VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD

Den politiske Stilling

av Jacob Aall Bonnevie, ,

Hvad der for Øieblikket gjør den politiske Stilling betænkelig, og hvad der giver Valgene  
til det forestaaende Storthing en i vor politiske historie noget nær enestaaende  
Betydning, er de Programsager, som det radikale Parti har opstillet og som den nuværende  
Regjering har godkjendt. Falder Valget saaledes ud, at et Flertal af Storthingets  
Medlemmer slutter sig sammen om Regjeringen til Gjennemførelse af disse Sager, da staar  
vi ligeoverfor et Brud paa den sammenhængende Udvikling af vore Samfundsforhold, hvis  
Følger det ikke staar nogens Magt paa Forhaand at beregne, men som ganske vist vil lede  
til Opgivelse af meget af det, som vi sætter mest Pris paa, mod et Vederlag, som Folkets  
store Flertal, saasnart Sagen sees med aabne Øine, uden Betænkning vil betakke sig for. 
 
Under disse Omstændligheder vil det være enhver stemmeberettiget Mands Plikt at gjøre  
rede for Betydningen og Rækkevidden af de Sager, som det nu gjælder om; ingen har Lov til  
at slaa sig til Ro med efter gammel Vane at stemme med det ene eller det andet Parti;  
enhver ma dømme om, hvilken Afgjørelse af de foreliggende Programsager Landets og dets  
Borgere Vel kræver, og derefter pligter han at indrette sin Stemmegivning. 
 
Enhver ved, hvilke Sager jeg har sigtet til. Det er Indførelse af direkte Skat, af  
almindelig Stemmeret og Spørgsmaalet om de saakaldte diplomatiske Sagers Behandling. For  
at bidrage, hvad der staar i min Magt til at klare Forstaaelsen af disse Sager og deres  
Rækkevidde, har jeg, uagtet det ikke egentlig ligger mig nær at optræde paa Folkemøder,  
fulgt Opfordringen fra forskjellige Grundlovsforeninger i Redenæs Amt til at udtale mig  
om den politiske Stilling, hvorunder der nu snart skal strides til Valg. 
 
Indførelse af direkte Skat til Staten istedetfor eller ved Siden af den nu anvendte  
indirekte Toldbefatning, vil, som overhodet enhver omfatter Skatteomlægning, gribe ind i  
mangfoldige Forhold, idet Skatten har sin Betydning for enhver enkelt Mands og enhver  
Virksomheds Økonomi. At Skat gjør Indskrænkning i Skatteyderens Frihed til selv at nyde  
Udbyttet af sit Arbeide, den er et Minus i enhvers Aarsintægt, som Samfundet forbeholder  
sig at benytte til Fremme af sine Formaal. For den enkelte Mand er Skatten altid en  
Byrde, og det vil være enhvers Plikt at medvirke, hvad han kan, til at gjøre Byrden faa  
let som muligt, og til at fordele den retfærdig. Men Skattebyrdens Fordeling falder i  
Virkeligheden ikke sammen med Skattens Udbredelse efter de gjældende Regler. Kjøbmanden  
udreder Tolden, men hans Kunder, der kjøber de af ham fortoldede Varer, bærer Byrden af  
Toldskatten. Om der blev vedtaget noget saadant, som at kun de, der foretaar og eier en  
Virksomhed, skulde betale Skat, medens deres Betjente og Arbeidere skulde være skattefri,  
saa vilde dette med Nødvendighed lede til et lignende Forhold. Brugsherren vilde ikke  
kunne opretholde Driften, naar denne alene skulde bære den svære Skattebyrde; han matte  
ved Nedsættelse af Lønninger gjøre sine Underordnede delagtige i Byrden. En saa urimelig  
Regel som den, jeg her nævnte, vilde saaledes kun tilsyneladense være til Fordel for  
Betjente og Arbeidere. Thi en Arbeider, der betaler 20 Øre daglig i Skat af en Dagløn paa  
tre kroner, vilde ikke vinde noget ved at gjøres skattefri, naar hans Dagløn for den Sags  
Skyld nedfattes til kr. 2.80. I Virkeligheden er det ikke muligt at fordele Skattebyrden  
ved skrevne Regler; ved saadanne kan der træffes Bestemmelse om Skattens Utbredelse,  
medens Byrdens Fordeling sker ved Livet selv, gjennom de mangeartede Kontraktsforhold  
Mand og Mand imellem, ved hvis Imdgaaelse Skattebyrden altid, bevist eller ubevist, er en  
medvirkende Faktor. Derfor siges det medrette, at gammel Skat er god Skat; thi har en  
Skat været ubredet efter de samme Regler i en lang Aarrække, saa vil Skatteydelsen i den  
givne Form være indøvet i enhver Families Økonomi, og mulige Feil i Reglerne vil selv  
have fremvirket de nødvendige Rettelser gjennem Ordning af økonomiske Forhold Mand og  
Mand imellem, navnlig mellem dem, der udbetaler, og dem, der oppebærer Lønninger. Denne  
almindelige Betragtning tror jeg man bør have klart for Øie, naar det bringes paa Bane at  
indføre et nyt Skattesystem. Man bør ingenlunde gaa til en saadan Reform uden tvingende  
Grunde. 
 
Saadanne Grunde vilde være forhaanden, dels vis hdet viste sig, at det anvendte  
Skattesystem ikke var egnet til at tilveiebringe de til Sasmfundets Gjøremaal fornødne  
Midler, dels hvis det ble klart paavist, at dette System førte til uretfærdig Fordeling  
af Skattebyrden. 
 
