Norske Forsamling! Det er vanskeligt Hverv at tolke de Følelser, som besjæler mine Kamerater og mig i dette Øjeblik. Jeg mindes saa vel det Øjeblik, da vi for, hvorledes Fjorden laa her i Regnvejrsstemning, og hvorledes jeg følte det som et Løfte, jeg havde at indfri, hvorledes jeg var fyldt af Bekymring for dem, som drog paa Færden med mig. Og det var mig tungt at ta Afsked, ikke alene fordi jeg forlod mit Hjem, men end mere, fordi jeg kjendte mit Ansvar, fordi jeg vidste, at jeg havde at svare for disse Mænds Liv. Og tro mig, jeg følte meget mere end det. Jeg følte, at jeg havde en Del af Norges unge Lykke om bord. Og jeg vidste, at hvis jeg sveg mit Mærke, saa sveg jeg mit Land. Men jeg var ogsaa vis paa, at de Mænd, som fulgte mig, vilde følge alle som en til sidste Blodsdraabe. Og idag, da vi har stævnet ind Fjorden her, ved vi, at vi har fuldført, hvad vi drog ud for at fuldføre. I dette Øjeblik føler jeg, at jeg er kommet et Trin højere op, end jeg før har naaet; jeg føler, at jeg er hjemme, og jeg føler mig savnet af Hjemmet.
Tak for Modtagelsen! Og det siger jeg, at stoltere Følge end det, jeg havde paa Færden, kan inge have. Vistnok er Planen for Færden lagt af mig, men jeg takker dem, som fulgte mig, for Planen er fuldført.
Jeg takker af inderste Hjerte for Velkomsthilsenen, en slig, som neppe endnu er bleven nogen Nordmand tildel. Vor Tak til Kristiania for den Modtagelse, det har givet os. Vi har ikke gjort mere end vor Pligt, derfor er den os tidobbelt kjær.
Leve Kristiania By! Jeg udtaler det Ønske, at den ofte maa sende du et Følge som det, den gav mig!
VIRKSOMME ORD