Afholdsreformens Væsen og Virken er nu ogsaa hos os saa fuldstændigt begrundet og alsidigt belyst, at det ei kan være min Hensigt at lægge nogen ny Synsmaade til dens Opfatning. Men ved en Anledning som denne er det godt at kunne henvende Tankerne paa det Bekjendte og fremstille dets Gyldighed for dem, hvis Sind man ønsker at tiltale. Lykkes det blot, ved Gjentagelsen at fordybe de vundne Erkjendelsers Indtryk, da har man ei forgjæves fornyet dem. Reformen har i sin Optræden selv støttet sig til en Anskuelse, der maatte forefindes hos Alle, og som den kun har søgt at udvikle og bringe til den rette Anvendelse. Man har ei behøvet Afholdssagens indtrængende og overskuende Opfarning for at see, at den Ødelæggelse, Brændevinet bragte over de Umaadelige, lignede en Gifts Virkninger, og naar man i videre Forstand kalder Alt det, der kjendeligt antaster og skader Organismerne, en Gift for dem, da har man vel kunnet sige, at den spiriruøse Drik, fremfor noget andet Stof, er bleven Menneskeheden en Gift. Langt udover den Enkeltes Liv, i Familiens Forgreninger, i Slægtfølger udbrede sig dens Eftervirkninger, og atter tømmes Giften af Den, der allerede har taget Sløvheden og Afkræftelsen i Arv. Saaledes trænger den fra tusinde Puncter, og altid fornyet, ind i Folkestammens Liv og truer med efterhaanden at forvandle den. Naturens underbare Kraftfylde i at oprette Tab og overvinde Svækkelser - denne stille og dybe Virken, hvortil vi ellers i al vor Nød knytte vore Forhaabninger, synes at overvældes der, hvor den skal bekæmpe Brændeviinsumaadeligheden, og faaer ei Tid til at fremme sit Værk; thi Giften er der idelig og ustandselig. I den Enkeltes Levnet viser dette sig tydeligt. Hos Drankeren er Brændeviins-Nydelsen Sløvhedens Grund og tillige dens nærmeste Følge, og saaledes bliver det ved i Gjentagelser, hvis Hyppighed og Vedvaren gjennem Aarrrekker ei ved nogen anden Udsvævelse er mulig. Dette Billede af menneskelig Fornedrelse og Elendighed har saa ofte og i saa skarpe Træk fremstillet sig for Enhver, at det ei behøver at udmales for at blive opfattet i sin Afskyelighed. Men saaledes har den umaadelige Nydelse af Brændeviin viist sig som Drukkenskabens almindelige Form, og derfor har man stillet den under de religiøse og moralske Vrækkelsesmidlers Paavirkning. Vi vide Alle, hvor Lidet derved er bleven udrettet, og det forekommer os kun besynderligt nu, at man ei tidligere har indseet det sande Forhold.
Der har været god Tid til at erkjende, at man havde forfeilet Opfatningen af denne Udsvævelses Natur og Væsen. Et Vink herom var givet i det Øieblik, Statsstyrelsen blev nødt til at tage den som en rodfæstet Tilstand i Samfundet, til hvis Standsning der maatte søges usædvanlige Midler; thi for denne Betragtning viser det sig, at Ondet maa have sin Opkomst fra en Grund, der unddrager sig Religionens og Moralens Belysning. Skjønt nu Erfaringen godtgjør, at heller ikke Lovgivningen har kunnet hemme, end sige standse, denne Fordærvelse, maa det dog erkjendes, at den har bidraget til, at Brændeviinsdrikken omsider er bleven opfattet i dens fulde Omfang og Betydning. Lovgivningens Anstrengelser i at forfølge den har blottet dens Kilder og Afløb og fremlagt de sikkre Vidnesbyrd om en Industri og et Forbrug, der hos det medborgerlige Sind maa vække de alvorligste Bekymringer. Fra Drankerens umoralske Liv, fra Betragtningen af hans Dag, der begynder og ender med Sløvhed og Jammer, vender Tanken sig til den rædselsfulde Forestilling om en vedvarende Udsvævelse, der gaaer frem som en Landfarsot, om en Fordærvelsens Magt i Staten, der nager paa alle Samfundsbaand. Man slipper den Enkeltes Elendighed, kun fordi man er ført hen til den rystende Udsigt, der viser os et Folk af Drankere.