Hvad det første angaar, er det noksom bekjendt, at Toldbeskatningen har tilfredsstillet  
Behovet og det endog med saadan Lethed, at man i de siste Aar har funnet foretage ikke  
uvæsentlige Redsættelser i Tolden paa Raskeartikler. Og hvad angaar Paastanden om, at  
Toldbeskatningen er uretfærdig, saa favner den ethvert fyldestgjørende Bevis. Der er i  
seneste Tid samlet saa nøiagtige Oplysninger som muligt om Toldskattens Fordeling paa de  
forskjellige Samfundsklasser, men nogen paaviselig Uretfærdighed ved Systemet fremgaar  
ikke af disse Undersøgelser, naar Toldbeskattningen sees underet med de øvrige paa  
Landets Borgere hvilende Skattebyrder. Det er naturligvis ikke min Mening at det  
bestaaende Skattesystem ikke skulde være modtageligt for Forbedring. Selvfølgelig hefter  
der vde dette som ved enhver menneskelig Institution Mangler, som det bør være vor og  
kommende Tiders Opgave efterhaanden at fjerne. Men dette er noget andet end helt og  
holdent at forkaste Systemet og paabyrde Slegten den store Opgave at udarbeide et nyt.  
Som ny vil nemlig den direkte Skat til Staten komme til at føles af os, uagtet vi er vel  
vante til at udrede direkte Skat til kommunen. I Virkeligheden udredes direkte; de  
kommunale Skatter hos os er nemlig forholdsvis betydelige, idet flere Anliggender, som  
det Offentlige i andre Lande tager under sin Forsorg, hos os hovedsagelig besørges ved  
kommunale Midler. Med det vilde vistnok blive meget føleligt om denne Skatteforpligtelse  
til kommunen skulde forøges først med en Fjerdedel eller Trediedel og senere utvilsomt  
meget mere. Men det nye ved Sagen vilde ikke blot bestaa i Skattebeløbets Forøgelse. End  
mere føleligt vilde det vistnok blive, at der nødvendigvis maate indføres nye  
Ligningsregler, der i høi Grad maate indskrænke Kommunernes Handlefrihed, saasnart der  
skulde udlignes direkte Skat til Staten. Bi ved, at Kommunerne nu i stor Udstrækning har  
gjort Brug af den Frihed, Skatteloven giver dem, til at fastsætte Ligningsreglerne  
forskjelligt efter Forholdenes Krav i de forskjellige Kommuner, og at Byrden af den  
hidtil anvendte direkte Beskatning paa den Maade fordeles efter Bæreevnen langt  
fuldkomnere, end man kan tænke paa at opnaa ved de for det hele Land fælles Bestemmelser,  
som nødvendigvis maate lægges til Grund for Fastsættelsen af Regler, hvorefter direkte  
Skat til Staten skulde udlignes. - At dette - baade Skattebeløbets Forøgelse og  
Indsnævringen af de kommunale Myndigheders Handlefrihet med Hensyn til Ligningsreglernes  
Tillempning efter de stedlige Forhold - vil føles som nye Byrder, vil vistnok ingen  
benegte. Men, siger man, Toldens Redsættelse eller succesive Afskaffelse vil give rigelig  
Erstatning; og især klinger denne Trøstegrund lokkende, naar der tilføies, at den direkte  
Skat kun skal paabyrdes dem, der sidder med de store Indtægter, medens Folk i smaa  
Stillinger for sin Part blot skal have Fordelen - billigere Varer paa Grund af nedsat  
eller afskaffet Told - medens de skal gaa fri for Byrden. Men denne sidste Tilføielse,  
som ofte høres, maa skyldes enten Uforstand eller Uærlighed hos den, som udtaler den; thi  
et Blik paa vore Skattelister vil strags overbevise om, at vi ikke i vort land har nogen  
talrig Stat af Rigmænd, som man kan paabyrde den nye Skat, - og der skal altid mange til  
for at udrede Millioner. Den nye Skat maa fordeles udover den allerstørste Del af Landets  
nuværende Skatteydere, lige ned til dem, man kalder Smaafolk. Og de, der har saa smaa  
Indtægter, at de gaar fri for direkte Deltagelse i Skattens udredelse, de kommer  
alligevel til at tage sin Del af dens Byrde. Der er jo udtalt af den ivrigste Talsmand  
for den direkte Skats Indførelse, at man ikke for hurtigt maatte nedsætte Tolden og  
erstatte den ved direkte Skat, da dette vilde bevirke Nedsættelse af Arbeidslønnen; men  
er dette sandt, saa tror jeg ikke Arbeidsmanden skulde være meget taknemmelig for en  
Skattereform, der tog med den ene Haand alt, hvad den gav med den anden. 
 
