Intet, ærede Medborgere, Intet anser jeg mere fordærveligt for Fædrenelandet, end Gjenoprettelsen af Foreningen med Danmark, Kilden til den Afmagt, hvori Fædrenelandet er sjunket. Jeg siger dette i Sandhed uden Nag til den Nation, som engang kaldte sig Tvillingbroder af Nor. - Det danske Folk udmerker sig ved flere elskverdige Dyder, og Fredriks Hjerte har i flere Decennier været prøvet. Vi ønsker begge alt Held og Velsignelse, men Forening maa ei være mere, - hint Tvillingbroderskab maa ei mere have Sted i al Evighed.
Den har kun Skinnet af Grundighed den Indvending, at vi ei bør binde Efterkommernes Hænder; thi maa Fædrene ei binde Efterkommerne, saa maa ingen Lov skrives; hver Artikel i Konstitutionen er et Baand paa Efterkommerne. Men skulde de bindes i noget, saa var det i dette Stykke, da vi kan beraabe os paa en lang Erfaring. Et Skridt, vi bebreider vore Forfedre, maa vi ei tillade vore Børn. Vi, som har over 400 Aars Erfaring om Følgerne af Forbindelsen, bør for evig forekomme, at ikke vor Efterslægt, som engang vil have forglemt disse ublide Dage, ubesindig tilintetgjør Frugten af deres Fædres tunge Møie, Norges Selvstendighed, og indlader sig i Forhold, de visselig engang, ligesom vi, vil finde, var et Onde.
Haard er den Himmel, som bedekker Norge, Klimaet er strengt, vi er Beboere af en hyperboreisk Afkrog paa Kloden, og Naturen har bestemt os til at savne saamange af de mildere Landes Fordele. Men Naturen, god midt i sin tilsyneladende Ubarmhjertighed, og retfærdig midt i sin Uretfærdighed, har aabenbar villet levne os Erstatning for hine Savn, og derfor beskikket, at Norges i nogle Henseender saa ufordelagtige Beliggenhed skulde i andre Henseender være saare velgjørende. Himmelen har villet, at dette Rige, som ei kunds dele
de rigere og skjønnere Landes Gleder, ei heller skulde dele deres Sorger; at dette Land, som ei kunde nyde de frugtbarere og mægtigere Rigers Lykke, ei heller skulde have Del i deres Elendigheter og Tvistigheder. Her skulde vi bo, saa var Himlens Villie, som den Fattige i sin afsides liggende Hytte, smaaligen forsynede, men tilfreds med det lidet, nydende det i uforstyrret Fred, uden at kjende de stores Vellyster, men ogsaa udelagtige i deres Kabaler, Splid og Kummer.
Derfor afskar Naturen os fra Fastlandet ved et svelgende Dyb, en Afgrund, og vernede trindt om Landet med Pallisader af talløse Klipper. Men vi overskred Naturens afmærkede Grendser, og indgik en unaturlig Forbindelse med et Rige, der ei kunde andet, end inddrage os i unaturlige Krige, indvikle os i Misforstaaelse med Magter, med hvilke det for Norge var ligesaa ufornødent og underligt, som skadeligt, at være uens. Al Fordel af vort Lands Beliggenhed har vi saaledes, ved Forbindelsen med Danmark, opofret. Men er nu Baandet løst uden brødefuld Revolution, tilbydes os Leilighed til at vende tilbage inden Naturens, Fredens og Lykkens Grendser, skulde vi da fremdeles ofre eller tillade sildigste Efterslægt at opofre det store Gode, Fædrenelandets Beliggenhed forskaffer det? Skulde et Baand, der fast ved intet gjengjelder de dyreste Opofrelser, atter kunne knyttes? Eller har Norge nogensomhelst gjensidig Fordel af den danske Forbindelse, hvor stor og herlig maa da hin Fordel ikke være, naar selv langvarige Feider ei er for stor en Pris for samme?
