Efter den behandling, den foreliggende sag fik i odelstinget, er sagens skjæbne afgjort, og jeg agter at stemme for odelstingets beslutning. Men er det saa, at denne sag er den alvorligste og i sine følger muligens mest skjæbnesvangre, vi har havt siden 1814, saa mener jeg, at for os, som ikke er medlemmer af specialkomiteen eller kjender dens arbeide udenfor, hvad der foreligger i indstillingen, er det pligt og ret at udtale vort standpunkt og begrunde vor stemmegivning. Denne ret agter jeg at benytte mig af. Jeg skal være kort.
I det afsnit af specialkomiteens indstilling, der af den selv betegnes som "komiteens grundlag af 6te mars" heder det: "To af komiteens medlemmer var af den opfatning, at de omstændigheder, hvorunder konsulatforhandlingerne var strandet, klarlig havde godtgjort nødvendigheden af at tilveiebringe en ordning af det unionelle forhold, hvorved Norges rettigheder som suveræn stat i deres helhed blev bragt til utvetydig anerkjendelse, og at derfor det, som nu burde gjøres fra norsk side, var gjennem stortingets foranstaltning hurtigst muligt at udrede og formulere Norges krav samt foreslaa de forandringer i grundlov og rigsakt, som til dette øiemeds opnaaelse maatte ansees fornødne." Fra den stund af, da den svenske regjerings sidste svar indløb under de paagaaende underhandlinger, stod det klart for mig, at paa den maade kunde det ikke gaa længere, og jeg slutter mig fuldt ud til den refererede udtalelse af de to medlemmer af specialkomiteen - og jeg beklager meget, at det ene medlem maatte forlade stortinget, og at det andet medlem har fraveget sit oprindelige standpunkt.
Efterat vi nu i 90 aar endnu ikke har opnaaet vor fulde ligestillethed i unionen, og efter hvad der er passeret i de sidste 20 aar - jeg vil minde om, hvad der passerede i 1885; jeg vil minde om opsigelsen af mellemrigsloven, hvorved den frie handel mellem folkene fra svensk side blev ophævet; jeg vil minde om unionskomiteen af 1895, som var nedsat for at ordne de unionelle forhold, men hvor den svenske status-quo-politik bevirkede, at ikke en gang et af de svenske komitemedlemmer kunde gaa med paa et saa rimeligt forslag som det, der blev fremlagt i komiteen af det norske flertal; og saa har vi alle i frisk og sørgelig erindring det svar, den nuværende svenske regjering gav paa de paagaaende underhandlinger om en ordning af konsulatsagen - efter dette mener jeg, at der paa denne maade nu ikke kan fortsættes. Jeg mener, at nu maa unionsforholdene ordnes saaledes, at vi opnaar fuld ligestillethed i unionen. Jeg mener, som de to medlemmer af specialkomiteen, at der nu maa gaaes til optagelse af nye underhandlinger. Jeg ved vel, at der vil indvendes herimod, at med den nuværende svenske regjering kan der ikke optages nye underhandlinger fra norsk side, og deri er jeg enig; men jeg mener, at tiden nu maa være kommen til, at en ordning af unionsforholdene paa den fulde ligestilletheds grund maa ske gjennem det norske og det svenske folk. Jeg har den tillid til det svenske folk, at naar det nøie har faaet sat sig ind i unionens historie, saa vil det indrømme den krænkelse, der er overgaaet os, og det vil ogsaa indrømme vor fulde ret.
Jeg nærer heller ingen tvil om, at Norges konge her vil give os sin støtte. "Broderfolkenes vel" fremmes ikke ved, at det ene folk forsøges underkuet eller tilsidesat i de unionelle anliggender, men derved og alene derved, at de to folk staar frie, selvstændige og i alle unionelle anliggender fuldt ligestillede.
Jeg har været og er unionsven. Jeg mener, vi skal indrømme, at i ly af unionen har det svenske som det norske folk arbeidet sig frem, som kanske ingen havde ventet i 1814. Jeg mener ogsaa, halvøens beliggenhed maner til fred mellem folkene; den kræver, at vi ryg mod ryg skal verne om vor frihed og selvstændighed mod fremmede magters angreb. Skulde disse nye forhandlinger atter intet resultat bringe, ja - da, mener jeg, staar der intet andet tilbage end en fredelig, paa underhandlinger grundet, opløsning af unionen. Og kommer unionen i fare, hvad Gud forbyde, da mener jeg, at det svenske folk derfor skal have sit store ansvar. Ser vi tilbage paa unionens historie, saa skal vi finde, at det svenske folk altid er kommet med indrømmelserne for sent. Det er først kommet med de berettigede indrømmelser, naar modstanden ikke længere kunde opretholdes, og den havde efterladt bitterhed og misstemning inden det norske folk. Men om det øieblik skulde komme, da unionen kommer i fare, da skal vi staa med den samme stolte bevidsthed som ved adskillelsen fra Danmark, at vi aldrig har plettet Sveriges krone.
