VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD

Det skandinaviske Samlivs voxende Udvikling

av Johan Sebastian Welhaven, ,
Festen til Fædrenes Minde
Minnetale, Festtale | Union

Idet jeg med nogle indledende Ord skal aabne denne Aftens Festlighed, paakalder jeg hos de Nærvrerende den Hjelp, som ligger i en indviende Stemnings Magt. Jeg stoler denne gang paa en Stemning, der er fri og freidig, som naar vi indaande Fjeldets Luft og har den vide Udsigt. Ja den, der færdes daglig i det Lave, paa den indskrænkede Plet, han er glad ved at komme paa Høiden; en Længsel efter Frihed og Fjernhed fører ham did, og nu har han hvad han søgte; det Fjerne er traadt ham imøde, dets udvidende Aande gjennemtrænger ham. Og der er i Sjelelivets Verden en Indsnrevring, som knuger Hjertet, naar de nærmeste Omgivelser fornemmes som et Tryk af Uret og Miskjendelse, og den Krænkede ruger over sin Bitterhed. Staar han endog fuldt bevæbnet og med blussende Kraft i Selvforsvaret, hans Indre siger ham dog, at saaledes kan ei et Menneskeliv trives; han føler at dette er idel Usalighed og Aandsfortærelse. Men frigjørende og mild er disse Festers ledende Tanke; den indeslutter Alt, hvad der knytter os til vort Folk og Fredreland, men hæver det ogsaa til en større Gyldighed og til en udvidet Synskreds.

Saaledes erkjende vi det nu; og naar vi kalde denne Tanke gammel, da er det fordi vi, ved at opfatte den i Aand og Sandhed, har lært at gjenkjende den gjennem al Forvanskning og Uklarhed, der skjulte den fordum; den er gammel, og dog saalangt fra at være udlevet, at den nettopp i vore Dage er fremtraadt med de stærkeste Fordringer til Livet; derfor kaldes den og en ungdommelig Tanke og i Kronen af Nordens Ungdom har den skudt Blomst. Men der er lagt for lidet Mærke til at den akademiske Ungdom allerede har indført Tanken i det Virkelige, bragt den til Væxt og Udvikling i uafviselige Kjendsgjerninger. Lad det længe nok hedde en skandinavisk Phantasi, at Nordens Studenter paa en bestemt Dag samles i Aanden ved et Fællesønske, der tager poetisk Sving og Udtryk; og indskrænk kun alle Forsøg paa literær nordisk Samvirken til Bogverdenens tvivlsomme Spiregrund; men en anden Betragtning kræve de store Sammenkomster af de nordiske Landes ypperste Ungdom. Her har Folkene selv, prøvede Mænd af deres Midte, og de høieste Styrere taget Del i Bevægelsen. Ikke blot et ungdommeligt Haab, men en ny Tilstand, med grundigere Krav til Fremtiden, er derved opstaaet i det nordiske Samfundsliv. Hvo har været med i disse Ynglingething og erkjender ei, at der var en stor Betydning i Glæden, en Indsats af alvodig Handling i de festlige Optrin? Selv den lunkne Deltager maa have følt, at der under de lette spillende Former var en Magt, der holder igjen og varigt forpligter. Og er der nogen Fremmed, som tvivler derom, lad ham da læse de fremlagte Aktstykker; han skal vistnok møde Udtryk for Øieblikkets Lyst, men ogsaa gribes af det Betydningsfulde, og mellem flygtige Skrifttræk skal han finde dybt indskrevne Runer.

Om eet Haab og een Idræt samledes de mange tusinde Stemmer: det skandinaviske Samlivs voxende Udvikling. Og kan dette være en skuffende Forventning? Saa umiskjendeligt det er, at ethvert af Nordens Folk har at uddanne sit selvstændige Liv, sin Charakter, der dog peger paa et for dem alle fælles Grundvæsen, saa vist er det og, at jo fyldigere og kraftigere Fælleslivet arter sig, desto ædlere vil og det Særegne fremtræde; thi hvis det er en naturlig Trang, at de Ligestemte søge hinanden, saa ligger der og for enhver af dem, allerede i denne Trangs Tilfredsstillelse, en Forhøielse af hans eget Liv, en Udviklingskraft for hans eiendommelige Evne.

