I en aarrekke har arbeidere nu demonstreret for 8-timersdagen. Men bortset fra et par forsøg med 8 timers dag i enkelte af statens virksomheder, har man endnu ikke gjort noget positivt skridt for at faa 8 timers dagen gjennemført. Partistyret finder imidlertid, at tiden nu er inde til at lægge en mere bestemt plan for gjennemførelsen af denne reform, og har derfor anmodet mig om at gjøre udkast til en lov om emnet.
Naturligvis maa partiet, naar det skal gaa til at foreslaa en lov om 8 timers dag, strax ta sigte paa enhver art af kropsligt arbeide i andenmands tjeneste. Men samtidig kan vi ikke lukke øinene for, at gjennemførelsen med ét flag, i et enkelt land, for enhver art af arbeide, vilde komme til at støde paa meget store, for ikke at si uovervindelige vanskeligheder.
En større forkortelse af arbeidstiden vil jo i mange virksomheder nødvendiggjøre en forandret arbeidsmaade, og vel ogsaa et hurtigere arbeidstempo; og det er aldeles ikke sagt, at man i alle brancher over det hele land er forberedt paa en saadan forandring strax. Jordbrugsarbeidet er vel f. ex. endnu ikke, ialfald i sin helhed, modent for 8 timers dagen.
Paa den anden side er der jo mange virksomheder som arbeider under trykket af udenlandsk konkurrence. Og hvis man i de brancher indførte 8 timers dagen, og det saa viste sig, at produktionen derved gikk ned, saa maatte man jo være forberedt paa en lønsreduktion, hvis man ikke vilde gjøre vedkommende industri konkurraenceudygtig overfor udlandet - hvad der ialfald for en tid vilde bli verre, end om arbeidstiden fremdeles var blit som den var.
Hvor spørsmaalet om 8 timers dagen har været under overveielse, der har man, saavidt jeg ved, altid været enige om, at en saapas stor reduktion af arbeidstiden som ned til 8 timer, den maa tages fagvis. Og spørsmaalet om dens gjennemførelse i det enkelte fag bør først og fremst bero paa en afstemning blandt de interesserede arbeidere selv.
Dernæst har man ogsaa været enig om, at den stedlige udstrækning af en saadan nedsettelse af arbeidstiden maa bli et særskilt spørsmaal. Der er jo nemlig ganske vist virksomheder, hvor man meget vel kan gjennemføre 8 timers dagen paa et enkelt sted, f. ex. i en enkelt by, uden at man derfor samtidig behøver at gjennemføre den i andre byer. Saaledes f. ex. er murer- og bygningshaandværket og flere andre lignende virksomheder, som ikke konkurrerer med de tilsvarende virksomheder i andre byer. Men der er andre virksomheder, hvor det ikke vel gaar an at indføre 8 timers dagen paa ét sted, uden samtidig at indføre den ialfald paa andre nærliggende steder, hvor den samme virksomhed drives. Teglværkerne i Kristiania og omegn konkurrerer jo f. ex. med teglværkerne i Sarpsborg, Fredrikstad og flere andre steder i det søndenfjeldske Norge, og det vilde derfor i denne branche bli nødvendigt at indføre 8 timers dagen samtidig for hele det søndenfjeldske Norge. Det samme er jo ogsaa tilfældet med trævare- og metalindustrierne og andre lignende industrier. Og endelig er der virksomheder, hvor det vil være det naturlige at 8 timers dagen, naar den skal indføres, indføres paa en gang for det hele land. Saaledes f. ex. jernbanearbeider, der udføres for den samme arbeidsherre og under lige vilkaar overalt i landet.
Beslutningen om 8 timers arbeidsdag bør altsaa kunne gjøres gjældende, enten for en enkelt kommune, eller for en større landsdel (f. ex. for det søndenfjeldske, oplandske, vestenfjeldske eller nordenfjeldske distrikt), eller endelig for det hele land.
Hvis normalarbeidsdagen i et fag indføres for en enkelt kommune, bør kommunestyret være den myndighed som faar med tingen at gjøre. Indføres den derimod for en større landsdel eller for der hele land, saa bør det være vedkommende regjeringsdepartement eller regjeringen i sin helhed, som træffer bestemmelse derom.
