misbrug, men forinden Misbrugene havde vist sig, var det ikke tilbørligt for Regjeringen at gribe ind - hvis det da viste sig, at der skete Misbrug, saa havde Regjeringen gjort sin Pligt ved at sige: dette maa have en anden Ordning, hvis ikke, bruge vi vor grundlovsmæssige Ret. Og jeg tror, det havde været vel for Regjeringen og vel for Storthinget, om den havde brugt denne Fremgangsmaade i Stedet for strax at sætte Sagen paa Spidsen med, hvad man kan kalde et Magtbud.

     Da Storthinget saaledes, efter forgjæves at have budt Regjeringen den Institution, Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, som vilde fjerne alle Forviklinger og være af saa overordentlig Nytte i vor fremtidige Udvikling, ikke engang blev levnet Tid til forsvarligt Arbeide paa Landets Vegne, og da saa mange Tegn viste, at en Samvirken mellem Storthing og Regjering ville være vanskelig, om ikke umulig, saa bestemte Storthingets Pluralitet sig for i en loyal Henvendelse at udtale, at det ikke fandt længere at kunne samvirke med hans Majestæs Raad. Det var ikke Repræsentanten J. Sverdrup, som fremtraadte med Initiativet; han tog Ansvaret, frembar Forslaget, - thi han pleier ikke at svigte sine Kammerater, - og stod en Dyst for det; men det var Storthingets Pluralitet, som krævede, at en loyal Henvendelse skulde forelægges hans Majestæt Kongen. J. Sverdrup har ikke narret Norges Storthing til at prostituere sig; J. Sverdrup har været med Pluraliteten af Norges Mænd at gjøre en mandig og fædrelandsksindet Gjerning, det er Sandheden! Det var første Gang man tog Sagen fra et rent og klart og aabent og mandigt Standpunkt, og sagde - ikke gjennem Nægtelse af Bevilgninger, men gjennem en ren og klar Henvendelse - til Kongen: vi fik ikke Betingelserne for en god Samvirken, vi henstille dette til Deres Majestæts Overveielse. Ja, heri har jeg været med, og - uden Hensyn til, om Akershus Amts Vælgere nu ville gjøre mig den Ære at vælge mig eller ikke, - jeg vil stedse mindes det som en Ære for mig at have været med i denne mandige Gjerning. Der fortælles, at Enkeltmand har narret Norges Storthing til at prostituere sig i store og landsvigtige Sager; det skal vel være en Kompliment til Mandens Snuhed, men det er den største Grovhed, som nogensinde er bleven sagt om Norges Storthing (Bravo, Hyssen), at det var saa kleine og umodne og ubefæstede Karle, at Enkeltmand Gang efter Gang skulde kunne narre dem til at prostituere sig i Sager, som de vel fortrinsvis skulde faste sin Opmærksomhed ved og være pligtige til at granske med den kraftigste Omhu. Jeg gjentager det: det er ikke muligt at sige Storthinget noget grovere, og aldrig har det fortjent det. Det kan ikke paavises, at der i Norges Storthing har været den Mand, som har ført Kommando, og han vil aldrig komme der. Hvis det ser ud, som om han øver nogen stor og udstrakt Indflydelse, saa er det, fordi han har sluttet sig til Meninger og Følelser, der ere fælles for ham og hans Medrepræsentanter, og naar Følelserne ere saa fælles og saa stærkt udbredte, da er det Folkets Tanker og Folkets Følelser. Man har gjort Ret i at følge dem, og ingen kan i Længden modsætte sig dem.

     Skuf Dem ikke, mine Herrer! - en midlertidig Reaktion er mulig, men i Længden at modstaa, hvad der er Folkets Tanke, staar ikke i nogen jordisk Magt; det vilde være aldeles frugtesløst. Jeg siger efter et snart femogtyveaarigt Storthingsliv: jeg ved, hvem jeg har tjent, og jeg er sikker paa min Sags fremtidige Seier. Jeg har tjent det bedste i det norske Folk, og det er det bedste i det norske Folk, der vil bygge Landets Fremtid!

