Bøn.
Herre, almægtige Gud! Du alvise og allerhøieste Verdens Behersker! Din Magt er evig, og Dit Regimente varer evindelig; Dit Herredømme er over Alle, og alle, som herske paa Jorden, ere intet at regne mod Dig.
Du gjør hvad Dig behager med Himlens Kræfter og med alle dem, som boe paa Jorden, og ingen kan hindre Din Haand og sige: hvad gjør Du? Alle Dine Raad er Viisdom og alle Dine Veie er rette.
O, Gud! vi love og prise Dit allerhelligste Navn, at Du har seet i Naade til os: Du har ei ladet os komme under fremmed Aag, men givet os en Konge til at herske over os, af hvem vi tør love os alt Godt. Vi bekjende, o Herre! vi ere ei saa megen Raade værd, som Du har viist mod os og maa i Ydmyghed tilstaae: hvad er et Menneske, at Du tænker paa ham og et Menneskets Barn, at Du forbarme Dig over det.
Vi ere til Exempel for andre Folkeslægter paa Jorden, hvor stor Din Barmhjertighed og Langmodighed kan være mod et syndigt Land, og i disse Dine Barmhjertigheds Arme kaste vi og vore Børn os fremdeles; MEN I Besynderlighed anbefale vi Dig vor dyrebare Konge og dem, som omgive ham.
O, Herre! Verdens Skaber og Opholder! behold ham og dem stedse under Din almægtige Varetægt! og vær Du Deres Beskyttelse og Styrke!
Udfør herligen ved dem Dine Raad, og gjør vor allernaadigste Konge, om behøves, ligesaa stor i Striden, som han er det i Freden!
Vore Sjele glæde sig i det Haab, at Du veed bedst at udføre Alt til det Gode saavel for ham som for os; herom sukke og bede vi i Jesu Navn.
Text Psalmen 125, I.
De som forlade sig paa Herren, ere som Zions Bjerg, der ei skal ryste, men skal blive evindelig.
At have Troe og Tillid til Gud er ei allene det Allerfornuftigste, men og det Allertrøsteligste for os Mennesker.
Det er det Allerfornuftigste, efterdi et Menneske ikkun da er ret fornuftigt og tilstrækkeligen beviser, at det besidder Fornuft, naar det har erhvervet sig en grundet Troe og en fast Tillid til et evigt, almægtigt, siist og kjærligt Væsen, der har skabt Verden, styrer og regjerer den med Viisdom og Godhed. Store, uundværlige Overbeviisning! uden hvilken det ei engang var værd for Mennesket at leve og at være begavet med høiere Egenskaber end Dyret.
Jo dybere denne Overbeviisning er indpræntet i Menneskets Sind, og jo mere det har gjort sig den til Regel for sin Vandel, desto større Beviis for, at Mennesket har benyttet og anvendt sin Sjels Fortrin, sin Fornuft værdigen efter dens Bestemmelse.
Derimod jo mere Mennesket mangler i den Overbeviisning, at det er en Gud, et Forsyn til der styrer og regjerer Verden og Begivenhederne i Verden, desmindre fuldkommen udviklet er hans Fornuft, og hans høiere Sjeleevne anvendt. Det bliver en evig Sandhed: at ingen uden Daaren kan sige i sit Hjerte, der er ingen Gud. At have Troe og Tillid til Gud er ei allen: det Fornuftigste, men og det Trøsteligste for oss thi at være den frygtelige og trøsteløse Tvivl, om der er en Gud, er en Kilde til megen Uroe, Angest, ja Fortvivlese i Nødens Tid.
Hvor trøstende er derimod den Overbeviisning, at Gud styrer Verden! hvor beroeligende i alle, endog de betænkeligste og farligste Tilfælde! hvor ubevægelig og stærk i Faren er den, der holder sig til Gud, sin Støtte.
Men saa maa man og leve, som man troer; Hjertet maa være helliget ved Gudsfrygt, om man i Nød og Fare ei allene skal kunne vise Standhaftighed og Taalmodighed, men og have det vederqvægende Haab, at Gud vil komme os til Hjelp; der maa ingen Modsigelse være mellem vor Troe og vort Forhold.
