Collett var blant annet tiltalt for å ha foranlediget tre provisoriske anordninger i strid med Grunnlovens § 17. Forsvareren hevdet imidlertid at paragrafen bare forbød anordninger i strid med lover som var vedtatt uten kongelig sanksjon. Han hevdet dette fulgte av ordlyden «de af Storthinget givne love». De lover som var vedtatt med Kongens sanksjon kunne følgelig ikke sies å være «givne af Storthinget». Til dette anførte førstvoterende, høyesterettsassessor Lorentz Lange:
Men - om man end indrømmer, at Ordene paa en Maade kunne give en saadan Forudsætning Medhold, saa strider den dog saa ligefrem mod den Sprogbrug, Grundloven, overalt, hvor den taler om Lovgivningen, betjener sig af, at dens Urigtighed, ved at kaste et Blik paa denne Sprogbrug, formentligen maa blive indlysende. Saaledes siges det i § 75 under Lit A at tilkomme Storthinget at give og ophæve Love, uagtet § 78 viser, at der i de Tilfælde, som vel maae formodes at ville blive de hyppigste, udfordres kongl. Sanction førend en Lov kan antages at være fuldkommen bragt i Stand. Med Hensyn til den nye almindelige civile og criminelle Lovbog yttrer § 94 sig saaledes: at samme skal foranstaltes udgivet paa Storthinget, uagtet den kongl. Sanction vistnok ogsaa her er anvendelig. § 107 indeholder, at de nærmere Betingelser med Hensyn til Odels- og Aasædesretten fastsættes af Storthinget, uagtet det ikke heller kan have været Hensigten her at udelukke den kongl. Sanction, hvilken derfor ogsaa er meddeelt ved de angaaende denne Gjenstand allerede udgivne Love af 14 Juni 1816 og 26 Juli 1821. Efter Grundl. § 109 skal den nærmere Bestemmelse af den sammesteds indeholdte Grundsætning overlades til Storthingets Afgjørelse, uagtet her det samme gjælder (Lov af 1ste Juli 1816). Efter Grundl. § 112 tilkommer det, naar Forslag til Forandring i Grundloven ere fremsatte, det næste ordentlige Storthing at bestemme om Forandringen bør finde Sted eller ei, og dog har man Exempel paa, at saadanne Love ere meddeelte kongl. Sanction. I saa Henseende vil det være tilstrækkeligt at jeg paaberaaber mig Loven om Forholdet mellem Kjøbstædernes og Landets Repræsentanter af 8de Febr. 1816, der er saa meget mere mærkelig, som denne just indeholder en Forandring som det i § 59 er paalagt Storthinget at gjøre. Lægger man nu hertil, at det efter den paaberaabte § 75 Litr. a ogsaa tilkommer Storthinget at paalægge Skatter m. v. (cfr. § 18) og sammenholder man hermed de udgangne Skattelove, der alle ere forsynede med kongl. Sanction, saa kan Grundlovens Talebrug og den Mening man i Praxis i lignende Tilfælde har tillagt samme, neppe med Føie være Tvivl underkastet. Det maae imidlertid indrømmes, at den Talebrug Grundl. saaledes troligen har vedligeholdt, ligesom den almindelige Regel i § 49, ifølge hvilket Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, vilde have været mindre hensigtsmæssigen valgt, saafremt Kongen i det Hele deelte Lovgivningsmagten med Storthinget, og det lader sig altsaa maaskee antage, at det er den Storthinget i § 79 meddeelte Rettighed som har foranlediget en saadan Udtryksmaade. Men deraf, at Grundlovens Udtryk maaskee er valgt med Hensyn til denne Rettighed kan ikke flyde, at disse Udtryk tvertimod hvad de paaberaabte §ers Tendens tydeligen viser, skulde være indskrænkede til de faae Tilfælde, i hvilke en Lov etter § 79 kan blive til uden kongl. Sanction.
Lange viste også til at forsvarerens oppfatning hadde formodningen mot seg fordi Kongen da ville få fullstendig og konkurrerende lovgivningsmyndighet i forhold til Stortinget.
Hs. Maj. vilde paa denne Maade i Grunden faae den hele Lovgivningsmagt angaaende de i § 17 nævnte Gjenstande i sine Hænder, og det er udentvivl just dette, man ved Indskrænkningen har søgt at forebygge. Naar Defensor endelig har formeent at § 17 kun forbyder at give provisoriske Anordninger, der stride mod Principerne eller det Væsentlige i de af Storthinget givne Love, men at enkelte Modificationer ikke derved udelukkes, saa behøver man formentligen blot at see hen til Udtrykkenes naturlige og conventionelle Betydning, for at gjendrive denne Formening. Den første Ankepost er saaledes hvad den Fortolkning af § 17 angaar der ligger til Grund for samme, velgrundet, og skjønt den Feil, der i saa Henseende er begaaet, ikke kan antages at være forsætlig, men maa ansees foranlediget ved en Fortolkning, der ikke er blottet for tilsyneladende rigtige Grunde, saa bliver den dog saa meget større derved, at den vedkommende Statsraad, ved at have anvendt den tilbørlige Opmærksomhed paa hvad der angaaende den 17de § allerede forinden deels var forhandlet paa Storthinget og deels beviist offentlig paa Prent, maatte have kunnet undgaae den. De Forestillinger som er gaaede forud hine provis. Anordninger, vise imidlertid, hvor gavnlige og tildeels nødvendige man har anseet dem, og at de altsaa ere udgivne i den bedste Hensigt. Det sidstafholdte Storthing har erkjendt det Samme ved at ophøie dem til Love, og dette i Forbindelse med at den Fortolkning Statsraad Collett har fulgt, ikke er blottet for Grunde, og derhos ogsaa af andre end han selv har været antagen og fulgt maa udentvivl medføre, at han ikke i denne Deel af Sagen kan belægges med nogen Straf.-»
VIRKSOMME ORD