     Der har været paastaaet, at de Grunde, der bleve anførte i en anden stor Sag, som skulde være saa kapital, nemlig mod Myntkonventionen, vare saa daarlige; men der er intet Bevis ført, og naar vi have staaet i timevis - og jeg har været blandt dem, thi jeg maa bekjende, at naar min Interesse vækkes i en Sag, og jeg skal udtale mig om den i Storthinget, da taler jeg maaske længere end rimeligt; men alt strømmer da saa stærkt ind paa mig, og jeg maa klare det fra mig - og Dag efter Dag har fremholdt Rækker af Grunde, har oplyst Sagen nærmere, og der saa kommer en Mand og siger sligt ohne weiteres - jeg ved ikke, om han har nogen sær Indsigt i disse Ting, jeg troede hans Dygtighed laa paa ganske andre Felter (Latter); jeg har ikke hørt, han har præsteret nogen i den Retning, som kunde betegne ham som en Autoritet; jeg vil ikke insinuere noget mod ham, men naar han altsaa ikke kan tale med Autoritetens Magt, saa skulde man vente Grunde, jeg ventede virkelig at faa høre Grunde! - hvad saa? Alle de tre nordiske Rigers Udenrigsministre havde et halvt Aar før Konventionen afgjort erklæret, at der ikke kunde være Tale om en saadan Konvention -Bevis: i de kongelige Dokumenter! Den første Mand paa dette Felt i vort Land har belyst det samme med sin sædvanlige Grundighed; i Sverige har dets største Autoritet i disse Sager, Bankdirektør Wallenberg, og i Danmark har en af selve Finantsministeriets Departementschefer, en forhenværende Universitetslærer, bevist det med lige saa megen Grundighed, ligesom det svenske Bankutskott har klaret det paa bedste Maade med stor Styrke og Bestemthed gjennem et Skrift, der omfatter alle Sagens Punkter, endvidere Komitéindstillingen og Foredragene i Storthinget. Der er sagt om Myntkonventionen, at den skulde være til Fordel for Samhandelen mellem Rigerne; men er det nok at sige? Er den virkelig af saadan Betydning for Samhandelen? Det er det; Beviset skyldes for! At der i Grændseprovinserne kan være nogen Lettelse ved at have ens Benævnelse for Mynten, er muligt, men det er dog meget lidet. Vi have alligevel cirkulerende hos os svenske Mynter; tager derfor Folk feil? Nei saamæn, om de gjør, de lade ikke Svensken snyde sig; jeg er enig med Pastoren: de forstaa at regne. Sagen er, at det, som afgjøres os imellem - naar man ser bort fra Grændsedistrikterne, som ikke er bestemmende for det hele Land - afgjøres ikke ved Mynt, men ved Vexler og paa lignende Maade; man ser sjelden Myntforsendelser.

     Naar Taleren troede at kunne gaa saa let hen over Muligheden af en større Myntgruppes Dannelse og fremstille dette som en Drøm, kan han ikke gives Medhold. Der er ikke Tale om et Verdenssystem, ikke engang om et europæisk System. Der er to Ting at tage i Betragtning. Der er tre større Myntgrupper; af disse kunne de to forene sig. Allerede nu er det dernæst langt fordelagtigere for os at indrette vort Myntsystem efter det tyske, der repræsenterer ganske andre Kapitaler, og som er en Verdensmynt, der vil blive respekteret overalt, medens den Dag aldrig vil opgaa, da en særlig skandinavisk Mynt vil opnaa saadan Kjendskab, saadan Respekt og saadan Anseelse som den tyske, franske og engelske Guldmynt. Man kan sige med Hensyn til Vanskelighederne ved en Overgang: det er ikke saa farligt, vi kunne regne; men alle de, som have havt med Sagen at gjøre, ligefra Regjeringens Forberedelse til Komiteen, som anbefalede den i Storthing, have sagt med største Styrke og med Rette, at Landets Myntfod og Regneenhed ikke maatte forandres uden særlig Gevinst og ikke uden Haab om, at den nye Ordning vilde vare ved i længere Tid. Ere vi nu afskaaret Adgang til at indgaa i et Fællesskab med Sverige og Danmark? Nei, er det nødvendigt, kan næste Storthing og hans Majestæts Raad slutte Konventionen paany, hvis der er stærke Grunde tilstede.

     Der var ogsaa andre Hensyn, som kom med. Saaledes som Konventionen var affattet, betog den Norges Storthing i væsentlig Grad Herredømmet over Landets Mynt- og Pengevæsen. Hvad der skulde bestemmes ved Lov og være under Storthingets Kontrol, blev bundet for Aarrækker, paa samme Tid som man indrømmede Nabolandene Rettigheder, som gik over alle Grændser, saaledes som at deres Skillemynt skulde have Tvangskurs hos os. Sagen lader sig ikke affærdige paa den Maade, som her skeet. At gjøre Spørgsmaalet, om vi skulle have en Myntkonvention mellem Norge og Sverige, til et politisk Spørgsmaal af første Rang, som skulde betinge, hvorvidt en Mand skal deltage i Nationalforsamlingen eller ikke, synes mig at være en stor Synderlighed.