Saa tænker den store Israels Konge, David; saa tænker og vor nys valgte Konge og ønsker, at alle hans Undersaatter maae være af samme Tanker, hvorfor han har givet os disse Davids Ord at betænke: de, som forlade sig paa Herren, ere som Zions Bjerg, der ei skal ryste, men skal blive evindelig.
Kun den vil David sige, kan være fuldkommen sikker, der har alltid Tillid til Herren; derved kan han være tryg og rolig, og som Zions Bjerg ei rokkes i Evighed, saa skal hans Mod i Nøden være ubevægeligt.
Vi ledes herved til i Dag at betragte med hverandre: retskafne Undersaatteres Tillid til den guddommelige Varetægt og Beskyttelse; og spørges da 1., hvilke ere retskafne Undersaattere? og 2., hvorledes disse kunne have Tillid til den guddommelige Varetægt og Beskyttelse?
Naar der spørges, hvilke ere retskafne Undersaattere, da kan man ei undlade at gjøre den Anmærkning, at Christendommen især danne gode og retskafne Undersaattere; thi den lærer os at kjende vore Pligter som Undersaattere for Guds Villie.
Dens Gud er: værer al menneskelig Forordning underdanig for Herrens Skyld, være sig en Konge som den ypperste; eller Befalingsmænd som de, der sendes af ham til Hevn over Misdædere, men dem til Lov, som gjør Godt. Saa er det da, efter Christendommens Lære, et væsentligt Kjendetegn paa retskafne Undersaattere, at de erkjende deres Forpligtelse og føle sig forbundne til at vise mod den høieste Øvrighed i Landet Underdanighed, saavelsom mod dem, der af samme ere satte til at haandhæve de offentlige Love; hvilken Forbindtlighed og Forpligtelse ogsaa følger af den Magt, der er den første Øvrighed betroet, hvis egentlige Herre er i Himmelen, som Apostelen siger.
Fra den Tid Menneskeslægten tabte sin Uskyldighed, fra den Tid Stolthed, Ærgjerrighed, Vellyst, Uretfærdighd, Bedrag og tusinde andre Laster kom til at herske i Verden, er det ei muligt, at enhver kan have sin Frihed; og ingen skulle have noget at frygte, om der ingen Lov var og ingen høieste Magt til at haandhæve den.
Man vilde intet Øieblik være sikker, og det menneskelige Liv vilde bestaae af Røverie og Mord.
Vore Forfædre havde ofte tusinde Exempler paa denne sørgelige Sandhed, der lærte dem at opsøge Midler til at afværge deres Undergang; de saae at de Ugudeliges Ondskab foragtede ethvert Begreb om Dyd og enhver fornuftig Forestilling; de erkjendte, at intet kunde standse deres forvovne Handlinger, dersom ei Frygt for en høiere Magt kunde modstaae den; de som overeens at indføre en Retshaandhævelse blant Mennesker, hvorved Ondskaben kunde holdes i Ave, Uskyldigheden beskyttes og deres Undergang afværges: og saaledes fremkom Øvrigheden.
Familiehovederne bleve enige i at forene deres Kræfter til almindelig Beskyttelse og Modstand, men snart indsaae de, at det var det Bedste at overlade til een at sørge for deres Sikkerhed og Lyksalighed, og denne maatte de tilstaae visse Forrettigheder for alle Andre, som bestod deri: at han havde Ret til at give Love, at straffe Overtrædere, at belønne Fortjenester, og af Selskabets Lemmer at fordre Alt, som kunde agtes nødvendigt til det almindelige Bedstes Ophold, Roe og Sikkerhed; men af den Øverste kræves da ogsaa, at han beskytter enhvers Rettigheder og Eiendomme, om han endog derved maatte sætte sig selv ivove.
Men den Underdanighed, som retskafne Undersaattere bør vise deres erkjendte Øvrighed, skal ikke bestaae i en blot udvortes Ærbødighed; den skal især vise sig deri, at de uden Undtagelse underkaste sig og adlyde den høieste Øvrigheds Love: og dertil vil den retskafne Undersaat føle sig forpligtet saavel af Nødvendighed som Taknemmelighed.
