Henrik Wergelands første diktsamling, fra 1829, kunde, som hans far sa, ha båret tittelen «Harpeslag om Venskab og Kjærlighed, Frihed og Fædreland». Den gav et mangfoldig uttrykk for sin ophavsmanns heftige og rike følelsesliv, og dermed også for hans frihetssinn og nasjonale begeistring; men den var ennu ikke fylt av et klart livs- og arbeidsprogram, og det ser heller ikke ut til at den ufullendte historiske diktcyklus, «Brestes og Beines Drapa», som Wergeland året i forveien hadde begynt på, skulde ha vært bærer av noen annen idé eller tendens enn selve det nasjonalhistoriske emne tilsa. Men alt våren 1828 hadde Henrik Wergeland tatt fatt på sitt mektige verdensdikt «Skabelsen, Mennesket og Messias», som utkom i 1830, og under dette arbeidet kom han efter hvert til en ny opfatning av hvad som var en dikters opgave. Selv vilde han i hvert fall ikke nøie sig med å lage «sofalitteratur» til behagelig underholdning for skjønnhetsdyrkere; hans poesi skulde tjene folket til oplysning, han vilde være en idé-anfører i nordmennenes nasjonale og politiske kamp, og det var ikke fortiden, men nutiden og aller helst fremtiden det da gjaldt om å besynge:
Skjald, ei se du tilbage,
ei mod den runede Steen!
Ei imod Højen, der gjemmer barbariske Dage!
Lad ligge de Skjolde! lad smuldre de Ben!
Skjald! i Himle, hvor Tiden ei aabenbarte sig end
boer Seerens Geist jo med Seiren før Striden,
og svæver med Haabet jo foranfor den.
Glimter ei foran jorden, foranfor Tiden hans Syn?
Bagom jordkloden drøner Historiens Torden,
Men Seerens Sang er et foranskudt Lyn.
Utigjennem 1830-årene går diktning og politikk ofte i ett for Henrik Wergeland, ikke alltid til gagn for hans diktning, - det hender ikke så sjelden at den politiske tendens tar overmakt over poesien, eller at han gir fra sig «et rask nedrablet Digt», istedenfor et fullbåret kunstverk; men både i forkynnelsen og i hastverket fornemmer vi også noe av det som utgjør Wergelands menneskelige storhet: hans utrettelige virketrang, hans vilje til å ofre alle sine beste krefter for sitt folk og sine medmennesker.
I en tale ved avsløringen av Wergelandsstatuen i Studenterlunden i Oslo, 17. mai 1881, nevnte Bjørnson at Wergeland en tid av sitt liv gikk med lommene fulle av trefrø, og kastet en neve ut nu og da på sine spaserturer, og vilde ha sine kamerater til å gjøre det samme, «for ingen kunde vite hvad som grodde efter det». Bjørnson føier til at han synes dette er et så troskyldig og rørende dikt om fedrelandskjærlighet at det i virkning kommer i høide med det største Wergeland har skrevet.
Da Henrik Wergeland i 1838 hadde nådd 30-årsalderen og efter mange ulykkelige forelskelser endelig var blitt lykkelig gift, kom hans kunstneriske modningstid, og han skapte i årene 1838-40 dikterverker av en renere poetisk glans og skjønnhet enn før.
Det kunde se ut som om han nu vilde holde sin poesi og politikk skilt fra hverandre; men i 1839 skjedde det noe som førte til at han i de følgende år atter vendte tilbake til en art tendens- eller programdiktning, om enn i lutret form: En dag da Wergeland vilde ha sig en røik, kom han halvt tilfeldig til å gripe en liten snadde han hadde kjøpt av to marokkanske jøder i Paris i 1831, og mens han satt og dampet, syntes han plutselig å se i røkskyene de to langskjeggede og ærverdige patriarkskikkelser som hadde solgt ham pipen. Han husket sin samtale med dem, - og hans neste tanke var: skal slike menn ikke kunne komme til Norge?