Saa er det konsulatsagen, som nu foreligger. Jeg kan i denne sag slutte mig til, hvad min gamle kollega, repræsentanten fra Porsgrund hr. Jørgen Knudsen, udtalte i odelstinget. Vi har staaet sammen om denne sag, siden den kom frem, og jeg har den samme opfatning af den som han. Konsulatsagen er jo en praktisk sag; mon den kom frem som en politisk sag, og som saadan har den vokset sig saa stor, som den nu er. Jeg for mit vedkommende har altid anseet det som et feilgreb, at man den gang begyndte med konsulatsagen og ikke med det, som mest af alt interesserer os i unionen, nemlig udenrigsministerspørsmaalet, Det er der, hvor det mest trænges for os at faa en anden og for os mere tilfredsstillende ordning end den, vi nu har, og jeg mener, at var det spørsmaal løst, saa vilde konsulatsagen, enten man vilde tage den som egen norsk sag eller som en fælles sag - med de forandringer, som kunde og burde for længere tid siden have fundet sted for at gjøre det fælles konsulatvæsen mere norsk og mere stemmende med vor selvstændighed, end det nu er - været løst. Jeg har altid havt den opfatning, at den gang man begyndte med konsulatsagen, begyndte man med benene istedenfor med hovedet. Nu, derved er intet mere at gjøre, og jeg vil da, som jeg begyndte med, udtale, at jeg agter at stemme for odelstingets beslutning.
Det kunde jo ligget nær for mig, efter hvad jeg har udtalt, at optage det samme forslag, som var fremme i odelstinget; men efter den skjæbne, forslaget fik der, finder jeg det at være liden mening deri, da det kun vilde være pro forma. Jeg agter da at stemme for odelstingets beslutning for derved at vise, at jeg deler den ensteminige opfatning over det hele land, at vor ret til at oprette eget konsulatvæsen, den har vi. Men jeg vil ogsaa tilføie, at naar jeg stemmer for denne odelstingets beslutning, saa sker det under den forudsætning, at oprettelsen af eget norsk konsulatvæsen og de forhandlinger, som i den anledning skal føres med Sverige, gaar helt ud ad fredelig vei. Jeg tror, vi der maa kunde opnaa fuldt ud vort ønske i den retning.
[*]
Jeg forlangte egentlig ordet til en ganske kort imødegaaelse af, hvad hr. Berner udtalte, men jeg vil i anledning af de udtalelser, som kom fra statsministeren, faa lov til at udtale, at Norges folk har aldrig indladt sig paa nogen eventyrpolitik; det har gaaet sindigt og roligt frem, og det tror jeg, at det ogsaa vil gjøre efter denne dag. Jeg tror ikke, at forholdene nu i Sverige og her kan sammenlignes med forholdene ved tidligere underhandlinger. Der er foreteelser i Sverige, som tyder paa, at man der har faaet et helt andet blik paa forholdene i Norge end tidligere har været tilfældet, og der er den omstændighed tilstede nu, at det norske folk staar enigt som én mand, som det aldrig har gjort siden 1814, om, at det nu vil have gjennemført sin fulde ret til ligestillethed i unionen. Da mener jeg, at intet maa være til hinder for - hvilkensomhelst opfatning man har af veien og maalet - at man kan gaa til nye underhandlinger med Sverige. Jeg har jo desuden ogsaa udtrykkelig udtalt, at dette skulde da være som det sidste forsøg, og jeg mener, at vi ogsaa skylder at gjøre et saadant nyt skridt, naar tiden dertil kommer, af hensyn til opfatningen i udlandet, som altid vil spille en rolle med hensyn til vort forhold i unionen. Jeg tror, udlandet vil forstaa, naar nye underhandlinger nu kommer frem, og efter hvad der er passeret i vort land, at de krav, vi stiller, er fuldt berettigede, og at vi saaledes der kan paaregne støtte.
Lige overfor en udtalelse af hr. Berner mod at tage det hele udenrigsspørsmaal op og ikke, som nu er tilfældet, begynde med konsulatspørsmaalet alene, vil jeg tilføie, at det er ikke opportunt i dette øieblik at optage nogen debat videre om dette; jeg faar vel anledning til at komme tilbage til dette, naar vi forhaabentlig om ikke saa lang tid skal behandle det praktiske spørsmaal om konsulatvæsenets ordning; men som grund for, at jeg altid har holdt paa, at man burde begynde med udenrigsministerspørsmaalet først som det, det mest gjaldt at faa ordnet, vil jeg fremholde den mening, at om vi nu faar indført eget konsulatvæsen, saa skal det snart vise sig, at et konsulatvæsen, som ikke staar i forbindelse med vort lands udenrigsstyre, det vil neppe faa den betydning, som man har tænkt sig. Det er stridende mod alle begreber om diplomati og konsulatvæsen, at konsulerne ikke staar i direkte forbindelse med udenrigsstyret. Jeg vil, som sagt, ikke gaa nærmere ind paa det nu, men haaber, at vi om ikke lang tid kan faa anledning til at optage den praktiske side af sagen.