Danmark og Norge - var deres lange Samliv maaske en blot tvungen og unaturlig Forening? Er der Intet af dette Fælles, som har faaet en saadan Indvæxt i vor Folkestamme, at det kræver fortsat Samvirken, og skal vi frakjende os saa mange uerstattelige Goder, der ere vore, skjønt tillige Danmarks? Lad mig nævne, hvad der er af høieste Betydning. Dette Skriftsprog, som kaldes dansk, som vor Holbergs Aandsklarhed har givet Præg, som hører til den moderne Sprogverdens skjønneste Dannelser - det er i Sandhed Eders Modersmaal. I dette Sprog er Eders Tankeliv udvoxet, og næret med de høieste Ideer. Hvergang I skrivende eller talende forstyrre dets Bygning, krænke dets Aand, nedsætte I selv Eders Udtryksevne. I dette Sprog har al Norges Folk gjennem Aarhundreder fundet Betegning for det Hellige, modtaget Religionens Belæring og Trøst, og for Dalenes Slægter omfatter Skriftsproget ligesom en høiere Tilværelsens Kreds, der hæver dem op over Fjeldskyggen. Er nu alt dette idel Unatur og Udvorteshed, der skal og kan afstreifes - Hvo maaler da vor aandelige Armod til denne Dag og vor Vanmagt til fremtidige Udviklinger! Og nu de store Indstiftelser for Videnskab, Kirke og Stat, der er oprundne af vor Forening med Danmark - blev ikke vort hele Samfundsliv, ja vor Frihed selv udviklet af disse Former, der siden har Støttet vor Selvstændighed og tillige vist sig smidige nok til frugtbare Omdannelser? Ja selv vor Glands fra Sagaoldet, i hvis Betragtning vi mere og mere søge Forklarelse og Selverkjendelse, den fremsteg af vort Samliv med de Danske. Ikke over Fjeldtinden, men over det lave Agerland gjenoprandt fra Dybet denne Glands og Slettens Mænd hilsede den først, hilsede den ogsaa som deres Dagning.

Men hvor mærkeligt - da disse dybe Erindringer begyndte at blive levende i vort Hjem, da var ogsaa Tiden kommen saavel til Sondring som til forandret Forbindelse. Just da skulde Nordens store Tanke indtræde i en ny Epoche, derved at det tredje Folk vandt Frihed. Det blev nu Norges Hovedkald, som selvstændig at fremstille sin Del af Nordens Charakter, ikke løsrevet, men med høiere Adkomst og Pligt i det nye Forbund. Nu skulde der findes en sand Tydning af hin gamle Union, som, efter Gei[j]ers Udtryk, kun saae ud som en Tanke; der skulde forberedes en nordisk Forening gjennem de Deltagendes fulde Selvbestemmelse og Sideordning. Det Stadium, hvori vi just befinde os, aabenbarer end mere dette Forholds Natur. Vi tør vel sige, at i nordisk Aand kan ingen Idræt kaldes Større og mere betydningsfuld end Norges ufortrødne Stræben i at gjennemføre og vogte sin Selvstændighed, og fordi vi idag knytte denne Betragtning til Festens Tanke, derfor er vor Stemning løfet over Nuets Mislyd. Men da tør vi og give den Gjenstand, hvortil jeg sigter, sit rette Udtryk: I et fremtrædende Punkt er vor Selvstændighed nu fornægtet, ikke af det svenske Folk, men dog i dets Midte, i Kredsen af dets Raadslagning og med Efterklang i den svenske Presse. Disse Mænd af Broderfolket vil ikke bryde Foreningen og de skulde neppe sige nei, om det gjaldt at vinde Danmark med; men der foresvæver dem en Betragtning, som Historiens Dom har forkastet; de optræde med en Anskuelse af Landenes Forhold, der tilhører den nordiske Ufreds Tider, da Foreningen skulde fremmes ved Underkuelse, ensidig Overlegenhed, og ei ved Frihed. Saaledes har dette Spørgsmaal, der for os synes saa alvorligt, tillige en almindelig skandinavisk Interesse. Og naar Norge nu staar som et fuldmyndigt Vidne mod hin Miskjendelse af et forenet Nordens sande Velfærd, da har Folket og gjennem de sidst forløbne halvhundrede Aar et Tilbagesyn paa Begivenheder, der for vort Kald i Norden indeholder de mest betydningsfulde Tegn. For femti Aar siden var der et Punkt, da al Nordens Forening syntes saagodt som given, da ogsaa i Norge mangen varm Fædrelandsven glædedes ved denne nære Udsigt. Men da blev Alr med Et forandrer, og ved hvilke uberegnelige, vidunderlige Forhindringer! Det skulde ei ske, Tanken var umoden; saaledes var ei Norge kommet til sin Ret. Og om von Folk dengang havde faaet Selvstyrelsen som en Gave, det havde dog ei været den sande Vei til Frelse og Udvikling. Ved en Selvbestemmelse, fattet i strengeste Afsondring, just som naar vigtige Prøver skal aflægges, maatte vor Frihed vindes forar blive Er med Folkers Liv og - vi sige der i vor Festtankes Medfør - for at Norge kunde vorde et stærkt Bindeled i det trefoldige Norden. Efter dette Tilbagesyn tør vi tillidsfuldt møde Nuets Opgave, vende Blikket fremad og række trofaste Hænder til vore nordiske Brødre. Og hvad vi nu opleve, saa mange Tegn paa Gemytternes uklare Gjæring, saa mangen Mistydning af vor Higen og Stræben, skal end mere foreholde os den Pligt at fremme en gjensidig Forstaaelse mellem disse Folk, til fri Udvikling af deres Kraft, til Blomstring for deres Fællesliv.

