Mine Herrer!
Hvad der nærmest har fremkaldt hos mig Ønsket om at udtale mig, er, at man, under de seneste Diskusioner her i Samfundet, har af et Tidsrum af vor Historie, som jeg i flere Aar har beskjæftiget mig med og som jeg mener at kjende noget til, gjort Betragtningsmaader gjældende, der skulle tjene til at vise det Ugrundede og Uhistoriske i en Stræben, som jeg for min Part finder meget vel grundet, og derimod paa den anden Side tjene til at støtte en Art af skandinavisk Helstatspolitik, hvilken jeg er mest tilbøielig til at henføre til de historiske Bagevjer, som Prof. Daa omtalte i sit Foredrag.
Men disse Lærdomsextrakter af vor egen eller de Nordiske Rigers Historie har dog kun været at betragte som et Slags Hjælpetropper for en almindelig Theorie, en almindelig Synsmaade af den nyeste Tids politiske Phænomener, der ogsaa er bleven foredraget heroppe og som man aabenbar finder tjenlig til at danne det egentlige videnskabelige Grundlag for den nævnte Helstatspolitik. Jeg vil nu ogsaa udvikle min Mening herom, og, da den almindelige Theorie og de af vor egen Historie uddragne Moraler, ligesom de munde ud i de samme praktiske Konklusioner, saaledes ogsaa efter min Opfatning ere Aabenbarelser af den samme Skjævhed i historisk Methode, bliver det i Grunden dog det samme Emne, der behandles.
*
Det er sandt, at Mindet om Norges Fornedrelse i 1536, om dets trehundredaarige provincielle Afhængighed af et fremmed Land, om dets forsømte Tilstand under Dansk Overhøihed, ikke bør fylde os med Harme og Bitterhed mod Danmark eller det Danske Folk. Det er sandt, at vi ikke bør vende os bort fra dette lange Tidsrum i vor Historie med Afsky og Foragt, at vi ikke bør betragte det som en Søvn med stygge Drømme, der ingen Betydning kan have for os, som ere vaagnede til Virkeligheden igjen. Det er vistnok ogsaa sandt, at man i den senere Tid mere og mere er ophørt at betragte den trehundredaarige Afhængighedsperiode som en gold Ørk, et tomt Rum, et Mørke, der alene skjuler Ulykker og Ydmygelser, og at Dansketiden, eftersom man lærte den bedre at kjende, mere og mere er ophørt at være den rigeligt strømmende Kilde for Danskehadet. Og dette er et Fremskridt. Men vilde det være et Fremskridt, om vi vare komne derhen, at vi uden Smerte, uden at vi følte Hjertet krympe sig sammen inde i os, kunde betragte vort Fædrelands Nedsynken fra Selvstændighed og en glandsfuld Høide til et Lydriges ydmyge, hæderløse, ubemærkede Tilværelse, om vi granskede Aarsagerne til hvad der overgik vort Fædreland ved Reformationen med den samme kolde Nysgjerrighed, hvormed man gransker Aarsagerne til en Plantes Henvisnen? Ophører Tabet af Selvstændigheden at kunne betragtes som en Ulykke, fordi man har erkjendt, at Ulykken var uundgaalig eller hvad man kalder nødvendig? Er der ikke i vort Lands Afhængighed og de Tilsidesættelser, som vederfores det, noget saarende for Nationalstoltheden, - og er Nationalstoltheden en Følelse, der ubetinget bør bekjæmpes, en raa Lidenskab, der gjør os blind for vort sande Vel? - Er det en sund og sand Opfatning, naar man nuomstunder, ledet af Amalgamationsbegeistring og Iver for Nordens Enhed i Westremsk Forstand, vil have dette, at Dansk Sprog og Kultur blev herskende i Norge, betragtet, ikke blot som Betingelsen for Fremskridt, men som et Fremskridt i og for sig, naar man i det udenfra paatvungne Fællesskab ser et Gode, som vi for enhver Pris maa holde fast ved, og i enhver Stræben udover dette udenfra paatvungne Fællesskab et Forræderi mod hvad man behager at kalde Nordens Sag? - Disse Spørgsmaal besvarer jeg med Nei.
Det var naturligt, at der efter den gjenvundne Frihed udbredte sig blandt Nordmændene en bitter Stemning mod Danmark, og at Glæden over Norges Selvstændighed, i Forbindelse med Følelsen af at denne Selvstændighed var ny og ubefæstet, fremkaldte en sygelig Mistænksomhed mod alt hvad der var dansk, en Spøgelsesfrygt, der øinede en Fare i enhver Tilnærmelse, af hvad Art nævnes kunde, til de beslægtede Nabofolk, en Lyst til at omgive sig med chinesiske Mure. Denne Stemning kom ogsaa til Gjennembrud hos vore historiske Forfattere. Navnlig har en anseet Lærd, hvem man i visse Maader kan tillægge Fortjenesten af at have grundlagt historisk Videnskabelighed hertillands, overalt, hvor han kommer ind paa Unionsperioden og Begivenhederne ved Reformationens Indførelse, omtalt Danmarks og den danske Regjerings Forhold i en skjældende og hadefuld Tone. Man vil saaledes hyppig finde, at han kalder Christian III "en Skurk", og Ophævelsen af det Norske Rigsraad i 1536: "en afskyelig Forbrydelse", "en Nederdrægtighed uden Sidestykke i Historien", "en evig Vanære for Danmark" etc. - Vi kunne nu smile over disse Ytringer af Vrede eller over den sygelige Mistænksomhed, der indgav "Statsborgeren" det humoristiske Forslag, at holde et eget Mandtal over indflyttede Danske og stille dem under en særegen Opsigt, ligesom man gjorde med Jøder og Zigeunere andensteds. Og hvorfor kunne vi det? hvorledes have vi overvundet dette Vredesmod og denne Mistænkelighed? Aabenbart derved, at vi ere naaede saalangt frem i vort nationale Selvstændighedsarbeide, at vi kunne see med nogen Ro udover baade Fortid og Fremtid, at vi ikke i samme Grad som de nærmest forudgaaende Generationer have den ængstelige, nervehidsende Fornemmelse af at det, som vi sætte høiest Pris paa, som vi maa og skulle sætte høiest Pris paa, endnu ikke besiddes saaledes, at det jo kan fratages os, at Selvstændigheden endnu blot er en Form, der let kan sønderbrydes, fordi den ikke er fyldt af det evig Uforgjængelige, af Nationens Aand. Dette burde være til Oplysning og Belærelse for dem, der indbilde sig, at de, som arbeide for Udviklingen af den nationale Selvstændighed i alle Retninger, tillige arbeide paa Sondringen og Splittelsen mellem Nordens Folk.
Den moderne Videnskabs Emancipation havde sin afgjørende Krise, da der udtaltes en almindelig Protest mod alle hævdede og vedtagne Meninger. Norges nationale Emancipation havde sin afgjørende Krise ved Begivenhederne i 1814, ikke blot herved at disse Begivenheder bragte det politisk Autonomi, men ogsaa derved, at be affødte hos Nordmændene en Stemning, der kan siges at have været en Protest mod Afhængighedstidens Traditioner og Opinioner, mod Klokkerkjærligheden til Danmark, mod den tvillingrigske Patriotisme. Protesten var nødvendig til at indlede Arbeidet mod fuld national Selvstændighed, Bitterheden dens naturlige Følge, og den Opfatning eller Fremstilling af vor forudgaaende Historie, der saa i Tilintetgjørelsen af Norges politiske Selvstændighed en skummel Forbrydelse, som for bestandig maatte vende vore Hjerter fra Danmark og det Danske Folk, eller slog en Streg over den hele Foreningstid og kaldte den en Feberphantasi, som man helt burde see til at glemme, gav begge sit Udtryk.
Denne Opfatning har altsaa gjort sin Nytte og havt sin Betydning; men vi kunde ikke blive staaende ved den, fordi den er væsentlig uvidenskabelig. Videnskabens sande Karakter er, at den tager Alting med, at den ikke begynder med givne Satser, der kræver Beskjærelser og Bortskaffelser af det erfaringsmæssigt givne Stof, at den ikke stirrer sig blind paa Enkeltheder, men altid har Sammenhængen for Øie. Og denne Karakter har hin Opfatning ikke, men ganske vist heller ikke de Opfatninger af vor Historie efter Reformationen, som man i den seneste Tid er begyndt at gjøre gjældende i den skandinaviske Helstatspolitiks Interesse.
Naar man, dengang Danmarks politiske Forbrydelser var et Yndlingsemne, fandt en saa uudtømmelig Kilde til Had og Vrede i Begivenhederne ved Reformationens Indførelse, naar man gav den Danske Regjering eller Danske Lehnsherrer Skylden for Norges Underkastelse og paafølgende Ulykker, saa vidner dette om, at man savnede Overblikket over vort Fædrelands ældre Historie. Hadde man havt dette Overblik, vilde man have skjønnet, at de politiske Vanskjæbner hadde sin væsentlige Aarsag i indre Forholde, der gaa tilbage til vor Histories første Begyndelser og vort Samfunds oprindelige Sammenføining og Karakter. Her var det altsaa Sammenhængens Aand, der savnedes. Man gik ud fra, at Norge inden Tabet af den politiske Selvstændighed havde været lykkeligt og befundet sig i Fremgang, at det alene ved denne Begivenhed blev styrtet i Elendighed, og man veltede Skylden herfor over paa dem, der kun vare Redskaber. Og ligesom man forestillede sig det Norske Folks Tilstand før Reformationen lysere og bedre end den virkelig var, saaledes forestillede man sig Tilstanden bagefter langt værre end den virkelig var. Her var det visse, i den forherskende Stemning givne, Satser, som man ikke kunde komme fra og som krævede Beskjærelser, Bortskaffelser eller Tilsætninger i det erfaringsmæssigt givne Stof, det historiske Materiale. Man var fuld af Enthousiasme for den nylig gjenvundne politiske Selvstændighed, man betragtede den som det høieste Gode, og man kunde ikke forestille sig andet end af en dyb Smerte, en bitter Harme maatte have gjennemtrængt Folket ved dens Tab. Man kunde ikke eller vilde ikke tænke sig Muligheden af at der var gjort betydningsfulde Fremskridt under Enevelden og under en ydmygende Afhængighed af et fremmed Land. Der var naturligvis ingen bevidst Hensigt til at forvanske Historien; men man saa den gjennem en sterkt ophidset Stemnings Briller, der forrykkede de sande Forholde og ved hvilke visse Enkeltheder bleve ligesaa sterkt forstørrede, som andre bleve formindskede. Saaledes fremkom der i den almindelige Opfatning et Billede af Foreningen med Danmark, der unegtelig i visse Maader fortjener at kaldes et Vrængebillede. Norge var, hedte det, i de tre Aarhundreder bleven systematisk udplyndret og mishandlet; dets Kulturudvikling afbrødes i sine bedste Spirer, dets Velstandskilder udtørredes, dets Næringsveie gik tilbage, dets blomstrende Byer forvandledes til Grushobe eller usle Fiskerleier. Og af denne sørgelige, men lærerige Historie uddrog man da ogsaa Moralen: søg Landets Lykke i den størst mulige Isolation og fremfor alt betragt enhver Art af Forbindelse med Danmark som fordervelig.