I grunnloven av 17. mai 1814, den grunnlov han ellers elsket og beundret, stod det i § 2: «Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.» Wergeland fant en slik bestemmelse skjendig, og fra tanke skred han alltid straks over til handling: han sendte inn forslag til Stortinget om å få bestemmelsen strøket, og efter sine første prosa-innlegg i jødesaken gikk han snart over til å agitere på vers også. Våren 1842 utkom diktsamlingen «Jøden», og to og et halvt år senere fulgte «Jødinden», Henrik Wergelands siste diktsamling.
«Jøden» blir innledet med et dikt: «Sandhedens Armée», om selve dette å legge tendens i poesien, - kan det nytte?
Ord? Som Verden saa foragter?
Ord i Digt?
Endnu meer foragteligt!
Ak, hvor usle disse Magter
til at fegte
for den Sandhed I fornegte!
Foran sannheten burde lynet slå og tordenen rulle, ja, aller helst skulde sannheten selv åpenbare sig i all sin herlighet, og gjøre det av med sine fiender, for det viser sig atter og atter at mørkets voll er steil å storme. Men tross alt finner Wergeland frem til et trygt grunnlag for sitt seiershåp:
Fremad dog, I usle Rader!
Hær af Ord!
Eder Seiren dog paa jord
lovet er af Lysets Fader,
naar I tjene
Sandheden, hans Barn, alene.
Fremad med Viziret lettet,
Sandhedsord!
Thi den største Magt paa jord
Eder er af Gud forjettet:
at I kunne
ikke dø, I Sandhedsmunde!
Derfor modige, I Dverge!
Sandheds Sag
seirer kun i Nederlag.
Stormer Løgnens Ørkenbjerge!
Hen I veire
dem og Fordoms Taageleire!
Dette er styrkende ord for hver den som vet med sig selv at han er knyttet til sannhetens udrepelige armé: Ethvert nederlag for sannhetens sak er bare av forbigående natur; det må ingen la sig skremme av, men bare ta det som et gjennemgangsledd på veien til seier.
Blandt Henrik Wergelands mangeartede lyrikk inntar dette innledningsdiktet til «Jøden» med full rett en ansett plass; men et par års tid senere, i et dikt som utgjør nummer 10 av de 11 «blomstrende Tornekviste» i «Jødinden», tok han lignende tanker op igjen, og her, i «Følg Kaldet», er både synene blitt rikere og videre, og tanken er inderliggjort og nærmere knyttet til dikterens eget jeg. Personlig føler jeg det slik at om jeg skulde velge ut et Wergelandsk dikt og si: det er det ypperste, det mest rikholdige og karakteristiske av alt han har skrevet, ja, så vilde jeg peke på «Følg Kaldet».
Diktet begynner med en klage: det er vondt å være dikter i et lite folk, «med et Sprog, som ei rekker fra sin Krog længer end dets Læbers Aande». Han lider enda verre enn en lenket og vingebrutt kongeørn, som på en ensom bondegård tjener til erstatning for en gårdshund, og hans ord vinner like liten gjenklang som «en Klokke dækket til med tykt og fugtigt Teppe». Når han tenker på «de lykkelige Andre, der til Millioner kvæde», kan han bli fristet til å ønske at han hørte hjemme blandt de ville folk: hos indianerne blir dikteren aktet som en prest, hans ord blir lært og overlevert fra slekt til slekt, og fra hans vers og syner henter de både sin morallære og sin gudstro.
Men så bråstanser Wergeland i sin klage: indianerne er jo ikke synderlig forskjellige fra oss i Europa!
O vi Selv, vi Selv endnu
ere vilde i vor Hu,
stundom og i vore Skikke.
Vestens Indianer ikke
ere i saa hadske Slægter,
skjøndt hverandres Blod de drikke,
splittede i Skoven ad,
som Europa er i Sekter
af forbittret Meningshad.
For mangen en annen vilde en slik betraktning gi grunnlag for pessimisme, men Henrik Wergeland var anderledes beskaffen. Han gjør denne tanke til et springbrett, som hjelper ham til å svinge sig op i en storladen og glansfull optimisme, et nyvakt håp:
Ung maa Verden endnu være,
Slægtens Sagas lange Lære
endnu kun dens Vuggesange
og dens Barndoms Eventyr.