     Man har fortalt mig som en udsøgt Artighed, at man ikke i Aker vil tillade mig at have med det at gjøre; men jeg sætter det utænkelige, at jeg var Valgmand for Aker og skulde afgive min Stemme, hvor skulde jeg saa finde mine Folk? Naar jeg gik Rækken gjennem og prøvede dem paa alle Sagers Prøvesten, hvor skulde jeg saa finde Mænd? Med al den Respekt, jeg nærer for Akershus Amts Mænd, siger jeg, at det er umuligt at finde i Distriktet en Mand, som netop staar i det Forhold til alle Sager, som jeg ønsker. Der er ikke en, end sige fire. Man faar vel bedømme en Mands Virken og Kald til at være med i Storthinget efter Sagerne i Almindelighed, efter hvad han har vist sig villig til at udrette for Fædrelandet, efter de Forventninger, der knytte sig til hans Arbeide, efter hvorledes han selv er modnet i Erfaringens Skole. Men skal nogen enkelt Sag være Prøvesten, saa maa det dog være en, som indeholder et stort Princip. Kan der da ligge et Princip i Myntkonventionen? Det er ikke saa med den som med Hensyn til almindelig Stemmeret, Oprettelsen af et Overhus; heri kunde der ligge et Princip, ikke i Myntkonventionen. Dog jo - der kan, og jeg skal tage det frem; der kan ligge et skandinavisk Princip, en Tendents til at knytte os til de øvrige skandinaviske Lande ved bindende Overenskomster. Er det Meningen, - jeg paastaar ikke, at det er Udgangspunktet for det Forslag, jeg her har berørt, - da siger jeg, at jeg er sikker paa, at hvis jeg kunde samle de Stemmeberettigede fra Lindesnæs til Nordkap, vilde de ni Tiendedel sige: nei, det Princip billige vi ikke. En god Forstaaelse med Nabolandene, Hjælp om det kræves i Nødens Stund, en forstandig Mellemrigsordning, som kan lette Samfærdselen, og - det som kan være lige saa godt, - et godt Forhold mellem Folkene og en Meddelelse dem imellem af det bedste, de havde tænkt og følt, - mere ville vi ikke. Vi ville ikke binde os paa en Maade, som giver saadan Stadighed i disse Forhold, at det bliver noget, vi ikke kunne komme bort fra, Begyndelsen til en Række Fortoninger, som vi ikke fra vort Standpunkt kunne beherske. Jeg er opvoxet i en Tid, da vi endnu vare - Valstad kan bekræfte det - en god Del ømfindtlige for vor Selvstændighed og for vor Rang som Nation; derfor maa det holdes mig tilgode, om jeg kanske lidt oftere, end flere kunne synes nødvendigt, kommer tilbage til det at hævde Norges Selvstændighed og Handlefrihed til det yderste. Jeg vedkjender mig den Svaghed. Det sidste, jeg vilde gaa med paa, skulde være noget, der kunde krænke Norges Handlefrihed, eller udsætte den for Fare; og havde det været nødvendigt, saa kunde man, som jeg selv paaviste det i Storthinget, have taget Myntkonventionens Resultat som Lov uden Konvention. Vi ville kun ikke have det skandinaviske Princip; det skal andre faa Lov til at løfte og holde høit i Norges Thingsal, uagtet jeg har mange gode Venner i Danmark og Sverige, Mænd, hvorpaa jeg sætter den høieste Pris, og med hvem jeg ofte udvexler Tanker og Meninger. Men heldigvis er det gaaet op ogsaa for dem i Danmark og Sverige, at Frivillighedens Princip mellem Rigerne er det sandeste og rette. Jeg mindes ikke rettere, end at den Gang der sidst var Tale i Norges Storthing om en Foranstaltning, der skulde sætte os i et nærmere og stærkere Forhold til Sverige, var den almindelige Mening den, at det ikke burde ske paa den bindende Maade, men noget anderledes. Jeg tror næsten, at jeg dengang havde den Ære at stemme sammen med alle Akershus's Repræsentanter; og hvis jeg ikke erindrer feil, blev Præsident Harbitz hilset af os paa en høitidelig Maade, fordi han optraadte som Hovedmodstander mod den Ordning; jeg tror ikke, jeg tager feil, Hr. Valstad? (Valstad: Nei, De tager ikke feil.) Jeg har altsaa Mænd for mig, om hvem det ikke kan siges som om Johan Sverdrup, at de have narret Storthinget til at prostituere sig.

