Naar man - med Forkastelse af den almindelige Stemnmeret - vilde have en ny Form for Stemmerettens Begrændsning, saa kunde man ikke lettelig være uheldigere, end Holst havde været ved at optage Minoritetens Indstilling. Hidtil grundede Stemmeretten sig hos os hovedsagelig paa Besiddelse af fast Eiendom; medens mindst 80,000 havde Stemmeret gjennem sin Eiendom, var der neppe 4000, som havde den paa anden Maade: Nu vilde man indføre det franske fiskale System, hvorefter Stemmeretten skulde være afhængig af Skats Erlæggelse; men hvor uheldig og lidet regelmæssigt dette vilde være, naar Stemmeretten skulde være afhængig af Skat til Kommunen, var let at indse. I Kristiania vilde en saadan Lov kun have liden Virkning, da man her ikke brugte Skillingskatten. Derimod kunde man paa Landet betale en Skat af 2 eller 4 sk. Det hele vilde saaledes bero paa Skikk og Brug. En liden Modofikation i Anvendelsen vilde lede til, at denne Lov i enkelte Kommuner Intet vilde udrette, i andre derimod overordentlig meget; thi hidtil hadde man ikke bestemte almindelige Regler for Kommuneskatternes Fordeling. Taleren maatte holde sig Pluralitetens Konklusion, skjønt han langt fra kunde billige dens Præmisser.
[...]
Schweigaard fandt [i Sverdups innlegg] en Lovtale over den bestaaende Stemmeret, som han ikke havde ventet at høre fra dens Modstandere. Han troede imidlertid, at for de Klasser af Samfundet, som Beskatningen efter det nye System skulde udstrækkes til, vilde Stemmeretten kun være en ringe Trøst for, at de nu maatte udrede Skat, som de forhen havde været fri for.
Naar Sverdrup havde sagt, at Stemmeretten "maa" udvides, da formodede Taleren, at dette ene og alene maatte betragtes som en Spaadom; thi den ærede Repræsentant kunde dog vel aldrig bruge denne kategoriske Form i samme Betydning og med samme Virkning som keiser Napoleon. Men laa der - mod Formodning - noget mere deri end en blot og bar Spaadom, saa maatte han spørge, hvorfra den ærede Repræsentant havde det; thi han kunde dog vel ikke have sat sig i saadan Forbindelse med Andre, der havde saa stor Magt, at han kunde tro sig berettiget til at sige: det maa ske.
Man sagde, at Mange vilde have det saaledes indrettet; men om der nu var Mange, eller om man paastod der var Mange, som ønskede, at Jordegodset kunde blive delt, eller de, som havde mange Børn, ønskede at faa Jord til sine Børn af dem, som ingen eller faa Børn havde, - var det da ogsaa en Grund, at Mange vilde det? Man kunde sige, at Ingen havde sagt noget saadant; men man ansaa det nok for vigtigere at faa Jord, naar man ingen havde, end kun at faa Lov til at stemme.
Der var en Mand, som havde levet i en bevæget Tid for 18-1900 Aar siden, og som havde tænkt meget over disse sager, nemlig Marcus Tullius Cicero; han sagde, at Magten maatte være i gode Hænder, men at det ikke var sagt, at den kom i bedre Hænder, fordi saa mange flere fik Del i den.
Taleren troede ikke, at de i Indstillingen anførte Grunde for et udvidet Stemmeret holdt stik, hvilket han nærmere udviklede. Betingelserne for at erholde Stemmeret var hos os ikke vanskeligere, end at de Fleste af dem, som var opregnet i Indstillingen, kunde komme i Besiddelse av Stemmeret, hvad Øieblik de ønskede. Han kunde ikke være enig i, at det at faa Stemmeret skulde være en saa stor praktisk Skole. At deltage i den valgte Forsamlings Forhandlinger kunde derimod siges at være en Skole; men Alle kunde ikke blive valgt. De faa urolige Hoveder, som kunde blive valgt, naar Stemmeretten blev udvidet, kunde kanske blive besindige; men forresten laa det vel ikke i Stemmerettens Natur at berolige, - Erfaring viste snarere det modsatte.
[...]
Dahls Tenke var den, at de, som i 1814 skrev Grundloven, tænkte sig at dt nok kunde gaa an at plukke ud enkelte Klasser, men at de ikke gjorde det, fordi Sagen den gang var af saa liden Vigtighed. Nei saaledes var det ikke.; Klasserne kunde nok være blevne flere og talrigere nu efter 37 Aars Forløb, men man havde dem dog i 1814, og Sagen stak ikke heri, men derimod i, at den hele Klassifikation slet ikke duede.
I England havde man lige siden 1216 holdt fast ved en eneste Kategori, fast Eiendom og dens Brug, og heri havde man aldrig foreslaaet Forandring, uagtet f. Ex. Kapitalister der havde en ganske anden Betydning end her. I Frankrig, hvor man før Revolutionen havde en Formuesbetingelse, tog man heller ikke nogen Klasse med undtagen Embedsmændene, fordi dette kunde siges med et Ord. Det var saa vanskelig at give Grundlove paa den Maade, at det nok aldrig vilde ske; man maatte have almene Kategorier. Herfor kunde han paaberaabe sig en Verdenserfaring ligefra Servius Tullius's Tider. Paa Eidsvold lod man sig derfor nøie med at tage de 3 Klasser: Grundbesiddere, Kjøbstadborgere og Embedsmænd.
Taleren skulde ikke indlade sig paa Lerches generelle Argumenter, der passede paa Alt og paa Intet. Da havde Sverdrup givet en langt bedre Forklaring, nemlig at et Princip, naar det engang er indkommet i Samfundsordenen, maa drives til sin yderste Konsekvens.
Taleren svarede hertil, at Ingen Stat paa den Maade vilde kunne bestaa; tvertimod maatte forskjellige Principer staa ved Siden af hinanden. Driver man den almindelige Stemmeret til sin yderste Konsekvens, bliver Følgen den, at Folket kan diskuttere og forkaste de Love, dets Repræsentanter har givet, og da gaar Statssamfundet istykker.
Paa den anden Side - medens vi var under Enevoldsmagten, var der jo en fuldkommen Retssikkerhed; Lovene, Domstolene og Eiendomsretten blev respekteret. Men drives det despotiske System til sin yderste Konsekvens, underordner den uindskrænkede Regent Lovene sit vilkaarlige Godtbefindende, krænker han Eiendomsretten o.s.v., leder ogsaa dette ligefrem til Statsopløsning. Sverdrups Sætning var derfor overalt forkastet som aldeles uiverksættelig.
VIRKSOMME ORD