Tak være Dig, o Gud! for det livsalige Ord, som Du i Dag og alle Dage lader os høre! Det bevarer os ydmyge i Medgang, rolige og tilfredse i Modgang; det bringer os til værdigen at nyde Livets Goder og Glæder, og giver os Mod og Kraft paa Nødens Dag! Ogsaa i disse Nødens og Farens Dage erfare vi dets guddommelige velgjørende Indflydelse paa vort Sind og Hjerte, naar vi kun selv deraf ville øse Trøst og Haab! Maatte derfor deres Tal være stort, som troe paa Dig og holde dit Ord høit og i Ære! Maatte vi Alle forlyste os ved at paakalde Dig, da skal ingen blant os forsage Modet, ingen blant os svige Ære, Konge og Fødeland! Det skee for Jesu Skyld! Amen.
---
Apostlen Peder søger ogsaa i denne vor Dags Epistel at opmuntre, trøste og berolige sin Tids Christne under de svære Lidelser og Forfølgelser, som de maatte udstaae af Christendommens Fiender, hvilke baade paa aabenbar og hemmelig Maade, baade med Magtens og Ondskabens Vaaben søgte at udrydde dem af Jorden; nærmest til disse Christne skrev vistnok Apostlen, men opbyggeligt og anvendeligt for alle Tiders Christne under Trængsel og Modgang er dog det, hvad han foredrager; hvorfor det ogsaa kan være os til Trøst og Opmuntring i disse Nødens og Farens Dage.
Der er ingen blant os saa lidet oplyst om Tingens Gang, saa aldeles uafhængig af Tidernes Medfør, end mindre saa følelsesløs for det Almindelige og saa ligegyldig mod sine Medborgere, at han jo af ganske Hjerte indrømmet: Tiderne ere farefulde.
Ei er her Stedet at udviske Grundene til vor Nød, eller nøiere at betragte vort Lands farefulde Stilling. Det være os nok at lægge Mærke til, at ogsaa vore Modstandere gaae omkring som brølende Løver og søge hvem de kunne opsluge; at de true med at herje vore lykkelige Dale, at udbrede Ildsluer, Død og Skræk i Stæderne, og ved Hunger og Sværd at tvinge os til at underkaste os et vanærende Aag, istedetfor at see os som frie, glade og lykkelige Borgere under vor elskte, vise og gode Fyrstes Regjering, og vort Lands fornuftig indrettede Forfatning.
Det være os nok at lægge Mærke til, at der ogsaa blant vort Lands egne Børn gives de, der forsage Modet, og, om ikke af Ondskab og Forræderie, saa dog af Mistillid til Forsynet , af Letsind og Skrøbelighed af Mangel paa Sands, for det Bedre og Høiere, bukke under for Sorgen, og lade sig henrive af Frygtens mørke Forestillinger til uvise, uædle, ubetænksomme Ord og Gjerninger, hvorved de, som den Ondes Redskaber, saa let kunne udstrøe en ond Sæd i Manges Hjerter, og derved berede vore Modstandere en Ager inden Landets Enemærker, hvor Klinten voxer op og qvæler Hveden.
Vistnok er disses Tal endnu ringe, og Gud den algode har hidtil berøvet den onde Sæd al Kraft til at spire og trives; han har meget mere ved sin hellige Aand ladet Mod, Enighed, Tillid og Haab saaledes fæste Rod i Alles Hjerter, at saavel Oldingen paa Gravens Bred som Barnet i Uskylds Vaar, saavel den Gamle som Unge, saavel Mand som Kvinde føle sig alle ligesom grebne af Guds vældige Haand til at gaae i Kamp for Frihed, Arne og Hjem, for Konge og Land.
Endnu lurer vel kun vor Fiende; han gaaer kun omkring for deels selv, deels ved Andre at vinde Tilhængere; endnu har han ikke viist sig for os i aaben Mark, -- maaskee for at friste os til Frafald fra vor gode og retfærdige Sag ved farligere Midler; ei kjende vi hans Styrke, hans Rænker og de Redsler han berede os; ere vi end fulde af Mod, Tillid og Haab, beredte til enten feire eller døe, saa foragte vi dog ikke Faren, vi spotte ikke vor Fiende. -- Men gjerne kan derfor ogsaa vort Mod svækkes, vor Tillid til Gud rokkes, vort Haab formindskes, vor Enighed forstyrres.
Vi hellige til den Ende disse Øieblikke til at befæste og omhegne vort Mod og Haab, vor Enighed og Tillid til Gud ved at høre Apostlens Ord:
Hvad vi som Christne have at gjøre i
disse Farens Dage:
Vi skulle nemlig kaste vor Sorg paa
Herren, som faderlig sørger for os.
Være ædruelige og aarvaagne over
os selv.
Saa meget mere befæste vort Haab
om et bedre Liv i Fredens rettere Hjem.