Her indtræder Afholdsreformen som det sidste og eneste Middel mod det overordentlige Onde, og saaledes er denne Sag nu opfattet over den halve Verden. Nu har den vilde Amerikaners Ord om Brændevinet fundet Gjenklang hos dem, han anklagede for sin Stammes Ulykke. «De hvide Mænd», sagde han, «bragte os Ildvandet, der har fortæret Vort Folk og fremskyndet dets Undergang.» Og saaledes maa den sprirituøse Drikk betragtes overalt, hvor den har faaet Indpas: den er et Ildvan, der fortærer Folket. Heri ligger Summen af alle de bekjendte og ubekjendte Ulykker, der følge denne Umaadelighed; thi snigende og upaaagtet som Brændevinets Brug kan foregaae i Familiernes Indre, er og for en stor Deel dets Virkning i det hele Folkesamfund.
Naar vi klage over Standsningen i Næringsveiene, over Mangelen paa Kraft og Samhold i saa mange af Folkets store Fællesanliggender, over Armoden, der synes at voxe med de Midler, der skulde hæve den, hvor nær ligger da ei Tanken om Brændevinets Andeel i de nedslaaende Tilstande? Tag denne Drik bort fra alle Samkvem, hvor den forspilder Kraften og Tiden, forsryrrer den sindige Idræt og svækker Tilliden mellem Mand og Mand, tag Fylderiet bort fra den Samfundsklasse, hvori det - for at nævne Alt med eet Ord - er blevet en fast Leveskik, og drag da ei i Tvivl, at Samfundslivet, saaledes befriet fra sin Fordærver, vilde komme til en anden Blomstring, hvori saa mange af Fædrelandsvennens Ønsker og Planer, der nu betragtes som oversprendte Forhaabninger, skulde findes virkeliggjorte og kronede med Held.
Der kan da neppe gives noget Folkeonde, som i høiere Grad end dette paakalder den Tænkendes Opmærksomhed, og ved ingen anden Leilighed kan det være mere magtpaaliggende end her, at gribe et Onde i dets Rod. Man har længe nok forgjæves søgt at standse Brændeviinsondet i dets Væxt og Forgreninger; thi ogsaa her har man skjelnet mellem Brug og Misbrug, tænkt at bibeholde den første og hæve den sidste. Men Brændevinets Brug er i sig selv og oprindelig en Misbrug - deri ligger Afholdsreformens Grundtanke, og ved at fastholde og anvende denne har man grebet Ondet i dets Rod.
Brændeviinsdrikken er en slet Vane, som Menneskene have paanødet sig selv, og den saakaldte maadeholdne Nydelse af Spiritus er allerede en overordentlig Udskeielse fra den fornuftige Leveskik, der ellers søger at fjerne alle forstyrrende Tilstande og Indflydelser fra det daglige Liv. Vi see nu med Forundring tilbage paa en Tid, da det mellem Standspersoner var blevet Mode at bruge Aareladning en Gang om Maaneden og at medicinere paa bestemte Dage; men denne urimelige Skik er dog en ringe Ting mod den i alle Samfundsklasser udbredte Sædvane daglig at indtage store Portioner af et destilleret Stof, der hører til de stærkeste, Organismen meest angribende Pirremidler, og som blot ved den gjennem Aarhundreder vedvarende Skik er bleven fjernet fra sin oprindelige Bestemmelse, at være en kraftigt virkende Medicin. Det er da just den maadeholdne Brug af Brændeviin Afholdsreformen først og egentligst maa bekæmpe, og her er det Punkt, der nu tydeligst frembyder sig for Enhver, som paa nogen Maade træder i Reformens Tjeneste. I Brændevinsondet, som i saa mange andre slette Tilstande, udgaaer Lasten og Fordærvelsen, der afskyes og beklages af Alle, fra Fordommen, der ei blot taales men endog finder Beskyttelse. Det er en Fordom, at Brændevinet, nydt med Maade, er en god og gavnlig Drik, og saa længe denne Anskuelse varer ved, vil det være umuligt at standse Umaadeligheden.