Toldbefatningen har i Virkeligheden Fortrin, som den direkte Beskatning lader savne. Der  
er en kjendt Sag, hvor brydsom Skattesedlen kan være, naar den skal betales i en eller to  
Terminer; en saadan kontant Udbetaling ef et i Forhold til Indtægten betragteligt Beløp  
er ofte ikke lidet forstyrrende for en Mnads Økonomi. Meget mindre føleligt er det, om  
der udredes jevnt nogle Øre hver Gang der gjøres forskjellige Indkjøb til Huset. Ved  
Toldbefatningen lægges ligesom i hvert Hus ved de daglige Indkjøb tilside, hvad der skal  
betales i Skat for Aaret til Staten, og paa den Maade opsamles, uden at det er synderlig  
føleligt, et Beløb, som det vilde koste megen Møie at tilveiebringe, hvis det skulde  
udredes paa en Gang som direkte Skat. Nu, vil man sige, saaledes kunde enhver mand af  
egen Drift indrette sig, naar direkte Skat til Staten blev indført. Ganske vist; det  
kunde han; men vi er vel enige om, at han ikke gjør det alligevel. Er han en god og  
fremsynt Økonom, saa vil han vistnok erindre, at der kommer en Maaned i Aaret, da Skatten  
skal udredes, saa at han i Aarets øvrige Maaneder maa lægge noget tilside for denne  
særslilt betyngede Maaned; men jeg ved ikke, hvormange der blandt os er gode og fremsynte  
Økonomer; jeg frygter for, at der kun er faa. Ialdfald ved jeg, at for mange falder  
Udredelsen af den dirkete Skat til Kommunen meget ubeleilig. Om det end altsaa forholder  
sig saa, at den Fordel ved Toldbeskatningen, som jeg her har nævnt, kun er at vurdere,  
fordi vi er skrøbelige Økonomer, saa har den direkte Befatning ubetinget lader savne. 
 
Ogsaa en annen ved Toldbeskattningen vil jeg fremhæve, nemlig den, at enhver Mand til en  
hvis Grad er herre over, hvor stor Del af den han skal bære, nemlig i samme Grad som han  
er Herre over sit eget Forbrug. Den, der ikke vil bruge Tobak, er fri for Andel i  
Tobakstolden; den, der kan og vil bruge mere Melk og mindre Kaffe og Sukker, frier sig  
for en Del af Kaffe- og Sukkertolden. Dette har sin Betydning for hele Bygdelag i vort  
Land, Bygder som ligger afsides, hvor Nutidens Levemaade endnu ikke er trængt frem, og  
hvor man for allerstørste Del ernærer sig af egne Produkter. Saadanne Bygder lettes i høi  
Grad ved, at Statsskatten udredes som Told; og dette er retfærdigt; thi netop saadanne  
afsidesliggende Bygder har forholdsvis mindst Fordel af de Foretagender, som til Landets  
Vel og Fremgang udføres for Statskassens Midler. Men dettet vilde bortfalde med  
Toldbeskatningen. Ombyttes denne med direkte Skat til Staten, maa alle betale i Forhold  
til Indtægt, uten at der er Anledning til at tage andre Hensyn. 
 
Men - indvendes - det er jo heller ikke Tanken helt at afskaffe Tolden; vi vil kun have  
den indskrænket inden rimelige Grændser. Dertil vil jeg svare, at det for det første skal  
blive vanskeligt at godtgjøre, at der tilveiebringes et for Skatteborgerne rimeligere og  
retfærdigere Forhold ved at indføre delvis direkte Skat ogsaa til Staten, og dernæst, at  
direkte Statsskats Indførelse kræver et saa stort og kostbart Embedsværk, at der neppe  
længe vil være Tale om at holde den gaande ved Siden af Toldbeskatningen, hvis Opkrævning  
jo ogsaa koster mange Penge. Det er vist liden Grund til at tvivle paa, at begynder man  
først med den direkte Beskatning, saa vil Toldbeskatningen om ikke lang Tid være trængt  
helt tilbake; thi at opretholde den i liden Udstrækning ved Siden af den direkte Skat,  
vilde blive uforholdsmæsig kostbart. Og sker denne, saa kan vi være fuldt forvissede om,  
at de nye Skatteregler vil komme i Strid med Livets Krav paa mange Punkter, at der vil  
kræves et stort Arbeide fo at udjevne de Uvilligheder og Vilkaarligheder, som enhver  
theoretisk Regel paatvinger Livet, og det er vistnok mere at ønske end at haabe, at  
Resultatet af dette Arbeide vil kunne give os Erstatning for den Skatteordning, vi nu  
gjennom Slægters Bestræbelser paa all Arbeidslivets Felter har levet os ind i. 
 
Endnu vil jeg tilføie en Ting. I et Land, hvor direkte Skat til Staten er kjendt og  
anvendt, vilde neppe nogen Finantsminister kunne bringe Nationalforsamlingen en  
glædeligere Tidende ed denne, at den direkte Statskat uden Ulempe kunde afskaffes. Men  
dette er netop Tilstanden hos os. Og det er denne Tilstand, som Folk med Erfaring om  
Ulemperne ved den direkte Beskatning længes efter, som vore radikale Politikere vil  
afskaffe. Jeg tror at Velgerne af alle Samfundslag, de smaa savelsom de store  
Skatteydere, bør betænke sig vel, før de tager et saadant Skridt. Om nogen enkelt haaber  
at vinde noget herved, saa kan det let blive en Skuffelse. Thi det staar fast:  
Skatteregler kan vistnok fastsætte, hvormeget enhver skal udrede af Skatens Beløb; men  
det er Livsforholdene, som tilsidst fordeler Byrden af Skatten paa alle Samfundets  
Medlemmer. 
 
Den næste Sag, jeg har at omhandle, og den, som er stillet som den første paa Venstres  
Program, er Indførelse af almindelig Stemmeret. 
 
 
Det er en kjendt Sag, at Virkningen af denne Reforms Gjennemførelse vilde være, at der  
vilde komme mange flere nye Stemmeberetigede, alle som en, var enige om en Sags  
Afgjørelse, saa vilde de kunne overstemmes af dem, der ved Reformen fra nyt af fik  
Stemmeret. Reformen indebærer altsaa Mulighed for, at Afgjørelsen af landets vigtigste  
Andliggender pludselig bliver lagt over i nye hænder og heraf maa strax indsees, hvor  
stor en Sag det er, som her handles om, og hvor nødvendigt det er at se sig for, inden  
man tager et saa skjæbnesvangert Skridt. 
 
