Saa meget jeg end frygter for at vidtløftiggjøre nærværende vigtige Forhandlinger, anser jeg det dog for min Pligt kortelig at fremsætte mine Tanker om det store Anliggende, som nu beskjæftiger os.
Hvad hver ægte Nordmands Ønske er for hans elskede Fædreland kan ikke være tvivlsom. Dets Frihed og Selvstændighed, som han har besvoret, dets Hæder, som han har arvet, dets Frelse og Held er hans Ønskers høieste Maal, og ingen Opofrelser, ingen Farer og Truster kan afskrække ham fra at arbeide til dette Maal. «Saa stor» siger Cicero, «er Kjærligheden til Fædrelandet, at vi maaler den, ikke efter vor Følelse, men efter dets Frelse. Derfor vil den Vise ikke reddes for Døden, som formedelst uvisse Hændelser daglig truer, formedelst Livets Korthed aldrig kan være langt borte, at han jo til hver Tid ser paa Fædrelandets og sine Medborgeres Tarv, og betragter Fremtiden, hvoraf han ingen Fornemmelse vil have som sig tilhørende.»
Hvad Nordmandens Beslutning, naar det gjelder Fædrelandets Ve eller Vel, maa være, kan derfor heller ikke være tvivlsomt. At hævde og forsvare dets Selvstændighed til det Yderste, at vaage over dets Hæder, at virke til dets nærværende og fremtidige Held maa være hans faste Villie og nidkjære Bestræbelse. Fornuften byder ham derfor at veie Midlerne, hvorved denne Hensigt kan opnaaes, og at velge de, som han erkjender for de retmæssigste og tjenligste.
I dette Øieblik bydes os Foreningen med Sverige som det eneste sandsynlige Redningsmiddel, som den eneste Udvei, hvorpaa vi for Øieblikket kan frelse selve vor Frihed og Selvstændighed. Denne Forening, eller Kamp paa Liv og Død, er det eneste Valg, som er os levnet, og kun kort Frist er os forundt til at bestemme vort Valg. Vi maa derfor have afgjort med os selv, hvad vi vil beslutte, og Grunderne derfor.
Mod denne Forening sætter sig vor Nationalfølelse, Forfædrenes Minde, Tanken paa vore Efterkommere, vor billige Harme over det dybe Saar, vort hidtild uplettede Navn for Troskab og Kjekhed har faaet, vor Mistro til Foreningens Tryghed og Varighed, den Nordmanden saa forhadte Tvang, hvorunder Baandet skal knyttes, Tanken om, at en blot føderativ Forbindelse kunde føre - og det maaske sikkrere - til det af Sverige foregivne Maal, og endelig Frygt for de indvortes Uroligheder, som, under Gemytternes forskjellige Stemning, lettelig kan opstaa.
For denne Forening taler Uvisheden af den fra vor Side saa slet forberedte kamp, hvis Udfald let kunde vorde Ødelæggelse og voldsom Undertrykkelse at en stor Del af Landet, hvorved vi eller vore Efterkommere, som et erobret Folk, vilde vorde berøvede selv den Frihed og Selvstændighed, som vi har besvoret. Hertil kommer Mangel paa Hjælpekilder, men især Mangel paa et Foreningspunkt, og paa en duelig Anfører, som tør paatage sig, og til hvem Nationen tør betro det Hverv, at reorganisere vor Arme, og med Duelighed, Klogskab og Kraft at anvende vore Stridskræfter mod en overlegen Fiende, under en øvet og berømt Hærfører. Men fremfor Alt kommer i betragtning den Uvished, hvori vi svæve, om det er Folkets enstemmige Villie, den det med Enighed og Kraft, trods alle Opofrelser, vil udføre, ikke under nogensomhelst Betingelse at indgaae Foreningen med Sverige, men alle som en Mand, at modsætte sig Magten, og ikke, naar det gjælder, indskrænke sig til at forsvare sin Hjemstavn, hvorved Landet stykkevis vilde blive et Offer for Erobring eller Udhungring.
Vistnok er det uberegneligt, hvad et Folk kan udrette, naar det vil, naar det endrægtigen, med anstrængt Kraft arbeider til et Maal, naar en Aand og et Sind besjæler det. Men tør vi - hvor skjønt end denne Almenaand udtaler sig gjennem de patriotiske Bidrag, der tilbydes fra de fleste af Landets Egne - tør vi lide paa, at den i Prøvens Stund vil udholde med usvækket Kraft? Vil ikke forskjellige Meninger og Interesser hindre dens Virksomhed? Har ikke den Handels- eller rettere den Kræmmer- og Høker-Aand - et Foster af vort forstyrrede Pengevæsen -, der forpestende har udbredt sig i de sidste syv Aar gjennem alle Borgerklasser, har den ikke for en stor Del undergravet Nationens Moralitet, som er den eneste sikre Grundvold for dens Frihed og Selvstændighed.
Forresten maa Nationens Sindelag i Henseende til det afgjørende Punkt aabenbare sig gjennem dens Repræsentanter, der, saaledes var og er min Overbevisning, bør have underrettet sig om deres Kommittenters Bestemmelse i en Sag, hvor det gjelder intet mindre end at være eller ikke være. Vel ved jeg, at Storthingets Mand er Nationens og ikke et enkelt Distrikts Mand. Men hvad der er Nationens Villie kan kun bestemmes ved at samle de forskjellige Distrikters Stemmer, hvis Organer Storthingets Medlemmer er.
Disse Grunde bestemme mig til at antage Foreningen, hvor meget end min egen Følelse modsetter sig den. Var derimod en saadan Forbindelse uforenelig med Pligt og den Ed, vi har svoret Konstitutionen - hvilket meget hæderlige Mænd i og udenfor Storthinget har paastaaet - saa vilde, hvis den Overbevisning havde været min, mit Kald og min Tænkemaade have forbudt mig at modtage Valget som Repræsentant og at stemme for en mod min Pligt og Samvittighed stridende Handling. Men efter min bedste Overbevisning er det ikke alene tilladt, men Pligt, ifølge Norges af os besvorne Grundlov, at vælge en ny Konge til Norges ledige Throne, og vor hele Stilling synes ikke at have levnet os andet Valg end Sveriges Konge. Dog sker dette Valg fra min Side kun med den udtrykkelige Betingelse, at vor Grundlov og vor Nationalitet holdes i Hævd; kun paa Villaar, som er antagelige, hæderlige og betryggende, som viser Agtelse for og Tillid til et Folk, hvis Kjekhed og Troskab, trods enkeltes slette Forhold, endnu bør erkjendes og æres, hvis djærve Nakke aldrig lader sig bøie under fremmed Aag, hvis sterke Arm aldrig lader sig paaliste Slavelænker - et Folk, som selv under de mest oprørende og stormende Begivenheder har vist en Sindighed, Fasthed og Redelighed, der ikke fortjener og ikke bør gjengjeldes med Mistro. Tilstaaes der os ikke saadanne Betingelser eller gjøres der Brud paa dem med List eller Vold, da være det Nordmænds faste Beslutning, og den vise sig ikke i Ord alene, men i Gjerning, at ville hævde, at ville lide og opofre alt for den Grundlov, de har besvoret, at ville foretrække Døden for et ufrit og vanhæderligt Liv.
VIRKSOMME ORD