Før afsløringen
(Mel: For Norge, Kjæmpers Fødeland.)
Vær stolt, o Nor, ved Kjæmpens Grav!
Den Søn, dig Himlen skabte,
Du som en Christian Krohg gjengav.
Den vandt, da ham Du tabte.
Giv, Himmel, da til Vederlag
Nor Mænd, der vove Aandeslag,
som Han, for Jords og Himmels Sag:
for Frihed, den Forfulgte!
Hans Viisdom tage evig ind
sin Plads i Storthingssalen!
Hans Frisind liig en Nordenvind
igjennemstorme Dalen!
Dit Skarpsind, Krohg! - det Aandelyn -
i hver en Normands Øiebryn!
da, Frihed, tryg som over Sky'n
hos Nor Du boer og bygger!
Da, Krohgs Aand, fra Dit blaa Paulun:
fra Frihedsdagens Himmel
Du daler mellem Brødre kun
og Fries glade Vrimmel.
Da uden Sky sig Høi og Lav
frydsamler om Din Æresgrav,
der - som om Fredens Gud den gav -
blev et Forsoningsalter.
Medborgere! Vi staae her ved en Borgeraandens Triumfstøtte, ved et Fædrenelandets Altar.
Der er det, at den medborgerlige Samfølelse bortaander det Skarpe i Rangens og Standens Omrids - at Decorationerne blegne - at eet Øieblik, belivnende sin Høitidelighed med en ligesaa hellig Fryd, bortgløder mange af disse daglige Forhold undtagen Agtelsens og Sædelighedens evige; - der er det, at Mennesket fremtræder alene som Menneske - at Liigheden fra sin Drømmeverden eller fra sin Høide tør nedtræde paa Jorden - at alt andet Navn end Borgerens forsvinder; - der, hvor Samdrægtigheden og Borgersindet, som altid danner det moralske Folk og dets Kraft, fremtræder synlig, ikke forbausende, men ophøiende som en Aabenbarelse, i det overordentlige Skue af et Folk, en Menneskehed samlet af een Iid, udtrykkende kun eet Meed - der er det, at Høitidelighed og Fryd, Ærbødighed og Tiltro forenes - at Hjerterne slaae hverandre nærmest - at den Unge tør tale frimodig som ved sin Faders Arne som i Brødres Kreds. -
Og - Medborgere! I mine Fædre! Hvo er den Fremmede, som ikke vil tilstaae, at vi Alle befinde os her som Børn ved en fælleds Arne, varmede af den samme Ild, hos den samme Fader og Moder, omsluttede af denne velsignelsesrigeste Dags Hvælv ligesom af et hjemligt Paulun, som huer Dem bedst der voxte under det, som tiltaler de Børn der bleve hjemme i det med uforandret Sødhed og Tryghed, og alle dem, der nu fra denne Høitidsstund af ere hjemkomne herunder det, med Forsoningens Vemod. - O Høitid og Fryd! Fred og Forsoning under denne Himmel evindelig, hvorfra engang Frelsen nedsteg over Norge og hvorhen vore Lovsange fare! Høitid og Fryd, Fred og Forsoning under denne Dags Himmel idag, der samler os Alle, os Alle under sig til den skjønneste Familiefest! Da ville de ældre Brødre kjærligen høre hvorledes en Yngre, opfyldt af Ærbødighed og Tiltro fryder sig og raaber; "idag er Glæden fuldkommen! thi et Storvirke er skeet i Fædrenehjemmet! et 17de Maihimlens Midtpunct er reist - et Himmelfartsbjerg for Frihedens Frelser - et Borgeraandens Altar - en Almeenviljens Herkuleskølle er opløftet - der er sat en ny Støtte under vort fælleds Hellige: under Norges Frihed og Hæder!"
Norske Folk! værdiges da at høre hvorledes din Ungdom tænker og vil ved denne Fest, ved Borgerens Minde! Den vil fylde sine Hjerter med Alvor og Fryd, og gjøre Minniløfter under Din og Himlens Velsignelser værdige den Ihukommede, som har viist, at de skjønneste og største kunne fuldbyrdes. Den vil takke dig at du reiste Borgerens Æresminde ogsaa til et Forjettelsesminde for den, ja meest for den, for din egen Æt, for Os, hvem du tilarbeidede Friheden til Opodling og arvgav dens Velsignelser og Forjettelser og det nye Norges Hæder med Forpligtelser lige hellige som dem du løste.