Det er Grundlovens Tanke og Mening, baade som den blev vedtaget i 1814 og som den siden  
er forandret, at Stemmeretten, der efter vor Statsforfatning betyder det samme som Magten  
over Landets Anliggender, skulde være ikke en for alle Landets voksne Mænd fælles Ret,  
men en Ret og en Forpligtelse for de af Landets Borgere, der matte give den bedste  
Garanti for at besidde den Samvittighedsfuldhed og den Skjønsomhed og Indsigt, der danner  
en nødvendig Betingelse for, at Stemmeretten skal blive brugt til Landets Gavn. Til  
Opnaaelsen heraf lægger Grundloven, der selvfølgelig alene kunde holde sig til de ydre  
Mærker, Stemmeretten i de Borgeres hænder, der i Samfundet maa antages at have opnaaet en  
selvstændig Stilling, som gjør dem personlig interesserede i Landets Vel og Fremgang.  
Grundloven giver altsaa ikke Stemmeret til alle, men de Grændser, som den optrækker, er  
ikke snævre. En Mand, der har vist sig at være en brav og dykgtig Arbeider, vil som Regel  
kunne opnaa en Indtægt af 800 Kroner i Byerne; og udførtes Skatteligningen korrekt, saa  
vilde det nok vise sig, at der var saa selvhjulpne Mænd i Landdistrkterne, som tjente  
mindre enn 500 Kroner om Aaret. Nu bliver enhver, som betaler Skat af Landets Borgere;  
thi efter al Erfaring stiger Arbeidslønnen langsomt men sikkert med Pengenes synkende  
verdi, og der til derfor stadig blive flere, som opnaar de Indtægtsbeløp, der betinger  
Stemmeretten. 
 
Men uagtet altsaa Grændsen ubestridelig er sat baade lavt og elastisk, er den dog for  
Tiden af overoredntlig stor Betydning, da, som jeg nys nævnte, de nuværende  
Stemmeberettigede vilde funne overstemmes af dem, der savner Stemmeret, hvis de nu fik  
den, og det er ingenlunde usandsynligt, at de i saa Tilfælde snart vilde blive  
overstemte. Thi med at Anderkjendelse af, at der underfor de nuværende Stemmeberettigedes  
Kreds kan findes dygtige, hæderlige og fuldt meningsberettige Mænd, saa maa det dog vel  
siges, at det er indenfor den nævnte Kreds, at man maa søge den øvede Indsigt og den i  
Samfundets Gjerning prøvede Handledygtighed, medens det er utenfor Kredsen, at  
Andskuelser, der staar i direkte Strid med vore nuværende Samfundsforhold, vil finde den  
frugtbareste Forbund. Dermed er ingenlunde sagt, at Grændsen nu er optrukken som den for  
alle Tider skal være. Viser Erfaring, at Forandring er ønskelig, saa bør den ske. Man nu  
paa en Gang mere end forboble de Stemmeberettigedes Antal, - at nedrive vor eneste  
konstituionelle Garanti af reet Betydning, det har intet Forsvar i nogen Erfaring, det er  
et Sprang ud i Mørket. Ingen skal kunne beregne Følgerne af et saadant Skridt; det staar  
ikke i nogens Magt at forudsige, hvilke Omvæltninger deraf vilde følge i Stat som i  
Kommune. Bi ved alle, at de socialistiske Andskuelser begynder at finde Raaderum ogsaa  
hos os, men mest netop blandt Ikke-Stemmeberettigede. Tænk om nu disse Anskuelser gjennom  
Indførelse af almindelig Stemmeret blev de raadende i vort Samfund. Hvad vilde ikke det  
have at betyde for Eiendomsforholdene, for Skolen og for Kirken, ja snart sagt for enhver  
af Landets Institutioner, som vi have faaet kjær? Det er disse Ting, det gjælder, det er  
om dem, de burde tale, der anbefaler Indførselen af den almindelige Stemmeret; men  
samvittighedsløst tier de stille dermed og prædiker istedet derfor vakkert om  
Næstekjærlighed for os. Stemmeret er en Menneskerettighed, siger de, og det er stygt af  
os, som har Retten at forholde vore Medmennesker den. Da burde de selv behandle den som  
en Menneskerettighed og ikke udelukke halvdelen av Menneskeheden - kvinderne - fra den.  
Men Grændser for Stemmeretten har nok ogsaa de Brug for. Og saa siger de til os ældre  
Stemmebrettigede, at det er et Tegn paa Selvgodhed hos os, at vi anser os selv alene  
skikkede til at eie og bruge denne Ret og alle andre uskikkede dertil. Som om  
Stemmeretten ikke meget mere er en Pligt, der paaligger en, end en Forrettighed, Den, der  
i Kraft af Grundloven modtager Stemmeretten, overtagen jo dermed Forpligtelsen til at  
bruge den etter sit bedre Skjøn til Samfundets Fremme, og dertil hører jo ogsaa, at han  
ikke gaar med paa Udvidelse af Grændserne for Stemmeretten før Erfaring viser ham, at saa  
bør ske. Det kan enhver læse sig til i Grundlovens sidste §, der vel ogsaa burde være  
forpligtende for for os, hvorvel mange i vore Dage synes at glemme det. 
 
