En urigtig, uretfærdig og landsskadelig Dom

[...]

Det er saaledes efter min Mening aldeles urigtigt, naar man synes at have anseet det for en given Sag, at naar man først kom til det Resultat, at den Opfatning af Grundloven, som den i nærværende Sag Anklagede har befulgt og pligtmæssig gjort gjældende som kgl. Raadgiver, ikke kunde erkjendes for rigtig, saa var hans handling uden videre hjemfalden til Straf. Jeg mener at om man end ikke deler den Anklagedes Opfatning af Grundlovens rette Forstaaelse i alle Punkter, som er Gjenstand for nærværende Tiltale, saa kan han umulig efter Lov og Ret og efter den almindelige Retfærdigheds Krav dømmes i Straf, naar han har handlet efter Pligt og bedste Overbevisning, og denne Overbevisning maa erkjendes at være bygget paa antagelige Grunde. Og at dette med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand er Tilfældet, derom antager jeg, at ingen af Rettens Medlemmer har eller bør kunne have nogen Tvivl. Og hvor meget man end føler sig personlig overbevist om Rigtigheden af sin Mening angaaende de her foreliggende Spørgsmaal saa synes det mig dog at være et stærkt Stykke, at D'Hrr. Medlemmer af Lagthinget, der med Undtagelse af Hr. Mustad alle er Lægmænd uforfarende i Lov og Ret ikke blot tro at maatte sætte sin Mening om et vanskeligt og indviklet Rets- og Lovfortolkningsspørgsmaal over den Mening, for hvilken Mening Landets første videnskabelige Jurister har udtalt sig, den Mening, som gjennem mere end to Menneskealderes konstitutionelle Praxis har af Statsmagterne selv været erkjendt og godkjendt, den Mening, som nu inden Retten selv samtlige Høiesteretsmedlemmer har erklæret sig at dele, maa endog have følt sig saa sikre, om at deres Mening er utvivlsomt rigtig, og den modsatte aabenbart urigtigt, saa at den anklagede Minister skal idømmes Straf og det en alvorlig Straf fordi ogsaa han har havt denne samme Mening og pligtmæssigen i Overensstemmelse dermed har tilraadet H. M. Kongen at afgjøre vigtige Statshandlinger. Jeg beklager for mit vedkommende og jeg tror jeg tør sige at mine Collegaer af Høiesteret gjør det samme høiligen, at Lovgivningen formener os at lade det blive vitterligt for Almenheden, at nogen af os har nogen Del i den Domfældelse, som efter den faldne Votering maa forudsættes at blive Resultatet, og som efter min Overbevisning vil være urigtig, uretfærdig og landsskadelig.