- Dette Minde reiste det norske Folk for En af sine ypperste Borgere. Menneskeheden burde reist den; thi han var det elskeligste Menneske. Dette siger Os Navnet der: Christian Krogh:
Navnet som skjælver blegt paa min Mund;
men raabt af Cheruberne høit:
Christian Krogh!
Men dette Guld siger Mere, det siger ogsaa: "for Enhver Christian Krogh: for Enhver Normand denne Ædling liig!"
Og da, hvem ønske I, Nationens Ældre, mere at vorde dette end dem, I overantvorde alt hiint Hellige og Norge saaledes som I forbedre det, indtil Eders Kræfter briste? Hvem uden eders Ungdom, for hvem I ogsaa reiste dette Minde? Hvortil Mindet Ham den Forherligede, som med frigjort Aandblik fra sin himmelske Høide i Eet overskuer alle de Æresminder han reiste sig i sine Handlinger, og fremstragende da sit Fædrelands Grundlov saaledes som han med stærken Arm greb den og støttede under den og stillede den uryggelig og høi over Folk og over Throne * hvortil Malmet Ham der læser i Eders Hjerter en Erkjendtlighed, som I ville tage uforandret med til ham hisset, hvor Sjelene ere klare for hverandre?
Visselig - det skulde være stort om Mennesker kunde forøge en frigjort Aands Salighed og forskjønne hans Himmel. Men er dette muligt? Himlene Jorden saa nærme?
Menneskene kunne jo Selv ikke undvære de store Menneskers Minder. De gjøre det til en Samvittighedssag at overantvorde disse saameget herligere til Efterslægten som de selv miskjendte og forbittrede hine Aristider, hine Camoenser, og Vanderwitter og Carnoter Livet? De øve mod disse og sig Selv streng historisk Retfærdighed for Efterslægtens Skyld; thi enhver Tid elsker denne mere end sig selv, i denne drømmer enhver Tid sig lykkelig, for denne lider den, og siger sammensynkende: "Branden smerter ikke Fønixen."
- Historien og historisk Retfærd fødes vel først paa Gravene, men da optages den med Ømhed og prydes af alle Kunster, ja optages med en Drivts vilde Kjærlighed. Den er Menneskene en Nødvendighed fordi det er menneskeligt at de altid erkjende at de syndede, at de altid haabe paa det Tilkommende; og fordi de elske Efterslægten nok til at arvgive den sit eget Strafmønster og Sandheder, de selv krænkede. Historien og historisk Retfærdighed er Menneskene en saa tvingende Nødvendighed, at selv den Tid, som den maa vidne imod og slaae med Anger, fremkalder den paa det uegennyttigste alene til Efterslægtens Tarv, denne som den smykker med alt Kjerlighedens Haab, Indbildningens Kraft og Tiltroens Uskyld, og tænker sig at vorde som den selv vilde været: at vorde dens Forsoner. Menneskene fremkalde Historien og det store Minde som en krænket Guddom, der vel skal knuse dem selv under Triumfhjulene, men rulle fredelig imellem Efterslægterne, der ikke ville nægte Selvsonoffrene sin Tilgivelse. Saaledes faldt Taarene i Cimons Forviisningsskaar, i Sokrates tømte Giftbæger, og faae Aar efter vor Sverrers Død sagde Bagler til Bjerkebein i Hakons Hal: hvi lode vi ham ikke tæmje Borgerkrigene?
