Naar jeg har gaaet med paa Indstillingen, er det fordi jeg staar i den Formening, at man derved lettest vil fremme denne Sag paa den ønskeligste Maade. Jeg har nemlig den Tro, at man vil møde et velvilligt Øre hos Styrelsen for de Udtalelser, som vi her sender den. Rigtignok er det saa, som ogsaa allerede omtalt, at man i et vist Regjeringsforedrag har en Udtalelse om disse Ting, som vel mildest talt maa siges at være noget besynderlig. Men hvad Skolestyrelsens Stilling til Sagen angaar, har jeg som sagt den Opfatning, at den vil laane et velvilligt Øre til vor Forestilling.
Jeg ser virkelig et Vidnesbyrd derom i den Instrux, som er udfærdiget for Undervisningen i Almueskolen. Det er fremhævet, at deri kun skal ligge en Tilladelse, og at den altsaa ikke har saa stor Betydning; men det er dog noget mere; det er dog ogsaa et Paalæg til Lærerne om, at de, for at forstaaes af Børnene, saavidt muligt skal benytte deres Maalføre, og en af de Mænd her i Salen, som vel er den ivrigste Maalsmand i denne Sag, har ogsaa i Debatten igaar erkjendt, at Instruxens Ord kan forstaaes saaledes, at den er fyldestgjørende. Jeg mener, som sagt, derfor, at det ikke er nødvendigt eller ønskeligt at gaa videre med Tryk eller Tvangsmidler for det Første, end til det, som Komiteen har bragt i Forslag.
Jeg vil dernæst faa Lov at sige, at min Opfatning er den, at den nærværende Tilstand af Enkelte er skildret med altfor mørke Farver. Jeg tror, at det passede mere paa en forsvunden Tid end paa den nærværende. Jeg husker vistnok fra tidligere Aar, at der var Lærere, og det ikke saa faa, - Seminarister -, der optraadte og talte det stiveste Bogsprog saavel i som udenfor Skolen, men saadanne Exemplarer ere mere og mere forsvundne, og jeg tror, at Udviklingen i dette Stykke mere og mere er slaaet ind i et sundt og naturligt Spor.
Med alt dette erkjender jeg, at der endnu kan være noget at gjøre. Hvis jeg ikke havde den Opfatning, er det selvsagt, at jeg heller ikke var gaaet med paa Komiteens Indstilling, og naar jeg har gjort det, er det for at støtte Udviklingen og føre den frem i den Retning, hvori den er begyndt at gaa, og som jeg anser at være sund og naturlig. Hvad jeg ønsker, at der skal ske, er det, at Børnene skal faa Lov til at tale sit eget Sprog og at man ikke ved en unaturlig og kunstig Opøvelse skal bringe dem til at forsøge at tale Bogsproget og saaledes forkvakle deres Tale. Ved Siden af sit eget Sprog skal de lære at benytte Skriftsproget, forsaavidt som de maa kunne læse i Bøgerne og forstaa hvad de læse, og lære at bruge Bogsproget skriftligt, men jeg mener, at disse to Ting meget godt kan forenes ved at man giver dem fuld Frihed og Tilladelse til at tale sit eget Maal, og jeg mener, at det er en stor Misforstaaelse, som er kommen frem i de oftere anførte Ytringer af Skoledirektøren i Throndhjem, hvis han vil, at man i Skolerne skal paalægge Børnene ogsaa at tale Skriftsproget. For mig staar det saa, at dette ogsaa er en Ting, som ligger langt udenfor det Maal, som Skolen kan formaa at bringe Børnene til i den korte Skoletid, som vi nu desværre har.
Jeg ønsker altsaa paa den ene Side, at Børnene skal faa fuld Frihed til at bruge sit eget Sprog, men paa en anden Side vil jeg, at ogsaa Læreren skal faa Lov til at gjøre det samme; han skal faa Lov til at tale saaledes, som det falder naturligt for ham. Han faar se at lempe seg efter Børnenes Tale saa godt han kan, og han bør have for Øie at komme til det mere og mere, saafremt han er fra en anden Bygd end den, hvor han underviser; men jeg mener, at han i saa Maade heller ikke skal lægge større Tvang paa sig; galt vilde det ogsaa være, om han skulde komme til at knote i den Bygds Maal, i hvilken han virker. Ligesom jeg mener, at der skal være Frihed paa den ene Side, saa skal der ogsaa være Frihed paa den anden.
Men ligesaalidt som jeg vil, at man skal tvinge Børnene til at tale i Skriftsproget, ligesaa lidt vil jeg, at man skal føre Maalstævet indi Skolerne, saa at man giver sig til at experimentere paa Børnene med det saakaldte Normalsprog. Hvis man lader Udviklingen gaa sin fri og naturlige Gang, saa tror jeg for min Del, at det vil gaa bedst, og jeg tror, at man da lettest nærmer sig mod det Maal, som man ønsker, nemlig at der mere og mere skal fremkomme et Sprog blandt os, som i høiere Grad er norsk end det, vi for Øieblikket har, og som kan komme til at samle det norske Folk under sig baade fra By og Bygd. Jeg har den Opfatning, at dette ikke kan ske, saaledes som jeg engang drømte om, derved at man tager Landsmaalet, Bygdemaalet i Brug i en vis bestemt Form, men det faar vel gaa ad den historiske Udviklings Vei, saa at alle Maalformer, som findes i vort Land, maa give sit Bidrag dertil.
VIRKSOMME ORD