Der er dog ikke mange, som er saa kortsynede at de ser Stemmerettens væsentlige Indhold i  
den Ære eller Fornøielse, der kan være forbundet med ved forskjellige Leiligheder at  
lægge en Stemmeseddel i Urnen. De fleste har Øie for, at Stemmeret er Grundlaget for de  
vigtigste Samfundsanliggenders Afgjørelse og dermed bestemmelse for de der ellers gjerne  
lytter til de radikale Lederes fagre Ord, bliver betænkelige overfor Følgerne af en saa  
voldsom Reform. Men ligeoverfor saadanne har man Trøstegrunde paa rede Haand, og jeg vil  
nævne nogle af dem. 
 
Naar den almindelige Stemmeret anbefales i en liden Landskommune, saa heder det gjerne,  
at Reformere betyder ikke stort, da de allerfleste Mænd over 25 Aar der i Bygden er eller  
kan blive stemmeberettigede, og de faa, som er udelukkede, ved man jo er ligesaa brave og  
forstandige Folk som de andre. - De kan i enkelte Tilfælder være sandt nok, at Bygden  
kunde styres omtrent ligedan under almindelig som under begrændset Stemmeret, men hvis  
nogen lader sig forlede til deraf at slutte, at det er ligegyldigt, om  
Stemmeretsforholdene i Landet væltes om, saa er han mere lettroende og mere kortsynet en  
Landet kan være tjent med, at de er, i hvis Hænder dets Skjæbne dog tilsidst ligger. Selv  
om hans Ansvarsfølelse ikke rækker længre en til Hjembygden, burde han dog forstaa, at  
ogsaa denne vil rammes af Virkningen af Stemmerettens Udvidelse, selv om den i og for sig  
kan have lidet for den enkelte Bygd at betyde. 
 
Men der er ogsaa anden Trøst, som bydes. De radikale Folketalere tilføier ofte, efterat  
de af al Magt har anbefalet den almindelige Stemmeret, til Beroligelse for dem, hvis  
Betænkeligheder de tænker sig, at de ikke har faet fjernet, at det ikke har nogen Fare  
for den kommende Storthingsperiode. Man kan saa trygt stemme paa Tilhængerne af  
almindelig Stemmeret, der bliver aligevel for saa paa Storthinget som vil være med paa  
den, thi der kommer jo - desværre - vist saamange Høiremænd paa Thinget endnu, at  
Grundlovsforandring om almindelige Stemmeret ikke lader sig gjennemføre mod deres Villie.  
Men dette er en lavtliggende og uredelig Tale. At den er lavtliggende, behøver jeg ikke  
nærmere at forklare, at den er uredelig ligger deri, at der ikke udfordres mere end  
simpelt Flertal i Odelsthing og Lagthing for at gjennemføre den Reform, som deres  
Næstekjærlighed og Samfundsfølelse lægger dem saa sterkt paa Hjerte, - ialdfald siger de  
saa, saasnart og saalangt, dertil er Anledning. Det er altsaa ikke sandt, at der er fuld  
Betryggelse i, at der neppe bliver to Trediedeles Flertal for almindelig Stemmeret paa  
kommende Storthing. Simpelt Flertal er tilstrækkeligt til at indføre den i  
Formandskabsloven, og Betænkeligheden ved at indføre den der er ialdfald til en  
Begyndelse ingenlunde mindre end paa det statspolitiske Omraade. Jeg tænker, enhver kan  
gjøre det forstaaeligt for sig selv, hvad det kunde saa at sige, om f. Ex. Raadigheden  
over de kommunale Budgetter pludselig blev lagt over i nye hænder, overdraget de Lag af  
Samfundet, som hidtil ikke har havt nogen Befatning dermed. 
 
For dem, der af nævnte eller af andre Grunde ikke lader sig berolige, har man endnu  
Skræmsler i Baghaanden. Der staar mange uden for, som vil ind, siger man, Strømmen bliver  
voldsom, det bliver farligt at stille sig mod den, og unyttige ogsaa. Sindige og  
omtænksomme Folk bør itide slutte sig til det Parti, som kommer til at feire. Det er en  
Skam for os, at en as feig Opfordring skal kunne rettes til norske Vælgere dets Skjæbne  
er lagt, lod sig skræmme fra at handle efter sin virkelige Mening om, hvad der haaber  
Landet, og feigt sluttede sig til den Strøm, som truer med at oversvømme det, og saaledes  
selv bidrog til at forøge den Fare, som deres indre Overbevisning og dermed ogsaa deres  
edsvorne Borgerpligt, bød dem at bekjæmpe. 
 
Jeg, mener, efter alt, hvad jeg nu har anført, at Spørgsmaalet om Indførelse af  
almindelige Stemmeret lægger et Ansvar af den alvorligste Art paa Landets Vælgere. Enhver  
af dem bør erindre, at her handles ikke om Theorier, om Menneskerettigheder og  
Næstekjærlighed; her handles ikke om Bygdespørgsmaal, men der handles om, hvorvidt vi  
skal sikre Landet en rolig og sammenhængende Udvikling af de Institutioner, som vi  
gjennem Slægters Arbeide har vundet, eller om vi skal udsætte alt dette, som er blevet os  
kjært, for pludselig at kunne afbrydes i sin Virksomhed, bøies ind paa ukjendte Baner,  
hvis Retning og Maal ingen kan forudsige. Derfor er det nu Pligt for enhver, der skal  
afgive Stemme ved det kommende Valg, at bringe sig klart paa det Rene, om han sætter Pris  
paa, hvad vi eier I Stat og Skole og kirke; thi alt dette vil han sætte I Fare om han nu  
ved sin Stemme bidrager til at sætte dem, der hidtil har havt myndigheden I disse  
Anliggender I uhjælpelig Minoritet, lægge Magten I nye, uøvede Hænder, Maa Døren op pa  
avid Væg for Anskuelser, der uimodsigelig er fiendtlige mod vor Samfundsordning. Thi  
herom er det, der spørges; her ligger enhver Vælgers Ansvar. 
 