Er der vel Nogen, der kan bestemme Grændsen for det Begreb, man her vil gjøre gjældende? Hvad Betydning har dog Maadeholdet, hvor man efter de mange Hensyn, som Tilvænnelse, Legemskonstitution, Arbeidsart og Livsstilling angiver, idelig maa flytte Grændsen, indtil den naaer udover den Classe af maadeholdne Brændeviinsdrikkere, for hvem det haarde Arbeide er en Fordampningsproces, der kun hindrer den groveste Beruselse? Men om man endog for et Øieblik tænkte sig al Brændeviinsdrik ordnet efter en vis Maadeholdsregel, hvad Haab havde man da om denne Tilstands Varighed? Det er dog en Bemærkning, hvis Sandhed maa være indlysende, at enhver Dranker er begyndt som en maadeholdende Brændeviinsdrikker.
Brændevinets Historie viser overalt en hurtig Overgang fra den sparsomme Nydelse til udbredt, overvættes Brug; thi dette Forhold er grundet i Drikkens Natur og Væsen, og kan ved intet Middel, der ei gaaer ud paa dens Afskaffelse, forandres. Allerede ved Brændevinets første Optræden i vort Land finde vi Vidnesbyrd om dets hurtige Udbredelse. I Aaret 1531 skrev Høvedsmanden paa Bergenhuus, Eske Bilde, til Frederik den Første et Brev, hvori han lover at sende Kongen Brændeviin «som et Middel mod alle Sygdomme, et Menneske kan have indvortes». Syv og tredive Aar efter blev det i Walkendorfs Reces forbudt at udtappe og sælge Brændeviin under Gudstjenesten og allerede før det følgende Aarhundrede gik tilende var den indenlandske Brændeviinsbrænden i Opkomst. Med lignende Hast er Brændevinets Udbredelse foregaaet i Tydskland. Under Trediveaarskrigen bragtes det med Krigsfolket omkring i Landet, og skjønt man i Begyndelsen førte Klager over at et saa nyttig Lægemiddel misbrugtes til Synd, fandtes dog mod Enden af det syttende Aarhundrede Brændeviin overalt, selv i de Fattiges Hytter. Den spirituøse Driks hildende Magt er ogsaa af en eiendommelig farlig Beskaffenhed. Den indpoder i Legemet en ny Drift, der griber Nerver, Muskler og Kar. Til andre Nydelser finder Mennesket en Tilbøielighed i sin Natur, der dog med det Samme i den sunde Virken angiver et vist Maal for Nydelsen, som foreholder Bevidstheden og Villien Orden i Gjentagelserne; men Brændeviinsdrikken, der viser en kunstig Tilbøielighed, forandrer Naturens sunde Lovmæssighed og paanøder Organismen en sygelig Trang, der ved at tilfredsstilles af sin egen Kilde, altid truer med at voxe, og som sætter Villiekraften Opgaver af en Art, hvortil Menneskets normale Tilstande ei kjende noget Sidestykke. Allesteds, hvor Brændeviin nydes, er Umaadeligheden indledet. Den maadeholdne Nydelse, der allerede er Misbrug, sløver selv den Kraft, der skulde opretholde Grændsen, og gaaer i tusinde og atter tusinde Tilfælde umærkelig over i en Levemaade, der har Udsvævelsens Charakter og Følger.
