Den rette Samdrægtigheds Aand

I den Skare af nordiske Frænder, der nu gjæste Kalmar, og paa eengang føle Minders alvorlige og Festmødets glade Indtryk, er Nordmændene maaskee de stærkest bevægede. Os synes det dobbelt berydningsfuldt, at Kalmars Grund er den første Plet af svensk Jord, som vi paa dette Broderskabets Tog betræde. Thi smerteligt og ydmygende er for et norsk Hjerte det gamle Minde, som her vækkes; men dog leder der over til en glad Betragtning. Vi stille Kalmars Foreningstanke i den Virkeligheds Lys, der endelig blev Norge givet, med Opreisning af Ydmygelsen, med Frihed for enhver god Idræt, med stigende Haab for Statens og Folkets Udvikling.

Ja, her paa det alvorlige Mindested, hvor svenske Mænd og Kvinder hilse os velkomne med de varme Ønsker for vort Land, skal til vore dybtbevægede Hjerters Tak det Vidnesbyrd føies, at Norge i Foreningen med Sverige har gjenfundet sig selv og velsigner denne Pagt i Følelsen af sin blomstrende Lykke.

Glædeligt, og med nye Forhaabningers Røst, lyder vort Leve for Kalmar og dets gamle Minder. Maatte dette Navn, der saalænge var et Skræmsel i Norden, mere og mere opfattes af de tre Folk som Udtryk for en rig Forjettelse, da skal den store nordiske Gjenforening stadigt forberedes i den rette Samdrægtigheds Aand, da skal engang det Haab, der nu samler os, blive kronet, og Opfyldelsens Time slaae!