I det øieblik at reformens gjennemførelse bygges paa afstemning blandt de interesserede arbeidere, saa bør naturligvis retten til at foranstalte saadan afstemning tillægges arbeidernes egne faglige organisationer. I fag, som har dannet landsforbund, har jeg tænkt mig at retten hertil skulde tillægges forbundsstyret, som da samtidig skulde bestemme, hvorvidt der skal afstemmes for en enkelt kommune, for en afgrænset landsdel, eller for det hele land under et. I fag som endnu ikke har dannet landsforbund, bør hver enkelt lokalforening ha ret til at forlange afstemning. Og blir der saa mellem disse foreninger dissens om, hvorvidt afstemningen skal ske kommunevis, distriktsvis eller landsvis, da faar det overlades til vedkommende offentlige myndighed at afgjøre det spørsmaal.
Ved siden heraf mener jeg, at ogsaa landsmyndigheden, eller for den enkelte kommune kommunestyret, bør ha anledning til at sætte saadan afstemning i gang.
Naar under en saadan afstemning en flerhed af arbeiderne har udtalt sig for en nedsættelse af arbeidstiden til 8 timer, saa mener jeg det vil være rigtigst og klogest, at vedkommende myndighed ogsaa indhenter en erklæring fra arbeidsgiverne i det fag, som berøres af den foretagne afstemning. Og hvis flere end halvparten af dem udtaler sig for den af arbeiderne vedtagne nedsættelse af arbeidstiden, saa bør dermed tingen være afgjort. Udtaler derimod arbeidsgivernes flertal sig imod arbeidernes resolution, saa mener jeg man bør bli staaende ved en bestemmelse om, at afgjørelsen overlades til vedkommende offentlige myndighed (kommunestyret eller vedkommende departement).
Dette at afgjørelsen i sidstnævnte tilfælde overlades til den offentlige myndighed, er ogsaa hvad man har tænkt andre steder, hvor denne sag har været under behandling. Det saakaldte fabiske selskab i England - et socialdemokratisk selskab som har udgit en række skrifter af socialdemokratisk indhold - udarbeidede saaledes for flere aar siden et lovforslag til gjennemførelse af 8 timers dagen, bygget paa afstemning blant arbeiderne. Og i det forslag blev man staaende ved at overlade afgjørelsen til den offentlige myndighed. Mit forslag afviger fra det engelske forslag derved, at jeg foreslaar tingen endelig afgjort, hvis flertallet af arbeidsgiverne gaar med.
Disse afstemninger blant arbeiderne vil jo ikke kræve store udgifter. Men da det er nødvendigt at de foregaar under offentlig kontrol, og da det her gjælder samfundsspørsmaal af stor rækkevidde, saa er det naturligt, at udgifterne afholdes af vedkommende offentlige kasse, henholdsvis statskassen eller kommunekassen. Og det vil derfor være nødvendigt, at man begrænser adgangen til at forlange afstemningen saaledes, at de ikke kommer til at gjentages for ofte. Der maa sættes et vist tidsrum, inden hvilket ny afstemning ikke kan forlanges - - jeg har tænkt mig man kunde sætte dette tidsrum til 3 aar.
Desuden vil man i en lov som denne trænge en regel om undtagelser. Fabriktilsynsloven har i sin § 26 opstillet nogle undtagelser fra sine almindelige bestemmelser om arbeidstiden for unge mennesker. "Naar naturomstændigheder, ulykkeshændelser eller andre uberegnelige begivenheder har forstyrret et enkelt anlægs regelmæssige drift, eller udsætter driften for at forstyrres, kan, paa derom indgit andragende, den daglige arbeidstid for unge mennesker tillades forlænget for et kortere tidsrum." Videre kan en saadan forlængelse ske uden at spørge tilsynet, naar det gjælder uopsættelige reparationer eller redning af menneskeliv, og forøvrigt ogsaa for de første 2 døgn. Dog maa det strax meldes til tilsynet. Lignende undtagelsesbestemmelser maatte vi ha med i denne lov her.
Derimod behøver vi ikke i denne lov fabriktilsynslovens bestemmelse om at tilladelse til forlænget arbeidstid ved almindelige forskrifter kan meddeles bedrifter, for hvilke det er særeget, at der i dem til sine tider arbeides længere end sædvanlig. Afstemningen foragaar jo nemlig altid fagvis.
Tilslut maa vi i loven ha en straffebestemmelse for overtrædelse af bestemmelser om arbeidstiden, vedtagne efter denne lov. Og jeg er da blit staaende ved straffebestemmelsen i fabriktilsynslovens § 39, om bøder fra fem til tusen kromer.
Ligeledes bør fabriktilsynslovens bestemmelse i dens § 46 optages her: "Ovetrædelse af denne lovs bestemmelser paaatales efter de for politisager givne regler."