[*]
Hvis den ærede statsminister havde noteret bedre og hørt bedre efter de udtalelser, jeg kom med, saa vilde han ikke kommet i den situation, at han havde overseet for det første, at jeg med den udtalelse, hvori jeg brugte udtrykket eventyrpolitik, aldeles ikke sigtede til dette, som nu foreligger - Stortingstidenden vil kunne vise det, det vilde aldrig kunne falde mig ind, al den stund jeg selv vil stemme for, hvad der foreligger - dernæst, at jeg udtrykkelig udtalte, at der ikke kunde være tale om fra norsk side at optage forhandlinger med den nuværende svenske regjering. At den nuværende norske regjering har gjort det, maa jeg sige forundrer mig; man kunde vel tænke sig, hvorledes resultatet af det vilde blive. Jeg vil appellere til det svenske folk, og jeg tror, jeg tør sige, at efter alle foreteelser at dømme er der foregaaet forandringer i Sverige; der er en anden stemning oppe i det svenske folk med hensyn til Norges ligestillethed i unionen, end der har været før.
Frisak: Ogsaa jeg finder i denne for vort land store sag kortelig at maatte begrunde min stemmegivning. Jeg er nemlig ligesom præsident Thorne af den anskuelse, at vi her ved vor stemmegivning ikke bare har at følge en opinionsbølge, men at stemme saa, som vor samvittighed efter nøiagtig overveielse tilsiger. Jeg vil da faa lov til at udtale min tilslutning til mangt og meget af, hvad præsident Thorne nys sagde. Særlig vil jeg faa lov til at sige, at ogsaa jeg deler den af ham udtalte anskuelse, at det vilde været heldigere for vort land, om vi havde valgt den linje, at klare op i det hele unionsforhold. Min tanke - og den har der været adskillige, som har delt - har været, at der burde have været givet en udredning fra norsk standpunkt af, under hvilke former vi i det hele kunde blive staaende i unionen og finde os tilfreds, idet landets ligestillethed og selvstændighed var opretholdt, og paa det grundlag kunde man da gaa til forhandlinger. Lykkedes de, var det bra. Lykkedes de ikke, saa fik man, saa ondt som det for mig personlig vilde være, søge unionen løst. Men jeg har havt et særstandpunkt derved, at jeg ved siden af dette ogsaa har været villig til at benytte grundlovens § 79 til lovbeslutning, altsaa forandre 1ste april 1906 til 1ste april næste aar. Derved mente jeg, at folket i tilfælde sanktionsnegtelse vilde have faaet anledning til at udtale sig om denne linje, og ogsaa om andre linjer, gjennem valg.
Med hensyn til spørsmaalet om sanktion har jeg vistnok aldrig kunnet fatte, at den norske konge i en utvilsom norsk sag skulde kunde negte sanktion paa en beslutning, som fattes af et praktisk talt ensteminigt folk; men man har jo baade hørt og læst saa meget som kunde tydes i den retning, at det ogsaa kunde blive ikke-sanktion, at jeg vilde have fundet det sikrest og forsigtigst, om man gik den vei med en saadan lovbeslutning, som vor grundlov anviser til at faa den ud i livet uden sanktion. Jeg vil imidlertid faa lov til at tilføie, at da jeg i realiteten er enig i lovbeslutningen, saa agter heller ikke jeg at optage nogen dissens.
Jeg vil dog til hr. præsident Berner sige, at for mig personlig staar sagen om egne konsuler ikke som noget stort spørsmaal i økonomisk henseende. Jeg har havt adskilligt med konsuler at gjøre, og det har aldrig faldt i min lod at have nogen sterk følelse af, enten det var norske eller svenske konsuler, jeg havde med at gjøre. Skulde der være nogen forskjel, saa er det min erfaring, at man er blevet bedre og villigere betjent af svenske end af norske konsuler. Naar jeg har dette standpunkt, er det klart, at da bliver det kun den nationale side af denne sag, som er det bestemmende for mig, og jeg vil da sige, at det ogsaa kun er den side samt at der i denne sag er tilføiet os en fornærmelse, som gjør, at jeg ogsaa kan stemme for i denne sag at gaa til denne lovbeslutning og give odelstingets beslutning min stemme. Jeg er som sagt særlig af denne grund enig i lovbeslutningens indhold og vil derfor ikke optage noget afvigende forslag, men stemme for odelstingsbeslutningen saadan, som den nu lyder.
Brandt: Denne stadige appel til enstemmighed i denne sag er en smuk tanke; men det er ogsaa et tveegget sverd. Jeg skal indrømme, at en overvældende majoritet har en vis ret til at hævde, hvad jeg vil kalde national disciplin; men føres dette ud i sine yderste konsekvenser, saa maa man ikke være blind for, at den kommer til at staa side om side med intolerance. Man er da ude paa et meget farligt skraaplan, og historien har nok af eksempler paa, at netop dette har bragt nationer ud paa noksaa slibrige veie. Jeg tror, at dette bør siges; men forat jeg ikke skal mistænkes for at have sagt det alene af personlige grunde, saa vil jeg allerede nu erklære, at jeg kommer til at konkludere med, at jeg vil stemme for loven.