Men naar man fascholder den Betragtning, at den saakaldte maadeholdne Nydelse af Spiritus hviler paa en Fordom, der angaaer dette Stofs hele Anvendelighed som Drik, da møder man fremdeles mange Tvivlende, skjønt Spørgsmaalet i vore Dage tilstrækkelig er besvaret. Den Tid ligger endnu for nær, da man i Tale som i Skrift kunde forudsætte det som almindelig antaget, at Brændeviin, nydt med Maade, var en god Drik, der endog under visse Arbeider og Haandteringer maatte ansees som et nødvendigt Styrkemiddel. Overalt, hvor denne Forestilling vedbliver at hindre Afholdssagen, maa man i Reformens Interesse idelig indskjærpe den sande Opfatning af de spirituøse Drikkes Væsen. Den Fordom, man her bekæmper, er saa dyb og indgroet, at den endog har kunnet fjerne den nærliggende Betragtning, at Brændevinet er et nyt Stof, der var ukjendt af Slægter, hvis Liv var mere haardt og anstrængende end de Nulevendes, og hvis Styrkeprøver vi nu med Studsen beskue. Men antager man, for at hæve denne Indvending, at vor Tids Mennesker ere svagere til Arbeide og mindre udholdende i Savn, da staaer man Fare for at maatte regne Brændeviinsdrikken blandt Aarsagerne til en Svaghed, der dog atter ved Brændeviin skulde kommes til Hjælp. Vi ere vante til at betragte den destillerede Drik som Menneskets Ledsager til Lands og til Vands, i Hvile og i Arbeide, i Morskab som i Farer, og med Aarhundreders Hævd har Brændevinet kunnet standse Spørgsmaalet om sine Adkomster til den Plads, det allerede tidlig har indtaget.
Det vakte derfor en Bevægelse, der kan sammenlignes med den Forundring, en uventet Opdagelse frembringer, da den nordamerikanske Læge Dr. John Ware erklærede, at «ingen Indbildning kan være mere ugrundet, ingen Mening mere fordærvelig falsk end den, der tillægger spirituøse Fluida nogen Evne til at fremme Legemsstyrke eller til at opretholde Organismen under Arbeide og Anstrengelse.» Men for denne Sætning, der blev et Hovedpunkt i Afholdssagen, har Reformen selv tilveiebragt det praktiske Beviis. Paa alle Have færdes nu et stort Antal Sømænd, der forsmaae Brændevinet, og som under den farefuldeste, mest anstrengende Bedrift, ikke blot have godtgjort Brændevinets Undværlighed, men tillige foranlediget den Indsigt i dets Skadelighed, der nu indvirker paa Skibsforsikkringens Beregninger. Ved de sidste store Troppeøvelser i Nordtydskland have nøiagtige Iagttagelser ledet til den samme Opfatning af Brændevinets sande Virkning under legemlige Anstrængelser, og ingenstedsfra har man Beretning om modsatte Erfaringer. Men er man først kommen saa vidt i Erkjendelsen af denne Driks Væsen, da har man opgivet Fordommens egentlige Støttepunkt, og siden man dog, med Kjendskab til det spirituøse Fluidums brændende og angribende Krafr, i intet Tilfælde kan tage det som et ligegyldigt Stof, vil man efter de her nævnte og lignende Kjendsgjerninger neppe engang kunne afvise Reformens strengeste Sætning, at Brændeviin er for Livets normale Tilsrande absolut skadeligt og i Sandhed en Gift.
Staaer nu alt dette ved Magt, hvorledes skal der da dømmes om den maadeholdne Nydelse af Brændeviin? Med hvad Slags Anbefaling ville vi da overlade denne Drik til de kommende Slægter, og med hvilket Sindelag skulle vi selv nyde den, naar vi endnu ere i Stand til at lade der være? For tre Aarhundreder siden havde al Verden Tanken henvendt paa Livselixirer og paa røde og hvide Tinkturer; dengang drømte man om Opdagelsen af en Universalmedicin, der skulde sikkre Mennesket uafbrudt Velbefindende. I den Tid destillerede man først det Stof, som vi kalde Brændeviin, og som før kaldtes Livets Vand. Med en underbar Autoritet og med store Løfter gikk det ud blandt Folkene, for hvem Brændevinets Fristelse da maatte være overordendtlig stor, medens derimod dets afskrækkende Følger endnu vare ubekjendte, og dog bliver dets tidlige og hurtige Udbredelse som gangbar Drik altid en Mærkelighed i de menneskelige Sædvaners Historie. Lad kun ei det større Særsyn danne sig for en kommende Tid, at vi nu fortfare med denne Driks Brug, efterat alle dens Skuffelser ere indseede og dens ødelæggende Virkninger saa længe og saa dybt følte.
