Fredssaken

Naar Nobelkomiteen iaar, maaske for sidste gang, møder op her i stortinget den 10de december for at meddele stortinget sin beslutning angaaende fredsprisens uddeling, saa tør det være berettiget at minde om, at det norske storting var en af de første nationalforsamlinger, der knæsatte fredssagen ved at give den sin støtte. Fredssagen, mine herrer, for en 12-15 aar siden saa ganske anderledes ud, end den ser ud idag. Fredssagen blev betragtet som en utopi, og fredssagens forkjæmpere blev betragtet som vistnok velmenende, men entusiastiske idealister, som man i den praktiske politik ikke kunde regne med, som ikke forstod sig paa livets realiteter. Det forhold er nu fuldstændig forandret. Efterat i de senere aar ledende statsmænd, endog statsoverhoveder, har taget sagen op, staar sagen nu ganske anderledes i den almindelige opinion. Det er De forenede stater i Amerika, som i første række har gaaet i spidsen med at tage fredssagen op i den praktiske politik. Freds- og voldgiftstraktater er nu af De forenede stater sluttet med flere landes regjeringer, og hvad der især har henledet fredsvennernes og hele den civiliserede verdens opmerksomhed paa De forenede stater, er præsident Roosevelts lykkebringende arbeide for at faa afsluttet den blodige krig, som fornylig blev udkjæmpet mellem to af verdens stormagter, Japan og Rusland. Naar jeg nu, hr. minister, paa stortingets vegne overrækker Dem fredsprisen med, hvad dertil hører, saa vil jeg paa stortingets vegne bede Dem overbringe præsidenten en hilsen fra det norske folk og en tak for, hvad han har udrettet til fredssagens fremme, og jeg vil dertil ogsaa knytte ønsket om, at det maa forundes denne rige og høit begavede personlighed fremdeles at kunne virke for fredssagens fremme til verdensfredens sikrelse.