Da denne sag blev kastet ind paa os noksaa pludselig og brutalt, saa skal jeg tilstaa, at jeg var i noksaa stor tvil om, paa hvilken maade den rettest burde løses. Jeg fik imidlertid snart en følelse af, at hvilken vei, man end valgte, saa vilde det ikke føre til krig med Sverige. Denne min antagelse støtter jeg ikke paa den ofte misbrugte floskel, at vi er broderfolk, men paa det ærefulde faktum, at vi hører til verdens mest oplyste nationer. Oplysningen, civilisationen har allerede forlængst fordømt og banlyst næveretten mand og mand imellem. Det næste logiske og ubønhørlige skridt vil være, at den ogsaa banlyser næveretten nationerne imellem. Jeg tror, at vi er kommet saa langt frem. Men hvad jeg have en frygt for, var, at hvis denne sag blev løst paa en noget febrilsk, noget ubehændig maade, saa kunde det lede til, at de to nationer vendte hinanden ryggen. Fra et verdenshistorisk standpunkt betragtet maa dette karakteriseres som en kortsynt politik. Jeg skal villig indrømme, at vi har havt mange og store ubehageligheder og ulemper af unionen; men dens goder har væsentlig bestaaet i at afverge ulykker, i at hindre, at vi er kommmt op i ydre forviklinger. Det faktum, at unionen har bestaaet, har været en væsentlig betingelse for, at vi har nydt fred i snart 100 aar. Der skal lidt mere overblik til at se dette, og der skal ogsaa lidt mere resignation til at give disse mindre iøinefaldende goder en retfærdig vurdering i sammenligning med de plager, som vi daglig har havt for vore øine. Jeg holder altsaa paa unionen med de forandringer, som er nødvendige for at hævde vor fulde suverænitet.
Som varm tilhænger af fredssagen har jeg havt større betænkeligheder i denne sag end i kanske mange andre. Jeg skal faa lov til i al korthed ogsaa at berøre denne side af sagen. For fredsvennerne er det ikke alene af interesse at afverge en saadan brutalitet som krig, men ogsaa at bidrage sit til, at enhver tvist nationerne imellem bliver løst paa en saa lempelig og saa lidet oprivende maade som muligt, for at der ikke skal opstaa misstemning mellem nationerne for lange tider. Thi skal fredssagen vinde sin endelige seier, saa maa folkene lære sig til at se paa hverandre med ganske andre øine end nu. Det maa gaa op for menneskene, at de ikke alene er borgere i den enkelte stat; men at de ogsaa er medlemmer af det store internationale civiliserede menneskesamfund, saaledes at de kan se mere overlegent, mere lidenskabsfrit paa spørsmaal, som angaar enhver enkelts eget land, og - hvilket er det vigtigste - hvis denne opfatning bliver almindelig, saa vil der i det hele taget ikke kunne eller vanskelig kunne opstaa konflikter mellem nationerne i nogen særlig tilspidset grad. Verdensstrømmen gaar ogsaa allerede i den retning. Videnskabsmændene er gaaet i spidsen ved sine verdensforeninger og verdenskongresser, og de øvrige samfundslag fylker sig efter i stedse tættere og tættere skarer. Der findes snart ingen, som ikke tilhører et eller andet verdensforbund. Dette vil lidt efter lidt have sin virkning. Staterne staar der endnu med sine snævre politiske grænser; men de vil ogsaa snart falde, og folkene kommer til at slutte sig sammen i større og større grupper, først kanske for at faa lettet de overhaandtagende militærbyrder, som lægger sit jernaag paa nationerne, men ogsaa af kommercielle og andre økonomiske grunde, og det er ikke længere en utænkelig tanke, at alle Europas stater kan komme til at slutte sig sammen til et stort statsforbund i lighed med de nordamerikanske fristater. Hidtil har løsenet for landenes politik været "størst mulig magt og glans udad". For den nye tid vil løsenet blive "folkenes lykke indad". De kræfter og de millioner, som nu bliver ødslet paa krig og krigerske forberedelser, skal tjene til at hæve hele menneskeslegten materielt og aandeligt og til gjennem sociale reformer at gjøre stedse flere og flere delagtige i disse goder. Med dette syn paa fremtiden staar for mig enhver tankegang, som gaar i retning af nationalhad, enhver handling, som peger mod at løse allerede bestaaende baand imellem folkene, som reaktionær, som mangel paa forstaaelse af en gryende tid; og krig staar som en levning fra barbariet, som en rest fra - jeg vil sige folkenes glacialperiode. Men ogsaa disse rester vil smelte for en varmere sol, hvis dæmrende morgenrøde jeg tør sige, man allerede skimter i horizonten.
Jeg skal imidlertid indrømme, at disse teoriers realisation endnu ligger saa fjernt, at jeg ikke anser det forsvarligt at lade disse følelser være afgjørende ved min stemmegivning i øieblikkets aktuelle politik. Jeg er desuden af den overbevisning, at denne sag kan løses ikke alene uden krig men ogsaa uden nogen slags militære forberedelser, hvis man ikke sætter alle klogskabshensyn tilside og lader det rene uvet være den eneste ledestjerne. Efter personlige oveiveielser kom jeg vistnok til det resultat, at den vei, man her kanske rettest burde vælge, var, hvad man populært kalder den lange lovlinje. Den har jo helt og fuldt sin hjemmel i vor forfatning, og den vil ogsaa efter min mening frembyde visse taktiske fordele. Naar imidlertid de mænd, som paa grund af forhold og omstændigheder, som jeg ikke her nærmere vil indlade mig paa, er blevet de ledende i denne sag, har valgt en anden taktikk, saa vil jeg ikke paa sagens nuværende tidspunkt gaa irette med dem derfor. De faar selv tage fuldt ansvar for den taktik, de har valgt, og naar disse mænd har stillet den appel til de menige, at de skal bidrage sit til, at denne sag bliver vedtaget saa enstemmig som mulig, saa vil jeg ogsaa loyalt bøie mig derfor; og med det forbehold, jeg som en varm tilhænger af fredssagen maa tage, nemlig, at der senere kan indtræde forhold eller forsøges draget konsekvenser af denne beslutning, som jeg ikke kan være med paa eller billige, saa stemmer jeg nu for loven, som den foreligger.
