Uvant til at tale offentlig, og især i en Forsamling, hvori findes Nationens mest oplyste Mænd, skulde jeg medrette afskrækkes derfra; men, stolende paa skaansom Overbærelse, og i Kraft af det Kald, Medborgeres Tillid beærede mig med, vover ogsaa jeg, efter mine ringe Evner, at ytre i Korthed mine Tanker angaaende Hovedgjenstanden for vort nærværende Møde: en mulig Forening mellem Norge og Sverige.
Var vort elskede Fødeland, der nu i 7 Aar har følt Krigens tunge Haand, tilstrækkeligen forsynet med de til Krigens Fortsettelse udfordrende Fornødenheder, - var vi forvissede om, at de europæiske Magter vilde komme os til Hjælp til vore Ønskers Opnaaelse, - var vore Finantser i god Forfatning; eiede vi erfarne Hærførere iblandt os - hvilken, for sit Fædreland varmtfølende Nordmand vilde da ikke med Glæde ofre den sidste Skjærv, ofre Liv og Blod, for at tilkjæmpe Norge Frihed og Selvstændighed! Men desværre! kan vi med rolig Samvittighed, med fuldkommen afgjørende Vished besvare disse Poster med: Ja!
Landets indvortes Kraft er svækket; de europæiske Magters Sindelag mod Norge ligger klarligen for Dagen; vore Finantsers indviklede Forfatning kjender Enhver; vore Hærførere mangler vist ikke Mod og Fædrelands-Sind, men Erfarenhed, naar det gjælder at maale sig med Europas store, berømte Hærførere.
Ved at kaste et Blik i vor nyligen bortreiste Kong Kristian Fredriks Tale, ved dette Storthings Aabning, vil man finde, at Rigets Tilstand er sørgelig.
Brødre, Venner! Lad os betænke, at Sverige er i Besiddelse af tvende af Rigets Fæstninger, at det staaer med en truende og mægtig Hær i vort Land, færdig til paa første Vink atter at lade Vaabnene lyne.
Vore Krigere, idetmindste den største Del af dem, er vendte tilbage til deres Arnesteder, hvorfra de ikke saa hastigen ere fremkaldte til Stridspladsen. Sandelig, vor Stilling er høist kritisk.
Os, Folkets Repræsentanter, paaligger det som hellig Pligt, nøie at overveie ethvert Skridt, og stedse at lade Fornuften sidde paa Thronen. Ei bør varm Patriotisme, der ene skuer hen til vore Hjerters fælles Ønske, at vorde en Stat for os selv, alene lede vore Skridt. Ei heller bør vi antage enhversomhelst Forening, for at undgaae Krig. Nei, modent Overlæg bør lede os, og finder vi da, at en Forening med Sverige, under billige, retfærdige og ærefulde Vilkaar, ene kan redde gamle Norge fra Undergang, o! lader os da række Naboriget en broderlig Haand, lader os da glemme hvad der er skeet, glemme det for Fornuften og det ædle Hjerte lige skrækkelige Nationalhad; lader os da arbeide til et fælles Maal: begge Rigers Held og Lyksalighed.
Held og Velsignelse over gamle Norge!
VIRKSOMME ORD