Men vi troe at see med Sandhed noget Højere i denne Menneskenes Trang til historisk Retfærd mod store Minder end Yttringen af en ærgjerrig Glæde hos de Svage over at de dog tilhøre en Slægt, som endnu har havt Kraft nok til at føde slige Stærke, saa uforvanskede Guddomsbilleder. Vi see deri heller et Bevis fra Menneskets Indre, at det Guddommelige altid deri boer, om end tilhyllet en Tid dog ubetvingeligen fremstraalende - og der da i Angerens Taarer, i Laurens Glands som de lægge paa Graven. Selv Misundelsen viser at Anerkjendelsen af et Menneskes herlige Fortrin er tilstede - den bliver kun Myggen med det spæde Flor, der svævende over Sjøfladen troer at hindre Himlen fra at speile sig deri; - og i denne Anerkjendelse, i denne Retfærdighed i vort Væsen er Guddommelighed - kun uvilkaarlig forsaavidt Mennesket ikke har speidet nok i sin Sjels Dyb til at see, at den er naturlig.
Men dette staaer klart for Menneskene, naar den Store er borte: - naar de ikke mere finde sig mørke i hans Pyramideskygge, da falder en brændende Sol paa deres Isser - de ile til hvor den stod, og reise en Obelisk hvor Pyramiden, der gjorde dem Ørknen sval, sank i Sandet, og de græde indtil den brændende Bund fugtes; og der sidde de i den smale Skygge og maale Savnet. De sige paa den Stores Grav: "Vi misundte ham ikke; det smertede kun, at vi ikke vare som Han. Men nu hvor smerter det at erindre at dette græmmede ham! Vel! vi ville glæde ham den Frigjorte med større Hæder end Mennesker tør byde en Dødelig. Nu er der Fred - Vi ville reise en Støtte til Minde om ham og om at Vi ere blevne retfærdige!" -
Men, Medborgere! er det selv da en Trang, en Nødvendighed, udledet af Menneskets indre Guddommelighed, selv da at øve historisk Retfærd naar denne maa bebreide Menneskene deres Adfærd mod de Fortrinlige, de hædre i Graven - hvo skal da miskjende at det norske Folk her fyldestgjør en saadan Trang; - men en der er det en Behag - dette Folk, som altid forsødede Krohgs Dage med sin Kjærlighed, nærede hans Aandskraft med sin Yndest, sagde den Gode aabenbart at det elskede ham, og lod Constitutionens beundrede Seirkjæmper vel ahne - om ei hans Beskedenhed fortaug ham det - hvor folkekjært og helligt hans Minde vilde vorde i Norge? -
Der er i den Handling, at et Folk reiser den enkelte Borger et Æresminde, foruden det Rørende i at see de samme ædle Følelser, som henrykke os hos det enkelte Menneske, ligesaa livligen med eet Pulsslag bevæge sig igjennem et heelt Folks Hjerter * der i denne Handlings Storhed, idet vi føle os selvtilfredse med den Deel vi Selv have i det Opløftende deri, Noget som rører de lifligste om end ikke klareste Evner i vort Sjel til et tryllende Haab, til en Indbildning vi ikke ville give Slip paa eller alene tilskrive Fantasien, men som vi udlede fra samme hellige Dybde som vor religiøse Tro * ja hvilken Sjel føler ikke, at Storheden i denne Handling rører til den Tanke fuld af hellig Fryd, til den søde Tro: at Vi glæde den forherligede Aand selv i hans Høide og forhøje hans Salighed ved den Kjærlighed vi vise hans Minde, ved den Hæder, der tykkes os for stor for den Dødelige? -
Vel os! vi kunne beholde denne fromme og kjære Tanke - ja, at Han selv er her imellem os i denne Stund den Forevigede, omsvævende dette sit Minde, hvilende paa denne Krands, indaandende vor Kjærlighed, delende vor Fryd, indaandende os denne Tempelfølelse, denne det Helliges Høitidelighed.
Fornuften skal selv skjænke vort Hjerte denne Tro, der ikke skal føle sig krænket og sit Aandige berørt, om der siges den, at dog reiste det norske Folk dette Minde med de vigtigste Hensyn til sig selv og sin Efterslægt: at dette Minde reistes vel en Himmelsk til Ære, men dog ikke Himlen, men Jorden, men Norge!