Nevn, hvo som kan, det politiske Gavn af Norges Indlemmelse i den danske Stat, som ei kjøbes for dyrt med Norges Sønners Blod, med hungrende Enkers og Børns Skrig, med Udelukkelse fra Europas Havne, med Handelens Død, med Pengevesenets Undergang? Krig, Menneskeslegtens Svøbe, alt det godes Ødelegger, - Fred, Gjenstanden for Folkenes megen Raab til Himmelen, skulde ei komme i Betragtning, skulde agtes for intet imod en Pagt med Øerne paa hin Side Havet? Hvormed har da Danien fortryllet dette Folk, at det endnu, førend Riget har forvundet Lidelserne af 7 Aars Feide, kan tænke sig Gjenforeningen, - at det paa en Tid, da det legger den første Grundsten til en egen, uafhængig Stat, og staar færdig til med Strømme Blod at besegle sin Uafhængighed, kan taale Forestillingen om, at Efterslægten atter skulde skjenke Danmark Frugten af sine Møier?
Af en saa nøie Forbindelse mellem to Riger, der avskilles ved et Hav og ved et helt mellemliggende fremmed Kongerige, kunde og kan ei komme andet end gjensidig Fordærvelse. En megtig Flaade var kun det eneste, der nogenlunde formaaede at sammenholde Delene af en saadan Stat; og da dette Baand brast, brast Norges Scepter ud af de danske Monarkers Hænder. Fordomsfrie Danske har endog erkjendt Gyldigheden af disse Sandheder, og selv den gode Fredrik vedgaar i sin Proklamation af 18de Januar, at Flaadens Tab opløste det mulige Baand mellem Dan og Nor.
Vi har svoret Norges Selvstændighed; men hvad forstaaes ved Norges Selvstændighed? Har vi været selvstændige, eller er vi det først nu? Ingensteds har en høiere Tolk udviklet os tydelig Selvstændighedsbegrebet. Mig forekommer imidlertid unægteligt, at Eden forpligter os til for evig at bryde med Danmark. Thi, er en Forbindelse med Sverige Uselvstændighed, saa maa og en Forbindelse med Danmark være det. Er Sverige os et Scylla, saa er Danmark os et Charybdis. Og nu er det Tid i alle Maader at betrygge os, at vi ei, efter ved Kamp og Møie at have undseilet hint, som et Vrag skal strande paa dette! Yder Folket nu alt - hengiver det Liv og Formue til Brug indtil sidste Skjærv, saa maa og bør det og vinde hædret Selvstændighed ligesaavel fra den ene som fra den anden Side.
Altsaa, Brødre, aldrig mere dansk! Dette er hver ægte Nordmands Ønske. Vi har været Kongerne af Danmark et trofast Folk. Tiden er kommen, da vi uden at forspilde denne Ros, uden brødefuld Insurrektion mod en lovlig Herre kan iagttage Fædrenelandets Interesse. Vi vil tage et venskabeligt Farvel, uden Harme, uden Nag. Vi skilles nødig fra en Ven, som lang Omgang har gjort os kjær, skjønt vi ofte saa surt til hinanden. Men det maa saa være. Hvad Gud har villet adskille, maa intet Menneske tilsammenføie.
Jeg foreslaar derfor, at Kongerigerne Danmarks og Norges fremtidige Adskillelse udtrykkelig anføres i Konstitutionen. Det vilde være let yderligere at motivere Vigtigheden deraf, men jeg anser det ufornødent og frygter for at trætte Forsamlingens Opmærksomhed. Skulde dette Forslag ei antages af Forsamlingen, da giver jeg mig den Frihed at proponere, at § 28 maa udtrykkes saaledes: «Kongen maa aldrig antage nogen anden Krone eller Regjering». Betingelsen «uden Storthingets Samtykke» anser jeg enten for overflødig eller farlig. Overflødig er den, saafremt sidste § bliver gjeldende, som tillader Storthinget at endre Konstitutionen. Overflødig er den, dersom Iste § skal være evig gjeldende, da denne erklærer Norge for et frit og uafhængigt Rige. Farlig er den stedse, thi den vil udsætte Storthinget for Fristelse, og intet er vissere, end at Pluraliteten paa Storthinget ikke altid er Pluraliteten i Folket. Har derimod Nationens Repræsentanter et ubetinget Forbud at henpege paa, da kan og vil en Fyrste aldrig i Henseende til andre Throners Bestigelse sette dem paa Prøve, og skulde det ske, hvilken Frimodighed til Afslag giver det ikke at kunne sige: Vi tør ikke, vi har Loven for os!
VIRKSOMME ORD