Slige Moraler og nyttige Lærdomme, Advarsler og Formaninger, uddragne af Historien til Menigmands Brug, tilhøre en Art af Historieforskning eller Historieskrivning, der nu maa siges at være forældet. Den er ligesaameget i Strid med Historiens Væsen, som det er i Strid med Poesiens Væsen at agere Klædebon for snuusfornuftige Leveregler, eller, for at bruge et Udtryk af Holberg, at agere Forgyldning paa den praktiske Morals Piller. Den hviler paa Forudsætningen af at Historien, den nationale eller almindelige, er en Samling af Enkeltheder og ikke et organisk sammenhængende Hele. Thi alene under denne Forudsætning kan man tro, at Historiens Opgave, at være et Slags magistra vitae, fyldestgjøres derved, at man løser de enkelte Begivenheder, enkelte Perioder eller enkelte historiske Personligheders Liv ud af den Sammenhæng, hvori de staa, og udræsonnerer af dem moralske eller politiske Leveregler. Men denne Forudsætning er uvidenskabelig, og de saaledes udbragte Lærdomme ere da ogsaa omtrent af samme Kaliber som de Moraler, Wessel parodierende har ladet sine komiske Fortellinger ende med, idet hine saavelsom disse knytte sig til mere eller mindre uvæsentlige Sider ved det behandlede Stof. Det væsentlige nemlig, Aanden, det styrende Princip i de historiske Begivenheder, opfattes kun, naar man lader sig gjennemtrænge af den hele store Sammenheng, naar man lader Historien udvikle sine egne Tanker, istedetfor at lægge den paa udenfra hentede Ideers og Indfalds Prokrustesseng. Det er derfor med Hensyn paa hin pragmatiske eller ræsonnerende Historik, der betragter Historien som en moralsk Læsebog, et Opslag af Præmisser for allehaande gangbare politiske Doktriner, en Exempelsamling til Brug for betrængte Statsmænd og Kandestøbere, med Føie blevet sagt af Hegel: "Man lærer intet af Historien uden dette ene, at man intet lærer af Historien."
Men passer ikke alt dette fuldkomment ligesaa godt paa de Anvendelser, man i den allernyeste Tid sees og høres at ville gjøre af Norges Skjebne i dets Fornedrelsestid til Fordel for en skandinavisk Helstatspolitik og imod den Norske Selvstændighedsstræben, som paa de antiskandinaviske og antidanske Lærdomme, man tidligere pleiede at uddrage af det samme Tidsrums Historie?
Vi have hørt under de seneste Diskusioner her i Samfundet, at de, der ivre mod Folkesprogets Hævdelse og optræde som Tilhængere af den nye skandinaviske Helstatspolitik, tro at finde meget kraftige Argumenter i vort Fædrelands Historie under Foreningen med Danmark. De fremhæve i sterke Udtryk Norges jammerlige Forfatning og dybe Forfald, før det opnaaede at blive dansk Provins og medens det endnu havde sit eget Sprog i fuld Hevd og Brug. Der smøres tykt paa: man fortæller os, at det Norske Folk kun bestod af Bønder og at hos disse samme Bønder den yderste Fattigdom ledsagedes af den bundløseste Fordervelse. Men ikke før har Norge opnaaet at blive dansk Lydrige, ikke før er det blevet af med Resterne af sin politiske Autonomi, ikke før er dansk Sprog trængt ind i Kirken og Skolen, førend Billedet med Eet forandres. Landet gaar rask fremad i Velstand, Folket i Moralitet og Oplysning. Bonden beskyttes i sin Frihed og Selveiendom af det uegennyttige danske Aristokrati, og den Norske Bondefrihed virker igjen tilbage til at emancipere Danmarks Bondestand; ved det danske Sprogs Indtrængen begynder atter Kulturen at spire i Norge, og Norske Forfatteres Geni finder rig Leilighed til Udfoldelse og kunne gjøre Epoche i den blomstrende danske Literatur, til hvilken Sprogfællesskabet har aabnet dem Adgang; Folket er tilfreds og kan ikke være andet; der høres ingen Klager over Tabet af en politisk Selvstændighed, som ikke havde bragt Norge nogen Frugt, eller over at ikke Landets eget Sprog var blevet Kirke og Skolesprog, hvorved jo Norge vilde være blevet udelukket fra den videre Kulturkreds; nei, man var for fornuftig til det dengang! Amalgamationen af Norsk og Dansk ledede, kort sagt, til de allerfortræffeligste og allerglædeligste Resultater. Hvad slutter man nu heraf? Naturligvis, at en Amalgamation mellem de beslægtede Nordiske Folk overhovede ikke er noget, man skal være saa forskrækkelig bange for, at den politiske Selvstændighed ofte kan være til Hinder for en sund og kraftig Udvikling, at det er absurd at forsøge paa at bringe det Norske Sprog i Hevd og Brug igjen, da det jo har vist sig, at Indtrængningen af det Danske var, - ikke blot en Betingelse for den fortsatte Fremadskriden i Oplysning og Kultur: dermed vilde man ikke have sagt meget, da Betingelsen jo alene er et Gode, relativt til visse Tidsomstændigheder, der gjerne kan være af en saadan Beskaffenhed, at man ikke for alt i Verden vil have dem tilbage igjen, - men et Fremskridt i og for sig, der lagde Grunden til et Fællesskab, som har bragt os meget Godt og Herligt, følgelig ogsaa vil bringe os meget Godt og Herligt, og som man for enhver Pris maa holde fast ved. - Det nytter ikke, at vi indvende herimod, at der i Norges indre og ydre Uselvstændighed, hvor fordelagtig den end kan erkjendes at have været, er noget for Nationalfølelsen saarende, og at vore Forfædre, dersom de havde været mere oplyste og deres Syn følgelig havde rækket videre, udentvivl vilde have følt dette Saarende meget sterkere end de gjorde, maaske saa sterkt, at de heller havde ofret alt andet end denne samme politiske og nationale Selvstændighed, der var dem saa lidet fordelagtig. Man vil svare os, at Følelsen intet har med historisk Videnskap at bestille, ligesaalidt som med den skandinaviske Helstatspolitik, at hvad man fremfor alt har at iagttage, naar man [vil] fælde en sund Dom over Fortidens Begivenheder, og uddrage sand Frugt, virkelig Belærelse af deres Studium, det er at lade Følelserne bag sig og at give den nygterne Forstand det den tilkommende Enevelde i historiske Sager.
Men, mine Herrer, at gjøre en saadan Vold paa sine naturlige Følelser er at berøve selve Tanken den Jordbund, hvori den skal voxe og blive stor, og vore helstatspolitiske Pragmatikere forbryde sig dobbelt mod Videnskaben, idet deres Moraler paa den ene Side ere udbragte ved en Mutileren af det historiske Stof der betragtes, og paa den anden Side til fuld Anerkjendelse kræve en Slags Mutileren af den Personlighed, der betragter Stoffet. - Man lærer ikke at forstaa Historien ved at stille sig udenfor den og ræsonnere over den. Den skal ikke blot gjennemtænkes, men gjennemleves og gjennemføles. Der kræves ikke blot, at Historiens stoflige Sammenhæng ikke brydes paa noget Punkt, men der kræves ogsaa, at vi selv helt og holden skulle være med i den. Den er nemlig helt og holdent i os; vi ere dens Resultat og vi bære dens inderste Tanke i os; at studere Historie er at bringe til Klarhed og Bevidsthed vort eget Væsen; men til vort Væsen hører i Sandhed ikke blot Forstand og Tanker, men ogsaa Følelser, ja disse ere vel en endnu langt mægtigere og væsentligere Del af os end hine. Man kan derfor være ligesaa sikker paa, at en Opfatning af den nationale Historie, der oprører vor naturlige Følelse, er falsk, som paa, at en Opfatning, der strider mod vor naturlige bonsens, er det.
Og man maa jo tillige, for at udbringe hine kraftige historiske Argumenter til Fordel for den skandinaviske Helstatspolitik og imod den Norske Selvstændighedsstræben, foretage ligesaa voldsomme, ja endnu værre, og endnu langt mindre undskyldelige, Beskjærelser og Lemlæstelser af Historiens Stof og Sammenhæng, end dem, hvorved i tidligere Dage de antiskandinaviske Lærdomme bleve udbragte. Jeg vil ikke tale om, at Foreningen mellem Danmark og Norge havde i rent udvortes; rent materiel, Henseende sine store og mørke Skyggepartier, som det lader til enkelte nu er ligesaa blind for, som man tidligere var blind for de lysere Sider. Jeg vil ikke tale om, at, naar man fortæller os, at det Norske Folk var tilfreds i sin Afhængighed, saa udelader man af sin Skildring det, som efter min Opfatning er det egentlig Essentielle i Norges Historie i hint Tidsrum. Men hvorledes kan man komme til at indbilde sig, at de Fordele, som Fællesskabet med Danmark i Sprog, Kultur og Statsvæsen foregives at have bragt os, beviser nogentsomhelst til Fordel for Amalgamation, Helstatspolitik, sprogligt Fællesskab overhovedet, uden derved, at man seer bort fra vor hele Historie og Udvikling siden 1814? - Hvad der udmærker denne, er - det vil vel Ingen benegte - en rastløs, energisk Stræben efter fuld politisk og national Selvstændighed. Denne Stræben fortsættes ind i vore Dage; den har siden 1814 stadig voxet i Styrke og Omfang, og vore saakaldte Ultranorske gjøre jo ikke andet - end ikke ved de mest yderligtgaaende Programmer - end at formulere hvad der som mere eller mindre bevidste Tendentser gjør sig gjældende paa alle Punkter af vort folkelige Liv. Er da dette Afsnit af vor Historie, som vi, naar vi følge de naturlige Følelsers Stemme, ville kalde dens bedste og rigeste Del, en eneste stor Aberration? - Metaphysikeren hjælper sig paa denne Maade, ved en saadan vilkaarlig Elimineren, naar hans Satser komme i Strid med Erfaring og Observation; men Videnskabsmanden ikke. Han erkjender, at hvad der ikke forklarer Alt, ikke forklarer Noget, at Sandheden først er given ved den hele store Sammenhæng. Og saaledes kan den helstatspolitiske Doktrin og Fordømmelsesdommen over vor Stræben efter fuld Selvstændighed med Hensyn paa Stat, Sprog og Kultur, forsaavidt denne Fordømmelse og denne Doktrin støtter sig til Argumenter, hentede fra Norges Historie under Foreningen med Danmark, erklæres for uefterrettelig at være. Det er ikke ved eensidig at fortabe sig i Betragtningen af et enkelt Afsnit af Historien og ved at gjøre sig blind for, hvad der gaar forud eller hvad der følger efter, men ved at tage den hele Udvikling med og samle den i eet Overblik, at man sættes istand til at have en rationelt begrundet Mening om, hvad der er "Bagevjer", og hvad der er den rette store fremadilende Strøm blandt de Opinioner og Tidsretninger, der røre sig omkring os.
Jeg skal nu forsøge paa at give en Fremstilling, i saa faa Træk som muligt, af hvad der efter min Opfatning*) er den røde Traad i vor nyere Historie, hvad der forbinder de tre Afsnit, som udvortes synes at have saa lidet med hinanden at gjøre, den ældre Selvstændighedsperiode, Afhængighedsperioden, og den nyere Selvstændighedsperiode, til en sammenhængende Udviklingsproces, der fortsættes gjennem os.
