VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD
VIRKSOMME ORD

Mit Liv er ei det største Offer

av Jørgen Aall, ,
Det første overordentlige Storthing
Innlegg i Stortinget, Innlegg | Union, 1814

En Forening med Sverige har aldrig været stemmende med min - o! jeg havde aldrig troet den kunde være stemmende med nogen ægte Nordmands Tilbøielighed, under hvilkensomhelst tillokkende Skikkelse end en saadan maatte vorde os tilbuden. Kun den mest tvingende Nødvendighed, en Nødvendighed, for hvilken alle Forhaabninger om Opnaaelse af Held og Lyksalighed under en fri og selvstændig Regjering for Fremtiden maa vige, kan bøie det oprørte Gemyt til at hylde, under et undersaatligt Forhold, en Regjering, hvis med den mest hærdede Standhaftighed forfulgte hadværdige Planer til vores Underkastelse har maattet opvække Nationens bitreste, ja uovervindeligste Uvillie. Med disse martrende Følelser, hvilke de seneste Tildragelser end under den korte Ro, som forundtes os, snarere har maattet vække til nyt Liv end bragt til at dulme, vorder det et paa de helligste Pligter bygget Krav for den ivrige, velsindede Patriot, at kalde frem under Fornuftens modneste og strengeste Prøvelse en, saavidt mulig nøiagtig Fremstilling af Landets Tilstand, betragtet under den mest omfattende Synspunkt; at veie de Krefter det kan have at stole paa, de Svagheder og Mangler, det beklageligen maa have at frygte for. Den sig ved de rædselsfuldeste Symptomer antydende Sygdom synes at nærme sig til selve Urkilden for Statens Liv; der bør nøie vogtes paa, om kun radikale Midler, der holder som i det fineste Haar Vægtskaalen imellem Liv og Død, her vorder at anbringe.

Vi bør, midt i denne fredelige Sammenkaldelse, betragte os selv som kjempende med en ligesaa utrættelig som kløgtig Modstander. For at kunne bestaa i Striden mod ham, maa ogsaa vi føle vor Nervekraft at pirres, vor Kløgt at skjerpes. Det vigtige Anliggende, vi har for os, taaler ei en overfladisk Anskuelse. Fordi det ei lader sig kjende af os med en intuitiv Glands, derfor bør vore Bevægelser mod det være langsomme og beraadslaaende. Nutid og Fremtid maa igjennem lang Rad af kommende Slægter forene sig i vor Tanke, begge gribe ind med lige Andele i vore Raadslagninger. Vi maa med trofast Iver lægge Vind paa at udbringe det meste af de i vort Fædreneland endnu tilbageblivende Materialier.

Vi er her henstillede som Landets offentlige Mænd, vi bør ingen andre Baand kjende end de, der binder os til det Heles Vel, ingen andre Grundsætninger følge end de, hvorpaa vi ærligen mener den varigste Statsbygning at kunne opføres. Lyst til Selvfornegtelse bør her være den herskende Følelse hos os. Intet maatte kunne lignes med vor Glæde, hvis vi kunde redde Statens store Samfund ved at ofre alt for dets Frelse. Personlig Forarmelse for denne vigtigste Sag agtes af os for den største Hæder. Ubesmittede af Egennyttens lede Aand skal vi her staa frem med det klippefaste Forsæt: at foretrække Friheden, ledsaget af en dydig Armod, for en med Rigdoms bedragerske Glimmer bedækket Trældom. Ei skal vi lade de ivrigste Bestræbelser for den skjønneste Sag indslumre under Indflydelsen af Overdaadighedens, Ørkesløshedens og Blødhedens Dvaledrik. Nei, heller istedenfor denne fordærvende, døsende Tilstand, tilønske os selv en dæmpet Opbrusning af de ædlere Lidenskaber. Fra disse udbreder sig en opfriskende Aand over de henfalmende Stater; i deres Virkninger vorde lig de mægtige Storme, der, i det de sætte Havet i den frygteligste Bevægelse, tillige forjager de forfulende Uddunstninger, der fra dets stillestaaende Skjød forpeste Luftkredsen.

Dog, disse af den reneste Aand opildnede indre Bevægelser maa ei rive os udenfor os selv, ei bringe os til at glemme, at den ædleste Bevæggrund ei altid er tilstrækkelig til at sikre den bedste Sag det heldigste Udfald. Medens vi føler os selv opflammede af en brændende Iver til at ophjælpe vort synkende Land, og at tale dets Sag mod Undertrykkelsens Vold, bør vi sindigen overveie, at vi ved en blot fantastisk sværmende Uforsigtighed kunde styrte vort Fædreneland i nye Farer, drage det end dybere ned under haabløs Mismods nedbøiende Vegt. Menneskekjærlighed og Patriotisme byder os ligemeget kun her at tragte efter den Ære, der vindes ved i Gjerning og Sandhed at have bidraget til det elskede Fædrenelands Vel.

