Hr. stortingspræsident, mine herrer!
Den første hilsen fra repræsentanterne for det norske folk, som ved sin enstemmige stortingsbeslutning den 18de november har valgt mig til sin konge, har rørt mig dybt. Folket har herved vist mig en tillid, som jeg forstaar at paaskjønne, og som jeg haaber stadig maa vokse sig sterkere, efterhaanden som den lærer min hustru og mig at kjende.
Som det vil være Dem, mine herrer, bekjendt, var det paa mitt forlangende, at den netop afsluttede folkeafstemning fandt sted. Jeg vilde have sikkerhed for, at det var et folk og ikke et parti, som ønsket mig til konge, da min opgave fremfor alt bør være at samle, ikke splitte.
Mit liv vil jeg hellige Norges vel, og det er min hustrus og mit inderlige ønske, at det folk, der har valgt os, vil enigt samarbeide og stræbe frem imod dette store maal, og med fuld fortrøstning kan jeg da som mit valgsprog tage: Alt for Norge.