Jeg vil begynde med den Sats, som Helstatspolitikerne formentlig ikke vil forgribe sig paa, at der før Reformationen og Grevefeiden bestod et særegent Norsk Folk, en særegen Norsk Kultur og et særegent Norsk Sprog. Hvor blev der nu af alt dette i den store Krise? gik det under? Nei det vedblev at bestaa; dette er en Sats, som de Helstatsdoktrinære ogsaa skal lade staa. Det er erkjendt, at hvad der skete i Norge ved de nævnte Begivenheder og deres Følger, var langt mindre indgribende, end man ofte forestillede sig, naar man troede at maatte grave den egte Norskhed frem under Gruset af Oslos og Hamars Ruiner, Folket bevarede og udviklede videre i uforstyrret Ro sin eiendommelige, sterkt prægede Samfundsforfatning, der var og er den nationale Udviklings brede Grundvold; det bevarede Sproget og spiredygtige Kjærner af national Kultur og Tradition. Hvad der skete, var kun at en fremmed Kultur satte sig af udenpaa eller ovenpaa det Norske Samfund, men uden at trænge ned i det og uden at destruere det i dets væsentlige Organer. Jeg vil ikke formindske Betydningen af denne det Fremmedes lndtrængen. Det var ingen indre Sygdom, ingen Fordervelse hos Folket, der frembragte den Norske Stats Undergang. Men, hvad der nu er vor Styrke, den i Naturforholdene begrundede demokratiske Forfatning, var dengang vor Svaghed. Folkene kunde i hin Tidsalder ikke være virksomme i Politiken eller fremadskridende i Kulturen uden gjennem en aristokratisk Repræsentation, og Norge savnede og maatte savne en saadan. Det ophørte derfor lidt efter lidt at existere som Stat og dets Kultur ophørte at skyde nye Skud eller at tilegne sig nye Stoffer og nye Spireemner. Hvad vi ikke havde kunnet udvikle af os selv, det maatte tilføres os udenfra. Gjennem Foreningen med Danmark fik Norge atter en Regjering og en Administration, og ved det Danske Sprog indbragtes de Gjæringsstoffer for den indre Udvikling, som vor egen Kultur uden en saadan Formidling maaske ikke eller ialfald først senere vilde have formaaet at tilegne sig. Men Dansk Sprog og Dansk Regjering og Administration var dog og blev dog det Fremmede, og det er nødvendigt, at Organismen, naar den er vakt af sin Dvale, derved at det fremmede Element er bragt ind i den, reagerer mod det. Den vil arbeide paa at assimilere det med sig eller støde det ud fra sig, og, hvis hverken det ene eller det andet lykkes, vil der opstaa Edder og usunde Vedsker og Organismen maa gaa under. Dansk Sprog og Dansk Administration bragte nyt Liv ind i det Norske Samfund; men dette Liv maatte først og fremst ytre sig som en Bestræbelse efter at tilintetgjøre, udrydde Danskheden, saa at der ikke fandtes mindste Trevl af den tilbage. Ved Begivenhederne i det sextende Aarhundrede var der skeet et Brud i den nationale Udviklings Samrnenhæng; Bruddet var udvortes, det er sandt, men, hvis det ikke fuldstændig heledes, gjaldt det ikke destomindre Livet, og alle den gjenvakte Organismes levende Kræfter maatte af sig selv, drevne af den organiske Naturlov, virke sammen mod dette Formaal; det ægte nationale Livs Skikter, der fortsatte sig i Samfundets Indre, maatte atter træde frem i Dagen, sønderbrydende og kastende tilside de fremmede Lag.
Denne Stræben efter at hele det skete Brud, efter at tilintetgjøre det Fremmede, og restituere den nationale Enhed og den historiske Sammenhæng er Kjernen af vor Historie fra Reformationen og indtil idag; denne Stræben har sin Grund i de Naturlove, der gjelde saavel for aandelige som for materielle Organismer, og den vil og maa naa sit Maal, trods alle amalgamistiske eller helstatsdoktrinære Bagevjer.
Den naar under Foreningen med Danmark ikke frem til fuld Bevidsthed, men den møder os dog overalt, og vi se den stadig voxe i Omfang og Styrke. Administrationen antager en mere national Karakter, i Literaturen udsondre de Norske Forfattere sig stedse mere ved Stil, Smag og Valget af Emner fra sine Danske Medbrødre, og efter Midten af det forrige Aarhundrede bliver deres Forhold til disse en bestemt udtalt Opposition. De Norske Studenter vare ligesaa bekjendte i Kjøbenhavn som Islændingerne ere det nuomstunder for sine kraftige Næver og letfengelige Patriotisme. Men, naar de vare vendte hjem til Fædrelandet og sade som Prester eller Skrivere i de afsides Norske Bygder, dvælede de dog helst ved Minderne fra den Danske Hovedstad; de vare ved sit Aandsliv paa det fasteste knyttede til Danmark, og de maatte vel derfor mangengang føle sig noget fremmede blandt hine Odelsbønder, hvem de med Stolthed kaldte sine Landsmænd. De høiere Samfundsklasser i Norge vare ved Sprog- og Kulturfællesskabet med Danmark som ved en dyb Kløft adskilte fra det store Folk, med hvem en endnu noget abstrakt Fædrelandskjærlighed paa den anden Side forbandt dem, og de kunde ikke være sig klart bevidst Savnet af sterkere Baand og derfor heller ikke Tilstedeværelsen af hin Kløft, saalænge det var naturligt at de betragtede sig som hjemme i det danske Kulturliv og saalænge den Norske Selvstændighedsstræben endnu ikke havde sprængt Helstatsrammen, der omsluttede begge Folk.
Dette skete i 1814. Nu, da Norge blev henvist til sig selv, nu da det paa egen Haand skulde føre kulturen videre, maatte hin Kløft blive aabenbar, i det den virkede lammende paa det aandelige Liv, og med det samme maatte ogsaa Norskhedsbestræbelsernes fælleds store Maal trænge frem til Bevidstheden. I Aarhundreder havde det Norske Folks hele indre Liv været en Kamp for at assimilere med sig eller støde bort fra sig det Fremmede, som var indbragt ved Reformationen og den politiske Afhængighed, og, idet man blev sig klart bevidst, hvorom det gjaldt, gjorde man et Sprang udover de Vidder, der endnu adskilte fra Maalet, og stillede sig i Indbildningen der, hvorhen først Slægtfølgers langsomme Arbeider skal bringe os. Denne Antecipation af Maalet, der var en Følge af at en længe fortsat Stræben med Et vaagnede til Bevidsthed, denne Ønskernes Forudilen foran Virkeligheden fandt sit Udtryk i, hvad jeg tidligere omtalte: Protesten mod den hele Dansketid. Kun i Oldtidens frie Nordmænd skulde Nutidens frie Nordmænd se sine Forfædre; disse vare hines rette Ætlinger og umiddelbare Arvtagere, Mellemtiden skulde være glemt og derved Sammenhængen tilveiebragt i vort Fædrelands Historie.
Henrik Wergeland har sagt i en Tale til Fædrenes Minde: "Vort Norge og Fortidens Norge synes som to afbrudte Halvringe, der passe paa det nøieste sammen; Mellemalderen kun som den uægte Lodning, som vi bryde væk for at hele de ægte Led ... Oldtidens Saga forstaa vi, men ingenlunde tilfulde, hvorledes Ætlinger af disse frisindede Helte kunde saalænge taale Fædrelandets Vanære. Vi springe over Mellemalderen. Vi hverken beundre eller elske disse Nordmænd. Det er kun i Tiden, ikke i Aanden, de staa os nærmere ... Vi tale ikke til det Norge, der forekommer os sovende, men til det levende, hvis Bedrifter staa os for Øine i Sagaen og atter foregaa i vor Indbildningskraft, - det der taler til os i et Sprog, som synes formet efter Landets og Folkets Natur, og som vi føle Fortræffeligheden af fremfor det vi fik af de nærmeste Fædre. Vi mene Oldtiden, naar vi nævne det gamle Norge. Vi ile strax did, ligesom Øiet ser tversover fra Fjeldtind til Tind uden at bøie Synstraalerne efter Dalen imellem."
Det er i den allerseneste Tid blevet forsøgt at gjøre en ganske modsat Opfatning gjældende af den her udtalte. Man har sagt os, at det netop er i hin foragtede Mellemalder at vi skulle søge vore rette Forfædre. Dansketiden er bleven rehabiliteret, ligesom Historikerne i vore Dage have rehabiliteret Alting og Alle ligefra Tiberius og Nero til Catharina de Medicis og Grevinde Dubarry. Men vi skulle nu erkjende, at der i Wergelands Tale er Spor af Geniets Lynglimt, som i alt hvad han har skrevet, og det er let at paavise, i Overenstemmelse med den foregaaende Udvikling, at hine Udtryk indeslutte en Sandhed, om ikke den hele Sandhed. Det er vistnok en selvmordersk Fordring, at vi skulle springe over Mellemalderen mellem Oldtidens frie Nordmænd og Nutidens frie Nordmænd. Et Folks Historie taaler intet fuldstændigt Brud i sin Sammenhæng; det har ophørt at existere for bestandigt, naar det har ophørt at existere i et Øieblik, og selve den levende Nationalfølelse, den sterke Vitalitet, som aabenbarer sig hos Folket efter 1814, maatte give Forvisning om, at vi ikke vilde søge forgjæves efter Norskheden i hin Mellemalder, naar vi ikke bleve staaende ved Historiens aandløse Udvortesheder. Vi skulle i Opfatningen af vor Historie bære os ad som Geologen i Studiet af de bølgende eller foldede Skikter. Han ser et Bergslag optræde paa et Sted i mægtige Klipper, og saa pludselig forsvinde i Dalen nedenfor; men Landet hæver sig atter i det Fjerne, og han slutter deraf, at Bergslaget fortsætter sig indunder Dalens løsere Jordlag, og at han atter vil se det træde frem i Dagen paa den næste Aasryg. Dansketiden er en saadan Dal, i hvilken det Bergslag, der i Oldtiden steg op i mægtige Former, pludselig synes forsvundet; men vi kunne være sikre paa, at vi, ved at rydde Gruset og de løse Jordlag tilside, ogsaa der ville finde Norskhedens faste Berg paa Bunden. Jo nærmere vi komme Nutiden, jo mere hæver Landet sig, jo hyppigere stikker dette Berg frem i enkelte Spidser og Knuder gjemmen de løse Lag, og tilsidst vil det helt bryde frem i Dagen; vi staa da atter paa Høiden, og skue tilbage paa Oldtiden, for at bruge Wergelands Udtryk, som man ser tversover fra Fjeldtind til Tind. Der er fremdeles det at bemærke ved hvad der er citeret af Wergelands Tale, at han, som hans Samtid overhovedet, anteciperer Nationens Gjenfødelse. Men han har rigtigt betegnet Karakteren af denne, Maalet for den folkelige Stræben. Oldtidens Nordmænd skulle i Ordets fulde Bemærkelse blive vore Forfædre, Norges Historie skal gjenvinde den fulde nationale Sammenhæng, ikke derved at vi springe Mellemalderen over, men derved at vi fortsætte dens inderste Gjerning. Er dette Maal naaet? Er Bruddet i vor Historie fuldstændig helet? er det Fremmede assimileret eller udsondret? er Kløften mellem Folket og de saakaldte høiere Samfundsklasser udjevnet? Min Mening er, at dette endnu ikke er Tilfælde. Naar vi betænke, at den hos Folket bevarede Skat af Sange og Sagn, af eiendommeligt Lune, sund Livsvisdom, sprogligt Malm indtil for nylig har været en lukket Bog for os, at Literaturen først i den seneste Tid har faaet en afgjort national Karakter, at det fra Foreningen med Danmark stammende Bureaukrati indtil den seneste Tid har behersket vort Statsliv, ville vi finde det rimeligt, at der endnu staar meget tilbage. Men en saadan Bevægelse vil, naar den overlades til sig selv, stadig akcelerere; den er som Sneboldten, der under sit Løb stadig vinder i Hurtighed og i Evne til at beseire de mødende Hindringer. I Aarhundreder har alle Folkets Kræfter været rettede paa at gjenvinde og befæste den indre og ydre Selvstændighed, og, skulde endnu meget være at vinde, saa maa vi dog tro, at det vil falde forholdsvis lettere og kræve forholdsvis mindre Tid. - I denne Sammenhæng bør, saavidt jeg kan skjønne, den saakaldte Maalsag betragtes. Jeg vil her ikke indlade mig paa at udtale nogen Mening om, inden hvilken Grændser denne Stræben kan ansees berettiges. Men saameget forekommer mig klart, at man kun under den Forudsætning vil ubetinget kunne bryde Staven over den, at man stiller sig i Opposition til hele vor tidligere Udvikling, erklærer den for en Bagevje, og mener at alt hvad der hidtil er gjort maa gjøres om eller tilbage igjen.