Statsminister Michelsen: Der er fra nogle enkelte talere faldt en del udtalelser om sagens realitet, som jeg kanske ikke behøver at hefte mig ved, men som jeg vil faa lov til at gjøre nogle ganske faa bemerkninger til, fordi de i enkelte retninger er ganske typiske. Det er nu for det første det, som den sidste ærede taler, repræsentanten fra Akershus [Brandt] udtalte, om freden og fredsbevægelsen. Ingen skal villigere end jeg indrømme, at her staar vi overfor en stor og betydningsfuld bevægelse, og jeg tror, det skal indrømmes, at vel neppe nogen mere end denne nationalforsamling, hvortil vi alle hører, har vist sin forstaaelse af og interesse for dette store arbeide. Men den første betingelse for, at vi med fuld virkning skal kunne yde vort bidrag til realisationen af den store fremtids drøm om en ny tid, da krig er en umulighed mellem "Europas forenede stater", maa være, at vi først og fremst er blevet et frit folk og herre i vort eget hus. Der kan ikke efter mit skjøn med nogensomhelst tro paa fremtiden oparbeides en saadan fredsbevægelse, med mindre grundlaget er fuldt selvstændige, fuldt ud frie og suveræne stater, som gaar ind i dette store fredssamfund. Naar den dag kommer, da Norge har gjennemført sin fulde suverænitet, da tror jeg, at den ærede repræsentant ikke forgjæves skal stille appel til Norges nationalforsamling om at være med i første række, naar det gjælder at støtte denne bevægelse. For saavidt er vort nu paagaaende selvstændighedsarbeide en forudsætning for og et led i det store arbeide, som hr. Brandt saa varmt anbefaler.
Dernæst udtalte en anden taler, den ærede repræsentant fra Jarlsberg [Frisak], sig mod realiteten i eget norsk konsulatvæsen. Han havde ikke nogen tro paa eget norsk konsulatvæsen, sagde han. Han havde havt anledning til at blive betjent baade af svenske og af norske konsuler, og de svenske havde betjent ham baade "villigere og bedre". Ja, dette er kanske et personligt argument, men ikke alle personlige argumenter duer. Fordi om den ærede repræsentant har været saa heldig at træffe paa særlig elskværdige svenske konsuler, og kanske mindre elskværdige norske, saa burde ikke det være noget argument for, at to lande, hvis merkantile interesser tildels er sterkt konkurrerende og hvis hele økonomiske politik er forskjellig, at disse to lande fremdeles skal vedblive at have fælles konsulatvæsen, uagtet baade økonomiske og nationale hensyn tilsiger noget andet. Det maa jo nemlig være ud fra disse forudsætninger, sagen maa sees, og ikke ud fra, hvorvidt den ærede repræsentant har været særlig heldig og mødt megen personlig elskværdighed i det enkelte tilfælde. Der faldt ogsaa et par andre udtalelser af lignende art fra den ærede repræsentant fra Jarlsberg. Jeg skal ikke opholde mig videre ved dette. Det forekommer mig at være temmelig underordnet, saa meget mere som jo samtlige talere konkluderede med, at de vil stemme for loven.
Men jeg forlangte ordet for at gjøre et par bemerkninger lige overfor den grundbetragtning, som fremkom i repræsentanten hr. Thornes foredrag. Hr. Thorne talte som den varme og gode unionsven, han altid har været. Han saa paa vor unionspolitiske historie nedover som en række af brustne illusioner, og han saa nu, at lige til det sidste havde denne unionspolitik, som har været baseret paa forhandling, ikke bragt Norge andet end skuffelser og nederlag. Som en mand, der har spillet en fremragende rolle i denne forhandlingspolitik, og som han har været hengiven med hele sin sjæl, med hele sin varme følelse for unionen - som en saadan mand maatte selvfølgelig den ærede repræsentant se med mørke øine og megen bitterhed paa den situation, vi nu staar i. Men det gjælder nu at have mod til at se situationen lige i øinene og ikke fremdeles bygge paa illusioner, som kun kan føre til nye og endnu bitrere skuffelser.