Vor christelige Pligt i disse Farens Dage er, efter Petri Opfordring i Dagens Text, at kaste vor Sorg paa Herren, thi han sørger faderligen for os; Gud sørger for os! Hvilken frydefuld, trøstende Sandhed! Vi behøve kun at betragte Verden og alt hvad der skeer i den; vi vende kun vort Øie til Naturen og dens Indretning; vi see kun hen til Menneskeslægtens Historie i den hellige Skrift og Tidens Aarbøger; ja, vi raadspørge kun vor egen Erfaring og prøvede Skjæbne, og Alt vidner for denne Sandhed.
Gud er det, som skabte og ordnede Alt, og anviste de talløse Verdener deres Bane, Love og Kræfter, som gjør at Alting vedbliver, som bestyrer alle Verdens Begivenheder og Forandringer -- uden hvis Villie end ikke en Spurv falder til Jorden; hans Forsyn giver Solen sit Lys og sin Varme, Regnen og Luften sin qvægende og oplivende Kraft; han giver Agrene deres Grøde og pryder vore Enge og Dale med Urter og Græs; han giver alle Skabninge Spise i betimelig Tid, og saa mange fuldkomne Gaver til at fremme deres Held og Glæde; han er det, hvis Faderhaand ledede Menneskeslægten i dens Barndoms Alder; hvis Øie hvilede over den i dens modnere Aar, saa at den stedse mere udviklede sin i den forborgne indvortes herlige Kraft; hvis vise Forsorg aldrig lod den saa dybt synke, naar den stundom snublede og faldt, at den jo atter skulde reise sig og vedblive at vandre den Vei, han fra Evighed at havde afstukket før den til sit Rige; som af Faderkjærlighed endog lod sin Enbaarne i Tidens Fylde fødes af en Qvinde, for at gjøre Syndere salige ved at være deres Lærer, Veilederm Forsoner og Forgjænger til det store Maal i Guds Rige, hvor han som Mægler mellem Gud og Menneskene skulde aabne dem Adgang til Faderens Throne.
Han den mægtige, den algode og alvidende, hvis Tanker ikke ere Menneskenes Tanker, hvis Veie ikke er Menneskenes Veie, er det, som gjennem Tidens Aarhundreder har ladet Stater opstaae og forsvinde, Slægter fødes og forgaae, Fyrster ophøies og fornedres, Kunster opblomstre og henvisne, som har ladet Lys afvexle med Mørke, Fred med Krig, Lykke med Ulykke, eftersom hans vise Styrelse fandt det tjenligt for Menneskenes Opdragelse, og disse teede sig mere eller mindre lydige mod Alherrens Bud til deres Lyksalighed. Han, vor ypperste Velgjører, i hvilken vi alle ere, leve og røre os, af hvem, ved hvem, og til hvis Ære Alting ere, er det, som ogsaa har sørget for enhver af os indtil denne Dag; som styrede vor Fod i den svage Alder, da vi værgeløse, uvidende og uforsigtige saa let havde været Dødens Bytte; som frelste os fra Farer, Fristelser og de mange Snarer, hvorudi vi kunde været hildøde i Ungdommens flygtige Alder; som gav os Forstand, Kraft, Savnelyst og en redelig Villie i Mandommens Aar; som omskiftede saa mangen Sorg til Glæde for os, beredede os saa ofte Held, hvor vi ventede Vanheld, og ligesom ved Under ofte rev os ud af Ondskabs, Farens og Dødens Svælg!
Visselig Gud sørger for Himlens Fugle, hvilke uden at faae, høste og sanke i Lade, dog finde Næring; han som klæder Græsset paa Marken, der i Dag staaer og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere sørge for os, der uden Hovmod tør side: vi ere bedre end Himlens Fugle, end Markens Græs!
Denne Sandhed befæste og omhegne derfor vort Mod i disse Farens Dage, og der saa meget mere, som vi i de sidst henrundne Aar have modtaget saa mange Prøver paa, at er Herrens Raad end ofte underligt for vort indskrænkede Øie, saa udfører han dog Alting herligt!
