Naar vi staar her, staar vi midt i et Billede til Frihedens Forherligelse. - Symbolerne er om os! Grundlovens to største Paragrafer, den første, som siger, at Norge er et frit, selvstændigt Rige med en indskrænket monarkisk Regjeringsform, og den ni og fyrgetyvende, som siger, at den lovgivende Magt er hos Folket, - disse Paragrafer er byggede i Sten paa hver Side af os, og imellem dem er Universitetets Lys hensat som i Vindstille, at det ikke skal flagre uroligt i Revolutionsideernes Trækvinde, eller kvæles i Despotiets tætte Luft, men give fuldt og rigt Lys i et konstitutionelt Samfunds rolige og sædelige Forholde. Imellem disse Symboler færdes en bølgende, brusende Masse omkring Frihedens Støtte, Fanerne er over dem, Musiken og Sangen iblandt dem, og Hurraerne tager Brand mod Himmelen, - . . . var der nogen Mand af alle dem paa Eidsvold, som saa dette Billede stige op af Grundlovens vaade Linier? Var der nogen af dem, som, da han skrev under, hilsedes i Aanden af det lange Festtog, som idag paa Jernbane skulde komme fra Huset, hvori, og Bordet, hvorved han skrev under, skulde stille sig her over Christiania, der er bleven fem Gange saa stor og hundrede Gange saa rig, stille sig her med det kongelige Slot, færdigt til Illumination, bag sig, med Storthingsbygningens vinkende Nationalflag foran sig, med Havnens tusinde Flag som Ekko i Luften, med Byens Jubel og den bølgende Fortsættelse til alt Land og til hvert Hjerte deri? Jeg tror om dem, at de var store Mænd; men Herrens Arbeide i et Folk er større end al Phantasi: der var ingen af dem, som saa dette. Gjennem Grundlovens dæmrende Mening saa de vel det frie Flags Farver bryde og samle sig; men at dette skulde signalisere en saadan Vrimmel af hvide Seil over alle Jordens Have, det saa de ikke; at dette Nationalkraftens Symbol, som i 1814 kun drog 70,000 Kommercelæster ad Vandets store Veie, kun femti Aar derefter skulde slaa som en Seierssang over 300,000 med 30,000 Matrosers Heisechor derunder, det saa de ikke. At Grundloven var en Ager, hvori hver Linie laa som en Fure fuld af Sæd, det saa de; men at denne Ager skulde give en saa uhyre Fold, at en eneste Indtægtskilde skulde fra en halv Million i disse 50 Aar springe op til tre Millioner, det saa de ikke. At Landets Folkemængde skulde under Frihedens ordnede Forhold kun bruge halvhundrede Aar til at fordoble sig i, det saa de vistnok heller ikke. Skulde Nogen tvivle om, at Friheden i alt dette er den avlende Kraft, saa henviser jeg kun til eders egen By. Efter alle de hundrede Aar, hvori den har bestaaet - først som gamle Oslo, siden som det ny Christiania - sad den i 1814 kun med 10,000 Indvaanere; men efter disse Frihedens femti Aar tæller den allerede 50,000. Friheden løser Naturens egne rige Kilder; dette var det, Mændene paa Eidsvold gjorde. Hvad de har begyndt, er i dette Land bleven fortsat med megen Dygtighed, megen Taalmodighed, megen Forsigtighed. I en Nations Liv er femti Aar kun at regne som et; men paa denne Frihedens Aarsdag har vi allerede mange Navne at erindre! Rigtignok skal der Aarhundreder til, for at alt det, som endnu staar i Knop i Grundloven, skal blive Frugt; men den, vi allerede har høstet, er en vakker Arv til Efterkommerne. Vort Land har ogsaa været istand til at bestaa store Kriser; jeg skal kun nævne en, nemlig Arbejdskrisen; den har aabenbaret Mangler iblandt os, men den har ogsaa aabenbaret vort Samfunds sædelige Styrke. Ja, vi har, den Fattige som den Rige, selv den Ulykkelige iblandt os, Aarsag til idag, da vi har gjæstet Herrens Hus og bragt ham Takofre, ogsaa at tage dette Samfunds byggende Mænd op i vor inderlige Taknemmelighed. Vi kan ikke nævne dem Alle, men, medens Flagene vaier og Sangen venter, skal vi nævne En, - ikke fordi han er den, som har gjort mest; der er Mange, som har gjort mere end han; - ikke fordi, at alt det, han gjorde, var rigtig; vi ved tvertimod, at meget deraf var meget galt; men fordi aldrig noget Hjerte har banket i varmere Følelse for sit Fædreland, end hans; fordi han, saadan som han var, i hele sin Begavelse og Karakter, det Store som det Feilfulde deri, var et nøiagtigt Billede af Landets egen halvfærdige Tilstand, - og fordi det, at nævne hans Navn, er som at vifte med et Syttendemai-Flag, jeg mener Henrik Wergeland.
Skulde jeg bringe Landet et Ønske paa denne Frihedens Fødselsdag, da kjender jeg intet Skjønnere, end at alt det, som drømte sig sammen for dets Fremtid i hans kjæmpemæssige Sjæl, det maatte ogsaa ske. Thi i hans Ønsker var Arbeidsmanden og Kongen forenet, Forbryderen og Lovgiveren, Narren og den Vise, og Norges Skove, Gruber, Fabriker, Norges Agerbrug, Fiskeri, Skibsfart, - Altsammen ligened til Dyrene var med. Det er denne en stor Sjæls Evne til at optage Alt i sit Syn og sin Kjærlighed, som jeg vilde idag skulde hvile over Eder, naar I takker for alt det, I har, og naar I opsender Ønsker for Landets Fremtid. Og hermed vil jeg slutte. Tak og Ære til de Mænd, som har grundlagt vor Frihed, Hæder og Velsignelse til alle dem, som har fortsat, til hver tro Arbeider, i hvilken Stilling han end maatte være! Fædrelandskjærlighedens inderligste Ønsker til vort deilige Norges Fremtid! Leve Dagen!
VIRKSOMME ORD