Den tredie Sag, jeg nævnte, Spørgsmaalet om de diplomatiske Sagers Behandling, er ikke  
Programsag I den Forstand, at derved kan gjøres noget I den forestaaende valgperiode; thi  
der foreligger intet Grundlovsforslag om Sagen til Behandling, og man kan altsaa I intet  
Fald komme længere end til Fremsættelse af saadant paa kommende Storthing; Afgjørelsen  
kan ikke træffes førend tidligst af det Storthing, der kommer til at træde sammen I 1895.  
Men omend Sagen ikke er Programsag, saa er den dog gjort I den Grad til Agitasjonssag, at  
jeg ikke finder her at kunne forbigaa den, men jeg skal fatte mig I største Korthed. 
 
Det er bekjendt, at baade vor grundlov og Rigsakten favner Bestemmelser, hvorefter Norge  
sikres den Deltagelse I afgjørelsen af udenrigske Sager, som tilkommer vort Land som  
ligeberettiget Deltager I Unionen. Indtil 1835 behandles ogsaa saadanne Sager uden  
Medvirkning fra den norske Statsminister I Stockholm skulde være tilstede I det  
ministerielle Statsraad, naar Udenrigsministeren ? I Nærværelse tillage af et Medlem af  
det svenske Statsraad ? foredrog saakaldte diplomatiske Sager for Kongen. Uagtet dette  
var en Forbedring af Forholdet, maatte det dog være krænkende for den norske  
Nationalfølelse, der medrette krævede fuld ligestilling overenstemmende med Unionens Aand  
og Tanke. Endnu værre blev det, da der I 1885 blev vedtaget en Forandring I den svenske  
Grundlov, hvorved det svenske Element I det ministerielle Statsraad forsterkedes, ved at  
endnu et Medlem af det svenske Statsraad gaves Plads deri. Da ogsaa Udenrigsministeren er  
Medlem af det svenske Statsraad, som altsaa dette til ifølge svensk Grundlov at indbringe  
tre Medlemmer I det ministerielle Statsraad, til hvilket kun et Medlem af det norske  
Statsraad havde Adgang, og det kun I Kraft af kongelig Resolution. I Svergie som I Norge  
blev (?) erkjendt som et Misforhold, og der indledes Forhandlinger for at rette derpaa.  
Bi ved, at der dog ikke opnaaedes Enighed. Svenskerne vilde indrømme Lighed forøvrigt,  
men de forlangte de udrykkelig fastslaaet I Rigsakten, at Udenrigsministeren for alle  
Tider skulde være af svenskt Nationalitet, et Forlangende som fra norsk Side ikke kunde  
indrømmes. Forhandlingerne blev saaledes afbrudte; men da Dokumenterne I 1886 blev  
forelagt Storthinget, udtalte dette sin Tilslutning til det af den norske Regjering under  
Forhandlingerne hævedede Standpunkt, hvorefter de diplomatiske Sager skulde foredrages  
for Kongen af Udenrigsministeren I ministerielt Statsraad, bestaaende af 3 norske og 3  
svenske Medlemmer, uden at noget fastsloges med Hensyn til Udenrigsministerens  
Nationalitet. Regjeringen og Storthing var altsaa I 1886 enige om, at der skulde  
fremdeles være en for begge Riger fælles Udenrigsminister og tillage om, at man for Tiden  
ikke burde stille Kravet længre end skeet, saaledes at det altsaa maatte blive en Opgave  
for den fremtidige Udvikling at tilveiebringe de Reformer, der danner Betingelse for, at  
den fælles Statsminister ogsaa I Praxis ligesaavel kunde tilhøre det norske Statsraad som  
det svenske. Først derved vilde Spørsmaalet være at anse som endeligen loft; men fra alle  
Sider erkjendtes, baade at man ikke kunde naa helt frem til Maalet I et Skridt, og at man  
vilde have anseet det dom en stor Binding for Norges Stilling I Unionen, om det kunde  
være opnaaet, som fra norsk Side var krævet. 
 
Efter denne Sagens Stilling skulde man have ventet, at det vilde være modtaget som et  
glædeligt Budskab, da den Stangske Regjering kunde forelægge dette Aars Storthing  
Meddelelse om, at der nu var opnaat Enighed med den svenske Regjering, hvorefter alt, der  
I 1886 fra norsk Side blev krævet, nu var opnaaet ved et Forslag, der af begge Rigers  
Regjeringer vilde blive de to Nationalforsamlinger forelagte. Men vi ved, at det gik  
anderledes. At Forslaget stillede I Udsigt at opnaa alt, hvad Storthinget I 1886 havde  
forlangt, det lagdes der i Aaret 1891 ingen Begt paa. Det svenske Statsraad havde I sin  
Motivering af Forslaget falt fra et ensidigt svensk Standpunkt. Dette gjordes til  
hovedsagen og benyttedes til at ophidse Stemningen saaledes, at man bragtes til at glemme  
det store, som for Landets fremtidige Stilling I Unionen vilde være vundet ved Forslagets  
Antagelse. Man forsøgte først I Pressen paa at lægge ind I konklusjonen, at Forslaget dog  
skulde fastslaa, at Udenrigsministrene skulde være af svensk Nationalitet. Paastanden  
derom blev taget tilbage under selve Debatten I Storthinget, hvorimod man der forsøgte at  
hævde, at præmisserne skulde indeholde dette. Denne aldeles unbegrundede Paastand blev  
endeligen aflivet af det svenske konstitusjonsutskott, der fraraadende Forslagets  
Antagelse netop fordi det ikke fastslog, at Udenrigsministeren skulde være svensk. Om  
denne Forstaaelse af Forslaget var alle Talere I Rigsdagens første kammer enige. 
 
