Da jeg var med at underskrive det Forslag, som nu er under Behandling, var det væsentlig, fordi jeg var fuldt enig i den i Forslaget udtalte Tanke, nemlig at Bygdemaalet, saavidt Læreren magter det, bør bruges i Almueskolen ved den mundtlige Undervisning, og naar jeg var enig heri, var det, fordi jeg i dette Forslag saa en Billighedshandling, en Retfærdigheds Handling lige overfor Børnene Landet rundt.
Der var navnlig to Hensyn, som for mig var afgjørende. Først var det, hvad jeg vil kalde et pædagogisk Hensyn, idet det er min fulde Overbevisning, at skal der blive den hjertelige, personlige Tilegnelse af Stoffet i Almueskolen, som dog virkelig Alle og Enhver maa ønske, da mener jeg, at Meddelelsesmidlet maa være det Sprog, som Barnet har hørt og lært hjemme hos sin Fader og sin Moder, det Sprog, hvori det har modtaget de første Grundindtryk i alle Retninger, det Sprog, som er blevet det kjendt og kjært. Jeg tror, at det Stof, som Almueskolen fremlægger, kun vanskelig kan blive i Sandhed hjertelig tilegnet, hvis ikke Tilegnelsen sker paa det Sprog, som er Barnets egen Eiendom. Det er derfor først og fremst af denne rent pædagogiske Grund, at jeg var med paa at underskrive dette Forslag. Børnene, mener jeg, har Ret til at fordre, at Stoffet meddeles dem i den Form, hvori det for dem er lettest at tilegne sig, og dette faar for mig forstærket Betydning, naar jeg kommer i Hu, at vor Almueskole for en meget væsentlig Del er Religionsskole, altsaa en Skole, hvori det gjælder at føre Barnet ind i de dybeste og høieste Sandheder, som Menneskelivet kjender og fremfor alt Sandheder, som har til Hensigt at virke ikke blot paa Forstandslivet, men paa Hjertelivet, paa Karakteren, paa Personlighedens Inderste, da mener jeg, at man maa søge at bruge det Meddelelsesmiddel, som kan trænge dybest ind i Hjertet, og som kan udrette mest.
Man indvender rigtignok herimod, at da lærer ikke Barnet Skriftsproget. Dertil vil jeg sige: Barnet faar lære at forstaa, hvad der staar i Bogen, lære at læse det og at fatte Bogsproget, naar det hører det blive talt; men jeg tror ikke, at Almueskolens Opgave kan være den at lære Børnene enten at tale eller tænke i Skriftsproget. Jeg har rigtignok seet, og vi hørte det jo igaar, at en af Skolens Autoriteter har udtalt sig i den Retning. Men jeg maa sige, at hvis dette virkelig for Alvor skulde blive forsøgt i vore Almueskoler, vilde det i mine Tanker være et af de største Misgreb, som kunde begaaes, ja jeg vilde anse det ligefrem som en Synd mod den norske Nationalitet.
Dette er min første Grund. Den anden Grund, hvorfor jeg slutter mig til Forslaget er, hvad jeg vil kalde en national Grund. Jeg tror, vi for Tiden befinde os i en sproglig Overgang. Vi holde paa at arbeide os frem mod et mere norskt, nationalt, hjemligt Sprog end det, vi har; men skal denne Sprogudvikling blive i Sandhed national, da er det mig klart, at det netop er fra Bygdemaalene, at det nationale Element, den fornyende Kraft her maa hentes. Skal imidlertid dette kunne ske, gjælder det, at Bygdemaalene faar Lov til at komme til sin Ret og saavidt muligt ligestilles med Skriftsproget, og da mener jeg rigtignok, at dette først og fremst maa ske i Skolen. Skal nemlig det nationale Element i Sproget komme til sin Ret, da er det nødvendigt, at Folket rundt om i Landet ogsaa selv faar Agtelse for sit Sprog; men jeg er ikke istand til at tro, at Barnet faar den rette Agtelse for Faders og Moders Maal, naar det hører, at den samme Lærer, som udenfor Skolen, naar han taler med Folk i sin Hjembygd, taler Bygdemaalet, strax han sætter Foden indenfor Skoledøren forandrer sit Maal og taler Skriftsproget. Da faar Barnet uvilkaarlig den Tanke, at det Maal, som Fader og Moder taler hjemme i Stuen, ikke er saa godt, ikke er saa ædelt som dette andet Maal, og Agtelsen for Bygdens eget Maal vil paa den Maade synke hos Barnet.