Endnu leve Chaos' Dyr:
Megazaur i Amazonas,
Leviathan, som tog Jonas,
og uhyre Kjæmpeslange.
Ørkner, tusind Mile lange,
tusind brede,
tordnende af Løvers Vrede,
spotte end ad Slægtens Flid.
Fjeldet, som i Noahs Tid,
uforvittret
staar i sine Tinder splittret,
viser endnu intet Tegn
til at ned i Muld dets Skuldre
ville smuldre,
dannende en frugtbar Egn.
Men ikke før har han uttalt tanken, før fjellet står frem for hans indre syn; uforvitret, ja, kanskje det, men likevel ikke lenger slik som det var da jorden blev til. Nye spørsmål reiser sig, - og finner svar:
Hvad har glattet Alpens Horn,
afpolert dets haarde Side
Flek for Flek og Korn for Korn?
- Regnens Draabe,
bløde Hvift af Skyens hvide,
af Atomer vævte Kaabe,
Fjedrene paa Taagens Hat.
Hvad har knust til Sand Graniten?
vasket ud den bløde Spath,
saa det dynger sig i Klitten
stedse mere skjært og hvidt?
- disse Vandets bløde Kredse,
dette Havets maalte Skridt,
dette blide Bølgeslag,
i en dyb Bevægen stedse,
liig en Verdens Aandedrag.
Og i tusind Aar hver Sommer
ryster Mosen sine smaa
bægerformte Sølverblommer
over golde Klipper graa,
til i al den spredte Grøde
store Furu finder Føde.
Dermed har Wergeland funnet frem; gjennem en strømmende tankebevegelse, hvor den ene idé tilsynelatende tilfeldig fulgte på den andre, er han nådd til en løsning:
Intet - Større eller Mindre
Intet frugtløst og forspildt,
er der Hensigt i dets Indre,
slænges ud det end saa vildt.
Og når det forholder sig slik i naturens verden, må vel den samme lov gjelde også for de åndelige krefter:
Skulde Skjaldens Ord, den skjære
Dugg af Lysets Funker, varm
som om Blod sprang af hans Barm,
Eneste i Verden være,
som foruden Spor og Minde
kan forspildes og forsvinde?
Nei, det er ikke tenkelig! Og derfor finner han nu en trøst overfor det som han i begynnelsen av diktet klaget over; efter en lang tankevandring kommer han tilbake til sitt utgangspunkt, men med ny tro på at det likevel kan nytte og kan bety noe, det å være dikter, - selv i et lite folk:
Op! hvis Herrens egen Røst
fylder med en Storm dit Bryst!
Ud den bruse i det Øde!
Bedre Tiders Morgenrøde
vil den frem af Mulmet støde.
Op! hvis dine Fingerender,
naar de Harpens Strenge møde,
Funker ud i Mulmet sender!
Enkelte dog i det lille
haarde Folk, forskrækte, stille,
- enkelte, som Lapper over
Fjeldenes forstente Vover,
naar et Syn af fjerne Flamme
kalder dem fra deres Gamme -
ile did, hvor Skjalden lader
tone sine Strengerader;
og, naar Øjet op han slaaer,
snever Kreds omkring ham staaer.
Det er nok!
Han vil føle, han ei længer
Folk af Millioner trænger -
kun en liden venlig Flok.
Vi her på Grini kan vel stundom gripes av en følelse av at det er et unyttig liv vi fører. Og ser en ut fra den enkelte, kan det nok så være; men tilsammen betyr alle fangene på Grini kanskje ikke så rent lite for vårt land og for vårt folks holdning idag, og derfor kan hver enkelt av oss si til sig selv, med Wergelands ord:
Intet - Større eller Mindre -
Intet frugtløst og forspildt,
er der Hensigt i det Indre.
En skal aldri i selvopgivelse spørre: hvad kan det nytte eller hvad har det nyttet til? Henrik Wergeland hadde rett: det nytter! Drypp for drypp huler ut stenen, sier et gammelt ord. Selv det minste er med til å forvandle og forhåpentlig forbedre verden. Enhver får gjøre det han kan, sette inn sin kraft og sine evner; det nytter alt sammen: Følg Kaldet!
VIRKSOMME ORD