*
Vi have nu hørt, at der gives Folk, som gjøre dette. Der gives Folk, - sandsynligvis dog ikke mange, - for hvem Oldtiden med sin Partikularisme maa være en Vederstyggelighed, som derimod i Unionsperioden vil finde adskilligt at glæde sig ved, og som navnlig i Begivenhederne under Grevefeiden, da en af de Nordiske Stater ganske ophørte at existere og da det Danske Sprog blev indtrængt i den Norske Kirke og Skole, maa se et sandt Lyspunkt i Nordens Historie. Desværre faldt det Norske Folk atter tilbage i Partikularismen, og har indtil denne Dag med alle sine Kræfter arbeidet paa at befæste sin Selvstendighed, eller som man nuomstunder hører det betegne, arbeide i Sondringens Aand. Men hermed skal det nu være forbi. Vore Helstatsmænd kunne naturligvis ikke bestride, at, naar det Norske Folk i Aarhundreder har stræbt at emancipere sig fra det Fremmede og at udvikle sin indre og ydre Selvstændighed, saa har det heri fulgt Livets Instinkt og Drift, Organismens indre Naturlove. Men disse Naturlove skulle nu sættes ud af Kraft. Helstatsmændene ere i Besiddelse af visse kraftige Trylleformularer, hvorved Folket skal bringes til at tage Parti mod sig selv, Naturens opbyggende Kræfter skal omgjøres til nedrivende, Organismens dannende og opretholdende Evne til et Opløsningens Princip. De ville unegtelig vise sig som meget store Troldmænd, dersom det lykkes dem at gjennemføre noget af den Opgave, som de synes at have stillet sig. Det er vistnok et vanskeligt Kunststykke at seile paa Vandet paa tunge Møllestene; men det er et endnu vanskeligere Kunststykke, at drive et stort Værk igjennem ved Hjælp af Livslede, at gjøre Folket til Interessent i sin egen Haan, og at bygge en stor Fremtid, en rig Udvikling paa Selvforagt og en buddhistisk Dødstilbedelse. - Vi skulle nu noget nærmere underfølge hine Trylleformularer, og vi ville maaske finde Grund til at anbefale vore Helstatsdoktrinære at beflitte sig i Tide paa en lignende Resignation som den Mahomed ved en vis Leilighed skal have vist. Det fortelles nemlig i Koranen, at Mahomed engang, da hans Tilhængere opfordrede ham til at gjøre et Mirakel, raabte til Bjerget, at det skulde komme hen til ham. Men Bjerget kom ikke, og se! Mahomed gik da selv hen til Bjerget. De Rettroende beundre meget denne Prophetens Visdom, og det er antageligt, at vi ville blive opbyggende ved en lignende Visdom hos vore moderne Propheter.
Det siges og gjentages saa ofte, at der er rimeligvis dem, som tro derpaa, at de smaa Staters Tid er forbi, at de smaa Nationaliteter ikke længer kunne bestaa for sig, at de betragtes som syge Lemmer paa det Europæiske Legeme og at de ville behandles som saadanne, dersom de ikke i Tide, ved at slutte sig sammen efter Folkslegtskabet til større Stater og Nationer, søge at opnaa den materielle Styrke, uden hvilken i vore oplyste Dage ingen Rettigheder respekteres. Det siges, at hvad der er foregaaet i Italien og Tydskland afgiver det Mønster, som Nordens Folk maa stræbe at følge, medmindre vi ville udsætte os for, at Europa fælder Fordømmelsesdommen over os, i retfærdig Harme over at vi fremture i en uforbederlig Fredsommelighed og ikke ville være andet end hvad vi ere: smaa Folk og smaa Stater uden Fordring paa andet end paa at bestaa og udvikle os saa godt vi kunne. Vi skulle et Øieblik forudsætte, at Forholdene i Tydskland og Italien virkelig ere analoge med Forholdene i Norden, at det altsaa var særskilte Nationaliteter, som i Italien sluttede sig sammen til en Stat, at det er særskilte Nationaliteter, der nu indlemmes i Preussen ved den Bismarckske Blut- und Eisenpolitik, som ogsaa hos os har fundet begeistrede Beundrere blandt de skrøbelige Doktrinære, der anraabe Himmelen om at sende Norden en ny Bismarck, ved hvem det Universalmiddel, hvortil Doktrinarismen altid til syvende og sidst rekurrerer, kunde bruges i Anvendelse mod de nordiske Folks naturlige Følelse og sunde bonsens. Vilde det, endog under hin Forudsætning, være andet end en metaphysisk Absolutisme, der i Politiken ganske svarer til den tidligere omtalte Pragmatisme i Historien, idet begge, for at gjennemføre sine Satser, kræve en Supprimeren en masse af aabenbare Kjendsgjerninger, om man gik ud fra, at hvad der kan og bør gjennemføres i Italien eller Tydskland ogsaa kan og bør gjennemføres i Norden? Hvis det ikke var forbunden med større Omstændigheder at generalisere i Politiken, vilde Herman von Bremenfeld ikke have havt saamegen Uret i at mene at man kan blive bekvem til at forestaa det største Land ved at gjennemlæse en politisk Nachtisch eller en politisk Stokfisch. Men den gode Kandestøbers Skjæbne kan vise os noget andet, og vore moderne Kandestøbere ville neppe være heldigere, dersom Skjæbnen befordrer dem til noget Borgermesteri. Deres Feil bestaar ikke deri, at de overhovedet lade sig lede af almindelige Theorier; - thi paa de politisk-historiske Studiers Felt maa det ligesaavel som paa de mathematisk-naturvidenskabeliges være Formaalet, at komme til stedse mere omfattende Generalisationer; - men deri, at deres Theorier ere byggede paa et utilstrækkeligt Grundlag, at de ere frembragte ved at skyde en Gjenvei over Kjendsgjerningernes Mangfoldighed, ved vilkaarlig at sætte ud af Betragtning som ufornuftige de Kræfter eller Tendentser, der stride mod Theorien, istedetfor at erkjende i Historien saavelsom i Naturen Udtrykket af den almindelige Fornuft, som det ikke gjælder at korrigere, men alene at forklare, - ved at slaa en Streg over hvad der ikke passer med Satserne istedetfor at slaa en Streg over Satserne, naar de ikke passe. Den naturlige sunde Sands hos ustuderede Folk, der aldrig have kiget i nogen politisk Stokfisk, er her tusinde Gange at foretrække; den træffer instinktmæssigt det Rette, og, ligesom det paa andre Felter har vist sig, at den sande Videnskab stemmer bedre overens med den folkelige bonsens end med Metaphysikernes kunstige Systemer, saaledes vil vistnok paa det historiske og politiske Felt en virkelig positiv Videnskabelighed ingenlunde komme til at føre Krig mod Folkets naturlig Instinkter og Følelser, men derimod snarere mod den nu grasserende politiske Doktrinarismus, der har opgivet Somnambulismens Sikkerhed uden at have opnaaet den klare Bevidstheds.
Det er bleven sagt at Menneskets Higen efter Symmetri og Uniformitet er Moder til de skjønneste Opdragelser, men ogsaa en frugtbar Kilde til Vildfarelser. Den har været og vil være dette sidste i desto høiere Grad, jo mere kompliceret eller jo mere specielt det Stof er, som Videnskaben søger at tilegne sig. I Mekanik og Astronomi, hvor de almindeligste og følgelig enkleste Forholde behandles, er det muligt at bygge de mest omfattende videnskabelige Generalisationer paa et lidet Grundlag af erfaringsmæssigt givne Satser og man kan her fra et Par bekjendte Tilfælde med største Sikkerhed drage Slutninger med Hensyn til alle øvrige af samme Art. I Physik og Chemi er denne Sikkerhed allerede betydelig indskrænket; Phænomenerne ere her mere specielle, afhængige af flere Betingelser og følgelig undergivne flere Modifikationer; det er saaledes fra Chemien bekjendt, at en ringe Forandring med Hensyn til Varme eller Lufttryk eller de øvrige ydre Betingelser, under hvilke et Stof fremstilles, kan forandre det i en ganske væsentlig Grad med Hensyn paa Farve, Konsistents og andre physiske Egenskaber. I Studiet af den organiske Verden er man i endnu langt høiere Grad udsat for at tabe Traaden og gaa sig i Berg ved forhastede Generalisationer; men allermest gjælder dette om den saakaldte moralske Verden. Her er Stoffet saa kompliceret, Phænomenerne afhængige af en saa stor Mangfoldighed af ydre og indre Betingelser og derfor ogsaa undergivne saa mange og saa dybt indgribende Modifikationer, at man har tvivlet om, at de overhovedet ere reducible til almindeligere Love, at der overhovedet lader sig udfinde nogen Regel i den tilsyneladende regelløse Mangfoldighed. Denne tvivl deler jeg ingenlunde. Det er imidlertid vist, at der paa dette Felt kræves til endog den snevreste Generalisation de mest forskjelligartede Undersøgelser og det vidtløftigste Materiale. Og det er vist, at naar man uden videre slutter, at hvad der kan og bør gjennemføres i Italien og Tydskland, det kan og bør ogsaa gjennemføres i Norden, da er dette, endog under den nævnte Forudsætning, en saa umethodisk og løs Snak, at den alene hører hjemme i Kandestøberes politiske Kollegier.