Maae vi end sige: Aandens egen Bevidsthed er hans Himmel - did kan Ingen indtrænge enten forat forstyrre eller forskjønne: den er en Himmel i Himlen, fyldt med sin egen Fryd, nedhvælvet mod Jorden, vel gjennemsigtig for Aanden derinde, men uantastelig, kun oventil aaben for det Højestes Forherligelser; - maae vi end sige dette - saa, idet hiin udmærkede Evne til at overskue sit hele tilbagelagte Liv, som vi nys tillagde Aanden, med samme Grund ogsaa maa udvides til at kunne overskue alle Handlingens Følger i deres hele Kjæde: da nærme vi os hiin fromme og kjære Tro, at Menneskenes Kjærlighedsbeviser kunne forhøje de Henfarnes Salighed, at det Offer Norge her bringer sin Krohg maa fryde ham i hans Himmel.
Ja, saaledes er det, at dette Æresminde er en historisk og altsaa nødvendig Retfærdighedshandling af os, er en Følge af Krohgs Handlinger og disse af hans Sinds Ypperlighed, og at det saaledes er anskuet af Ham, tilhører hans Selv, er indtaget som en Prydelse i hans Himmel ligesom Templerne og Kupplerne gjenskinne hist høit i den klare Sydluft - saaledes er det, at Æresmindet formedelst de ædle Følelser af Erkjendtlighed, som ere stærke og naturlige i Menneskehjertet, og formedelst den inderlige Erkjendelse af hans Fortjenester, maatte være en nødvendig Følge af disse - saaledes er det, at dette Chr. Krohgs Minde som opelskende disse Følelser, som vidnende om en norsk Almeenviljes kraftige Tilvær, som et Selvstændighedsmærke, som en Støtte under Forfatningen, et Minde om dens Opretholdelse og Folkets Hengivenhed til den, som en Foreningspunct for Fædrenelandssindet, som mindende igjennem Tiderne om Norges bedste Borger, som opflammende til at efterligne ham - som altsaa fortsættende hans Daad for Fædrelandets Hæder og Held - saaledes er det, at dette Minde er en af de meest velgjørende og altsaa Aanden kjæreste Følger af sin, af Christian Krohgs jordiske Virken og, saaledes er det at hiin fromme Tro bliver Sandhed: at den Forevigede anskuer dette Minde med Fryd, at det er indtaget som en Prydelse i hans Himmel.
Hiint Store er opfyldt: Menneskene kunne forøge de frigjorte Aanders Salighed. Himlen er Jorden saa nær!
Ham være da Glæden og Hæderen! Ham og Eder, I Trofaste, som reiste hans Minde, og kom for at sværge i Eders Sjele Iid som Christian Krohgs og Hans Vilje og Hans Borgersind - sværgende ved dette et Folks Minde for sin ærværdigste Borger for Frihedens Frelse, hvis Værge han var og hvis Vaere denne Bauta er, og for Fædrenelandet, hvis Altar den visseligen er, indviet af den Forherligede, der omsvæver det, og af Folket og af denne Dag, der viede Norge til sin Lykke!
Men Os, Fædrenelandets unge Borgere og Borgerinder! Fædrenelandet gjennem Os, Os være Nytten af Christian Krohgs Æresminde!
Saaledes bliver det en af de meest velgjørende Følger af Krohgs Storvirke, saaledes vil han ret frydes derved.
Os er der en Lov i dette ene Navn paa denne Malmtavle, der lærer os alle de Dyder, som gjøre Fædrenelandet og Os lykkelige, og som æskes af Os fordi vi fik det fri og gode og skjønne Norge til Fødeland og Carl Ædelhjerte Carl Frihedsklinge paa Folkets Tinde, Fredens Kunster og Marker at dyrke og dog Ærens Banner over vore Hoveder.
Fædrene skulle henvandre efter Krohg. Mange ere daadtrætte som Han. Af Mange skal dette Minde fremtvinge en skjønnere Glands om deres sidste Dage og flere Navne skulle klæbe sig til dette i Malmet.
