VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD

Frihed og Fædrelandssind aander gjennem vor Sagaskrivt

av Jacob Aall, ,
Debatt om støtte til utgivelse av Norges gamle lover
Debatt, Innlegg i Stortinget | Stortingsforhandlinger

Hr. Præsident! Hvor betænkeligt det end kan være, at foranledige Statsudgivterne forøgede til en Tid, da Landet, formedelst slette Conjuncturer, synes at være i en lidende Tilstand, og Thinget har Vanskelighed for at tilveiebringe Statscassen de nødvendige Tilflydelser, anseer jeg det dog for min Pligt, at tale nogle Ord for Hr. Professor Lundhs Forslag, som nu behandles. Det vil undskyldes, om jeg ikke fordølger min Interesse for en Sag, hvormed jeg i roligere Dage meget har beskjæftiget mig, og for hvis Fremme jeg, i den Overbeviisning, dermed at have gavnet et elsket Fædreneland, har oppofret ikke ubetydelige Summer.

I øvrigt vover jeg vel intet ved at paastaae, at det er umuligt at betræde denne Deel af Litteraturens Bane, og fordybe sig i disse Oldgranskninget, uden derfor at føle den varmeste Deeltagelse. Denne Sagaskrivt har en underlig Tillokkelse for hver den, som dermed har gjort sig fortrolig. Den taler det samme Sprog, som det, der endnu høres i vore Fjeldegne og vort Fædrenelands afsides liggende Dale; den afmaler Sæder og Skikke, som endnu der have deres Hjem, og fremstiller os den Djærvhed i Characteer, den Fynd og Korthed i Udtrykkene, hvoraf der endnu findes de tydeligste Spor hos vore Landsmænd i hine Egne. Neppe gives der noget Land i Europa, som har et troere Speil at fremstille af Oldtidens svundne Dage, neppe noget Land, hvis historiske Mindesmærker have mere Værd, end Norge. Frihed, høit Fædrelandssind, om ikke nogen udmærket Grad af Cultur, aander gjennem hele vor Sagaskrivt, og Historieskriverne fremstille Begivenhederne i rene og simple Toner, der endnu fortjene Efterligning, og med en Fuldkommenhed i Sproget, som, i en vis Henseende, ikke mer kan opnaaes. Saa vist dette er, saa vist er det, at intet Land i Europa finder mere passende Almueskrivter i sit eget Skjød, i sin egen Oldtid, end vort Norge, og at der neppe gives noget literairt Arbeide, som vilde gavne vort Fædreland mere, end Bearbeidelsen af disse Oldtidens skatte.

Det Arbeide, som af Hr. Professor Lundh nu bydes os, har, fra en anden Side betragtet, en høi Værd. Det lover os en systematisk Samling af gamle Love, som vel aldrig kunde være mer velkommen end i nærværende Stund, da en ny Revision af Landets Love er under Arbeide, og en nye Lovbog kan forventes. Ogsaa i denne Henseende udmærker sig vor historiske Oldtid fra de fleste andre Landes. Hverken Fædrelandets indvortes Beskaffenhed eller vore Forfædres Frihedsaand og ædle Sind gav Adgang for feudalistiske Institutioner, eller for de Undertrykkelser, som en stor Forskjel mellem Stændernes Vilkaar og Stilling andensteds foranledigede. Vore nye Lovforfattere ville saaledes, idet de gjøre sig Menneskehedens Fremskridt paa Culturens og Statsoeconomiens Bane egne, tilvisse ikke bedre kunne udføre det dem betroede vigtige Arbeide, end ved at sætte sig ind i den frie Aand, der, med faa Undtagelser, gaaer igjennem vore ældre Love. Skulde det vel være passende, af en utidig Sparsomhedsaand at vise et Arbeide tilbage, der lover os et saa herligt og gavnligt Udbytte? jeg formener, at Forslaget kun behøver at nævnes for at tilstaaes.

Det vilde vistnok være saare ønskeligt, om ogsaa den Deel af Forslaget, som den beskedne Proponent ikke for Tiden vover at forelægge Thinget, kunde vorde udført. Udgivelsen af de omhandlede Diplomer og de historiske Haandskrivter, som ved Proponentens utrættelige Flid ere samlede i et fremmed Land, vilde rimeligviis udbrede Lys over den Deel af Norges Historie, som er mindst bearbeidet. Siden vor Sagaskrivt ophørde at tale, er Norges Historie mørk og mangelfuld, og ethvert Bidrag til at udfylde disse vor Histories ubeskrevne Blade maatte visseligen være høist velkomne. Men hvor Proponentens Beskedenhed tier, vover jeg ikke at opløfte min Stemme; men overlader det med ham til en bedre Tid at see disse interessante Documenter udgivne, enten ved Statens Hjelp eller paa Subscriptionsvei ved Private.

Jeg forlanger visseligen ikke, at der skal lægges megen Vægt paa min Bifaldstale; men jeg kan ikke andet, som norsk Mand, end føle mig Professor Lundh høiligen forbunden, der ved Flid og besværlig Møie, ved at tilegne sig en Sprogkundskab, der ikke letteligen er erhvervet, baner Nationen Adgang til nogle blandt de dyrebareste Skatte, der kunde vorde Fædrenelandet til Deel, og som i Udlandet agtes i det mindste lige saa høit, som hos os selv. Han vil i denne Henseende finde en indsigtsfuld Medhjelper i den Mand, der med saa megen Hæder beklæder den for vort gamle Sprog og Oldvæsen nyligen oprettede Lærestol.

Iøvrigt maa jeg ganske stemme for, at det forlangte Forskud ikke kommer Forfatteren til Last, dersom det ikke dækkes ved Salget af det belovede Værk; Videnskabsmanden har sjeldent Offere at gjøre af den Art. Han skjænker Fædrelandet sin Flid og sine Talenter; men det blev sjeldent hans Lod at kunne lægge Guld paa dets Alter. Det vilde i mine Tanker være uskjønsomt af Fædrenelandet, om det vilde lønne hans varme, uegennyttige Iver for en Nationalsag, ved at paabyrde ham og hans Familie et Tab, der kunde medføre et smertelig Savn. Ligesaalidet kan jeg med Hr. Capitain Mariboe stemme for, at denne Sum afdrages den, som er bestemt til Bøgers Indkjøb for Bibliotheket. Ved Universitetets ophøiede Velgjørers, den danske Konges, Gavmildhed er dets Bibliothek blevet herligen udstyret. Ved passende Bidrag vil det nu kunne vedligeholde den Rang, hvortil det har hævet sig; men der er visseligen intet at fradrage, naar ikke en eller anden høist vigtig Videnskabsgreen skal vorde glemt eller forsømt. Gid aldrig den Dag komme, at man skulde behøve at øse af denne Kilde for at fremme et eller andet National-Foretagende, og saaledes forvanske eet Gode for maaskee at vinde et mindre.

Saaledes stemmer jeg af ganske Hjerte for det Forslag, som af Hr. Professor Lundh er gjort, og hvormed, om jeg ikke feiler, det af Hr. Expeditionssecretair Muus i forrige Møde fremsatte er overeensstemmende.

Kjelde: Storthingsforhandlinger for Aaret 1830, s. 221-226.
Utskrift frå VIRKSOMME ORD
Institutt for informasjons- og medievitskap, Universitetet i Bergen