     Den ærede Taler sagde først, at han vilde holde sig til disse to Sager; men i sin Velvilje kunde han ikke indskrænke sig dertil. Der blev talt om Throndhjemsbanen, og derunder blev der sekunderet med den Oplysning, at Throndhjemsbanen nu vilde kræve to Millioner mere, end om den var bleven bevilget i 1869. Det er en ganske ny Oplysning, og jeg er sikker paa, at ingen vil blive mere forbauset derover end den norske Regjering. Chefen for Finansdepartementet vil være den, som bliver allermest forbauset; han vil føle det løbe koldt nedad Ryggen paa sig (Latter); thi han har sagt, at han skal kunne bestride det af Statskassens kontante Beholdning; men skal der to Millioner til, saa vil han ikke kunne holde sit Ord, han vil blive en saare ulykkelig Mand! Dette var nu ogsaa en af de Sager, hvori J. Sverdrup skulde have stiftet Uheld. Var da Sverdrup alene om det, i 1869 ikke at gaa ind paa Throndhjemsbanen? Jeg sad i Jernbanekomiteen med to Præsidenter, hvoraf den ene har det høieste Lov for Sindighed og Dygtighed i dette Land, Amtmand Aall; den anden, som nu er Medlem af Regjeringen, vistnok den betænksomste Mand i vor Midte, Statsraad Vogt. Aall skrev Indstillingen; han debatterede i Komiteen for Udsættelsen, fordi Tiden endnu ikke var kommen for Anlægget; og da saa Sagen kom ind i Thinget, saa kom sandelig den tredje Præsident, Hr. Harbitz, og sluttede sig til os; saa havde vi tre Præsidenter! Altsaa synes det at være ikke uden Ubillighed mod mig, at man siger, at jeg alene er Skyld i dette. Eller rettere: er det ikke ubilligt mod saadanne Mænd, som vi ere vante til at se op til med Agtelse, at sige, at de ikke have havt nogen selvstændig Mening, men at de have løbet efter Sverdrup og underskrevet Indstillingen paa hans Kommando?

     Jeg kan ikke komme bort fra de to Millioner, som jeg, ikke for min egen Skyld - thi jeg har som Skatteborger ikke meget at betale af de to Millioner - men paa Statskassens Vegne er ængstelig for. Det er sandelig ikke saa let at faa Budgettet til at balancere; jeg har selv følt Byrden deraf. Hvordan staar, alvorlig talt, Sagen? Vistnok blev der forelagt Storthinget i 1869 Forslag til Anlægget; men Meningen var, at der først skulde begyndes i 1872, netop i det Aar, da det nu er begyndt. Thi det, at Storthinget nu er samlet saa meget oftere, har gjort, at vi have kunnet beslutte at begynde Bygningen ligesaa betimeligt som fra først af paatænkt, og istedetfor at Byggeperioden skulde vare til 1878, har Storthinget nu bestemt, at den skal forkortes, saa at Banen bliver færdig, istedetfor i 1878, i 1876. Vi have altsaa faaet den begyndt paa samme Tid og faar den fuldført to Aar tidligere; have vi saa skadet Landets Interesser? Vi have jo fremmet dem.