Men hin Forudsætning er jo desuden falsk. Piemonteserne, Neapolitanerne, Lombarderne have jo altid været betragtet og have altid betragtet sig selv som tilhørende eet Folk; Bayrerne, Hannoveranerne, Sachserne have aldrig gjort Paastand paa at være særskilte Nationaliteter. Hvorledes havde ogsaa, i modsat Fald, de italienske Enhedsmænd eller Gothaerne i Tydskland kunnet paaberaabe sig Nationalitetsideen til Fordel for sine Bestræbelser? - Jeg veed vistnok, at vore Helstatsmænd stundom have gjort det samme; men dette ser mest ud til at være en Spøg af samme Art, som naar Fouché sagde om Talen, at Mennesket havde faaet den for at skjule sine Tanker, eller som naar en nyere fransk Statsmand forklarede det saakaldte Non-interventionsprincip derhen, at det er det Princip, i Kraft af hvilket man intervenerer overalt hvor man finder for godt.
En af Helstatsmændenes Ledere har ogsaa her i Samfundet udviklet en Opfatning af den nyere Tids politiske Udvikling, der bedre stemmer med Helstatspolitiken, idet den ligefrem underkjender Nationalitetsprincipets Betydning og betragter de moderne Nationalitetsbestræbelser som en Bagevje, i hvilken vi til al Ulykke er geraaden ind. Ifølge denne Opfatning skulde den stigende Kultur medføre, at de nationale Adskillelser efterhaanden bortfalde og at Europas Folk smelte sammen efter en af Slægtskab og indre og ydre Overensstemmelse bestemt Orden. Vistnok blev dette nærmest gjort gjældende med Hensyn til os Smaafolk, hvis Opløsning betragtedes som nærforestaaende; men det antydedes dog tillige, hvad der heller ikke var mere end den skyldige Konsekvents, at Opløsningen siden vil gaa videre og at den fremadskridende Udviklings Maal er, at Europas Folkeslag blive en "gleichblökende Heerd", et "poussière mouvante" eller en chinesisk Myretue. - Der kan naturligvis ikke være nogen Tvivl om, at en saadan Opfatning ikke er skikket til at vinde almindelig Indgang, og der er vistnok Grund til at forundre sig over, at en Videnskabsmand vil tilegne sig et fladbundet Ræsonnement, der alene synes at passe i kosmopolitiske Probenreuteres og Handelsreisendes Mund. Men denne Opfatning er dog, saalidt som nogen anden, endog kun blandt Probenreutere gjængs og gangbar, aldeles grebet ud af Luften, og jeg vil saameget hellere omtale den noget nærmere, som jeg i Sammenhæng dermed kan komme til at udvikle, hvorlunde al Slags Helstatspolitik i vore Dage, den nordiske inklusive, ogsaa derved aabenbarer sig at være en Bagevje, at den kommer i Strid med Nationalitetsprincipet, der i Virkeligheden er den dominerende Ide i Europas nyere Politik, fordi den er en naturlig Konsekvents af hele den moderne Tids politiske og sociale Udvikling.
Vor tydske Landsmand Henrik Steffens har sagt: "Die Einheit Aller ist das Höchste, aber sie ist nur durch die volle Sonderung, durch die Persönlichkeit, möglich." Denne Sats ser paradoxal ud, men udtaler dog en dyb og uomtvistelig Sandhed. Det Hele udvikler sig gjennem det Enkelte, Samfundet gjennem Personligheden, Menneskeheden gjennem de nationale Forskjelligheder; Fællesskabet gaar jevnsides med Sondringen, og begge ere kun de to modsatte Sider af den samme Udvikling. Det er den store Antinomie, som man maa tage med, naar man vil betragte Historien i videnskabelig, og ikke i en forudfattet Partimenings Aand. Kun en chimærisk Metaphysik, ikke Videnskaben stiller Kjendsgjerninger op imod hinanden og slaar en Streg over nogle til Fordel for andre i Kraft af Modsigelsens logiske Princip. Naar man derfor henviser til de vilde eller halvvilde Stammers Isolation og i Modsætning dertil peger paa Nutidens Jernbaner, Dampskibe og elektriske Telegrafer, naar man udhæver den stadigt tiltagende Samfærdsel mellem Europas Folkeslag, deres stadigt voxende Lyst og Evne til at lære hverandre at kjende og optage af hverandres Indhold og Ideer, og heraf slutter, at det er Fællesskabet, som udvikler sig, saa ser man kun den ene Side af Sandheden, og, naar man alene vil anerkjende denne Fællesskabets Udvikling som den rette fremadskridende Strøm og konstruerer Fremtiden i Overensstemmelse hermed, da er man inde paa den magtesløseste Doktrinarismus. Ogsaa paa andre Felter end det historisk-politiske er en saadan Doktrinarismus, - eller hvad man i de exakte Videnskaber pleier at kalde systematiske Ideer, - kjendt og frygtet. Den menneskelige Aand har, som det er blevet sagt, en utaalmodig Higen efter at bringe Eenhed og Symmetrie i Alt, hvad der er Gjenstand for dens Betragtning, og, naar en vigtig, men dog partiel Sandhed er opdaget, giver den ofte denne Higen frie Tøiler og bygger paa Grundlag af den partielle Sandhed et System, i hvilket der hersker den fuldstændigste Symmetrie og Eenhed, men i hvilket Naturen er lemlæstet og Sandheden tjener til Støtte for de skadeligste Vildfarelser; efterat Harvey t. Ex. havde opdaget Blodcirkulationen, opstod der en Skole af Physiologer, hvis Lære gjorde Mennesket til et Slags hydraulisk Maskine, idet alle Phænomener i det menneskelige Legeme førtes tilbage til Loven om Blodets Omløb. Men i Naturvidenskaberne, i hvilke Observationen har en saa slaaende Magt og Fordommene ikke kunne være af de dybt rodfæstede, formaa deslige systematiske Ideer ikke at holde sig længe mod de aabenbare Kjendsgjerninger; det falder ikke Physikeren ind at dele Kræfterne i onde og gode eller legitime og illegitime, og han tager ikke Parti for nogle af dem imod de øvrige. Paa det historisk-politiske Felt derimod støtter den eensidige systematiserende Bestræbelse og den blinde Partifanatisme hinanden gjensidig. De, som give sig af med Studier af Historien, gjøre i Regelen dette i den Hensigt at finde Argumenter for en allerede tidligere opgjort Mening, og de ere da ogsaa som oftest forsynede med saadanne Skylapper, at de kun se, hvad der passer i deres Kram, og ere blinde for alt andet. Heraf kan det forklares, at en Theorie som den her omtalte endnu finder Tilhængere og Forsvarere blandt videnskabeligt dannede Mænd, skjønt den strider mod aabenbare og alment bekjendte Kjendsgjerninger.
Det ser ud til, at man tror at have bibragt hvad man nuomstunder behager at kalde Partikularisme, det vil sige: den ubetingede Fastholden af en Nationalitets Ret og Evne til fuld Selvstændighed, hvad enten den er stor eller liden, et føleligt Hug, naar man taler om Kantönli-Aand, Næssekongevæsen og Vildes eller Halvvildes Stammesplittelse. De, som heri kunne finde noget Træffende, vise kun, at de ikke ville have ondt af at studere sin historiske ABC om igjen. Det er fuldkommen sandt, at de Vilde i Regelen ere splittede i mangfoldige smaa Stammer, der hade hverandre paa det grundigste og føre uophørlige Krige med hverandre. Men det er ogsaa sandt, at den indre Forskjel mellem dem er ligesaa liden, som den ydre Splittelse er stor. Naar Vilde, der ere blaat tatoverede og bære Pinder i Næsen, møde Vilde, der ere rødt tatoverede og have Pinder i Ørene, ender det gjerne med blodige Slagsmaal. Men, hvad der adskiller dem, er dog væsentlig kun Tatoveringens Farve eller Mønster og den forskjellige Anbringelse af Pinder, Koraller eller andre Prydelser. Her vilde saaledes være et taknemmeligt Felt for en amalgamistisk Politik; thi hvis det kun lykkedes at faa rettet paa hine Ubetydeligheder, hvad der ikke kunde være uoverkommeligt, vilde der være tilveiebragt en fuldstændigt Eenhed. Nutidens Franskmænd, Tydskere eller Englændere derimod kunne trods den nationale Forskjel omgaaes paa det venskabeligste, færdes fredeligt mellem hverandre og ere forbundne ved en Mangfoldighed af fælles Ideer, fælles Interesser og Bestræbelser. Men hvilket gabende Svælg adskiller dem ikke paa den anden Side med Hensyn paa Livsanskuelse, Smag og Karakter. Det er et Svælg, over hvilket ingen Jernbane fører eller nogensinde vil komme til at føre. Med andre Ord: det er en Absurditet at nævne de Vildes Stammer i Forbindelse med det moderne Europas Nationaliteter. Nationaliteten er et Kulturens Organ, igjennem hvilket denne udvikler sig, og som altsaa ogsaa udvikler og befæster sig i og med denne; den er en aandelig Magt, en Sum af eiendommelige Kulturpaavirkninger, historiske Minder og Naturindtryk, der er bleven til en selvbevidst Sjæl ved at samles i et Brændpunkt.
Paa samme Maade som den almenmenneskelige Kultur har udviklet sig gjennem Sondringen i Nationaliteter, vil man ogsaa finde, at Staten og Samfundet har vundet Styrke og indre Sammenhæng gjennem Individernes Sondring. Jo længere man gaar tilbage i Tiden, jo løsere er Samfundenes Bygning, jo hurtigere se vi at Stater dannes og falde sammen. Men, idet Individernes Aggregattilstand er løsere, er ogsaa deres indre Sondring ufuldkomnere; i Oldtidens Samfund er Kohæsionen mellem dem svag, men de er dog kun Atomer, de betyde intet for sig; de have ingen virkelig selvstændig Existents; de betragtes og behandles som Numere, som en Eiendom, en villieløs, inert Masse; de have ingen eller faa Rettigheder, og følgelig (det ene forudsætter nødvendig det andet) faa eller ingen Pligter; Samfundet er væsentlig mekanisk sammenføiet, og Staten hviler paa Tvang, som er den svageste og usikreste Grundvold at bygge paa. Man kan derfor sammenfatte den moderne Tidsalders sociale og politiske Udvikling i eet Udtryk ved at sige, at det er Individets Emancipation og Løftelse til Rang af selvstændig Personlighed. Dermed har man ogsaa udtrykt Samfundets Overgang til en sand og levende Organisme, Statens Overgang fra en Tvangsanstalt til en Retsstat. Personlighedsprincipet er den moderne Verdens centrale Idée, og Demokratiet er Udtrykket for Personlighedens fuldstændige Emancipation. Vor Tidsalder er med Føie kaldt den demokratiske, og den aabnes ogsaa med Menneskerettighedernes Proklamation. Folket skal være souveraint, enhver Magt skal udgaa direkte fra den, fordi den ellers vil være eller føles som en Tvang, det vil sige: Folket skal bestaa af frie Personligheder, hvis Ret til Selvstændighed og eiendommelig Udvikling er ubetinget og ubegrændset, og hvis spontane Tilslutning er Staten, hvis aandelige Fælledsskab er Samfundet. Først derved kan Stat og Samfund vinde den rette Styrke.