Paa grundlag af disse betragtninger har jeg da gjort følgende udkast til "Lov om arbeidstidens begrænsning".
§ 1. Begrænsning af arbeidstiden i henhold til nærværende lov kan finde sted enten for det hele land eller distriktsvis (f. ex. søndenfjeldske, oplandske, vestenfjeldske, nordenfjeldske distrikt) eller for de enkelte by- eller landskommuner.
§ 2. Bestemmelse om arbeidstidens begrænsning i et fag for det hele land eller et distrikt træffes af vedkommende regjeringsdepartement (kongen). Gjælder begrænsningen alene et herred eller en by, træffes bestemmelsen af vedkommende kommunestyre.
§ 3. Begrænsning af arbeidstiden i henhold til foregaaende paragraf kan finde sted naar flertallet af arbeidere i faget som deraf vil berøres, har udtalt sig for bestemmelsen. Forinden nogen beslutning fattes, indhentes erklæring fra de arbeidsgivere som deraf vil berøres. Udtaler ogsaa flertallet af dem sig for begrænsningen, er denne dermed endelig fastslaaet.
§ 4. I fag, der har dannet landsforbund, foregaar afstemning blant fagets arbeidere efter anmodning af landsforbundets styre, der samtidig bestemmer, hvorvidt afstemningen skal finde sted under et for det hele land, distriktsvis eller særskilt for en enkelt eller flere enkelte kommuner. Er i faget ikke dannet landsforbund, kan afstemning forlanges af enhver lokal forening. Er der mellem flere lokale foreninger uenighed om, hvorledes afstemningen skal foregaa, afgjøres spørsmaalet af vedkommende regjeringsdepartement. Aftstemning kan derhos foranstaltes af vedkommende regjeringsdepartement eller af vedkommende kommunestyre af egen drift.
§ 5. Omkostningerne ved de i 3. og 4. omhandlede afstemninger udredes af statskassen, forsaavidt de omfatter det hele land eller større landsdele, men af kommunekassen, hvis de foretages særskilt for de enkelte kommuner. De nærmere regler for øvrig, hvorefter afstemningerne skal foregaa, bestemmes af vedkommende regjeringsdepartement. Naar en afstemning er forlangt, kan ny afstemning i kommuner eller landsdele, som allerede har stemt, ikke i samme fag forlanges af organisationerne før efter udløbet af 3 aar.
§ 6. Begrænsning af arbeidstiden i henhold til nærværende lov kan foretages ned til 8 timer daglig eller 48 timer ugentlig. Begrænsningen kan gjøres gjældende for alt arbeide i fremmed tjeneste.
§ 7. Forlængelse af en i henhold til nærværende lov bestemt arbeidstid kan indrømmes af fabriktilsynet for et kortere tidsrum, naar naturomstændigheder, ulykkeshændelser eller andre upaaregnelige begivenheder har forstyrret et enkelt anlægs drift eller udsætter driften for at forstyrres. For de 2 første døgn eller hvor det gjælder redning af menneskeliv, kan forlængelse finde sted ogsaa uden tilladelse af tilsynet. Ligeledes kan uopsætteligt reparationsarbeide foregaa uden særskilt tilladelse, men blir strax at melde tilsynet.
§ 8. Overtrædelse af bestemmelse om arbeidstiden, der er given i henhold til næværende lov, straffes med bøder fra 5 - 1000 kroner. Overtrædelserne paatales af det offentlige og efter de for politisager givne regler."
Hvis dette udkast vinder landsmødets bifald, saa foreslaar jeg, at partistyret bemyndiges til at indgaa til regjeringen eller departementet, og senere direkte til stortinget med et forslag i hovedsagen bygges paa disse 8 punkter, dog saaledes, at der bør være anledning til at foreta de læmpninger i form eller indhold, som man ved nærmere overveielse finder opfordring til. Dette er saa meget mere nødvendig, som jeg kun har hat meget kort tid til at udarbeide mit udkast, ligesom jeg har hat liden tid til at konferere med partifæller om sagen.
*
Votering: Mod nogle faa stemmer ... vedtoges: "Partistyret anmodes om, i det væsentlige paa grundlag af det fremlagte ukast, efter indhentelse av udtalelser fra partiets foreninger og landets fagforbund samt sekretariatet for den faglige landsorganisation at indgaa til statsmyndighederne med forslag til lov om arbeidstidens begrænsning ned til 8 timer daglig eller 48 timer ugentlig."
VIRKSOMME ORD