Jeg mener altsaa, at skal det nationale Element i Sproget, det norske Bygdemaal naa sin Ret, gjælder det i Folkets egen Bevidsthed at holde Agtelsen for dette Sprog oppe, og det maa blandt Andet ske derigjennem, at Barnet lærer, at dette Sprog er saa godt og skjønt, at det kan bruges i Skolen. Dette er de to Hovedgrunde, som for mig har været bestemmende. Der kunde være mangt og meget andet at sige om denne Sag; men jeg skal ikke nærmere indlade mig derpaa.
Da det imidlertid i Komiteen kom til Spørgsmaalet om, under hvilken Form den her omhandlede Forandring burde ske, var jeg fra først af overbevist om, at det var bedst og rigtigst, at den skeede gjennem Skolens Instrux. Der kan heller ingen Tvivl være om, at dersom der var den Forstaaelse, som ønskeligt kunde være, mellem Storthing og Styrelse, da vilde alle være enige om at vælge denne Vei. Jeg mente dog, at den alligevel burde forsøges, og det saameget mere, som der i Instruxen findes en Bestemmelse i beslægtet Retning. Ganske vist har denne, som af Repræsentanten fra Akershus bemærket, nærmest Formen af en Tilladelse. Men der ligger dog saa meget i den, at det forekommer mig, at den kan bruges som et Tilknytningspunkt, og derfor fandt jeg, at før man skred til Udarbeidelse af en Lov i den her omhandlede Retning, burde man gjøre et Forsøg paa, om man ikke kunde ad instruxmæssig Vei faa frem det samme.
Naar jeg imidlertid slutter mig til denne Tanke at gaa den instruxmæssige Vei, kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at mine Forhaabninger om en heldig Løsning ad denne Vei ikke er særdeles store; det maa jeg ligefrem tilstaa, og jeg mener, at jeg har fuld Ret til at nære Mistillid, naar jeg ser hvad Chefen for den nuværende Styrelse sammen med et Par andre Statsraader udtalte i 1869 i Anledning af Loven om offentlige Skoler for den høiere Almendannelse. Dengang udtalte to af de nuværende Statsraader følgende: "Thi er der nogen Side af Følelseslivet, som hos den norske Nation i Almindelighed og dens studerende Ungdom i Særdeleshed er stærkt udviklet og ingen ny Støtte tiltrænger, saa er det Kjærligheden til, Interessen for og Troen paa det Nationale". En saadan Udtalelse er ikke meget lovende og burde visselig ikke være flydt af en norsk Statsraads Pen.
Desuagtet mener jeg dog, at vi faar gjøre et Forsøg i Retning af at faa Sagen frem ad instruxmæssig Vei, og derom er nu, saavidt jeg forstaar, alle, som har udtalt sig om Sagen, enige. Hvad det af Repræsentanten fra Akershus fremsatte Forslag om Tillæg til Komiteens Indstilling angaar, har jeg ikke synderligt at indvende derimod; jeg kan væsentlig slutte mig dertil. Dog forekommer det mig, at Slutningstiraden: "Iøvrigt udstaar Sagen til følgende Thing", er overflødig, idet jeg mener, at dette falder af sig selv. Faar næste Odelsthing det Svar fra Regjeringen, at den Intet finder at burde foretage i denne Sag, falder det af sig selv, at man gaar over til at søge den gjennemført ad Lovgivningens Vei.
VIRKSOMME ORD