De skulle henvandre. Da staaer Krohgsstøtten og Vi igjen. De skulle hvile i sine Dale under de høje Almagtsminder med Krandse af Furuskoge, med Skyslørene, de ludende Bræskjolde og hvorpaa Ørnen sidder i Midsommernatten, skinnende i Solen, mens Jorden er mørk, rolig med samslagne Vinger liig Knappen paa en Urne - og Sambygdingerne skulle sige: her hviler en Krohg - hans fædrelandske Nidkiærhed var som Elven, der dyb og mørk og rivende blinker forbi hans Steen - hans Borgersind reent og høit som denne blaa Egg deroppe over Skogen, over Bræen, over Skyerne. Eller de skulle hvile herrundtom som Schultz da hans Lyn slog opad igjen, og Krohgsmindet skal være som en Støtte over dem Alle, der færdedes som Han. Da staaer den og Vi igjen. Da er Norges Velfærd paa vore Skuldre, dets Ære i vor Mund, vore Hænder dets Støtter. Fædrene skulle gjøre Fyldest; Os paaligge endnu Pligterne mod Fædrenelandet. Derfor reiste Fædrene Os Krohgsmindet, at det endnu igjennem et Liv skulde vise os disse Pligter og Fædrenelandets Krav: at det ogsaa skulde være Os et Pligtminde, en Pagtens Støtte for Norges Hæder og Held, overantvortet fra Slægt til Slægt, fremragende mellem Slægterne til Minde om den Æt, der bar Gjenfødelsens første Byrder, et Sindbilled helligt i sig selv, stedse helliget ved Daad hvortil det opmuntrer.
Os skal Colonnen staae med sin Krands et Maal for vor Iid; og denne Ærgjerrighed skal være rosværdig og stærk og tilladt at bruges af vort Ædlere som en Foss til at drive nyttige Værker ved.
Vi skulle danne os en Christian Krohg i vort Indre, et Høibilled af en norsk Borger, og aarlig denne dyrebare Dag skulle Vi jevnføre os selv dermed, og maale de Støtter, vor Samvittighed reiser sig i sit Indre tilslørede undtagen for den Alseende, med dem, der kneiser for Krohg i Hjerterne højere end denne. - Vi skulle, naar vi see dette Minde, foragte denne Lære, at et Folk aldrig er retfærdigt, aldrig paaskjønner. Vi skulle lære at derifra alene kommer den sandeste og højeste Ære som Jorden kan give: at ingen Stjerne kan ligne sig i Hæder med det mindste gyldne Træk i dette Borgerens Navn, som et Folk skrev, intet Baand med et Blad i denne Krands, som et Folk gav.
Vi skulle tænke om vi virke ret og i Stilhed: der staaer dog et Æresminde ikke for mig, men for min Daad.
Vi skulle sige: under denne Coloss ligge Knuderne som fastholde de norske Hjerter. Norrige er stærkt; thi vi have svoret: intet uden Ære om dette Borgerens Minde! intet uden Norge i Norge! Hvor ere de skye Blik som blinxede under denne Dags velsignede Himmel somom det ikke var Festens Sol, men en rød, svullen Tordenugg der rullede frem, somom der ikke var Velsignelse men Lyn og Slangeregn i disse Straaler? Se de ere forsvundne, skjærpede, klarnede, i Mindets Skygge! Hvor er Mistroen, der mørknede denne Dag? Se den er beskinnet og opløst af Glandsen fra denne Krands! Under Støtten ligger Dragens Hoved knust, der beflorede denne Himmel med sine Vinger - de raadne i denne Muld og Blomster groe derover * Kun krandste Bann're flyve under Maihvælvet, og Norden er draperet rundtom med Carls og Frihedens Farver.
Da pege vi paa Colonnen og raabe: se der Befrielsesdagens Sejerstøtte! se der den Axe hvorpaa klarere Dage: Fredens og Kraftens og Borgeraandens og Forsoningens ophvælvedes over Norge - over alt Carls Styre! se der det Punct Maisolen vilde finde paa Jorden forat kunne fæste sin Zenith lige derover saa dens Straaler i en Teltskraaning kunne glide lige jevnt over Normændenes og Gothernes Arner! Se der ligger Krandsen for Krohg! - den er af Malm og dog dufter den - den ligger her, og dog dufter den Fred over al Norden, over alt Norge alle Borgerens og Menneskets Dyder! Vi skulle sige til Fædrene: naar I henvandre, da vandrer hen med Tryghed for eders Norge! I satte vort Foreningssted, da I reiste Mindet for dets bedste Borger. Dets Malm har sammenloddet vor Kraft. Vor Hu staaer ikke over Bølgen didsyd eller udenfor de Fjelde, hvorfra Solen rødmer først over Norge. Anden Ære end den norske Borgers, end den, der vandt dette Minde kjende Vi ikke, og - I vide det - Norge er stærkt!