Jeg tror, det nu kan siges, at de aller fleste af os, for ikke at sige alle i dette land - og kanske mest de, som har staaet paa den samme politiske side som hr. Thorne - nu forstaar og indser, at denne politik aldrig vil føre det norske folk frem til maalet. Vi har atter og atter forsøgt at komme frem ad denne vei. Det er altid mislykkedes. Og nu kan vi gjerne betragte den vei som stængt. Den ærede repræsentant udtalte ogsaa selv, at det ikke kunde nytte at optage forhandlinger med den nuværende svenske regjering. Men, hr. president, det tilkommer ikke os at indsætte eller afsætte regjeringer i Sverige efter vor smag, og dertil kommer, at der dog kun er en gradsforskjel mellem den nuverænde regjering og de mange tidligere, med hvilke det norske folk har ført sine resultatløse forhandlinger. I realiteten har det været den samme modstand, vi altid har mødt. I gjerning har det officielle Sverige aldrig villet give slip paa sit supremati i unionen. I realiteten er hele vor forhandlingshistorie et eneste sammenhængende bevis paa, at ad den vei kommer vi ikke frem. Det er den lærdom, som det norske folk har taget af de sidste begivenheder, og det er den lærdom, som det norske folk vil bevare.
Og alligevel henviser man os her idag til, at vi skulde forsøge ny forhandling. Den ærede repræsentant fra Jarlsberg, hr. Frisak, udtalte, at det forekom ham, at det rigtigste havde været at optage nye forhandlinger om det hele unionsforhold. Lykkedes det, saa var det bra; men lykkedes det ikke, ja saa fik vi - saa ondt det maatte være - se at komme ud af unionen. Men er ikke denne gjentagne tale om ved nye forhandlinger at komme ud af unionen i grunden en større naivitet end nogen tidligere? Man kommer neppe, hr. præsident, ud af unionen paa samme maade, som man affører sig sin frak. Det vil nok vise sig, at Sverige ikke er fuldt saa villigt, som den storsvenske presse lader, hvis vi forsøgte at tage den paa ordet. Thi naar det Sverige, vi nu har forhandlet med, ikke selv i de mindste bagateller, hvor vor konstitutionelle ret er soleklar, vil indrømme os vor ret som suverænt folk, hvorledes tror man da, at dette samme Sverige vil møde os, naar vi kommer til de store realiliteter?
Jeg tror, det maa være tilladt at slutte, at hvor det ikke ad forhandlingsveien er lykkedes os at gjennemføre de smaa og beskedne fordringer, som vi har anseet nødvendige til fremme af vort økonomiske og nationale liv, der vil vi møde endnu meget større vanskeligheder den dag, vi kommer til de store spørsmaal, de krav, hvor det gjælder vor fulde suverænitet ogsaa paa de omraader, hvor Sverige altid har havt forrangen, og hvor det ogsaa fremdeles ønsker at beholde den. Dette tror jeg, hele det norske folk nu har lært af de sidste begivenheder. Derfor tror jeg ogsaa, at der snart skal vise sig at være enstemmighed inden det norske folk om, at forhandlingsveien ikke fører til maalet. Den politik, saa ærlig loyal og vel begrundet den har været, med saa megen tro og tillid den har været ledet af mange af vore bedste mænd ned igjennem tiderne - den har ikke bragt os vor suverænitet, men mange bitre skuffelser. Nu har vi ingen anden vei at gaa end at benytte de konstitutionelle og grundlovsmæssige organer, som staar til vor raadighed, og derigjennem forsøge at føre vor ret igjennem. Og naar vi gjør det, saa maa Sverige engang forstaa: Saaledes vil vi have denne union, den maa kunne rumme to helt selvstændige og suveræne folk, vi forlanger dette i kraft af vor grundlovmæssige ret.
Kan eller vil Sverige ikke leve et politisk samliv med en fuldt selvstændig og jevnbyrdig unionsfælle, som vil benytte sig af sine grundlovmæssige rettigheder, saa faar Sverige sige til, og hvis det foretrækker unionens opløsning fremfor en union paa disse vilkaar, saa vil dette neppe møde nogen modstand i Norge. Dette bliver den politik, som alle norske partier og alle nordmænd efter denne dag maa føre, og jeg tror, det skal vise sig, at den beslutning, som stortinget nu fatter, skal blive indledningen til denne politik. Hvad jeg sagde i odelstinget, vil jeg ogsaa gjentage her: Vi ønsker ikke noget brud, vi giver ikke anledning til nogen konflikt, vi gaar den lige og rette vei, vi bruger vor grundlov, saaledes som den ved konstitutionen er givet os. Vil ikke Sverige tillade os at bruge denne vor grundlov, nuvel, saa faar Sverige handle derefter, og saa bliver ansvaret og følgerne dets. Jeg mener, det er urigtigt at tale om ufred og vold i denne forbindelse. Vi ved alle, at aldrig har nogen norsk mand tænkt at bruge vold i denne sag. Vi har kun tænkt at staa paa grundlovens og konstitutionens sikre grund og benytte den, saa langt den rækker. Det er det, denne beslutning tilsigter, som lagtinget idag indbydes til at fatte, og jeg kan, overensstemmende med, hvad specialkomiteens ærede ordfører gjorde, give odelstingsbeslutningen min bedste anbefaling.