Men Demokratiet, som betyder den individuelle Personligheds Frigjørelse fra enhver ydre Tvang, maa ogsaa betyde Nationalitetens Emancipation og Ret til en ubetinget Selvstændighed. Naar man kalder Nationaliteten en ny og høiere Personlighed, er dette mere end et Billede. Nationaliteten er ingen blot Abstraktion; den har i visse Maader en ligesaa real Existents som Individet, den voxer og udvikler sig som dette og har som dette et bankende Hjerte og en arbeidende Hjerne. Hvad er Individet, - det som Tydskerne kalde das Ich, - uden en Mangfoldighed af Atomer og Kræfter, som ved sin Konsensus eller Konvergents mod et fælles Punkt fremkalder den Følelse af Enhed og Sammenhæng, der er den individuelle Tilværelses Princip? Paa samme Maade frembringer en tilstrekkelig Konvergents af individuelle Kræfter i Nationaliteten et nyt, selvbevidst Væsen, ligesom Lysstraalerne ved at samles i et Brændpunkt meddeles et nyt Liv og en ny Evne til at lyse og varme. - Nationaliteten er altsaa en høiere Personlighed, der forholder sig til hele den oplyste Menneskehed som den individuelle Personlighed til Samfundet, og Demokratiet løser kun den ene Halvdel af sin Opgave, naar det emanciperer de individuelle Personligheder og paa deres spontane Tilslutning grunder det sande organiske Statssamfund; den anden Halvdel af dets Opgave er at gjennemføre Nationalitetsprincipet og paa Grundlag af alle Nationaliteters, de smaaes saavelsom de stores, ubetingede og ubegrændsede Ret til Selvstændighed og deres derved betingede fri Tilslutning at bygge en varig Folkeret, en sand organisk Sammenhæng mellem Europas oplyste Folkeslag. - Saalænge Kongedømmet eller en aristokratisk Samfundsklasse udgjorde Staten, kunde denne i sit Omraade og sin Udvikling være uafhængig af Hensynet til de forskjellige Nationaliteter; thi de arvelige Fyrstehuse og de adelige Klasser stode udenfor Folkene og delte ikke deres nationale Karakter. Men, jo mere Demokratiet udvikler sig, jo mere Folket bliver en Magt i Staten, jo mere maa ogsaa Race, Herkomst, Sæder, Sprog, historiske Minder faa Betydning for denne, jo mere vil det kræves af Staten at den er national, jo mere vil Nationaliteten kræve at udgjøre en Stat og jo mere vil al Slags Helstatspolitik blive umulig at gjennemføre.
Man kan af hvad her er udviklet skjønne, hvor lidet den omhandlede amalgamistiske Theori stemmer med Tidsalderens almindelige Retning, som vel Ingen vil bestride er demokratisk, og man kan tillige skjønne, hvad det vilde betyde for Verdenskulturen, om den virkelig var noget mere end en blot metaphysisk Chimære, der er frembragt ved en Bevisførelse à la Erasmus Montanus og ved en vilkaarlig Supprimeren af aabenbare Kjendsgjerninger.
Nationaliteterne ere de Organer, gjennem hvilken den almindelige Kultur udviler sig, og deres større eller mindre Vitalitet aabenbarer sig i deres større eller mindre Higen efter og Fastholden af Selvstændigheden -, som jo Livet overhovedet i den organiske Verden er det individualiserende, det sondrende og begrændsende, medens Raaddenheden, Døden er en Opgiven af de særlige Grændser og en Opgaaen i en høiere Enhed. Skulde altsaa hos nogen eller nogle af de Europæiske Folk aabenbares en Tendents til at opgive sig selv og smelte sammen med andre, beslægtede Nationaliteter, da maatte dette tyde paa en Raaddenhed, og saa stor er den indre Sammenhæng i den Europæiske Kulturverden, at man ikke kunde gaa ud fra, at et saadant Phænomen var af rent lokal Natur, men var berettiget til at slutte, at der forestod en almindelig Opløsning eller Decadence. Den oplyste Menneskehed har engang tidligere gjennemgaaet en saadan storartet Amalgamationsproces, som den vi nu høre at Enkelte fryde sig i Haabet om, og det var i den antike Verdens Undergang. Oldtidens Folkeslag gave slip paa sin nationale Eiendommelighed, idet de bøiede sig under det Romerske Aag, og hvordan er Tilstanden, efter at denne Proces er afsluttet? - "Den sædelige Bevidsthed er brudt, Rettens Verden er lagt øde, og Despotismens Liglugt gaar gjennem orbis terrarum". (Kuno Fischer).
Vi behøve nu ikke at dvæle ved deslige Skrækkebilleder. Vor Tid viser ingen saadanne Tegn til Opløsning for den, som ikke af Krige og Slag eller andre ydre Begivenheder lader sin Opmærksomhed bortlede fra den ofte stille og langsomt fremadilende Strøm, som dog i al sin Stilhed er en ulige veldigere Kraft end det brusende Bølgeslag paa Overfladen. Nationalitetsprincipet er ikke blot theoretisk opstillet, men dets praktiske Gjennemførelse er et Hovedtrek i vore Dages Historie, og det vil være overflødigt at henvise til de mange aabenbare Kjendsgjerninger, som vidne om, at, hvad den nyere Tids Aand har brudt Staven over, det er ikke smaa Staters Tilværelse eller de smaa Nationaliteters fulde Selvstændighedsret, men over en Politik, som vil underordne det ene Folk under det andet eller som vil danne en saakaldet høiere Enhed af adskilte, om end nok saa meget beslegtede Nationaliteter.
Enkelte af vore Helstatsmænd have ogsaa, i Erkjendelsen heraf, grebet til den Udvei at benegte, at Nordens tre Stammer ere virkelig adskilte Nationaliteter. Man ser idetmindste stundom Udtrykket "den nordiske" eller "den skandinaviske Nationalitet", hvorved den folkelige Enhed, hvorpaa en Statsenhed i vore Dage alene kan bygges, forudsættes som allerede existerende, - eller man hører saadanne Ytringer som at der med ligesaamegen Ret kunde tales om flere Nationaliteter i Norden som om tre, da der t. Ex. er ligesaa megen eller næsten ligesaa megen Forskjel i Sprog, Levemaade og Karakter mellem Vestlændingen og Østlændingen som mellem Østlændingen og Svensken, og da der er endnu større Forskjel mellem den Norske Fjeldbondes og den Norske Bymands Sprog end mellem denne sidstes og den Danske Bymands. - Det er et af de mange Udenværker, hvormed man omgiver den helstatspolitiske Fæstning, i Erkjendelsen af dens Svaghed. Men dette Udenværk kræver aabenbar ingen formelig Beleiring for at tages.
At bestemme en Nationalitet ved det Eiendommelige i Sprog, Karakter, Sæder, Levemaade etc. etc. er, for at bruge et Udtryk af Wergeland, ligesom at vise en Ørn i en Haandfuld Fjer. To Individer kunne være hinanden saa lige som den ene Draabe Vand den anden eller de kunne være hinandens Modsætninger i Et og Alt, i Udseende, Karakter og Tilbøieligheder; hvad der adskiller dem mere end alt dette er dog dette, at de ere sig bevidste som særskilte Væsener. To Folk kunne være paa det fuldstændigste afvigende i Sprog, i Race, i Sæder, Levemaade, Karakter; alt dette har intet at betyde, det er ingen Sondring som forslaar mod den, der vil ligge deri at de have en udviklet national Bevidsthed. - Der er meget Fællesskab, megen Overensstemmelse mellem Nordens tre Folk. De have et fælles Udspring, de komme paa det nærmeste overens i Hensyn paa Sprog, Karakter og indre Udvikling, de have mange og betydningsfulde fælles Minder. Paa den anden Side er dog i Hensyn paa Historie og indre Udvikling det for hvert enkelt Særlige langt overveiende over hvad der er fælles for dem alle tre, og herfor kan anføres et Bevis, der vil være slaaende, nemlig dette, at, medens Norges, Sveriges og Danmarks Historie er skrevet mange Gange, har endnu Ingen forsøgt paa at give en sammenhængende Nordens Historie. Saavidt jeg skjønner vilde ogsaa et saadant Værk enten blive en blot og bar Kompilation uden al videnskabelig Enhed, eller det maatte indskrænke sig til at behandle Stoffet i en overordentlig almindelig og abstrakt Form. Men alt dette er det mindre Væsentlige: Hovedsagen er, at Nordmænd, Svensker og Danske altid have betragtet sig og følt sig som tre særskilte Folk, og at denne Følelse fremdeles er levende hos alle, undtagen maaske hos de Faa, i hvem en Doktrins Tyranni har tilintetgjort al sund Sands. Kulturen har ikke udslettet de Grændser eller den Forskjel, som laa begrundet i Landenes Natur og oprindelige Stammeforholde. Og hvad Kulturen ikke tilintetgjør, det udvikler den. Hvad der var Stamme eller Folk, er bleven Nationalitet; hvad der var tilstede som oprindeligt Naturanlæg eller Betingelse, har udviklet sig til folkelig Individualitet og Bevidsthed, og denne forbinder paa den ene Side Nordens tre Folk langt inderligere end det tidligere større Fællesskab i Sprog og social Karakter, men sondrer og adskiller dem paa den anden Side langt dybere og langt ugjenkaldeligere end Fortidens Had, Fordomme og Isolationsbestræbelser. - Denne Bevidsthed kan ikke tage feil naar den opstiller tre Nationer i Norden; thi den er selv det bedste Bevis, eller rettere den er selv det Faktum, der skal bevises.
Altsaa vi ere, trods det uminnendelige Fællesskab med Svenskerne og Danskerne, dog en fra disse særskilt Nationalitet. Og lab os dernæst fastholde, at en Nationalitet er, ikke i figurlig, men i Ordets egentlige Forstand et Individ, en Personlighed: hvorledes maa vi, fra dette Standpunkt, dømme om det Helstatsprogram, der nuomstunder, fra visse Hold, anbefales os til Gjennemførelse? - Det er Dem vistnok alle bekjendt, mine Herrer, hvilke Indrømmelser Enhedsskandinavisterne, i mere eller mindre omsvøbsfulde Udtryk, erklærer at Norge maa finde sig i at gjøre, til Opnaaelse af et sterkt Forsvarsvæsen og til "Unionens Udvikling og Befæstelse". Norge og Sverige skal med Hensyn paa de militære Anliggender og hvad dermed hænger sammen udgjøre en Helstat, der repræsenteres ved et Unionsparlament, og som det tillige, og det med fuld Føie, er bleven sagt af en af Helstatsmændenes Ordførere: det er absurd at forlange, at i den samme Stat 1,700,000 Mennesker skal have ligestor Ret og ligestor Magt som 4 Millioner, eller at vente, at en saadan Ligestillen, om den fandtes bestemt i Statens Forfatning, vilde være noget andet end en virkningsløs Form, et blot og bart Skin. Med andre Ord: Norge skal med Hensyn paa flere af Nationens Statens allervæsentligste og allerdybest indgribende Anliggender underordne sig Sverige. Det skal opgive en Del og det en meget væsentlig Del af sin Selvstændighed, for, som det heder, desto sikrere at kunne bevare Resten mod de ydre Fiender, der true Norden. Men nu er først Spørgsmaalet, have vi Ret til en saadan Opgivelse? Alle vi Nordmænd, som nu leve, repræsentere Nationaliteten, men vi ere den ikke; vi gaa bort; men Nationaliteten har levet før os, og den vil leve efter os. Intetsomhelst Hensyn til hvad vi finde hensigtsmæssigt eller nyttigt kan derfor give os Ret til at opgive endog den mindste Del af Fædrelandets Ret og Selvstændighed; vor Forpligtelse til at bevare og udvikle denne er ubetinget og ubegrændset. Vi kunne tabe den, men vi kunne ikke opgive den; det maa staa fast, og saaledes har Forpligtelsen ligeoverfor Fædrelandet altid været opfattet af den sunde, naturlige Følelse. - Og dernæst: den enkelte Personlighed har en ubetinget Ret til Selvstændighed, og med Retten følger ogsaa Forpligtelsen. Han kan opofre Formue, Arbeide, Blod; han kan gjøre med Sit hvad han vil; men han kan ikke sælge sig selv, han kan ikke godvillig, utvungen afstaa nogen Del af sin Personligheds Ret, uden at hans Ære lider derved. En Slave, om han end besidder Magt og Indflydelse og er klædt i Purpur og Guld, agtes dog ikke for en Mand; han er ringere end den usleste Stodder, der er sin egen Herre. Ogsaa den kollektive Personlighed, Nationaliteten, har sin Ære, som ikke tør krænkes; enhver Mand af Folket vil, idet han har Del i den nationale Bevidsthed, saares i sin Æresfølelse derved at hans Fædreland uden Modstand opgiver det, som maa være den Ærekjære det Dyrebareste, Selvstændigheden, og dette Saar vil vedblive at værke, indtil Selvstændigheden atter er vundet, eller indtil Æresfølelsen, Nationens store nervus rerum gerendarum, er paralyseret.