Som enhver indgaaet Pagt er den retskafne Mand hellig, saa erkjender den retskafne Undersaat Helligheden og den nødvendige Opfyldelse af den Pagt, som Folket har indgaaet med sin Fyrste, sin Øvrighed.
Vi have lagt i Øvrighedens eller Fyrstens Haand den Ret efter Indsigt og Klogskab at sørge for det almindelige Bedste, at haandhæve almeennyttige Love og Anordninger og beskytte den fælles Sikkerhed og Samfundets Lyksalighed; og vi have fra vor Side givet det Løvte, at adlyde, og opofre Gods og Liv, naar det offentlige Vel fordrer det.
Denne Pagt er det os dog ligesaa lidet, og vel meget mindre tilladt at bryde eller krænke, end de Løvter vi have givet en eller anden enkelt Mand af vore Lige, og dog erkjender enhver det for en Skam og Vanære at svigte sit Ord og ikke være paalidelig i sine Løvter (endog i daglig Handel): skulde da ikke den Pagt være os hellig og ubrødelig, som vi ingik med ham, til hvem Man gav Magtens Krone og Scepter, og som er af saa almindelig Vigtighed og Indflydelse? skulde vi ei i de allervigtigste Anliggender vise ligesaa megen Oprighed og Troskab, som i andre Handlinger, der ere af ringere Betydenhed? skulde da en Fyrstes Ret være indslutet inden snævrere Grændser, end dem man tilstaaer det ringeste Menneske?
Nei den retskafne Undersaat vil betænke Nødvendigheden af at lyde, uden Undtagelse, de Love, som Øvrigheden foreskriver; han vil betænke, at Staten ikke længe kunde bestaae, dersom det var enhver tilladt at iagtage de Love, som behagede, og derimod tilsidesætte Andre, som syntes at stride med egne personlige Løfter.
De allerviseste Love ere ofte saadanne, at den største Deel blandt Menneskene ei ere fornøide med dem, og i deres Hjerter ønske at see dem ophævede; men hvorledes ville der see du med det Almindelige, dersom Undersaattere ei vare pligtige, uden Undtagelse, at lyde alle den høieste Øvrigheds Love og Befalinger? vi ville da snart træde tilbage i den Tilstand, da enhver var sin egen Herre, den Tid ville da snart komme igjen, som ei sjelden indtraf i Israel, at der var ingen Konge og enhver gjorde, hvad han lystede.
Men ikke blot Erkjendelsen af, at det er nødvendigt at adlyde Øvrighed og Love gjør den retskafne Undersaat villig og troe i sine Pligters Opfyldelse, han føler sig og ved Taknemmelighed forbunden dertil.
Og hvor mange og store ere de Velgjerninger, som en Fyrste og den for det det almindelige Vel aarvaagne Øvrighed daglig beviser Folket?
Den retskafne Borger og Undersaat betænker dette og føler sig af Erkjendtlighed forpligtet til Lydighed.
Agter man Velgjerninger efter den Møie, de have kostet Giveren, efter den Nytte og Gavn de friste saa maae vi tilstaae, at de Velgjerninger, som vederfares Undersaatterne under en naadig, viis og rætferdig Fyrste ere særdeles store.
Dømmer selv hvad Omsorg, Møie og Arbeide det maa koste at holde en utallig Mænge Mennesker, hvis Tilbøieligheder ere forskjellige og som ere hengivne til forskjellige Laster, i Ave! betenkær, hvor vanskelig det er at give saadanne Forordninger, som ei allene forsikkre enhver sin Ret, men og lede til sand Lyksalighed! hvor vanskeligt der er, at iagtage med alle Folk et saadant Forhold, at de ei ville træde over vore Grændser og forurolige os.
Dømmer selv med hvilke Farer en Fyrstes Pligter ere forbundne!
Han maa ei være bange for at sætte sig i Spidsen for sine Armeer, for at gaae fiendtlige Hære imøde, og seer saaledes ofte Døden for Øinene, for at værne mod fiendtligt Indfald.