Saa ofte troede vi os, liig Jesu Disciple paa Havet, kunsom en Vold for Tidens rullende Vover, og frygtede hver kommende Dag som den, paa hvilken vi skulde synke og forgaae; Fiender omringede os, alle Midler til Redning røvedes os, i det de tilranede sig vor Føde og Underholdning; Forstyrrelsens og Ødeleggelses rivende Storm i Udlandet naaede omsider ogsaa det Land, fra hvilket vi hidindtil pleiede at hente Raad, Befalinger, Vaaben, Føde og Klæde, og alt det Nødvendige til vort Samfunds Opretholdelse; vi løsreves fra dette paa voldsom Maade -- og dog ere vi! ja vi have det endog bedre end hiint, i det vi modtage gode Raad, høre vise Bud, have tilstrækkelig Føde og Klæde, Vaaben og alle Fornødenheder til vort Lands selvstændige Tilværelse, medens hiint synes ligesom skilt ved Alt -- og ved hvem ere vi? ved hvem have vi dette? ingenlunde ved egen Kraft og Viisdom; -- ei formaae vi at gjøre Under! nei, Herrens Arm, som reddede Disciplenes Skib fra at synke, var det, der frelste vor Stat fra Undergang i denne rædselsfulle Storm; vistnok er den endnu ikke forbi, men vi tør kaste vor Sorg paa Herren; han som hidtil underligen hjalp, vil sikkerlig frelse os, at vi ikke herefter skulle synke og forgaae; han kan, han vil, ifald det er efter hans Raadslutning, hvilket er vort faste Haab, byde Stormen at lægge sig, og til sin Tid føre os ind i forønskte trygge og fredelige Havn.
Vi bør derfor ydmyge os under Guds vældige Haand; han kan, han vil ophøie os til sin Tid; han kan, han vil skjenke os rolige, glade og lykkelige Dage.
Det andet, hvad Gud ved Apostlen i Dag opfordrer os til at gjøre i disse Farens Dage er, at være ædruelige og aarvagne over os selv, fordi vore Modstandere, som den Ondes Redskaber, gaae omkring og søge hvem de kunne opsluge; hvad Apostlen ansaae nødvendigt for de første Christne under Forfølgelser, gjelder ogsaa de Christne i hvilkensomhelst Nødens Tid, og saa meget mere os, som vort Land knap har været stedet i en større Fare end nu, da Jordens første Mægtige synes at ville forene sig til vor Undergang, og de Vaaben, hvormed vore Fiender have angrebet os, ere saadanne, som kun Mørkhedens Fyrste selv kunne give dem i Hænde.
Er den Sag vigtig og hellig, for hvilken vi kjempe; gjelder den vor Ære, Velfærd, Liv og Samvittigheds-Frihed; er det for et svælgende Dyb at Elendighed vi stræbe at værge os, o! saa lade vi intet smigrende Ord, ingen Frygt saaledes udmatte os, at vi skulde, som Jesu Disciple i Gethsemane, findes sovende, naar det gjelder i Kampens Time.
Vi vaage derfor over Tanker, Velgjærninger, Ønsker og Handlinger, at det ikke skal hedde om os, som Propheten Esaias sagde om Zions Stad, da den hengaves i Hedningernes Hænder: Herren haver udøst over Eder en dyb Søvns Aand og tillukt Eders Øine, han haver skjult sine Øverster og Lærere for Eders Øine. Aldrig være vi letsindige i vor Tale og Adfærd, som om det helligste var os ringe, det vigtigste for Samfundet os ligegyldigt, vor egen øieblikkelige Fordeel og Glæde os mere magtpaaliggende, end de nærværende og de kommende Slægters rimelige og evige Vel, som om Sandhed, Pligt, Fødeland, Ære, Almeenvel kun vare smukke men tomme og betydningsløse Ord; vi veie og prøve stedse hvert vort Ord; vi overlægge hver vor Gjerning og betænke dens Ende; vi skatte hvert vort Ønske og Haab efter dets indvortes Værd eller Uværd; stedse bevare vi en alvorlig, sat Sindstemning; vi vaage, som Paulus opfordrer de Christne i Corinth, staae faste i Troen, være mandige og stærke.
Vi lade dernæst aldrig Følelsen og Vægten af vore Lidelser og Byrder gjøre os forsagte og uvirksomme; saa Mangen lod Modet synke, naar Lidelsen og Byrden overvældede ham; hvad hjelper mig mit Arbeide? jeg er dog forloren! saa taler han modløs, lader hvert Middel til Frelse unyttet, og synker saaledes dybere og dybere, indtil han aldeles opsluges og Alt virkelig er forlorent!
Saaledes gaaer det den Stat, der veier sin Modstand ikkun efter Folkemængde og ikke efter Kraft og Midler, der ei sætter sin Lid til Gud; saaledes gaaer det hvert Menneske, der holder Kjød for sin Arm og forlader Herren, der bygger al sin Lyksalighed paa de jordiske Ting, og sætter sin Ære i Skjændsel; paa Sand bygger han sit Huus, derfor styrter det sammen, naar Stormvinde og Havets Bølger anfalde det; og hvad Under, at Enden er Modløshed og Fortvilelse!