Det vil maaske i denne Nyttighedsphilosophiens Tidsalder forekomme Adskillige noget donranudisk at paaberaabe sig Æresfølelsen, hvor det gjælder ved et lidet Offer at opnaa store og indlysende Fordele. "Hvad er Æren", siger Falstaff, "kan den sætte et Ben paa? Nei! Kan den sætte en Arm paa? Nei. Ergo er den en Indbildning, et Ord, et malet Skilt". "Nei dette Ergo det var galt", har en Dansk Forfatter sagt; "thi kan den end intet af alt dette gjøre, saa kan den, naar den tabes, gjøre det modsatte, den kan sætte et Ben af og en Arm af, ja den kan mishandle et Menneske værre end man gjør i Rusland og sende En til Siberien." - Saaledes er det, og vore Nyttighedsapostle vise sig endog som slette Beregnere, idet de sætte ud af Betragtning de moralske Kræfter, som de ikke kunne tage og føle paa med Næverne, men som dog er Dampen, uden hvilken alle de Hjul og Stænger og Tænger, som de arbeide paa at forøge og sætte i god Stand, ville være fuldkommen virkningsløse. Jeg frygter ikke for at udtale, at det Norske Folk, som har kjæmpet i Aarhundreder for at opnaa sin nuværende Selvstændighed, vilde føle sig saaret i sin Nationalfølelse, derved at der opgaves en, om end nok saa ringe Del af denne Selvstændighed, eller ved en, om end nok saa partiel Underordning under Sverige; ligeoverfor Æren og Nationalfølelsen har man overhovedet aldeles intet Prutningsmon; at opgive en Del af sin Selvstændighed er fra Ærens og Nationalfølelsens Standpunkt præcist det samme som at opgive den hele, og at ville bevare den saakaldte indre Selvstændighed, medens man giver Slip paa Resten, er en juste-milieu-Tanke, der hverken gjør Hoved eller Hjerte Ære, og som alene kan undskyldes derved, at man staar paa en kras Nyttigheds-Tilbedelsens Standpunkt, fra hvilket man kun er istand til at sætte Pris paa det, hvortil der i rent materiel Henseende viser sig et Behov. Og jeg frygter ikke for at udtale, at en saadan "Befæstelse og videre Udvikling" af Unionen som den der af en vis Fraktion blandt Skandinavisterne er opstillet som Maal for vore Bestræbelser, vil ikke styrke, men svekke de Forenede Riger, fordi den vil svekke det Norske Folk ved at saare dets Selvfølelse, som maa være frisk og freidig for at give Folket det rette Sammenhold og den rette Opofrelsens Evne.
Der tales om vor militære Svaghed, og det heder, at det fremfor alt gjælder at kurere denne; men det lader til, at Kuren skal være af samme Art som den hvorved Jens Blok befriede sin Patient for Feber: "Han døde, det er sandt, men Febren ham forlod". Man adderer hvad der kan udbringes af Soldater i Norge og i Sverige og man forlanger Enhed i denne Hær som Betingelse for at den skal due noget; man taler om Brobygninger og om Pilebundter, som har en større Modstandskraft end Summen af de enkelte Piles Modstandskræfter. Men man glemmer, at hvad man her har at gjøre med, ikke er livløse Ting, Stokke og Stænger, men levende Organismer, der have sine egne Love og først ved Døden ville kunne gaa op i en høiere Enhed. Livet maa have sin spontane Væxt, og hvad enten denne spreder eller forener, saa er det ikke at styrke, men at svekke at ville mekanisk sammenføie, hvad der ikke organisk hører sammen. - Nationalfølelsen er ligesaa vigtig for en Hær som riflede Kanoner eller Tændnaalsgeværer; det er endnu ikke kommet saavidt med Krigsmaskinernes Fuldkommenhed, at det jo ikke ogsaa kommer noget an paa Krigernes moralske Egenskaber, og vore Soldater ville kjæmpe bedre for det Fædreland, hvoritl deres naturlige Følelser knytte sig, end for et af de Lærde konstrueret grammatisk, antikvarisk eller ethnografisk Fædreland.
De Lærde ville naturligvis kalde Folkets Fastholden af det partikulære Fædreland og dets Uvillighed til at overføre sine patriotiske Følelser paa en af dem efter de bedste Mønstre istandbragt høiere Enhed, Fordomme; men Folkets saakaldte Fordomme ere dog i Grunden Naturens egen Visdom, den almindelige Fornuft, som Videnskaben alene har at forklare, men ikke at føre Krig mod. Og det er en trøstelig Tanke, at disse Fordomme, netop fordi de ere en Ytring af den almindelige Fornuft, altid og allesteds have formaaet at vise tilbage den metafysiske Doktrinarismes Magtbud om at, hvis det ikke er saa, saa bør og skal det være saa.
Det vil ogsaa gaa ligedan i dette Tilfælde. Der kan naturligvis ikke være nogen Tvivl om at slige Meninger, der staa i en saa bestemt Modsætning til det Maal og den Stræben, der hidtil har samlet Folkets Kræfter om sig, ikke vil vinde almindelig Indgang, at de, som Trolde og anden Styggedom, ville blive til Sten ved at vise sig i Dagens Lys. Men allerede den Omstændighed, at de dog have faaet Mod til at vise sig, at de dog have formaaet at stifte Parti, fremkaldt Agitation, er betydningsfuld og tiltrænger en Forklaring.
Helstatsmændene skuffe sig selv, naar de tillægge sig en høiere eller renere intellektuel Karakter og tro at ledes af lutter Fornuftgrunde, medens deres Modstandere beherskes af blinde Affekter. Nei, Helstatspolitiken saavel som enhver anden Politik støtter sig i sin sidste Grund, ikke paa Argumenter, men paa Affekter, Følelser, mere eller mindre ubevidste Indtryk. - Hvilke disse Indtryk ere og fra hvilken Kilde de stamme, er det neppe heller vanskeligt at komme paa det Rene med.
Den beundringsværdige industrielle og kommercielle Udvikling i vore Dage har affødt en sterk Sands for det Nyttige, det Praktiske, det Reale; hvilket er meget godt og meget naturlig. Men hvad der ikke er godt, hvad der er en Udskeielse af Tidsalderens almindelige Retning -, der dog som alle Udskeielser er i Undtagelsen og ikke i Regelen, - det er, at Realismen stundom gaar over til Materialisme, idet men under Realia kun synes at ville optage, hvad der i egentligste Forstand kan telles, veies, spises, drikkes, og at Utilitarianismen, ved paa lignende Maade utilbørligt at indskrænke Begrebet af det Nyttige, stundom kommer til at ende med en Dandsen om Guldkalven. Det kan neppe bestrides, at man, ved meget af hvad man ser og hører i vore Dage, faar et Indtryk af at Olympens Guder ere afsatte fra sin Værdighed og maa være tilfreds med at vende Stegespiddet i Plutus's Kjøkken.
Sterkest synes denne udskeiende Retning at aabenbare sig i England, og da Anglomanien ligesom Spedalskheden er en af de endemiske Syger, hvormed vort Folk er belagt, er det ikke mere end rimeligt, at den ogsaa har forplantet sig hertil. I England vises der som bekjendt Rigdommen en religiøs Ærefrygt, ydes der den materielle Magt en naiv Tilbedelse, og her er Statsøkonomi og Statistik de mest populære af alle Videnskaber; man tæller, med ægte angelsachsisk Energi, alting, lige indtil Haarene paa et Menneskes Hoved og Ordene i den bindsterkeste Forfatters Værker. Nu er Statistik og Statsøkonomi ganske vist meget nyttige og for en Historiker eller Politiker nødvendige Videnskaber; men de behandle dog væsentlig kun det menneskelige Liv med Hensyn paa dets rent materielle Side, og betragter man de sociale Forholde fra et ensidigt statistisk-statsøkonomisk Standpunkt, kommer man let til at undervurdere Betydningen af de moralske Kræfter og at glemme det Indre over det Ydre. Naar Engelske Blade opfordre John Bull til at opsende Takkebønner til Forsynet for Storbrittaniens Fremgang og Lykke, ser man at det som oftest er Tal og lutter Tal, der have fremkaldt den begeistrede Stemning. De opregne Tilvæxterne i Export og Import, de udhæve den forøgede Produktion af Kul, Jern, Bomuldsvarer, Bøger og Tidsskrifter (thi ogsaa paa det literære og kunstneriske Felt gjør den masseagtige Betragtning sig gjældende), og Fryden over de af Millioner bugnende Talkolonner levner neppe Rum til en flygtig Tanke paa saadanne Forholde, i hvilke Fremgang eller Tilbagegang ikke godt lader sig udtrykke i Tal og som maaske vilde vise, at al denne Produktion, al denne Fremadskriden ogsaa har sine mørke Sider. Man er ikke blind for Proletariatets Usselhed og Talrighed, for den uhyre Ulighed i Kaar og den deraf følgende Egoisme og Mangel paa moralsk Sammenhæng, der har udviklet sig jevnsides med den mægtige Industri og de store Kapitaler; men et Samfunds væsentlige Opgave er jo dog at tjene Penge, at gaa fremad i materiel Magt, og naar denne Opgave er løst og løses saa glimrende, vilde det være ligesaa urimeligt at dvæle ved disse Skyggepartier som at klage over at Rosen har Torne eller Kornet Avner.