Er det da ei billigt at lyde den Herre, der af Kjærlighed til os, opoffrer Roe og Beqvemmelighed, og vil endog sætte sit Liv i Fare? bør vi ikke lyde den, der kun fordrer at vi skulle understøtte hans Omsorg, Møie og Arbeide til vort Vel? Men vil maaske nogen herimod indvende og sige: det er billigt vi lyde, naar hans Love tjene til vor Sikkerhed, og befordrer vor Velfærd; men hvor mange Byrder paalægges os at bære! hvor mange Opoffrelser fordres ikke af hvad vi med Sved og Møie have erhvervet! og gives der ikke Love, som ikke ganske ere grundede i Ret og Billighed?
Men saa vil ikke den retskafne Undersaat tænke. Lad os end antage, at en given Lov var feilende og ikke kunde opfylde sin Hensigt, at befordre Undersatternes Sikkerhed og Lykksalighed, den retskafne Undersaat vil dog ei troe sig løst fra sin Pligt at lyde.
Hvor ofte tage vi ei feil i at bestyre vort Huusvæsen, og hvad ville vi sige, om vore Tyende satte sig op mod vore Anordninger, fordi de formodede vi i Alt toge Feil!
Sandelig man kan ei undre over, at en Fyrste kan tage feil, men man maa mere undre over, at det ikkun skeer sjelden. Desuden hvor mange Misfornøiede gives ikke, der agte visse Love for uretfærdige, som dog i sig selv ere særdeles vise, billige og retfærdige, fordi de ei indsee deres Grunde eller kjende deres Hensigter.
Dog erkjender den retskafne Undersaat især i Religionen sin helligste Forpligtelse til Lydighed mod Øvrighed og Konge. Ingen kan være en sand Christen, som ei er en god og retskaffen Undersaat.
Christendommen siger os, at der er ingen Øvrighed uden af Gud; thi er den end ikke kaldet umiddelbar, saa dog middelbar af ham.
Den, som modstaaer Øvrigheden, modstaaer altsaa Gud, og handler imod dette Christendommens Bud: værer al menneskelig Forordning underdanig for Herrens Skyld.
Den retskafne Undersaat lyder altsaa om end hans Øvrighed synes haard og stræng, ei for Straffens, men for Samvittighedens Skyld.
Christendommen forbinder os til at følge Jesu Exempel, og at stræbe efter at ligne ham i alle Dele, som Menneske; og hvor ydmyg, hvor lydig viste ei vor Forløser sig imod sin Øvrighed.
Uagtet han havde Magt til at indrette Alt efter sin egen Villie, underkastede han sig dog med utrolig Nedladenhed alle de Forordninger, som i den jødiske Republik vare indførte. Da Johannes tog Betænkning at døbe Jesum og indvie ham til hans prophetiske Embede, svarede han: lad nu saa skee; thi saaledes bør is at fuldkomme al Retfærdighed. Dog viste han aldrig i en høiere Grad sin Lydighed mod Landets Øvrighed, end da han med en forunderlig Taalmodighed udholdte, saavel de hedenske, som de jødiske Dommeres Uretfærdighed.
Hans Lidelseshistorie stadfæster noksom at Jesus efterlod os et fortræffeligt Exempel paa at vise Foresatte Lydighed, ei allene da, naar deres Love ere efter vor Ønsker, men og naar de kunne agtes strænge og haarde.
Den retskafne Christen sætter sig efter Jesu Exempel aldrig op imod Øvrigheden, om han end bliver behandlet med Haardhed.
Vel det Land, hvor Fyrsten er en sand Christen, og Undersaatterne tænke christeligt! det kan sikkert forlade sig paa Herren; og det Land og Rige, som har saadan Fyrste og saadanne Undersattere vil vist ei favne Himlens Varetægt og Beskyttelse hvilket er det vi har at lægge Mærke til, og som David i Særdeleshed lægger os paa Minde, naar han siger: de, som forlade sig paa Herren, ere som Zions Bjerg, der ei skal ryste, men vare evindelig.