Dette var altsaa for svage Grunde til I Længden at kunne bruges til Forsvar for  
Afvisningen af et saa landsvigtigt Forslag. Og da som den da frem denne Oplysning, at  
Norges Venstre var voxet fra Standpunktet af 1886. Nu kunde det ikke længre nøie sig med  
under nogen Form at have Udenrigsminister fælles med Svergie, nu blev Signalerne  
forandret efter Opsangen paa Landsvenstremødet I Januar Maaned; man vilde have særskilt  
Udenrigsminister for hvert af de forenede Riger; derfor skulde Veien holdes aaben, derfor  
maatte det bebudede Forslag paa Forhaand afvises. 
 
En Tanke som den, der saaledes blev optaget, er ligesaa skikket til at gjøre Allarm og  
Agitation af, som den er umulig at gjennemføre under Opretholdelse af Unionen. 
 
Thi det høres jo noksaa rimeligt dette: Norge og Svergie er vist nok forenede under den  
same Konge og skal staa sammen I Krig og Fred ligeoverfor Udlandet; men de er  
selvstændige Stater, og dertil hører jo, at hver af dem har sine særskilte Repræsentanter  
ogsaa ligeoverfor Udlandet. 
 
Men hvorledes vil det se ud, hvis Tingen skal blive til Virkelighed? Sandheden er, at de  
udenrigske Sager, som kun angaar et af de forenede Riger særskilt, er Ganske saa og  
ialfald ikke af stor politisk Betydning. De fleste Sager, som hører herhen, har mere  
eller mindre Interesse for begge Riger og maa med Nødvendighed behandles saaledes, at de  
bringes til et for begge Riger fælles Resultat. Saa skulde der altsaa opføres den  
sælsomme Komedie, at den norske Udenrigsminister I kristiania og den svenske I Stockholm  
forhandlede med hver sin Representant for et fremmed Land og under den Nødvendighed at  
komme til et og samme Resultat. Om dette vilde være et lysteligt Syn for vore norske  
Radikalere, tror man da, nogen af Udlandets Statsmænd, der er mere forfarne I  
Behandlingen af diplomatiske Sager, vil tage nogen Rolle I et saadant Skuespill? Og om de  
gjør det, tror da nogen, at den norske Udenrigsministers Ord vil blive tillagt den samme  
Vegt som den svenskes? Nei, det mægtigste lands Repræsentant vil nok faa den vegtigste  
Stemme, og den Ordning, som nu paakaldes for at smigre den norske Nationalfølelse, vilde  
visselig, om den nogensinde skulde blive gjennemført, fore til en Række Krænkelser for  
os, store end vi som ærekjært Folk kunde bære. 
 
Derfor er Arbeidet for to Udenrigsministre I Virkeligheden et Arbeide for Unionens  
Opløsning enten strax eller saasnart alvorlige vanskeligheder med Udlandet maatte opstaa,  
- eller ialdfald for Unionens Forandring til et Forsvarsforbund paa Aaremaal; men et  
saadant vilde for det første være langt mere byrdefuldt for Norge, end Unionen er, og saa  
maatte man være belavet paa, naar Omstændighederne forte det med sig, at saa det opsagt.  
Saaledes stilles vi ogsaa ved denne Sag ligeoverfor en for vort Land skjæbnesvanger  
Afgjørelse. Unionen, som uden Udgift har givet os et Værn langs vor udstrakte Østgrændse,  
som vi ikke, selv med de største Opofrelser, kunde strafe os uden den, - denne Forening,  
under hvilken vi har levet under saa lykkelige Forhold til Udlandet, at Krigen blot er en  
Saga I vort Land, - den skulde vi bringe I saadan Stilling, at det blot vilde være t  
Tidsspørgsmaal, naar den vilde være tabt for os! 
 
Sandelig, det er paatide, at de Stemmeberettigede, der har Omsorg for vort Fædrelands  
Vel, ser sig for, og betænker sig, før de ved sin Stemme støtter et politisk Parti og en  
Regjering, der vil arbeide for, hvad der med Nødvendighed før eller senere vil lede til  
Unionens Opløsning. 
 
Det fremgaar, af hvad jeg hidtil har udtalt, at det radikale Valgprogram stiller os  
ligeoverfor Reformer af den mest vidtrækkende Betydning: Omvæltning af Statens Økonomi, -  
af den ved Stemmeretten betingede Myndighed over Statsstyrelsen, - og en haabløs  
Forstyrrelse af Forholdet til vort Broderland og til Udlandet forøvrigt er, hvad der  
bydes os. 
 