Ser vi hen til vore Hjælpekilder, udvortes betragtede, da hentaber de sig fast til en forfærdende Ubetydelighed, naar vi overskuer dem i Sammenligning med de Kræfter, man truer med at sætte imod os, for at diktere os Love, hvis vi ei vil lytte til de lokkende Overtalelser for en venskabelig Forening. Betragter vi de indvortes Hjælpekilder, hvorledes kan vi stole paa dem, og hvor findes de? Ak! de skal fornemmeligen findes i Nordmænds Hjerter, og, fundne der, sikkerligen de vilde have været uudtømmelige. Men om disse og slog feil! Nei, de skulde ei slaa Feil. Ved denne Forsamlings uforsagte og utrættelige Bestræbelser skal de paany opledes. Som for hin ærværdige Lovforfatter fordum - skal Herren staa for os paa Klippen, og vi skal slaa paa Klippen, og der skal flyde Vand af den, og Gud Herren skal velsigne Vandet, og Folket skal drikke.

Norges ved Rigsforaamlingen paa Eidsvold valgte Konge, Kristian Fredrik, har abdiseret. Hans Undersaatter forstummede hartad af Forbauselse over denne Abdikation, og den Bedrøvelse, mange af os derover følte, var af en synderligen pinlig og blandet Art. Men kan vi nu kalde ham tilbage for paany at regjere os? Da han var midt iblandt os, maatte han føle, hvor høit han var elsket af sit Folk. Dog, denne Folkets Kjærlighed skulde ei længe binde ham med uopløselige Baand til dets Skjæbne; han lod sig rive bort fra os, og da syntes mig, jeg udtaler her frimodigen min egen indre Følelse, Kong Kristian Fredrik for evig tabt for Norge.

Et nyt Kongevalg forestaar os da, efter min Formening, og den Kongeæt, der skal regjere os, udkaares i Overensstemmelse med den 48de § af Grundloven. Sverige fordrer at have en Konge med os, og at Norge under denne Forening umiddelbart regjeres af Sveriges Kronprins som dets Vicekonge. Kan denne den svenske Regjerings Paastand indvilges med det blide Haab, at Norges Held og Lyksalighed for denne og kommende Slægter, indtil Solen ei længere tændes over disse stolte Klipper, derved vil vorde grundfæstet? O Gud! und mig at undertrykke den kvælende Frygt for, at det ei vil blive saa. Dog, naar vi stadigen vogter paa Begivenhedernes sælsomme Sammenkjedning, da kan vi vel ledes til Tanken, at det alvise Forsyn efter sit uransagelige Raad bandt os til denne Skjæbne - hvorledes turde vi da modstaa? Gud vil og det sker. Men skal Norge og Sverige forenes under en Konge, og Sveriges Kronprins være Norges øverste Befalingsmand, da skal den svenske Regjering lade den af Rigsforsamlingen paa Eidsvold forfattede norske Grundlov bestaa i sin Helhed, og ei indvilges at kunne give den andre Modifikationer end saadanne, som dette Storthing anser at være stemmende med dens Aand.

Aarsager Sveriges Befuldmægtigede, ved at ville drive det videre, at Krigen bryder ud paany, da tør jeg sige god for, at de Steders Indvaanere, der har udsendt mig, ville ofre en forholdsvis betydelig Skjerv paa Fædrenelandets Alter til Bestridelse af Krigens Byrder. For mig selv afgiver jeg, ved den første Aabning af Krigens Sørgescener, 200 Tdr. Byg, som strax skal ligge færdige paa mine Magaziner til dette Brug. Hvad min Person angaar, da skjøndt dette blev maaske det mindst gavnlige Offer, jeg ved denne Leilighed kunde bringe mit Fædreland, føler jeg dog det stærkeste Kald til ogsaa at frembyde den til dets Tjeneste. Jeg har ei nydt nogen militær Opdragelse, og de Kundskaber, jeg uden for mit Fag har indlagt mig, er kun faa og blandede. Kun ved i nogle Aar at have havt den Ære at anføre mine Medborgere til Øvelse i Vaaben, er jeg bleven bekjendt med nogle Enkeltheder af Taktikken, og naar Nødvændigheden bød det, kunde jeg vel ved Flid og Studering trænge ind i dens vigtigste Grundprinciper. Det forekommer mig, at jeg har hørt, at der hersker Mangel paa Officerer i Armeen. Vilde Statens øverste Raad, i Tilfælde af Krig, betro mig en liden Kommando, helst af det Telemarkiske Regiment, blandt en stor Del af hvis Individer, jeg, formedelst mine Handelsforbindelser i de Egne, er temmelig bekjendt, staar jeg, paa Felttogets første Aabning, i Spidsen for et saadant, og skal, saa sandt jeg lever, ei forlade det, før enten Fienden udrækker Haanden til en antagelig Fred, eller den tunge Sørgedag, omhyllet af rædsomme Skygger, glider frem, da Norges Forsvarere mismodigen skal erklære, at det, ravende i sin døende Mathed, segnede for Erobrerens Sværd. O Norge! Elskede Fædreneland! Maatte du gaa frem til Seir over mit i Striden for dig faldne Lig, da gjorde jeg mig fortjent af dig for at have ofret mit Liv for den bedste Sag. Livet selv har end ei Værd nok for mig, til at jeg tør betragte dette som det største Offer.

Kjelde: O. A. Øverland: Illustreret Norges Historie. Tolvte Bind. Kristiania 1897, s. 415-418.
Utskrift frå VIRKSOMME ORD
Institutt for informasjons- og medievitskap, Universitetet i Bergen