Ere vi derimod ædruelige eller maadelige i Erhvervelsen og Nydelsen af de jordiske Goder og Glæder; ere vi aarvaagne over os selv, saa at vi baade kjende og agte vor høiere og bedre indvortes Kraft; bygge vi vort Haab paa Gud, som paa en Klippe, og kjøbe med Iver den beleilige Tid, saa ere vi ogsaa nidkjære i det Søde, og vorde aldrig trætte, saa anvende vi med urokkelig Taalmod og Standhaftighed alle ærlige, tilladelige og lovlige Midler, der staae til vor Tjeneste, for om ikke at forebygge og ganske hæve de Onder, som vi lide eller see imøde, saa dog indskrænke og formindske dem; ja, hvor stort end Fiendernes al vil blive, hvor frygtelig en Nød end truer os, hvor ulige en Kamp vi end have at bestaae, saa gjøre vi dog vor Pligt. Saaledes være vi sindede, og ere da vort Fald besluttet i Herrens Raad, saa falde vi for Herrens vældige Haand, med den rolige Bevidsthed, at vi gjorde hvad vi kunde, at Samtid vil hædre, Efterslægten velsigne vort Minde.
Endelig m. T. hvad kan bedre befæste vort Mod, styrke vor Kraft, bevare vor Samdrægtigheds Aand, vor Tillid til Gud, end hine trøstefulde Ord i Dagens Epistel: Al Naadens Gud, som har kaldet Eder til sin evige Herlighed i Christo Jesu, skal fuldkommeligen berede, styrke, bekræfte og grundfæste Eder, som lide kun en liden Tid! Som vi synge:
Ei nogen jordisk Nød og Jammer
I Mishaab mig skal styrte ned;
Jeg veed at alt hvad her mig rammer,
Vil lede mig til Salighed;
Og hvad er det jeg lider her,
Naar Gud mig vil belønne der!
Saa tænke, saa tale Enhver iblant os! her have vi ingen blivende Stad, vi tragte Alle efter det Tilkommende; lide vi, o! saa er det dog kun en kort Tid; thi hvad er endog det længste Liv mod Evigheden! kun et Øieblik, en kort Morgendrøm;
Alt spirer, modnes og forgaaer;
Syv Gange ti er Støvets Aar,
Og sjelden, sjelden flere.
Gud har kaldet enhver af os til Arvedeel i Lyset, til Borgerskab i Jesu herlige Rige; ved Lidelsen vil han, efter sit hellige Ord, prøve og berede os til Nydelsen af hine evige, herlige Glæder; -- saaledes luttres Guldet ved Ild, og er Solens Skin os tilfold kjær efter den mørke stormfulde Dag.
Visselig, Gud den sanddrue og algode vil ingenlunde forlade os; før skal Bjergene vige og Høiene falde hen, førend hans Maade skal vige fra os; kjæmpe vi modigen og lide hvert Onde med Standhaftighed, skal han i Kampen staae ved vor Side, styrke vort Mod, give os Kraft, og efter faa hede Dage enten række os Seierpalmen eller overføre os til hiint bedre Land, hvor vore Gjerninger skal følge os og Retfærds Kronen overdrages os til Løn for den udstandne Møie, for den redeligen og standhaftigen opfyldte Pligt.
Da denne Tids Pine derfor er saa kort og intet at ligne mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os, naar vi leve, virke og døe i Herren som hans Eiendoms Folk, skulde vi da vel nogensinde bringes til at tvivle, frygte eller undfalde vor gode og retfærdige Sag! skulde da vort Mod nogensinde svækkes, vor Samdrægtighed forstyrres, vort Haab og Tillid til Gud formindskes, hvormange Redsler end omgive og forestaae os!
Vel veed vi, at vor Kraft er liden, vor Forstand indskrænket, men det veed vi jo ogsaa, at er Gud med os, høre vi Herren til, saa fuldkommes hans Kraft i vor Skrøbelighed, saa ere vi mægtige ved hans Haand, saa kan Intet være imod os, men Alting maae tjene os til Bedste; det veed vi jo ogsaa, at har han kaldet os til evig Herlighed i Christo Jesu, saa ordner han vore Dages Tal og bestemmer vor Skjebne, saa omgiver han os allevegne, og da behøve vi ikke at frygte; thi selv i Dødens Skyggers Dale vil han være vor Kjep og vor Stav.
Held os! vor Sag er da Guds Sag! har han besluttet vor Frelse, saa kan intet i Verden forhindre den.
Ja! Skulde end Undergang være os bestemt i Herrens Raad, saa kunne vi dog prise hans hellige Villie og rolige ydmyge os under hans vældige Haand, i det vi have den Forjættelse, at han i sit Herlighedens Rige vil skjenke os den Fred, det Held, den Glæde og Salighed, for hvis Besiddelse vi omsonst kjæmpede hernede.
Maaskee vor Aften stunder til,
Ja kald os, Fader! naar Du vil,
Og vi skal ei forsage!
Kun at vi her har levet saa,
At vi vort Væsens Maal kan naae,
Og værd de Godes Klage
Kan ende vore Dage.
VIRKSOMME ORD