Fra et saadant Standpunkt vil man naturligvis finde, at en liden Stat, et lidet Samfund ikke kan føre andet end en ynkelig Tilværelse, og det er ikke mere end rimeligt, at en fuldblods Angloman, der har tilegnet sig den materielle Fremskridtsaand og er gjennemtrukket af Statistik og Statsekonomi, føler sig høist ulykkelig over at tilhøre et lidet, fattigt Samfund, og gjør de mest fortvivlede Forsøg paa at løbe ud af sit eget Skind. Naar man betragter Samfundet som et Slags Aktieselskab, hvis Formaal er at tjene Penge, er det ganske naturligt, at man, i en Tidsalder, da Konkurrensen er saa levende som i vor, ikke kan slaa sig tiltaals med en liden Driftskapital, men søger at faa Selskabet udvidet, om det endog skulde koste Eisen og Blut. Naar man bedømmer Verdien og Betydningen af et Folks Aandsliv efter Massen af de hvert Aar udkommende Bøger og Aviser og efter Størrelsen af det læsende og kjøbende Publikum, vil man let finde ud, at et lidet, fattig Folk heller ikke i aandelig Henseende har eller kan opnaa nogen "raison d'être". Og, naar hertil kommer det overveldende Indtryk af den moderne Krigsførsels Hurtighed og af Krigsmateriellets forøgede Betydning, er det undskyldeligt, om svage Sjæle gribes af en Frygt og Bæven, der krystalliserer sig i den formidable Sats, at vor oplyste Tidsalders Aand har brudt Staven over de fredelige smaa Samfund, og at denne Frygt naar en saadan Høide, at den har en lignende Virkning, som Kanonfeberen stundom skal have, idet det har hændt, at Soldater have foretrukket at tage Livet af sig selv fremfor at udsætte sig for at tabe det i en ærlig Kamp.
Men vi ville ikke glemme, at Europa er gaaet frem og gaar frem i andre Retninger end i materiel Velstand og masseagtig Produktion, at den stigende Oplysning medfører en stigende Humanitet. Vi kunne ikke tro, at der forestaar os en ny Næverettens Tidsalder, i hvilken en god Sag og den aandelige raison d'être er magtesløs ligeoverfor Tændnaalsgeværer og riflede Kanoner. Den europæiske Politik befinder sig i en Overgangstilstand, idet en ny Folkeret er ifærd med at danne sig, og det er ikke mere end rimeligt, at under en saadan Overgangstilstand de nye Principer, før de have vundet tilstrækkelig Klarhed og Fasthed, kunne tjene som Skalkeskjul for en røversk Eisen- und Blutpolitik; men man maa have tilegnet sig en forunderlig mistrøstig Opfattelse af Menneskeslægtens Udvikling, for at tro, at det er denne Politik, hvem Fremtiden tilhører, eller for at tvivle om, at den aandelige Magt, der bor i en selvstændigt udviklet Nationalitet, nuomstunder, trods de store Monarkiers stigende materielle Overmagt, har mindre at frygte end nogensinde tidligere og i Fremtiden stadig vil blive mere og mere tryg.
Vi ville ydmygt erkjende, at vi ere et lidet, fattigt Folk. Men det er at gaa til den modsatte Yderlighed af den naive Selvtilfredshed og det skrydende Hovmod, som man tidligere pleiede at tillægge os, naar Enkelte nuomstunder drive Ydmygheden saa vidt, at de mene at vi bør opgive at drive en selvstændig Forretning som Stat og Nation og derimod søge Tjeneste hos et andet Folk. Den Sats, at, jo rigere et Land er, jo bedre egner det sig til en selvstændig Kulturudvikling, er ingenlunde saa ubetinget gyldig, som man stundom synes at forestille sig; Erfaringen har vist, at der i denne Henseende er ikke blot et Minimum, men ogsaa et Maximum, udover hvilket Kulturen ikke rigtig vil trives, og heraf kunde der maaske udledes nogen Trøst for vore Mismodige, saafremt de ikke mene, at en Nation udelukkende gjennem store Armeer erhverver en Ret til Selvstændighed, som Verden vil respektere. Vort Lands Fattigdom gjør os det ganske vist i mange Henseender vanskeligt at følge med i den moderne Kulturs hurtige Fremadskriden; men skulde den ikke ogsaa have sine gode Sider? Skulde ikke et lidet Samfund være bedre skikket end et stort til at udvikle visse Egenskaber, som Kulturen ogsaa har Brug for, skulde der ikke blandt de mange Opgaver, som denne stiller, ogsaa være nogle, som en liden Stat netop paa Grund af sin Lidenhed bedre og [sikrere] kan løse end de store, medens den maa ligge bagud med Hensyn til saamange andre?
Naar vi klage over Norges magre Jordbund, saa bør vi ikke glemme, at det er denne Magerhed vi skylde vor Frihed og vort Samfunds demokratiske Karakter. Jo rigere et Land er, jo hurtigere dets materielle Udvikling har været, jo stærkere er ogsaa Uligheden i Formuens Fordeling og øvrige Kaar fremtraadt, og denne Ulighed har overalt været Kilden til de dybeste gribende Brøst i Samfundene; - dette er en Kjendsgjerning, som ikke kan bestrides og som viser, at, om man i Processen mellem Plutus og Penia end ikke kan komme til et for den sidstnævnte saa gunstigt Resultat som Holberg er kommet, saa kan man dog heller ikke afgjøre den saa ubetinget til Fordel for Plutus som vore moderne Nyttighedsmænd gjøre.
Vi blændes ved Glandsen af den rige materielle Udvikling og den storartede literære og videnskabelige Produktion hos Europas Hovedfolk, og vi føle os stundom mismodige over vor egen ubemærkede Ringhed. Dette er ganske naturligt; men vi bør ikke lade en saadan Følelse faa Magt over os og derved henføres til den syge Tro, at Kulturen, idet den stiller stigende Fordringer til den materielle Evne, har brudt Staven over de smaa Samfund, og at disse ikke kunne bedre opfylde sin Bestemmelse end ved at opgive sig selv. Historien har hidtil netop givet den trøstelige Lære, at et Folks Lidenhed og materielle Svaghed ingenlunde er til Hinder for at det kan udfylde en hæderlig Plads i Verdensudviklingen. "Det er i de smaa Stater", siger Turgot, "at de sunde Regjeringsprinciper have udviklet sig, at Ligheden er bevaret og at den menneskelige Aand har gjort de mest betydningsfulde Fremskridt" - Meget og Mangt kan være forandret, af mange Grunde kan den aandelige Udvikling nuomstunder kræve et forholdsvis bredere materielt Grundlag end tidligere; men de Forholde, der i Oldtiden gjorde de smaa Stater til Frihedens Vugge og Tilflugtssted, ere dog fremdeles tilstede.
I de større Stater er der i Regelen større lokale Forskjelligheder i Natur og Folkelighed, tildels ogsaa i Historie, end i de mindre. Her er altsaa eller har været en stærkere Divergents, en stærkere Stræben udfra hverandre af Statens Elementer. Men deraf flyder, at Regjering og Embedsmagt, der er Organet for Statens Enhed, i de større Stater maa naa en høiere Grad af Udvikling: disse kunne alene holdes sammen ved den strammeste Centralisation. Englands Exempel beviser ingenlunde det modsatte. I Størstedelen af det moderne Europa er Lehnsadelen, som i Middelalderen var Staten og det Baand, der holdt Samfundenes divergerende Elementer sammen, bleven afløst af Bureaukratiet, og i Stedet for den sociale Trældom er traadt en stærk Politimyndighed. I England alene er Aristokratiet for en væsentlig Del bleven bevaret; men, naar dette falder, naar det sociale Aag, hvorunder Adelen hidtil har holdt det Engelske Folk, er ophævet, vil der ogsaa her kræves en langt strammere Centralisation og en langt stærkere Politimyndighed for at holde Staten sammen.
I de smaa Samfund derimod kan Selvstyrelsen udvikle sig uden at blive farlig for Samfundets Enhed, her er de Baand, som Staten kræver, i langt ringere Grad trykkende for den individuelle Selvstændighed, og denne Betragtning vil lade os øine Muligheden af at Nordens Folk atter, uden nogen Eisen- und Blutpolitik, ved at følge den naturlige Udviklings Gang, kunne faa en Betydning for Europa af samme Art som den de allerede tidligere have havt. - "Jornandes har kaldt Norden "Humani generis officinam", siger Montesquieu, "jeg vil heller kalde det Værkstedet for de Instrumenter, der skulle bryde de Lænker, som smedes i Syden."
Og, medens vor Lidenhed befrier os fra Trykket af en stærk Centralisation og er den gunstigste Betingelse for Udviklingen af den individuelle Selvstændighed, giver den Omstændighed, at Nordens tre Folk ere tilstrækkelig forskjellige til at hver paa en eiendommelig Maade bearbeider det almindelige Kulturstof, og paa den anden Side dog saa nær overensstemmende, at de kunne staa i en mere uophørlig og mere levende Vexelvirkning end der finder Sted mellem Europas øvrige Nationer, et Slags Erstatning for den manglende Evne til at berede et tilstrækkeligt materielt Grundlag for en alsidig og blomstrende Kulturudvikling. Jeg finder saaledes ingen Grund til at klage over, at Naturen og Historien nu engang har villet det saa, at der skulde være tre Folk i Norden og ikke et; jeg finder tvertimod Grund til at tro, at Historien og Naturen her som sædvanligt har været visere end den metaphysiske Doktrinarisme.
*
Hvad der nu er sagt, antager jeg vil være tilstrækkeligt til at vise, at den Art af Skandinavisme, der i den seneste Tid er bleven prædiket fra visse Hold, allermindst hører hjemme i Studenterverdenen. Den er udgaaet fra en Modløshed, der ikke kan tiltale den freidige Ungdom. Den tilhører en materialistisk Opfatning af Livet og Samfundet, medens Studenterne fremfor andre skulle være Idealitetens Repræsentanter. Og den er ligesaa forskjellig fra den Skandinavisme, der hidtil har fundet Sympathi i den akademiske Verden, som Torquemada's Christendom vare forskjellig fra Fénélon's.
Det er at bryde Staven over den skandinaviske Ide at stille den i Modsætning til vort Folks Selvstændighed og nationale Udvikling. Det er vor Pligt at slutte os til denne, at bevare og forsvare vor fulde politiske Selvstændighed; men vi ville ikke destomindre tro paa den skandinaviske Ide saaledes som man hidtil ha troet paa den. Det kan og bør være vor Overbevisning, at den frivillige Tilslutning mellem Nordens Folk vil blive desto stærkere og inderligere, jo mere hvert enkelt blandt dem har gjennem den nationale Udvikling bragt sit eget Indhold til Bevidsthed, jo mere det føler sig sikker i sin Selvstændighed. Hvis den skandinaviske Ide ikke kunde realiseres uden gjennem Tvang eller gjennem en Opgiven af vor politiske Selvstændighed, maatte vi give slip paa den. Vor Forpligtelse ligeoverfor Fædrelandet er ubetinget, og Fædrelandet er noget Givet, vi kunne ikke omgjøre det eller vælge et andet. Hvad enter det er fattigt eller rigt, stort eller lidet, er vor Forpligtelse den samme, og vor Kjærlighed til dets Ære og Selvstændighed bør være den samme.
*) Med Hensyn til de Fakta, hvortil denne Opfatning støtter sig, henviser jeg til mine i Nordisk Universitets-Tidsskrift indrykkede Afhandlinger om "Norge under Foreningen med Danmark".
VIRKSOMME ORD