Men i Alt dette lægger jeg særegen Vægt paa, at det tales i Studenternes Kreds, og atter stiller jeg de store akademiske Sammenkomster for Eders Erindring. Den skandinaviske Foreningstanke er ret egentlig overanvordet til de unge Videnskabsdyrkeres Varetægt; og i ethvert Nu, hvor Splidagtighedens og Mistillidens Aand vil komme op, maa dette Kald dybere føles. Der skal være en Kreds i Norden, den ideale Stræbens og de ædleste Forhaabningers Kreds, hvor den sande Foreningstanke, under Modsigelsens og Fornægtelsens truende Skyer, kan finde Ly og Hegn. Saa har Folkene villet der. For den unge Garde, der omgiver Forbundets Fane, har de tre Folk, gjennem deres bedste Mænds Røst, afgivet den rette Bekjendelse om et enigt Norden. Og i denne Kreds skal det i dag taknemmeligt mindes, at vi paa Sverigs Grund, fra de alvorligste Læber, under Tusinders Bifaldsraab, har hørt et Vidnesbyrd, der modsiger og forkaster den Aand, hvis Røst har overrasket os fra det svenske Ridderhus. Men da gjelder det og at I her, under Bannerer, gjør Eders Pligt; at I samle og ikke sprede. Det gjelder at hævde den Ros, som en af Broderfolkets gjeveste Mænd, i den talløse Forsamling ved Hasselbakkens Fest, tildelte Norges akademiske Ungdom, at den havde bekæmpet Tvedragten mellem Nordens Folk. Løfter, som da blev afgivet om Udholdenhed i denne gode Stræben, være Eder alvorligt og ubrødeligt!

Men blandt disse Festers mangfoldige Minder, er der et som især har Magt - jeg fremkalder det med Ærefrygt og Vemod; det er Erindringen om vor hedenfarne Konge, vor Selvstændigheds trofaste Ven og Vogter. I sit kongelige Hjem samlede han de talrige Skarer af al Nordens akademiske Ungdom, og til dem udtalte han forhaabningsfulde og gribende Ord, der fik Gjenlyd langt udover disse Landes Grændser. Hans graanede Hoved bar Sorgernes og Alderens Mærker, men hans Blik var lyst og kjerligt; saaledes saae vi ham for sidste Gang, da han under en Sommerdags skyfri Himmel sagde Farvel til de bortdragende Norske Studenter. Idet han modtog deres sidste Hyldest bad han dem mindes, at disse Ungdomsmøders Øiemed ei var Studenterforbindelser, men Broderskab mellem Nordens Folk. Ja, dette skal erindres og Mindet overantvordes og fornyes gjennem Studenternes skiftende Rækker.

Og lad mig slutte her; thi det var ei dennesinde min Hu paany at udvikle den nordiske Foreningstanke; jeg vilde kun fremhæve den mellem friske Indtryk og Erindringer, og jeg vilde, i Samklang med Eders Stemning, føie en Alvorstone til Festens Løsen: Held for Norden, leve blandt Broderfolkene Foreningens Aand!

Kjelde: J. S. Welhaven: Samlede verker, Oslo 1990-1992, bd. 4, s. 412-416.
Utskrift frå VIRKSOMME ORD
Institutt for informasjons- og medievitskap, Universitetet i Bergen