Ingen er saa sikker, som den der i Gudsfrygt har sin Tillid til Herren. Hvad Forandringer, der end foregaae i Verden, staaer han dog fast og ubevægelig. David og hans Folk var selv et talende Beviis for denne Sandhed. Hvor vare ei hans Fiender mange og mægtige, som truede ham og hans Land med Undergang! men han forlod sig paa Gud, og ved hans Hjelp og ved sine gudfrygtige Undersaatteres Samdrægtighed, bleve de til Skamme, der stode op imod ham.
Hvor ofte hadde han ei Aarsag til at sige, som i den 18 Psalme: han friede mig fra den stærke Fiende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke, de toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid, men Herren var min Understøttelse og han udførte mig, han bedriede mig; thi han havde Lyst til mig.
David og hans Lands Fare og Nød var stor; thi hans Fiender vare mange, som trængte ham paa alle Sider, og som med forenede Kræfter søgte hans Undergang. Ak, Herre! raabte han: hvor ere mine Fiender mange! Intet kunde da understøtte og opholde hans Mod uden hans Tillid til Guds almægtige Bistand, og han siger: du Herre! er mit Skjold, som sætter mig til Ære og opholder mit Hoved; jeg frygter ei for mange Tusinde, som leire sig imod mig.
Ingen fare, ingen Nød er saa stor, at ei Gud kan hjelpe og redde dem, han vil.
Men vi vende Tanken til os selv! og vi maae klage med David: vore Fiender ere mange og mægtige; de mægtigste Monarker i Europa havde forenet sig imod os, for at være en herskesyg Fyrste behjelpelig i, uden mindste Ret eller given Anledning, at tilvende sig vor Land.
Det er beklageligt at en god Konge saae sig nødtvungen til at give efter for de uretfærdigste Fordringer; men hvo kan, paa den andre Side, fortænke et ædelt og tappert Folk, at det ei vil taale en saadan Forhaanelse.
Vi maatte have glemt, at vore Fædre og vi have henved 400 Aar været regjerede af en Kongeslægt, som formedelst sin milde, vise og fredsommelige Regjering fortjener at være i evig Æreminde.
Ja! vi maatte ei være Nordmænd; det maatte ei flyde Fædres Blod i vore Aarer, om vi med god Villie havde givet os under et Herredømme, hvorfra vi have mere at frygte, end at haabe.
Hvor naadig har ei Herren ligesom ladet os forstaae, hvor meget vi selv midt i Ulykken kunde have at haabe, dersom vi ere et Folk, der sætter sin Lid til ham.
Efter Forsynets vise Styrelse havde Norge i Prøvelsens Tid en Fyrste inden sine Grændser, som nedstammer fra den gamle Kongeslægt, og som føler som vi for Norge Sag.
Han har kun boet kort iblandt os; men længe nok til at vi kunde lære at kjende hans Værd.
Hans personlige høie Egenskaber kunde ei andet, end give ham tilbage den Ret, som arvelig tilhørte ham, men som han høimodig havde frasagt sig; vi prise os lykkelig, at han ei afslog vor allerunderdanigste Begjering, at herske over os. --
Hvad der vil møde baade ham og os er endnu skjult; men vor Tillid er til Gud, vor Hjelp er i Herren, som gjorde Himmelen og Jorden.
I Tillid til hans Varetægt og Beskyttelse tør vi med Frimødighed haabe, at han, som har hjulpet saa ofte, hjelper endnu, da hans Haand ei er forkortet.
Imidlertid love vi høitidelig for Guds Ansigt, at vi i al optænkelig Maade skal vise os, som retskafne Undersaattere under vor valgte Konge Christian Friderichs Regimente.
Han bar vor Ærefrygt og Kjærlighed, han skal og have vor Lydighed.
Hans Valg til Konge vil erfares af den Adresse, som blev ham overleveret; og at han allernaadigst har ladet sig vælge, derom vidner hans Kundgjørelse, som begge efter høieste Befaling forelæses.
Gud velsigne Kongen, og give Lykke til hans Regimente! det er Alles Ønske og derom bede vi i Jesu Navn.
VIRKSOMME ORD