Vi skulle sige til Europas fri Nationer: "se et Tegn staaer der i Støtten for Værneren om den norske Constitution * et Tegn, at Norge tilhører eders Samfund, at det har en Frihed, Mænd som vogte den og et Folk, som ærer disse. Lader os forstaae hverandre Nationer! ogsaa igjennem vort Nord gaaer en skinnende Bue af den Ideernes Lyskreds, en Deel af den Frihedens trefarvede Himmelbue, som ogsaa skal skyde sine Straaler ind i Europas Indlande og engang ubrudt ombue Aljorden! Lader os forstaae hverandre! Naar I kjæmpe, stønner et dybt Echo mellem vore Fjelde. Lader os forstaae hverandre! Da skulde ikke Nationer døe imellem os og deres Lande sælges som Stervboe eller Friheden nødes til at afgrændse sig med Have og Alper og Geleder eller til at tye til den store Øe eller til at staae stille herunder Polen som et Billed for Europas Øine, der er didudflyttet som for stort til at sees nærved!"
Og til Støtten skulle vi sige: "du skal fremkalde flere om dig; dog alle skulle de kun blive som Afstøbninger af dig, ligesom Ingen skal fortjene en uden han er Christian Krohg liig, hans Daad Christian Krohgs liig. Men nærmest dog skal samme historiske Retfærd, som gav Krohg sin, sætte Carl den Borgerkonges, og bøie en Egegreen over Navnet, mørk imellem Laurerne og Blommerne som Skyggedraget af Alvor mellem Funken af Heltemodet og Mildhedssmilet i hans Øine. Og tvertsfor skulle vi fremkalde den mandige Herlof Hyttefads og Knut Alfsons; thi ogsaa de - - Bort! der er ikke Sorg i at blodvidne eller at straablegne for sit Fædrelands Selvstændighed og Frelse!
Og til Hverandre skulle Vi sige: lader os elske dette Minde; thi det lærte Ynglingen Betydningen af at være Borger, Qvinden Rangen af at være Borgerinde! Lader os vorde levende Minder over den bedste Borger! Fædrelandet tabe ham ikke; men see ham opstanden i sine Tusinder!
Seer dette er Malm og dog er der mere Ære deri end i Guld.Vor Moder er fattig, dog er der Ære i hendes Huus, dog er der mere Ære i hendes Spind end i fremmed Flitter, mere Sødhed i hendes Røst end i fremmed Veklyd. Vi ville være som Krohgs Støtte norske i Malm og Klang og Præg og Pryd, og dog under Borgerkrandsen skuende frit og vidt udi Verden. Den skal være i de klare Dage som Jehovahs Skycolonne foran os paa Vejen til Borgerpligt, til Fædrenelandets Vel, til Krohgs Hæder.
Men kommer Mørket over Maihimlen, en Nat med Baunflammer til Stjerner, en Storm i dette rolige Banner, og trampes disse Fredens Marker engang under fiendtlig Fod til Ørkner - men til Ørkner med Løven i - se, da udskyder Krohgsstøtten, liig Jehovahs, Flammer foran os i Mulmet, og vi, Vi skulle gløde som Den!
Efter afsløringen
Vor Krohg! den Krands, Du blegned med,
er lagt paa Støttens Tinde;
bedugget af vor Kjærlighed
hver Morgen frisk den finde!
Normannaløven har paa Vagt
med Bilen sig ved Foden lagt;
den skal - det Lyn af Folkets Magt -
omblinke, Krohg, Dit Minde.
Vi see Dit Kjærnavn, Christian Krohg,
i Sagas Malm at tindre.
End skjønnere - et gyldent Sprog -
det glimrer i vort Indre.
En høiere end den Colonn'
er reist Dig i vor Borgeraand.
Her reiste vi med taksom Haand
dens Billed kun: - den Mindre.
VIRKSOMME ORD