Vi har jo maattet vænne os til, at det radikale Parti hvert tredie Aar fremkommer med  
Tanker og Forslag, som de Stemmeberettigede indbydes til at gaa til Valg paa, men jeg  
tror ikke, man skal kunne erindre noget Sidestykke til det, som nu stilles os I Udsigt.  
Samtidig rettes der fra radikal Side den Beskyldning mod Høirepartiet, at dette Parti  
intet vil uden at gjøre Modstand; det vil ingen fremgang, kun Stilstand og Bekjæmpelse af  
alt nyt. Intet kan være usandere end dette. Mænd, der I alt væsentlige har delt  
Standpunkt med Landets nuværende Høire, har havt saa stor Indflytelse paa Landets Skjæbne  
under dets Fremgang I de forløbne Aar, at man ikke skal beskylde Partiet for at  
reprøsentere død Stilstand; og saaledes er det den Dag idag. Men det er sand tog det  
vedkjender jeg mig som en Ære for det Perti, jeg tilhører, at Høire ikke falder det for  
Fremskridt, som rigtigere bør kaldes Omvæltning, fordi det ikke er en videre Udvikling af  
det bestaaende, men derimod bortkaster den prøvede Grundvold og bigger paa det nye,  
ukjendte og uprøvede; og af den Beskaffenhed er alt det, som Venstrepartiet nu opstiller  
som sit Program. 
 
Men hvad skal vi sige om en Tilstand inden et Folk som den, der nu raader hos os? Har vi  
Raad til den Eplittelse, som den evindelige Agitation fremkalder? Staar vi ikke mod  
hinanden, Landsmænd mod Landsmænd, saagodsomt I ethvert Spørgsmaal? Er der ikke Fare for  
at vi kunde glemme, hvad der dog ligger dybest hos os alle, Ønsket om det fælles  
Fædrelands Vel og Fremgang? 
 
Og har vi Tid til at bruge vor Tanke og vore Kræfter paa disse Spøgsmaal, som man vil  
fuldstændig optage os med? Kræver ikke Landet andet af os? Jo, der kræves Ganske vist  
baade mange og store Arbeider. 
 
Vi har I de seneste Aar faaet gjennemført indgribende Reformer I Ordningen baade af vort  
Forsvarsvæsen, af vort Retsvæsen og af vor Folkeskole. Dommene om disse Reformer er  
forskjellige. Men sikkert er det, at deres Gjennemførelse stillersterke Krav paa vor  
Omtanke og vort Arbeide, hvis de skal udvikles til virkeligt Savn for Landet. Men vi faar  
jo hverken Tid eller Ro til at tænke paa dem. Lovene er skrevne, men de bliver ikke til  
stort mere end Papir, hvis ikke gjennemføres med rolig Omtanke og opofrende Arbeide.  
Ialfald gjælder dette Folkeskoleloven, der maaske mere end nogen anden af vore Love  
lægger Myndigheden over og Arbeidet for vor Folkeskole umiddelbart I Folkets egne Hænder  
inden hver kommune; det kan gaa godt, ja endog meget godt, hvis Sagen omfattes med den  
Omhu, som vi skylder vore Børns Opdragelse; men det kan neppe gaa godt, hvis hver Mands  
Sind og Tanke skal fyldes med Tvivl og Strid om ukjendte, fjerntliggende Spørgsmaal, som  
de radikale Ledere opstiller hvert tredie Aar. Og saa vore Næringsveie og vort  
Kommunikationsvæsen, tror man, at de kan skjøttes tilbørlig, naar deres Interesser stadig  
skal sees mod en Baggrund af en forbitret politisk Strid? Og endelig Kirkens Sag, som dog  
ligger saa mange inden vort Folk varmt paa Hjerte, kan den vente nogen Opmærksomhed I  
Tider som disse? Det var dog visselig ikke overflødig ogsaa at aabne Øiene for dens Krav  
og Behov. Dens Skjæbne er lagt I Statsstyrelsens Hænder, men Storthinget sammensættes  
ikke med noget særlig Hensyn til, at det ogsaa har at give Love for Kirken, og rigtig  
trygt er dette ikke, naar man lytter til de Røster, der af og til lyder fra Storthinget,  
om hvorledes man stiller sig til Statskirken. Der favnes meget; her ligger en stor Opgave  
forsømt. Kirken er mere end magtesløs; den er maalbunden. Kunde det opnaaes, at  
Menighederne gaves Myndighed til at samle sig om sine egne Gjøremaal, kunde de faa et  
Organ til at udtale sin Trang og sit Ønske, og kunde der skabes et Organ, hvorigjennem  
den hele norske Kirke, kunde udtale sig for landsstyrelsen, da vilde meget være bundet,  
da vilde vi forhaabentlig endnu med Tryghed kunne se den endelige Afgjørelse af kirkelige  
Lovspørgsmaal liggende I Statens Haand. Man ikke saa nu, da Statskirken neppe kan nævnes  
I Storthinget uden at gjøres til Gjenstand for Forhaanelse. Og kan det blive anderledes,  
saalænge vi skal brages fra det ene Stridsspørgsmaal til det andet? Det bedste hos et  
Folk voxer kun, naar Folket samles om det I Fred. 
 
Min Opfatning af Stillingen I Landet er saaledes ingenlunde lys. Saameget sterkere vil  
jeg opfordre enhver til foran det forestaaende Valg at betænke, hvad der tjener til vort  
Fædrelands Held. Jeg opfordrer ingen til at stemme med det ene eller det andet Parti; jeg  
beder kun enhver om nøie at overveie hos sig selv, om det vil være til Baade for Landet,  
at de voldsomme Reformer, der nu er opførte paa Venstres og Regjeringens Program, bliver  
gjennemførte. Til denne Overveielse har jeg villet bidrage, og efter dens Resultat, mener  
jeg, ehnhver bør afgive sin Stemme.

Kjelde: "Statsraad Bonnevies Foredrag om den politiske Stilling". De konservative Foreningers Centralstyrelse. Kristiania 1891.
Utskrift frå VIRKSOMME ORD
Institutt for informasjons- og medievitskap, Universitetet i Bergen