Det være ogsaa mig tilladt, at yttre mine Tanker om denne vigtige Gjenstand.
Nationen bør have Oplysning om Finantseres Tilstand, det er en Ret, som tilkommer den; og det blev stedse til Skade, hvor denne Ret blev krænket. Men til samme Tid, som jeg troer, det var denne Forsamling værdigt, som det var dens Pligt, at tilveiebringe denne Oplysning, er jeg langt fra at antage, at denne kunde have nogen Indflydelse paa vort Forsæt, vor Bestemmelse, at grundlægge Nationens Selvstændighed.
At Landets Finantser ei vare gode, derom var Enhver sørgeligen overtydet, førend vi aflagde den høitidelige Eed, at hævde Norges Selvstændighed. Vi aflagde Eden som frie, som tænkende Mænd; skulde vi da som Drenge lade os kyse [= skremme] fra at holde den? Den Undersøgelse af Finantserne, som Forsamlingen ved en Committee har foranstaltet, har, saavidt jeg skjønner, ikke givet nedslaaende Resultater, ikke givet andre end dem, som man omtrent maatte formode. National-Gjelden bestaaer ene i den circulerende Masse af Banco-Sedler; men denne Gjeld hvilede alt længe, og vilde, under alle Omstændigheder, hvilet paa Landet. Banco-Sedlernes ringe Værd, som gjør deres Garantie nødvendigt, er ikke en Følge af vor Bestemmelse, at ville være et selvstændigt Folk. Garantiet vilde, under alle Omstændigheder, været fornødent, om vi ei atter vilde see en Penge-Reduction, og de med den forbundne Ulykker, imøde. Et ordnet, end mindre et fuldkommen godt Pengevæsen havde vel neppe nogen vordende Stat, og saadant er ei heller vort; men fortvivlet kan det kun synes for dem, der ei føler, der ei veed, hvad et enigt og frit følende Folk kan, naar det vil.
Hvilke Resourcer havde vel Amerikanerne, da de begyndte og bestode den hæderlige Kamp for Friheden? de maatte udgive Banko-Sedler, og disses Værd blev under Krigen mange Gange ringere, end vel vore nogensinde ville vorde. En Spansk Daler i Sølv gjaldt 150 Spanske Dalere i Papiir. Priserne paa alle Ting steg derved til det Uhyre. Et Par Støvler f. Ex. kostede 1000, en Oxe 10.000 Spanske Dalere i Papiir-Penge, o.s.f.; og dog saa man ikke de kjekke Amerikanere lade sig skræmme fra deres Maal, Uafhængighed.
De Penge-Summer, som her udfordres i denne Stund, ere vistnok ikke ubetydelige; men de synes ogsaa meget større, end de virkelig ere. Riksbanksdalerne garanteres til en Cours af 375 pCt., det er, til 32 Skilling i gode Penge. 10 Millioner Rbd. er altsaa i Grunden kun 3 1/3 Million i gode Penge. At hver Rbd. er nu, hverken for den, som yder, eller for den, som skal anvende den, mere end 32 Skilling i fordums Dage, sees let ved at sammenligne Vare-Priserne; ja Forholdet er virkelig endog meget større. Størrelsen af den Skat, en Mand yder, kan dog vel ei bedømmes efter Antallet af de Dalere, han betaler, men efter den Qvantitet Varer, han for disse kan erholde. Beregnes de Skatter, der nu betales, og de, som fremdeles kunne vorde nødvendige, efter Tønder Korn, da skal det vel befindes, at de i det Sande, det er Korn-Værd, ei saameget overstige Skatterne i Fredens dage, som en eller anden uoplyst Mand indbilder sig; og jeg er vis paa, at mangen redelig Landmand vil tilstaae mig, at han i de senere Aar har udredet sine Skatter ligesaa let, som i Fredstiden, skjønt de nu ere ulige meget høiere i nominalt Beløb; thi ikke blot Korn men Alt, hvad han havde at sælge, var i samme Forhold steget i Priis. Seddel-Massens Forøgelse, vil man vel sige, vil endnu meget mere forringe Sedlernes Værd. Dette troer jeg ikke vil saa ganske vorde Tilfældet, naar Forsamlingen vedtager Committeens Forslag, at garantere Sedlernes Værd.
Men sæt endog, at beklagelig Uforstand eller uværdig Egennytte bevirkede dette Onde, hvo vilde da mest føle det? Ikke de, der har Produkter at afsætte; ikke de, som kunne bestemme Prisen for deres Arbeider. Nei, føleligst vilde det vorde for dem, der have faste Lønninger, og iblandt dem er Militairet den talrigste Klasse. Og dog tør jeg sige, at jeg aldrig var vissere paa at udtrykke mine Committenters Mening, end naar jeg erklærer dem ligesaa villige til med fædrelandsk Sind at bære ogsaa denne Byrde forat grunde Norges Selvstændighed, som de ere rede til med mandigt Mod at forsvare den. De frygte ingen Fiende, ingen Opofrelse; kun Skjændsel og fremmed Aag frygte de. Denne Følelse er vist ikke egen for Landets Krigere alene, den tilhører hver sand Nordmand; Enhver vil bidrage sit til at naa vort skjønne Maal, Norges Selvstændighed.
Thrønderne have den Hæder, at være de Første, som viste, hvad Nordmænd vil opofre, naar det gjælder gamle Norges Frihed; men neppe skulle de beholde det Fortrin, at være de Eneste. Da skulde al norsk Aand være uddød, ifald ei Mange vilde, som de, bringe deres Offer paa Frihedens og Fædrelandets hellige Alter. Hver sand Nordmand vil Norges Uafhængighed; hver tænkende Nordmand begriber, at den ei kan vindes uden Opofrelse. Hvo er vel den, som kunde tænke, at vi kunde kjøbe vor Frihed for dyrt? Hvo iblandt os vil ei have Del i den Bygning, vi ville opføre og som skal staae som en Mindesteen, om hvilken Efterkommere skulle sige:
Ve hver Nordmand, som ei bliver hed,
saa tidt som hans Øie den skuer!
VIRKSOMME ORD