     Jeg siger ikke dette for at komme bort fra de to Millioner. (Schønheyder: Jeg har ikke sat Summen til to Millioner.) Ja, men man siger, at Banen vil koste mere. Men er det saa vist det, at den vil koste synderlig mere? I 1869 var det, som Aall i Indstillingen rigtigt betonede, vanskeligt at bestemme sig for dette store Foretagende; thi da forlangte Regjeringen, vel at mærke, at man skulde laane fem Millioner paa en Gang. Men at laane dengang vilde have været det samme som at laane dyrt; thi dengang vare Pengene meget kostbare. At laane nu, er at laane saa billigt, som man næsten aldrig har hørt, saa at, om end Arbeidspriserne nu ere noget høiere, balanceres det for en stor Del ved den billigere Maade, hvorpaa Pengene erhverves. Desuden, det større direkte Udlæg er ikke af den Betydning, som Folk forestille sig; thi der er gjort Fremskridt i mange Retninger, der betinger en billigere Byggemaade. Dette kan ikke angives i Tal; men der er aldrig ført Bevis for, at Throndhjemsbanen vil blive saa meget dyrere nu. Men om det bliver saa, kan man ikke lægge Skylden derfor paa os, Storthingsmændene i 1869; thi det har aldrig fra vor Side været paastaaet, at vi vare saadanne Seere, som kunde skue ud i Fremtiden. Vi maatte rette os efter Omstændighederne, saaledes som forstandige Folk maatte gjøre, efter hvad der da forelaa. Er det nødvendigt for os Medlemmer af sidste Storthing at forsvare os i dette Stykke, vi, som ikke alene have forkortet Byggetiden for Throndhjemsbanen, bevilget til Merakerbanen, en af de vigtigste Mellemrigsbaner, vi kunne faa, men som enstemmigt have besluttet at bygge en Dobbeltbane gjennem Smaalenene? Hvorledes ser dette ud? Den ærede Taler siger: Det er sandt, at J. Sverdrup har stemt for Merakerbanen; det er sandt, at J. Sverdrup har forkortet Byggeperioden for Throndhjemsbanen; det er sandt, at J. Sverdrup har stemt for Smaalenenesbanen, det største Baneforetagende, der enstemmig gik gjennem Komiteen og enstemmig gjennem Thinget; men da han efter min Mening har begaaet en Regnefeil ved Throndhjemsbanen, skal han dog ikke være Storthingsmand for Akershus Amt! Hvis nogen ønsker forud at kunne opgjøre sig en Mening om, hvad en Mand vil virke, er det da ikke antageligt, at en Mand, der har sin Andel, sin fulde Andel i, at denne Beslutning blev enstemmig, ogsaa er den Mand, der inden rimelige Grændser vil tale for ethvert Jernbaneanlæg, enhver Dampskibslinje o.s,v., der kan udvikle Landets økonomiske Kraft og lægge et bredere Grundlag for vor industrielle og sociale Fremskriden?

     Jeg maa bede om Undskyldning, fordi jeg har været nødt til forsvare mig selv; men Angrebet var saa direkte og af en saadan Beskaffenhed, at jeg tænker min Undskyldning er tilstede hos alle. Naar jeg har taget til Gjenmæle, vil enhver vide, at det ikke var for mit personlige Vedkommende, men fordi jeg hører til den Storthingsmajoritet, der har været udsat for saa mange ubillige, uretfærdige, usande, utilbørlige og hadske Angreb, baade skriftligt og mundtligt, baade offentligt og privat. Saa længe jeg har den Ære at være en offentlig Mand, vil jeg staa, hvor det norske Folks Pluralitet staar, saaledes som den afspeiler sig i Storthinget. Jeg tror ikke, dette er Agitation. Jo det er sandt, jeg synes jeg for lidt siden hørte en Mand tale om den Agitation, som var drevet mod Embedsmændene og mod disse gode gamle Borgere, der havde regjeret os i tidligere Dage. Jeg stiller i den Anledning en Opfordring til de Herrer, som ere kjendte i Amtet, til at erklære, fra hvilken Kant der er agiteret. Jeg synes, jeg har seet nogle Budstikker løbe omkring her i Vinter; de vare anonyme, det vare de, men derfor kunde de være gode nok. (En Stemme: Aa ja, slette nok ogsaa!) Jeg dadler ikke, at enhver arbeider for sit; men naar man vil gjøre Agitation til en Forseelse, saa faar man ogsaa tage sine egne Agitationer med under Dommen. Der var to Budstikker, og jeg ved ikke, om der ikke ogsaa var tre; men jeg tænker, det er bekjendt, at der er virket og forsøgt at virke fra den ene Kant som fra den anden, og jeg tør sige, at Agitationerne ikke mindst have været drevne mod dem, som sidst blev Akershus Amts Repræsentanter. Jeg tænker, vi gjøre vel i ikke at tale videre om dette Agitationskapitel.

     Jeg har her talt paa Storthingsmajoritetens Vegne; men man begriber, at naar man har en personlig Stilling til Sagen som jeg, er det ikke let at berøre altfor nær Forhold, som vedkomme en selv, ens fremtidige Stilling. Jeg overlader til Akershus Amts Valgmænd at fælde Dommen; jeg bøier mig for den, og har jeg noget at sige, saa skal det i faa Ord være dette, at jeg henviser til mit flerogtyveaarige offentlige Liv. Det taler stærkere for eller mod mig, end jeg kunde udtale, om jeg havde Dage til min Raadighed. Kun en Ting endnu maa jeg faa Lov til at sige: jeg ønsker et heldigt og godt Valg for Akershus Amt.