Refsdal: Jeg har ikke følt nogen Trang til at tage ordet for at begrunde min stemmegivning - den er jeg klar over - men det var noget, som blev udtalt, da sagen var under behandling i odelstinget, som gjør, at jeg finder mig beføiet til at tage ordet. Der blev der omtalt de meningsytringer, som er kommet ind til stortinget udover vinterparten om tilslutning til de skridt, som her er taget. De meningsytringer ude fra folket blev reduceret til at være saa nogenlunde værdiløse - de var jo ikke indkommet under konstituionelle former, kunde ikke være det, og de var ikke givet under fuldt ansvar. Det var om dette, jeg vilde udtale mig et lidet gran. Disse udtalelser er for det meste kommet fra amtstingene, saavidt jeg erindrer. Jeg har ikke havt anledning til at være med paa at afgive nogen slig udtalelse - amtstinget i vort amt bliver holdt i denne uge - men det vil jeg sige, at havde amtstinget været holdt før, saa er jeg sikker paa, at vort amtsting havde fulgt i de andres spor, og jeg havde kommet til at afgive min stemme i samme retning som de udtalelser, der er indkommet før, og jeg havde kommet til at gjøre det med følelsen af det samme ansvar, hvorunder jeg idag i Norges lagting vil afgive min stemme for denne lovbeslutning. Det moralske ansvar havde for mig været det samme. Det konstitutionelle ansvar havde ikke været det samme, men det moralske ansvar, som jeg har overfor mig selv og overfor det norske folk havde der ingen forskjel været paa, og jeg har min gode tro paa, at den samme følelse har de mænd i amtstinget havt, som har sendt sine raad ind til Norges storting. Der sidder i amtstingene rundt om i landet mænd, som har været med i mangen en dyst i Norges storting og været med og voteret, naar ansvaret lægger sig tungt udover, og det er ikke raad for mig at tro, at folk i amtstingene, naar de tilkjendegiver sin mening der, har gjort det under mindre ansvarsfølelse, end de har gjort det her. Var ikke denne udtalelse kommet fra hold, som jeg har stor agtelse for, saaledes at den vilde blive tillagt stor betydning baade i og kanske mest udenfor landet, saa havde jeg ikke kundet føie til at tage ordet i den anledning, men vi har allerede seet, at de udtalelser har folk merket sig ogsaa udenfor landets grænser. Jeg vilde derfor bidrage, hvad jeg kunde til, at disse udtalelser ikke skal gaa udover landets grænser, uden at de bør have saa nogenlunde den vegt, de fortjener.
Jeg er nemlig en af dem, som netop er kommet ind i nationalforsamlingen, og som skridt for skridt har fulgt det, som har været gjort her i vinter udover, og som fuldt ud følte det ansvar, som vi hjemme havde ligesaavel som de herinde. Vi gjorde os op vor mening med fuld ansvarsfølelse vi ligesaavel som de, der har været herinde, og naar vi lagde frem vore meningsytringer, saa vidste vi saa inderlig vel, at enhver, som udtaler sig i denne sag, udtaler sig under fuldt ansvar, allerhelst i amtstingene. Man mener, at ansvaret ikke skulde lægges saa tungt paa folk derude, man kjendte kanske ikke til, hvad følger denne lovbeslutning vilde medføre. Jo, vi gjorde os op vor fulde mening om den ting. Har man her - og det er kommet noksaa meget frem i mange ytringer - har man her frygtet for, at disse beslutninger kan have sine sterke følger, man har det ikke mindre udover landet. Man er ikke tilbøielig til at se lysere paa det udover landet, heller mørkere. Det, som møder os ude i synskredsen, stiller sig kanske mere truende for folk ude i landet, end det gjør for folk i hovedstaden. Udover landet har man været taknemmelig for, at man herinde har taget disse skridt og traadt op med vaagne øine for det, som fædrelandet kræver - man har været taknemmelig for det - men man maa ikke indbilde sig, at vi er mindre vaagne udover landet. Disse meningsytringer er afgivet uden nogen overspændthed, med den aller største ro og ogsaa med det største alvor. Alle følte alvoret, alle havde det klart for sig, at dette var et sterkt skridt, men alle var ogsaa fuldt paa det rene med, at disse sterke skridt, som man dels havde taget og dels var ifærd med at tage, de maatte til; og man var beredt til at tage følgerne.
Det, som jeg mest har talt om, er amtstingene, men her er ogsaa kommet udtalelser fra herredsstyrer og fra ungdomslag - det kan være, at disse har mindre betydning; men man maa ikke glemme, at i herredsstyrerne sidder der mænd som har evne til at tænke over, hvad vort folk formaar i økonomisk retning, og det spiller ogsaa ind. Med hensyn til ungdomslagene tror jeg, at ungdommen kan vistnok tale lidt ubetænkt iblandt. Denne sag gav al opfordring til at tænke, før de afgav nogen udtalelse. Det er jo netop ungdommen, som i første række maa ind mod det mørke i horizonten, som staar saa truende, og naar de gav sin udtalelse i en sag som denne, saa tror jeg nok, at de tænkte sig lidt om. De følte nok ansvaret.