Brændeviinsumaadeligheden udsondrer sig dog nu for vor Betragtning som en ganske egen Art af menneskelig Forvildelse. Den er den eneste Udsvævelse, hvis første Grund man kan borttage, uden at nogen Livets Trang eller Fornødenhed derved bliver krænket, og uden at Noget, der i og for sig er godt, oversees eller trænges til Side. Brændevinet kan ei engang fremtræde uden at berøve den menneskelige Næring et vigtigt Stof, hvorfor der som Drik ei giver den ringeste Erstatning; thi Spiritus udvindes kun af de nærende Substantser: Sukkerstof og Meelstof. For os maa det derfor være en rystende Forestilling, naar vi betænke, at denne Destillation af Nødtørftens Midler vender tilbage over vort brødfattige Klippelands spredte Befolkning i en Bedøvelsens og Fordærvelsens Strøm af tyve Millioner Potter Brændeviin.
Var der end muligt at standse denne Folkets Ulykke ved noget andet Middel end det radikale, der ligger i den fuldkomne Afskaffelse af Brændevinets Brug til Drik, synes der dog indlysende, at den efter de Erkjendelser om dens Væsen, der nu ere vundne, maatte udelukkes fra enhver forstandigt og alvorligt anlagt Livsplan; men hvor langt strerkere maa dog ikke dette Krav fremtræde, naar der er indseet, at der ei gives nogen anden Vei end denne, hvorpaa Folket kan hæves af sin Fornedrelse, og ufødte Slægter frelses fra den Ødelæggelse, der ellers venter dem. Og Afholdsreformen er ei længer et usikkert Forsøg med tvivlsomme Frugter. Den har nu mod Brændevinet reist en Opinion, der gjennemtrænger alle Stænder, og aabner for denne Sag en Udsigt, der tilkalder et stedse voxende Antal af Deeltagende blandt dem, der længe vare ligegyldige eller tvivlende Tilskuere af Reformens Bestræbelser. Kun een Kjendsgjerning skal jeg nævne her til Vidnesbyrd om Afholdssagens prakriske Styrke og om det Haab, der nu kan sættes til dens Fremtid. Det er oplyst, at Meget over Halvparten af den nordamerikanske Unions Befolkning allerede er tiltraadt Reformen og har afsvoret Brugen af enhver spirituøs Drik.
Men om og ethvert Punkt af Reformens Grundsætninger og Virkemaade kunde betvivles, bliver dog det Faktum, hvorpaa den hviler, uimodsigeligt. Den Folkenød, der er fremstaaet af Brændeviinsdrik, kan ei skjules eller bortforklares; dette Elendighedens og Forsmædelsens Billede er opstillet for Enhver. Der er ved saadanne Tilfælde, ar Menneskefølelsen hos den Betragtende kommer til en Affekt, der griber ind i hans eget Forhold. Saaledes standses selv den uskyldigste Glædesytring hos Den, der er traadt nær Andres Sorg eller Lidelse, og saaledes tilskyndes vi overalt ved Stemninger, der komme fra Omgivelserne, til at gjøre Afkald paa mangen Fordeel eller Nydelse, der iøvrigt kan synes os retmæssig. Men maa da ei Brændeviinselendigheden trindt om os kaste Noget af sin Gru paa Enhver, der, om ogsaa blot i Maadeholdet, fører den forbandede Drik til Læberne? Derre uvederkvægelige Bæger, der saa let kunde opgives, indeholder den Gift, der fortærer Folkets Marv. Brændeviner, der nydes i Velstanden og i det forfinede Liv, er dog øst af det samme Dyb, der forpester Almuens Boliger, og hvis Strømme endog ledes ind i de Dyrs Aarer, der give os Kjødet og Melken, saaat der ei er nogen Grændse for den Fordærvelsens Stank og Afsmag, som Brændevinet udbreder. Ingen Tankeforbindelse kan være mere afskrækkende og modbydelig end den, en Drik Brændeviin indleder. Maatte den kun gjennemtænkes af Enhver, der her endnu vakler mellem Brug og Afkald; han vil da maaskee, alene ved Væmmelsens Magt, bringes til at afsværge en Nydelse, som engang den offentlige Foragt ganske skal udslette af vore Sæder.
VIRKSOMME ORD