Det var, som sagt, for at bidrage mit til, at disse udtalelser, som er kommet fra landet, ikke skulde afsvækkes, men at de skulde tillægges den vegt, som de bør have, at jeg greb ordet. Jeg ved nok, at der kan komme ubesindige udtalelser mangen gang, men der ligger alvor over dette, og det var dette, som gjorde, at jeg følte trang til at udtale mig. Der er stunder i en nations liv, da de konstitutionelle former ikke rigtig strækker til for at faa sagt det, som trænges; man var ogsaa opmerksom paa, at stortinget har faaet udtalelser fra ganske andet hold, som heller ikke rigtig har let for at finde plads indenfor den konstitutionelle ramme. Det var dette, jeg vilde udtale. Jeg vilde gjerne bidrage til, at de udtalelser, som er kommet fra det norske folk her, maa have sin fulde vegt. Jeg tror, at det er ikke nok med, at man giver tilkjende, at det er et enigt storting, men at der ogsaa er et enigt folk, som er sig sit ansvar bevidst.
Statsminister Michelsen: Jeg maa endnu faa lov at gjøre nogle korte bemerkninger i anledning af repræsentanten hr. Thornes sidste udtalelser. Hr. Thorne begyndte med at erklære, at forhandlingsvilkaarene nu skulde være gunstigere end tidligere, og han mente, at hvis vi nu gik paa forhandling om det hele unionsforhold, saa maatte vi kunne vente et resultat. Jeg vil ikke optage nogen længere debat om dette, men indskrænke mig til at henvise til den svenske regjerings svar paa den norske regjerings betænkning, som blev afgivet for en maaned siden. Som det vil erindres, udtalte den norske regjering i denne sin betænkning, at den var villig til, naar konsulatsagen var gjennemført, at optage forhandlinger om udenrigsstyret og de unionelle forhold i det hele taget, men under den udtrykkelige forudsætning, at det ikke skulde være status quo, man skulde falde tilbage paa, hvis ogsaa disse forhandlinger blev resultatløse, men paa hvert folks ret som suverænt til selv at raade over sin egen skjæbne og selv bestemme de fremtidige former for sin nationale tilværelse. Dertil svarede som bekjendt den svenske regjering, at den ikke kunde gaa med paa en saadan forudsætning, da den stred mod rigsakten.
Jeg mener, der med dette i friskt minde skal et ganske betydeligt fond af god tro for ikke at sige politisk naivitet til for atter at ville anbefale det norske folk at gaa til nye forhandlinger under den nuværende situation; thi det burde vi nu kunne blive enige om, at det i længden ikke alene er unyttigt og gavnløst, men ogsaa mindre stemmende med nationens værdighed at indlade sig i forhandlinger med et folk, som gang paa gang afviser os i den sikre forvisning, at derved risikeres jo intet. Man har jo en status quo at falde tilbage paa, og med den har Sverige al grund til at være fornøiet. Alt bliver ved det gamle. Jeg tror ikke, det vil lykkes hr. Thorne efter denne dag at opdrive noget nævneværdigt stemmetal i det norske folk for en politik, som atter vil indlade sig paa saadanne eventyr.
Jeg siger eventyr - det var nemlig det andet udtryk af den ærede reprtesentant, som jeg vil faa lov at hefte mig ved. Han sagde i en forbindelse, som muligens kan misforstaaes, at det norske folk ikke hidtil havde indladt sig paa eventyrpolitik. Jeg tror ikke, det var den ærede repræsentants mening derved at ville karakterisere den politik, som nu føres af det norske folk, som eventyrpolitik. Men vi har meget fersk erfaring for, at man paa den anden side af grænsen kan misbruge udtryk, som ikke er fuldt vel overveiede og forsigtige, og jeg vil henstille til den ærede repræsentant at afgive udtrykkelig erklæring om, at han med dette ord, eventyrpolitik, i denne forbindelse ikke sigtede til den politik, som idag føres af hele det norske folk - en politik, som hr. Thorne selv har erklæret, at han i realiteten slutter sig til og vil stemme for. Jeg tror, en saadan erklæring fra den ærede repræsentants side er noksaa nødvendig med den erfaring, vi nu har for, hvorledes en ytring i den norske nationalforsamling, selv om den er afgivet i den bedste tro - derom tviler jeg i nærværende tilfælde ikke - kan blive misbrugt. Dette var det væsentlige, jeg havde at sige.
Lovbeslutningens enkelte paragrafer foranledigede ingen bemerkning.
Præsidenten foreslaar: Lovbeslutningen bliver som bifaldt ogsaa af lagtinget paa grundlovmæssig maade at oversende den norske regjering.
Aklestad: Jeg tror, at det er et almindeligt ønske, naar man skal votere i denne sag, at man faar sine navne noteret ligedan som i odelstinget. Det er vistnok noget usedvanlig ved en enstemmig beslutning; men jeg ved, at det er et almindeligt ønske, at man voterer ved navneopraab.
Præsidenten havde jo troet det unødvendigt; men naar det forlanges, saa skal der selvfølgelig blive benyttet navneopraab.
Votering:
Præsidentens forslag bifaldtes med 29 stemmer (enstemmig).
De 29 herrer var:
Enge, Godske Nielsen, Fjermstad, Brynildsen, Graarud, Martinsen, Refsdal, Opdahl, Grændsen, Wølstad, Jahren, Thorne, Frisak, Strengehagen, Tokle, Aklestad, Andr. Berg. Havig, Foss, Bøhn, Brandt, Iversen, Gerhardsen, Skilbred, C. Berner, Lind Johansen, Brænne, Haug, Engen.
Mødet hævet kl. 6,20.
VIRKSOMME ORD